Gelex

Vejledning om mærkning af fødevarer fra Israel, henholdsvis de besatte palæstinensiske områder

GældendeVersion 2012-10-29fra 2012-10-30
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/2012/9521@2012-10-29/da

Indhold
  1. Indledning

Vejledning om mærkning af fødevarer fra Israel, henholdsvis de besatte palæstinensiske områder

Kapitel 1 Regler om mærkning af fødevarer med ”oprindelse” er nærmere beskrevet på Fødevarestyrelsens hjemmeside. Oprindelsesland er obligatorisk at oplyse for visse fødevarer. Desuden kan fødevarer frivilligt være mærket med oprindelse, men angivelsen af oprindelse skal i alle tilfælde være korrekt. Der er en særlig problematik, når det gælder fødevarer, der er produceret i de israelsk besatte områder, der er defineret som de områder, der ligger uden for Israels 1967-grænser. Fødevarer fra de israelsk besatte palæstinensiske områder må ikke mærkes med "Israel" som oprindelsesland. Oprindelsen kan angives som f.eks.: – Oprindelse: Vestbredden – Produceret på Vestbredden Hvis butikker yderligere ønsker at angive, om en fødevare med oprindelse på Vestbredden er produceret i en israelsk bosættelse eller er produceret af en palæstinensisk producent, kan det ske på følgende måde: – Oprindelse: Vestbredden (israelsk bosættelsesprodukt), hhv. Vestbredden (palæstinensisk produkt). – Produceret på Vestbredden (israelsk bosættelsesprodukt), hhv. Vestbredden (palæstinensisk produkt).

Kapitel 2 I det følgende beskrives, hvilke muligheder erhvervsdrivende har for dels at sikre sig, at produkter fra de pågældende områder er mærket korrekt, og dels at kunne vurdere, om en vare kommer fra en israelsk bosættelse på Vestbredden (bosættelsesprodukt), eller om den kommer fra en palæstinensisk producent fra den øvrige del af det besatte Vestbredden (palæstinensisk producent). Det skal bemærkes, at det ikke er ulovligt at indføre og sælge produkter, der er produceret i de israelske bosættelser; der skal imidlertid betales fuld told af disse produkter ved indførelse til EU/DK. Det skal ligeledes bemærkes, at det ikke i alle tilfælde vil være muligt med sikkerhed at verificere oprindelsen.

Kommissionen har offentliggjort en liste over bosættelser og besatte områder, der er bragt under israelsk administration siden juni 1967, hvilket vil sige ”israelske bosættelser på Vestbredden”. Listen, som i det følgende benævnes ”listen”, kan findes via Kommissionens hjemmeside: EU-Israel Technical Arrangement. Listen er udarbejdet til brug for toldmyndighederne med henblik på at vurdere, om en vare er berettiget til nedsat told (præferencetoldbehandling) i henhold til associeringsaftalen mellem EU og Israel. Varer produceret i områderne på listen, må ikke mærkes med oprindelsen ”Israel”.

Når et parti varer kommer til EU/DK og skal indfortoldes, er disse varer ledsaget af det som man kalder for et oprindelsescertifikat. Det fremgår af oprindelsescertifikatet, hvor varerne kommer fra. Hvis det for eksempel fremgår, at et parti appelsiner kommer fra Israel og opfylder reglerne i aftalen mellem EU og Israel, så vil oprindelseslandet, Israel, være anført på certifikatet. Hvis det på oprindelsescertifikatet i stedet fremgår, at appelsinerne kommer fra et af de områder, som er omfattet af EU’s liste, så vil disse varer ved indfortoldningen til EU/DK, ikke kunne opnå præferencetold. Hvis der derimod er tale om et parti appelsinjuice, hvor presning og emballering er sket i Israel, vil oprindelsen være ”Israel”, uanset om appelsinerne helt eller delvis er høstet i områderne på listen. Det skyldes, at den bearbejdning, der er sket indenfor Israels 1967-grænser, er tilstrækkelig til, at appelsinjuicen opnår oprindelse i Israel i henhold til EU’s regler for oprindelse. Det er således ikke altid muligt gennem et oprindelsescertifikat at spore oprindelsen for alle varer, der indgår i den færdige vare.

Det er ikke obligatorisk for eksportøren at angive producentens eller pakkeriets navn og adresse på fødevaren eller på emballagen. Men hvis producentens navn, adresse og/eller postnummer er anført, kan disse oplysninger sammenholdes med oplysningerne i listen. Produkter med oprindelse i områderne på listen må ikke mærkes med ”Israel” som oprindelse.

Hvis en importeret fødevare er mærket med oprindelsen ”Israel”, men ikke mærket med adresse og eller postnummer, kan man henvende sig til importøren af den pågældende fødevare for at få oplyst flere detaljer om oprindelsen. I forbindelse med toldbehandlingen af en vare, der er berettiget til præferencetoldbehandling, vil varen være ledsaget af et oprindelsescertifikat, og produktets oprindelse kan derved fastslås, da oprindelsesbeviser fra Israel bl.a. skal være påført postnummer og navnet på byen eller området. ”Importøren” er i denne sammenhæng den, der angiver varerne til fri omsætning i EU. Det pågældende oprindelsescertifikat følger ikke nødvendigvis med varen i de efterfølgende handelsled. Importøren kan derfor være en virksomhed flere led tilbage i handelskæden, og kan være beliggende i et andet EU-land. En virksomhed skal ifølge fødevarereglerne være i stand til at spore varer et handelsled frem og et handelsled tilbage. Hvis der er tale om et produkt, der ikke er omfattet af præferencetoldbehandling, eller hvor importøren ikke ønsker at udnytte muligheden for præferencetold, er der ikke krav om et oprindel-sescertifikat. Hvis importøren ønsker det, fx for at kunne efterkomme krav om specifikation fra virksomheder i senere handelsled, er det dog muligt at få lavet et særligt ’ikke-præferentielt oprindelsescertifikat’ i Israel.

Hvis en fødevare er mærket med fx ”Vestbredden”, kan man som ovenfor beskrevet få verificeret hos importøren, om produktet stammer fra en israelsk bosættelse. Dokumentationen for, at fødevaren er produceret på et palæstinensisk område, kan ske i form af et oprindelsescertifikat udstedt at det palæstinensiske selvstyres myndigheder. Dette certifikat er dog kun obligatorisk, hvis importøren ønsker at opnå nedsat told ved indførslen til EU, og det vil ellers kun blive udarbejdet på eventuel foranledning af eksportør eller importør. Der er således ikke i alle tilfælde muligt at verificere oprindelsen.

Hvis det importerede parti fødevarer ikke er mærket med oprindelse, anbefales det at rette henvendelse til importøren og få oplyst flere detaljer om oprindelsen.

Når det gælder de typer af frisk frugt og grønt, der er omfattet af EU's særlige handelsnormer, er der en mulighed for at støtte sig til et yderligere dokument, idet de enkelte forsendelser af disse produkter vil kunne være forsynet med en særlig overensstemmelsesattest fra de israelske myndigheder, som attesterer produkternes oprindelse og at EU´s handelsnormer er overholdt. Dette arrangement gælder ikke for de besatte palæstinensiske områder. Importøren vil ligge inde med overensstemmelsesattesterne og verifikation af, hvilken oprindelse attesterne angiver, vil skulle skaffes via importøren.

Kapitel 3 Kommissionens meddelelse til importører om: Indførsel fra Israel til EU.

Versioner

  1. 2012-10-29