Gelex

Vejledning om erstatning og udgifter ved bekæmpelse og forebyggelse af husdyrsygdomme

OphævetVersion 2016-11-21fra 2016-11-22 til 2022-04-05
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/2016/10180@2016-11-21/da

Indhold
  1. Indledning

Vejledning om erstatning og udgifter ved bekæmpelse og forebyggelse af husdyrsygdomme

1. Anvendelsesområde Bekendtgørelsen finder anvendelse i forbindelse med udbetaling af erstatning ved påbud om aflivning, fjernelse eller slagtning af dyr efter §§ 30 og 48 i lov om hold af dyr eller efter regler fastsat i medfør af disse. Derudover finder bekendtgørelsen anvendelse ved påbud om destruktion, tilintetgørelse eller bortskaffelse af foder, æg og lignende produkter. Der kan ydes statsstøtte efter reglerne om gruppefritagelse (statsstøtte nr. SA. 40249), jf. Kommissionens forordning nr. 651/2014/EU af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108, EU-Tidende 2014, nr. 187, side 1. I § 2, nr. 2, er husdyrbrug defineret, som enhver lokalitet, ejendom, konstruktion, eller i tilfælde af frilandsproduktion, ethvert område, hvor der holdes dyr eller opbevares avlsmateriale midlertidigt eller permanent, undtagen husstande, hvor der holdes selskabsdyr, eller dyrlægepraksis eller -klinik. Et husdyrbrug kan bestå af en eller flere besætninger og vil som oftest være identificeret ved et CHR-nummer. Det kan forekomme, at et husdyrbrug ikke har et CHR-nummer, hvilket eksempelvis ses inden for fjerkræ og små pelsdyrhold, hvor der ikke er krav om registrering i CHR. 2. Udbetaling En forudsætning for erstatning er, at der, bliver foretaget en taksation af dyr efter § 3 inden dyrene aflives, efter påbud fra Fødevarestyrelsen. Hvis denne procedure ikke overholdes, mistes retten til erstatning. Kravet om taksation før aflivning er en ændring i forhold til tidligere praksis, hvorfor det er vigtigt, at proceduren overholdes. Udbetaling af erstatning og andre udgifter efter bekendtgørelsen foretages af Fødevarestyrelsen. Efter § 10, stk. 1, bliver udgifterne til udtagning, indsendelse og undersøgelse af mistankeprøver, samt aflivning og destruktion af dyr, jf. liste 3-sygdomme, i forbindelse med undersøgelse betalt af Fødevarestyrelsen. Hvis det er nødvendigt at aflive et eller flere dyr i forbindelse med undersøgelse, betales der erstatning for dyrene. Efter § 10, stk. 2 og 3, bliver udgifterne betalt af Fødevarestyrelsen. Efter § 10, stk. 5, er udgifter til andre foranstaltninger m.v. Fødevarestyrelsen uvedkommende. Det omfatter bl.a. udgifter, besætningsejerne kunne have, der var afledt af det offentlige tilsyn, f.eks. velfærdsslagtninger. 3. Taksationsudvalg Taksationsudvalget skal være sammensat af tre personer. Én person udpeget af ejeren og én person udpeget af Fødevarestyrelsen. Begge disse personer skal være fortrolige med husdyravl inden for den pågældende dyreart. Taksator udpeget af ejer og af Fødevarestyrelsen må ikke være den samme person, Derudover deltager én medarbejder fra Fødevarestyrelsen, som bl.a. skal påse, at reglerne i erstatningsbekendtgørelsen efterleves. Besætningser, har mulighed for at udpege sig selv til taksationsudvalget, men det medfører ikke et honorar til ejeren, da formålet med taksationsudvalgt så vidt muligt er at få en ekstern person, som bl.a. kan vejlede ejer i den vanskelige situation. Ved nedsættelse af taksationsudvalget skal forvaltningslovens almindelige regler om habilitet tages med i overvejelserne inden Fødevarestyrelsen udpeger sin repræsentant og medarbejder. Den medarbejder fra Fødevarestyrelsen, som deltager i taksationsudvalget skal så vidt muligt have kendskab til administrative og juridiske aspekter vedrørende taksation. Ved taksation af dyrs værdi skal anden lovgivning ikke tages i betragtning. Det betyder, f.eks. at omsætningsbegrænsninger på aflivningstidspunktet ikke må kompenseres ved en højere taksationsværdi af dyr. Ved værdiansættelse af dyr må der ikke indgå driftstab, da det bliver beregnet efterfølgende, hvis ejeren eller brugen er berettiget til driftstab. Der udbetales et honorar på 570 kr./time til taksatorerne samt godtgørelse af udgifter til transport efter bilag eller offentlige satser. Taksationsudvalget har i forbindelse med taksationen lov til at se de lovpligtige optegnelser, som ejeren eller brugeren efter lovgivningen er forpligtet til at føre. Dette kan være med til at danne et overblik over bl.a. hvor mange dyr, der har været til-/fraført besætningen. Hvis der inden for en dyreart findes godkendte skalaværdier skal disse benyttes uanset om det ikke er for alle dyrearter i husdyrbruget. Dette betyder, at der ikke skal nedsættes et taksationsudvalg eller taksationsudvalget kun delvist skal taksere dyrene i husdyrbruget. Ved brug af skalaværdier opgør Fødevarestyrelsen antal dyr og æg m.v. før destruktion. Ud fra skalaværdierne og opgørelsen beregnes erstatning, hvorved taksationsproceduren er opfyldt. 4. Aflivning af enkelte dyr Fødevarestyrelsen kan efter § 7, stk. 3, selv foretage taksationen, hvis der er tale om enkelte dyr eller dyr, som bliver aflivet i undersøgelsesøjemed. Det er Fødevarestyrelsen, som træffer afgørelse om, hvornår der er tale om enkelte dyr. Det vil være en afvejning i den konkrete sag i forhold til antal dyr, dyreart og udgifter til nedsættelse af taksationsudvalg. 5. Offentligt tilsyn Ved etableringen af det offentlige tilsyn er det vigtigt, at man kun pålægger de relevante besætninger for den pågældende sygdom et offentligt tilsyn og ikke hele husdyrbruget. Dette er relevant i forhold til omsætning af dyr fra husdyrbruget, hvor kun en del af husdyrbruget er under offentligt tilsyn, og i forhold om der kan opnås driftstabserstatning. 6. Dyr, foder, æg, mælk og lignende produkter Dyrene takseres til markedsværdien efter deres tilstand ved aflivning, dog således at der ikke tages hensyn til den sygdom eller den mistanke herom, der er årsag til aflivning. De aflivede eller slagtede dyrs værdi korrigeres i erstatningen til ejeren. Markedsværdien er den pris besætningsejeren under normale omstændigheder kunnet få for dyr, foder, æg, mælk og lignende produkter umiddelbart før, besætningen blev smittet. Transport og indkøb m.v. er ikke en del af markedsprisen og kan derfor ikke kompenseres af Fødevarestyrelsen. Dette betyder, at hvis man kan sælge dyrene eller dele heraf efter aflivningen eller slagtning, skal denne indtægt fratrækkes i erstatningen, da ejeren skal stilles, som før dyrene blev ramt af en husdyrsygdom. Hvis der findes en skalaværdi, skal denne benyttes. En skalaværdi for dyr eller æg er en værdi, som f. eks. branchen har udarbejdet, og som efterfølgende er blevet godkendt af Fødevarestyrelsen. Ved brug af skalaværdier skal disse være de seneste godkendte. Hvis Fødevarestyrelsen finder det relevant, kan der rekvireres og godkendes nye skalaværdier. I skalaværdierne er der indarbejdet relevante forudsætninger, som tager højde for markedspriser på tidspunktet for udarbejdelsen af skalaværdierne. 7. Driftstab Efter § 8 beregnes driftstab på én af de to følgende måder: Hvis der findes en af Fødevarestyrelsen godkendt skalaværdi, benyttes denne. Hvis der ikke findes en godkendt skalaværdi, beregnes ejerens driftstab som 8 % af den samlede værdi af de aflivede dyr. En skalaværdi for driftstab er en værdi, som branchen har udarbejdet, og som efterfølgende er blevet godkendt af Fødevarestyrelsen. Driftstab omfatter den forventede værdi af den produktion eller tilvækst, som de aflivede dyr kunne generere, hvis de ikke var blevet aflivet, fratrukket sparede udgifter til foder, løn m.v. Driftstab omfatter kun tab, som er direkte afledt af selve aflivningssituationen. 8. Øvrige udgifter Fødevarestyrelsen afholder udgifterne til de foranstaltninger til bekæmpelse og forebyggelse af husdyrsygdomme, som Fødevarestyrelsen udfører. Ejeren skal ikke betale for Fødevarestyrelsens medarbejders arbejde i forbindelse med en mistanke eller udbrud. Fødevarestyrelsen afholder endvidere udgifter til laboratorieanalyser ved kliniske mistanker af de sygdomme, der er nævnt på liste 4 i bekendtgørelse om lister over smitsomme husdyrssygdomme til lov om hold af dyr. Ejeren skal yde Fødevarestyrelsen fornøden bistand vederlagsfrit ved tilsyn, undersøgelser og udtagning af prøver samt andre foranstaltninger, herunder ved mistanke eller udbrud af en husdyrsygdom. 9. Bortfald af erstatning og driftstab Det følger af § 56, stk. 5, i lov om hold af dyr, at erstatningen kan nedsættes eller helt bortfalde, hvis ejeren eller brugeren af en besætning ved sit forhold har givet anledning til, at et dyr er blevet slået ned, er blevet angrebet af et zoonotisk smitstof eller en sygdom anført på en af listerne i bekendtgørelse om lister over smitsomme husdyrssygdomme til lov om hold af dyr. Ejeren skal sikre, at tabet mindskes mest muligt samt sørge for at have smittebeskyttende foranstaltninger, som derved reducerer smittespredning. Endvidere skal ejeren eller brugeren af besætningen have overholdt gældende lovgivning, samt ikke have handlet ansvarspådragende. Fødevarestyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt der foreligger egen skyld, og om erstatningen skal nedsættes som følge heraf. Ejeren kan forlange afgørelsen indbragt for domstolene inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt, jf. § 56, stk. 6, i lov om hold af dyr. 10. Ophævelse Denne vejledning erstatter vejledning nr. 9962 af 3. august 2015 om erstatning og udgifter ved bekæmpelse og forebyggelse af husdyrsygdomme.

Versioner

  1. 2016-11-21 · til 2022-04-05