Retningslinjer om tiltalefrafald til ofre for menneskehandel, identifikation af ofrene mv.
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/2012/10129@2012-05-30/da
Indhold
Skrivelse om retningslinjer om tiltalefrafald til ofre for menneskehandel, identifikation af ofrene mv.
Straffelovens § 262 a om menneskehandel blev indsat i straffeloven ved lov nr. 380 af 6. juni 2002, der trådte i kraft den 8. juni 2002. Ved lov nr. 275 af 27. marts 2012, der trådte i kraft den 29. marts 2012, blev strafferammen forhøjet, og definitionen på menneskehandel blev udvidet til også at omfatte handel med henblik på udnyttelse af strafbare handlinger. Siden 2002 har regeringen udarbejdet handlingsplaner (planerne er tilgængelige på www.centermodmenneskehandel.dk) til bekæmpelse af menneskehandel. Den nyeste handlingsplan vedrører perioden 2011-2014 og indeholder bl.a. en række konkrete tiltag, der skal iværksættes af de aktører, der har ansvaret for implementeringen af handlingsplanen, herunder politi og anklagemyndighed. En væsentlig del af indsatsen mod menneskehandel er beskyttelse og bistand til ofrene såvel socialt som strafferetligt. Det fremgår bl.a. af handlingsplanen, at der skal udarbejdes nærmere retningslinjer til anklagemyndigheden for, hvornår der kan meddeles tiltalefrafald til ofre for menneskehandel for overtrædelser knyttet til, at de pågældende er handlede, eksempelvis dokumentfalsk i forbindelse med indrejsepapirer. Justitsministeriet har efterfølgende ved brev af 4. november 2011 anmodet Rigsadvokaten om, at der opretholdes fokus på en effektiv retsforfølgning af strafbare forhold i forbindelse med menneskehandel, og at handlingsplanens konkrete initiativer på Rigsadvokatens område iværksættes. Rigsadvokaten har på den baggrund fastsat retningslinjer om tiltalefrafald til ofre for menneskehandel. Retningslinjerne er beskrevet under punkt 2 . Forudsætningen for at kunne støtte og hjælpe ofrene for menneskehandel er, at ofrene identificeres. Under punkt 3 er der derfor bl.a. redegjort for kompetencen til at vurdere, om en person har været udsat for menneskehandel, og hvilke omstændigheder der kan indikere, at der er tale om menneskehandel. Endvidere er der under punkt 4 redegjort for anvendelsen af udlændingelovens § 26 a om udvisning af ofre for menneskehandel.
Tiltalefrafald skal som udgangspunkt meddeles i medfør af retsplejelovens § 722, stk. 2, hvis det kan lægges til grund, at den sigtede har været udsat for menneskehandel, at det påsigtede forhold relaterer sig til menneskehandlen, og at det påsigtede forhold ikke kan karakteriseres som grov kriminalitet. Som eksempel herpå kan nævnes dokumentfalsk eller dokumentmisbrug med hensyn til pas, identitetspapirer eller lignende eller overtrædelse af udlændingelovens regler om ulovligt ophold og arbejde. Tiltale vil ligeledes kunne frafaldes, hvis menneskehandlen falder ind under begrebet ”udnyttelse af strafbare handlinger”, dvs. hvis offeret er blevet udnyttet til at begå butikstyveri, lommetyveri, indbrudstyveri, handel med narkotika og andre lignende handlinger. Det samme gælder, hvis der er tale om udnyttelse til tvangsarbejde i form af tiggeri. Som anført ovenfor forudsættes det, at kriminaliteten ikke er grov, f.eks. tyverier eller handel med narkotika i et begrænset omfang. Tiltalefrafald efter retsplejelovens § 722, stk. 2, besluttes af statsadvokaten efter indstilling fra politidirektøren, jf. § 722, stk. 3. Det bemærkes dog, at politidirektøren kan frafalde tiltale for ulovligt ophold og arbejde efter udlændingelovens § 59, stk. 1 og 2, jf. retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 7, jf. § 1, nr. 1, litra d, i bekendtgørelse nr. 621 af 25. juni 2001. Endvidere kan politidirektøren frafalde tiltale for dokumentfalsk med hensyn til pas, identitetspapirer eller lignende, hvis der er tale om et offer for menneskehandel, som tillige er asylansøger, jf. bekendtgørelsens § 1, nr. 3. Hvis anklagemyndigheden rejser tiltale mod et offer for menneskehandel (f.eks. hvis der er tale om grovere kriminalitet), skal der i forbindelse med fastsættelsen af straffen for lovovertrædelsen tages hensyn til, om den kriminalitet, der er til pådømmelse, er begået under f.eks. tvang. Efter straffelovens § 82, nr. 6, skal det således i almindelighed indgå som en formildende omstændighed ved fastsættelse af straf, hvis den pågældende gerning er begået som følge af tvang, svig eller lignende. Efter straffelovens § 83 kan straffen endvidere nedsættes under den foreskrevne strafferamme, når oplysninger om gerningen, gerningsmandens person eller andre forhold afgørende taler herfor. Under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen helt bortfalde. Der kan i den forbindelse henvises til vedlagte Østre Landsrets dom af 23. maj 2012, hvor der skete strafbortfald, og hvor der i dag i en tilsvarende sag efter de ovennævnte retningslinjer skulle meddeles et tiltalefrafald. Tiltalte var ved Københavns Byrets dom af 17. januar 2012 blevet straffet med 10 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens § 174 ved i forbindelse med udrejse af Danmark at have gjort brug af et ægte pas, som var udstedt til en anden person. Tiltalte havde under sagen bl.a. forklaret, at hun var blevet tvunget til prostitution, at hendes familie var blevet udsat for repressalier fra den person, som havde sørget for hendes rejse til Danmark, at denne person forlangte, at hun betalte 50.000 euro, og at hun forsøgte at udrejse til Canada for at flygte fra tilværelsen som prostitueret. Det fremgik endvidere af sagen, at Udlændingestyrelsen havde vurderet, at tiltalte havde været udsat for menneskehandel og derfor havde krav på en såkaldt refleksionsperiode (forlænget udrejsefrist). Byrettens dom blev af tiltalte anket til landsretten med påstand om strafbortfald. Anklagemyndigheden tiltrådte denne påstand. Sagen var forinden blevet forelagt for Rigsadvokaten under henvisning til, at der som led i implementeringen af den seneste handlingsplan til bekæmpelse af menneskehandel skulle udarbejdes retningslinjer for tiltalefrafald. Rigsadvokaten fandt, at den konkrete sag måtte anses for omfattet af den kategori af sager, hvor der ville kunne meddeles tiltalefrafald. Efter de foreliggende oplysninger fandt landsretten, at tiltalte havde været udsat for menneskehandel, og at det måtte lægges til grund, at anklagemyndigheden efter de nye retningslinjer ville have meddelt tiltalefrafald i sagen. Landsretten fandt herefter, at der forelå sådanne særlige forhold og formildende omstændigheder, at straffen burde bortfalde i medfør af straffelovens § 83.
For så vidt angår identifikation af ofre for menneskehandel må der skelnes mellem identifikation med henblik på iværksættelse af en eventuel social indsats over for ofret og identifikation med henblik på en strafferetlig vurdering af ofrets forhold. I relation til en social indsats er det enten Udlændingestyrelsen eller Center mod Menneskehandel (CMM), der tager stilling til, om offeret må anses for at have været udsat for menneskehandel. Hvis der er tale om asylansøgere og personer uden lovligt ophold , foretages vurderingen af Udlændingestyrelsen. I praksis anser Udlændingestyrelsen en udlænding for handlet, når der er rimelig grund til at formode , at der er tale om menneskehandel. Hvis der er tale om personer med lovligt ophold i Danmark, herunder danske statsborgere, foretages vurderingen af Center Mod Menneskehandel (CMM). Centeret, der er placeret i Socialstyrelsen under Social- og Integrationsministeriet, koordinerer de sociale tiltag over for ofrene og er ansvarlig for at opsamle og formidle viden om menneskehandel. Det bemærkes i den forbindelse, at den vurdering, CMM og Udlændingestyrelsen foretager, ikke er identisk med anklagemyndighedens strafferetlige vurdering af tiltalespørgsmålet i sager om overtrædelse af straffelovens § 262 a, men naturligvis vil kunne indgå i denne vurdering, jf. nedenfor. Ved mistanke om menneskehandel skal politiet kontakte CMM. Det gælder både personer med lovligt og ulovligt ophold her i landet. I strafferetlig henseende er det i første række politi og anklagemyndighed, der vurderer, om en person må anses for at have været udsat for menneskehandel. Vurderingen af dette spørgsmål er en forudsætning for dels at kunne afgøre, om der er grundlag for at retsforfølge eventuelle bagmænd for overtrædelse af straffelovens § 262 a, dels at kunne medvirke til, at ofrene hjælpes. I relation til retsforfølgning af bagmændene skal politiet vejlede offeret om muligheden for at få en bistandsadvokat beskikket, jf. retsplejelovens § 741 a, hvis politi og/eller anklagemyndighed vurderer, at der er tale om en mulig overtrædelse af straffelovens § 262 a. Hvis et muligt offer for menneskehandel sigtes for et strafbart forhold , skal anklagemyndigheden ligeledes vurdere, om pågældende må anses for at have været udsat for handel. Dette gælder, uanset om eventuelle bagmænd er identificeret. Anklagemyndighedens vurdering af spørgsmålet er afgørende for, om der skal gives et tiltalefrafald efter retningslinjerne beskrevet under punkt 2, og – hvis der rejses tiltale – om der skal nedlægges påstand om udvisning, jf. punkt 4. Selve identifikationen af ofre for menneskehandel kan være vanskelig, idet der typisk er tale om personer, som er bange for deres bagmænd, og som ikke har tillid til, at myndighederne kan hjælpe dem. Hvis Udlændingestyrelsen eller CMM til brug for en eventuel social indsats allerede har truffet afgørelse om, hvorvidt der må antages at være tale om menneskehandel, vil denne afgørelse kunne indgå i den strafferetlige vurdering af sagen. Anklagemyndigheden er dog ikke bundet af andre myndigheders vurdering af handelsspørgsmålet, idet en vurdering til brug for en social indsats ikke er identisk med en strafferetlig bevisvurdering, jf. ovenfor. På www.centermodmenneskehandel.dk er der – med henblik på at understøtte identifikationen – en ikke udtømmende opregning af omstændigheder, der kan indikere, at der er tale om menneskehandel. Af opregningen fremgår således, at indikatorer på menneskehandel eksempelvis kan være, at en anden person har arrangeret rejsen hertil og sørget for de nødvendige dokumenter, at der er betalt et større beløb for rekruttering og transport, at offeret skylder bagmændene penge og eventuelt er tvunget til at afdrage gæld, at identitetspapirer er falske eller inddraget af bagmændene, at offeret eller pårørende har været udsat for vold, trusler eller misbrug, at der er vildledt om arbejde, løn og leveforhold, at offeret ikke får eller får en meget ringe løn, at boligforholdene er dårlige, at offeret ikke kan bevæge sig frit rundt, holdes under opsyn eller huses af bagmanden, og/eller at offeret har dårlige sprogkundskaber, er uden uddannelse og kommer fra dårlige sociale kår. På CMMs hjemmeside findes desuden en nærmere beskrivelse af en række forhold vedrørende menneskehandel, som kan være nyttige i forbindelse med identifikation af ofre for menneskehandel og retsforfølgning af bagmændene. Det drejer sig bl.a. om oplysninger om rekrutteringsprocessen, kontrolmekanismer mv. Endvidere kan der henvises til Rigspolitiet, NEC, som understøtter politikredsenes arbejde med at efterforske sager om menneskehandel.
Udlændingelovens § 26 a, der blev indsat ved lov nr. 504 af 6. juni 2007, fastslår, at der ved afgørelsen om udvisning skal tages særligt hensyn til, om de omstændigheder, der kan begrunde udvisning, er en følge af, at udlændingen har været udsat for menneskehandel, og om dette forhold taler imod udvisningen. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen (de specielle bemærkninger i lovforslag nr. L 197 af 28. marts 2007), at § 26 a finder anvendelse både i forbindelse med administrativ udvisning og ved udvisning ved dom. Ifølge forarbejderne forudsætter anvendelse af bestemmelsen, at det kan lægges til grund, at den pågældende udlænding har været udsat for menneskehandel, at de omstændigheder, der kan begrunde udvisning, relaterer sig til, at den pågældende har været udsat for menneskehandel, og at hensynet til den offentlige orden ikke tilsiger, at der sker udvisning. Når der er spørgsmål om udvisning ved dom, vil omstændigheder, der kan begrunde udvisning, og som relaterer sig til, at den pågældende har været udsat for menneskehandel, f.eks. kunne være dokumentfalsk i forbindelse med indrejse med falsk pas eller visum. I sådanne tilfælde skal der således under henvisning til bestemmelsen i § 26 a normalt ikke nedlægges påstand om udvisning. Endvidere anføres det i forarbejderne, at visse former for kriminalitet er så grov, at der bør ske udvisning, selv om overtrædelsen relaterer sig til, at den pågældende har været udsat for menneskehandel. Dette vil som udgangspunkt gælde med hensyn til de overtrædelser af straffeloven, der er nævnt i udlændingelovens § 22, nr. 4-7. Det må endvidere antages at gælde udlændingelovens § 22, nr. 8, som er indsat ved lov nr. 486 af 12. juni 2009, og som omfatter straffelovens § 192 a, der tidligere var omfattet af § 22, nr. 6. Anklagemyndigheden skal på sædvanlig vis indhente en udtalelse om udvisningsspørgsmålet fra Udlændingestyrelsen, før der nedlægges påstand om udvisning, jf. udlændingelovens § 57, stk. 1, og Rigsadvokatmeddelelse nr. 5/2006, afsnit 2.3. Det er imidlertid fremhævet i forarbejderne, at det er anklagemyndigheden, der tager endelig stilling til, om betingelserne i udlændingelovens § 26 a er opfyldt, således at der ikke skal nedlægges påstand om udvisning. Udlændingelovens § 26 finder anvendelse ved siden af § 26 a, der således er et supplement til den konkrete vurdering, der altid skal foretages i forbindelse med spørgsmålet om udvisning.
Jeg kan oplyse, at rigsadvokaturen snarest vil udarbejde en Rigsadvokatmeddelelse om behandling af sager om menneskehandel, herunder håndtering af ofrene. Retningslinjerne i dette brev vedrørende tiltalefrafald mv. vil indgå i meddelelsen. Brevet kan findes på AnklagerNet i Vidensbasen under Vejledninger og Instrukser.