Skrivelse om ændring af lov om seniorjob og lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/2012/9624@2012-12-21/da
Indhold
Skrivelse om ændring af lov om seniorjob og lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Orientering om lov om ændring af lov om seniorjob og lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (Ret til seniorjob til medlemmer, der er født i perioden fra den 1. juli 1955 til og med den 31. december 1957) Folketinget har den 19. december 2012 vedtaget forslag til lov om ændring af lov om seniorjob og lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (Ret til seniorjob til medlemmer, der er født i perioden fra den 1. juli 1955 til og med den 31. december 1957). Ændringerne træder i kraft den 1. januar 2013. Ændringerne er en udmøntning af en del af aftalen af finansloven for 2013, som regeringen (Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti) har indgået med Enhedslisten. Lovforslaget (L 78), samt loven, som vedtaget ved 3. behandlingen, kan ses på Folketingets hjemmeside på følgende link: www.folketinget.dk Lovændringens hovedpunkter Lov om ændring af lov om seniorjob og lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. indeholder følgende hovedpunkter: Ret til seniorjob for medlemmer født i perioden fra 1. juli 1955 til og med 31. december 1957, hvis dagpengeperiode er udløbet eller vil udløbe i perioden fra 1. januar 2012 til og med 30. juni 2013. Ret til seniorjob for medlemmer i samme målgruppe som ovenfor, der har fået deres efterlønsbidrag tilbagebetalt i perioden fra 1. januar 2012 til og med 16. november 2012, og som ved anmodningen om tilbagebetaling ville kunne opfylde anciennitetskravet til efterløn ved fortsat indbetaling af efterlønsbidrag. Efterlønssatsen ved overgang til efterløn efter periode i seniorjob på mere end 5 år. Arbejdsløshedskassernes pligt til at finde og orientere berørte medlemmer og personer om muligheden for seniorjob. Medlemmer i ordinær beskæftigelse i anmodningsperioden. Dispensation fra ansøgningsfristen. Ret til seniorjob for medlemmer født i perioden fra 1. juli 1955 til og med 31. december 1957, hvis dagpengeperiode er udløbet eller vil udløbe i perioden fra 1. januar 2012 til og med 30. juni 2013 § 1, stk. 2: »Stk. 2. Uanset stk. 1, 1. pkt., har et medlem, der er født i perioden fra den 1. juli 1955 til og med den 31. december 1957, og hvis dagpengeperiode efter § 55, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. er udløbet eller vil udløbe i perioden fra den 1. januar 2012 til og med den 30. juni 2013, ret til ansættelse i et seniorjob. Medlemmet kan dog ikke få ret til seniorjob, såfremt dagpengeretten er udløbet før det fyldte 55. år.« Forhøjelsen af efterlønsalderen betød, at medlemmer født i perioden fra 1. juli 1955 til og med 31. december 1957, som efter de regler, der var gældende før 1. januar 2012, ville have ret til seniorjob ved dagpengerettens udløb i 2012, ikke længere havde ret til seniorjob. Disse medlemmer havde inden ikrafttrædelsen af forhøjelsen af efterlønsalderen den 1. januar 2012 ikke haft mulighed for at indrette sig på de ændrede regler. Målgruppen er således medlemmer, som har indrettet sig på ret til ansættelse i seniorjob ved udløb af dagpengeretten i 2012, inden fremrykningen af forhøjelsen af efterlønsalderen pr. 1. januar 2012. Loven betyder, at retten til seniorjob bevares for disse medlemmer uanset forhøjelsen af efterlønsalderen. Det er en betingelse, at deres ret til dagpenge er opbrugt i 2012 eller senest opbruges den 30. juni 2013. Et medlem kan dog ikke få ret til seniorjob, hvis retten til dagpenge er udløbet før det fyldte 55. år. Ret til seniorjob for medlemmer i samme målgruppe som ovenfor, der har fået deres efterlønsbidrag tilbagebetalt i perioden fra 1. januar 2012 til og med 16. november 2012, og som ved anmodningen om tilbagebetaling ville kunne opfylde anciennitetskravet til efterløn ved fortsat indbetaling af efterlønsbidrag § 1, stk. 3: »Stk. 3. Et medlem, som er omfattet af stk. 2, og som i perioden fra den 1. januar 2012 til og med den 16. november 2012 har anmodet om tilbagebetaling af sine efterlønsbidrag, kan anmode sin bopælskommune om seniorjob, selv om medlemmet ikke har ret til efterløn. Det er en betingelse, at personen ved anmodningen om tilbagebetaling ville kunne opfylde anciennitetskravet for ret til efterløn ved efterlønsalderen, jf. § 74 a i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., ved fortsat indbetaling af efterlønsbidrag. Har personen i denne periode meldt sig ud af arbejdsløshedskassen, er det en betingelse for ret til seniorjob, at personen melder sig ind på ny og betaler medlemsbidrag. Personen kan tidligst anmode om seniorjob samtidig med genindmeldelsen.« Et medlem i samme målgruppe som efter § 1, stk. 2, (jf. ovenfor), men som i perioden fra ikrafttrædelsen af tilbagetrækningsreformen den 1. januar 2012 til og med fremsættelsen i Folketinget af L 78 den 16. november 2012, har anmodet om tilbagebetaling af sine efterlønsbidrag, har ret til seniorjob. Det er en betingelse, at medlemmet ved anmodningen om tilbagebetaling af efterlønsbidragene ville kunne opfylde anciennitetskravet for ret til efterløn ved efterlønsalderen ved fortsat indbetaling af efterlønsbidrag. Hvis personen udover at have fået sine efterlønsbidrag tilbagebetalt har udmeldt sig af a-kassen, skal personen genindmelde sig i a-kassen for at opnå ret til seniorjob. Selv om bestemmelsen åbner mulighed for, at disse personer kan anmode om seniorjob og derefter være i seniorjobordningen frem til efterlønsalderen, er retten til efterløn fortabt. Efterlønssatsen ved overgang til efterløn efter periode i seniorjob på mere end 5 år § 74 l: » Stk. 10. Et medlem, der har været berettiget til seniorjob i mere end 5 år efter lov om seniorjob, får beregnet efterløn efter stk. 3 med udgangspunkt i den senest udbetalte dagpengesats, medmindre der i seniorjobperioden er beskæftigelse, der kan danne grundlag for en ny beregning.« Medlemmer født før 1. januar 1958, som på grund af fremrykningen af forhøjelsen af efterlønsalderen mister retten til dagpenge tidligere end 5 år forud for efterlønsalderen får mulighed for at overgå til efterløn efter en periode med seniorjob med en efterlønssats, der ved beregningen tager udgangspunkt i den senest udbetalte dagpengesats forud for efterlønsalderen, selv om der er gået mere end 5 år fra den seneste udbetaling af dagpenge. Uden denne bestemmelse ville et sådant medlem have ret til efterløn med 82 pct. af højeste dagpenge. Efterløn ydes således med udgangspunkt i den senest udbetalte dagpengesats forud for overgangen til efterløn. Efterløn kan højst udbetales med et beløb, der svarer til 91 pct. af dagpengenes højeste beløb. Arbejdsløshedskassernes pligt til at finde og orientere berørte medlemmer og personer om muligheden for seniorjob § 4, stk. 2-4: »Stk. 2. Arbejdsløshedskasserne skal inden udgangen af januar 2013 orientere medlemmer, hvis dagpengeperiode er udløbet i 2012, og som er omfattet af § 1, stk. 2 og 3, i lov om seniorjob som affattet ved § 1, nr. 1, om muligheden for at anmode bopælskommunen om et seniorjob. Stk. 3. Medlemmer, der er omfattet af § 1, nr. 1, og hvis dagpengeperiode er udløbet i 2012, kan anmode bopælskommunen om et seniorjob senest inden udgangen af marts 2013. Stk. 4. Arbejdsløshedskassen skal orientere de personer, som har meldt sig ud af arbejdsløshedskassen, jf. § 1, stk. 3, i lov om seniorjob som affattet ved § 1, nr. 1, om muligheden for at melde sig ind i arbejdsløshedskassen igen for at kunne anmode bopælskommunen om et seniorjob senest inden udgangen af marts 2013.« Arbejdsløshedskassen skal i januar 2013 orientere medlemmer, hvis ret til dagpenge er udløbet i 2012 om muligheden for at anmode om seniorjob inden udgangen af marts 2013. De medlemmer, hvis dagpenge periode udløber efter lovens ikrafttræden, er omfattet af a-kassernes almindelige vejledningspligt, ligesom de er omfattet af den almindeligt gældende to måneders ansøgningsfrist i lov om seniorjob § 2, stk. 2. A-kassen skal finde medlemmer, som er i målgruppen for seniorjob, men som har fået deres efterlønsbidrag tilbagebetalt. A-kassen skal orientere disse medlemmer om muligheden for at anmode om seniorjob, selv om de har fået deres efterlønsbidrag tilbagebetalt. Personer i målgruppen, der udover at have fået deres efterlønsbidrag tilbagebetalt også har udmeldt sig af a-kassen, skal orienteres om muligheden for at melde sig ind igen og anmode om seniorjob inden udgangen af marts 2013. Hvis kommunen ikke har ansat personen i seniorjob senest 2 måneder efter den dag, hvor personen har anmodet om seniorjob, har personen ret til kompensation fra kommunen efter de ordinære regler i lovens §§ 8 og 9. Medlemmer i ordinær beskæftigelse i anmodningsperioden § 4, stk. 5: »Stk. 5. Medlemmer, som er i ordinær beskæftigelse i den i stk. 3 og 4 omtalte ansøgningsperiode, kan anmode bopælskommunen om seniorjob indtil 2 måneder efter ophøret i den ordinære beskæftigelse.« Medlemmer, som har frist til udgangen af marts 2013 til at søge om seniorjob, men som er i ordinær beskæftigelse i ansøgningsperioden får yderligere en 2 måneders ansøgningsperiode efter ophøret i ordinært arbejde. Fristen gives for at sidestille disse medlemmer med medlemmer, der følger de ordinære regler, hvor der er en yderligere 2-månedersfrist til at anmode om seniorjob efter ophør i ordinært arbejde. Dispensation fra ansøgningsfristen § 4, stk. 6: »Stk. 6. Kommunen kan give dispensation fra fristen i stk. 3 og 4 til personer, som anmoder kommunen herom senest den 30. juni 2013. Det er en betingelse for dispensation, at det skyldes forhold i arbejdsløshedskassen, at personen ikke har ansøgt om seniorjob inden udløb af fristen.« Kommunen har i særlige tilfælde mulighed for at dispensere fra ansøgningsfristen. Muligheden for at dispensere er afgrænset til ansøgninger, som er indgivet til kommunen senest den 30. juni 2013. Der kan ikke dispenseres, hvis det skyldes personens egne forhold, fx sygdom eller bortrejse, at personen ikke har anmodet om seniorjob inden fristens udløb. Arbejdsløshedskassen skal erklære, at det beror på forhold i arbejdsløshedskassen, at personen ikke har søgt om seniorjob inden udløb af fristen.