Gelex

Skrivelse om bekendtgørelse om adgangen til at telefonere for indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner (telefonbekendtgørelsen)

OphævetVersion 2017-06-28fra 2017-06-29 til 2019-01-30
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/2017/9581@2017-06-28/da

Indhold
  1. Indledning

Skrivelse om bekendtgørelse om adgangen til at telefonere for indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner (telefonbekendtgørelsen)

Vedlagt sendes bekendtgørelse om adgangen til at telefonere for indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner (telefonbekendtgørelsen). Bekendtgørelsen er ændret i overensstemmelse med lov nr. 672 af 8. juni 2017 (Styrket indsats mod rocker- og bandekriminalitet m.v.) Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2017. 1. Loven og bekendtgørelsen De indsattes ret til at føre telefonsamtaler er reguleret i straffuldbyrdelseslovens § 57. Efter § 57, stk. 1, har de indsatte, i det omfang det er praktisk muligt, ret til at føre telefonsamtaler. Efter § 57, stk. 2, kan denne ret begrænses, hvis dette findes nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen. Disse bestemmelser omfatter indsatte i alle kriminalforsorgens institutioner, dvs. indsatte i både fængsler, arresthuse og pensioner. Efter § 57, stk. 3, optages, påhøres eller aflyttes telefonsamtalen i lukkede institutioner uden retskendelse, medmindre dette ikke findes nødvendigt ud fra ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til beskyttelsen af den forurettede ved lovovertrædelsen. Af bestemmelsen fremgår endvidere, at hvis telefonsamtaler optages, aflyttes eller påhøres, skal samtalepartneren forinden gøres bekendt hermed. Optagelser af telefonsamtaler slettes senest 6 måneder efter, at de er foretaget. Ved en ændring af straffuldbyrdelsesloven i 2012 blev bestemmelsen i straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 3, præciseret, således at det udtrykkeligt fremgår af bestemmelsen, at der også kan ske optagelse af samtalerne. Ifølge lovbemærkningerne forudsattes der med lovændringen ingen ændringer af praksis med hensyn til de indsattes mulighed for at få en generel tilladelse til at ringe til bestemte telefonindehavere, således at der altid sker optagelse af samtalen, se nærmere nedenfor i punkt 6. I straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 4, er der ved ovennævnte lovændring indsat en ny bestemmelse. Det fremgår af denne bestemmelse, at telefonsamtaler til og fra en indsat, som af politiet skønnes at indtage en ledende eller koordinerende rolle i en gruppe af personer, som tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, skal optages, påhøres eller aflyttes, medmindre det er åbenbart, at det ikke er nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til at forebygge kriminalitet. Det fremgår af bestemmelsen, at såfremt samtalen optages, påhøres eller aflyttes, skal samtaleparterne forinden gøres bekendt hermed. Endvidere fremgår det af bestemmelsen, at optagelse af telefonsamtaler slettes senest 6 måneder efter, at de er foretaget. Af lovbemærkningerne til § 57, stk. 4, fremgår, at det vil bero på et politifagligt skøn, om en indsat kan antages at indtage en ledende eller koordinerende rolle i den gruppering, som den pågældende har tilknytning til. Se nærmere herom nedenfor under punkt 2, hvor en ny bestemmelse i bekendtgørelsens § 6 er omtalt. Det fremgår af § 57, stk. 5, at telefonsamtaler med personer og myndigheder, som den indsatte i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 56, stk. 1, kan brevveksle ukontrolleret med, ikke optages, påhøres eller aflyttes. Efter § 57, stk. 6, kan justitsministeren fastsætte regler om gennemførelsen af de indsattes ret til at føre telefonsamtaler. Der kan endvidere fastsættes regler om optagelse af telefonsamtaler og om kontrol af optagelserne. Telefonbekendtgørelsen er udstedt i medfør af bemyndigelsesbestemmelsen i § 57, stk. 6. Bekendtgørelsen er bygget op således, at kapitel 1 (§§ 1-6) indeholder fælles bestemmelser, som gælder i alle institutioner, mens kapitel 2 (§§ 7-9), kapitel 3 (§§ 10-11) og kapitel 4 (§§ 12-19) indeholder regler for henholdsvis åbne fængsler, arresthuse og lukkede fængsler, herunder Københavns Fængsler. Der er ikke i bekendtgørelsen fastsat særlige regler for indsatte, der opholder sig i kriminalforsorgens pensioner. Dette skyldes, at mens de indsattes lovbestemte ret til at telefonere i det hele er relevant i forhold til indsatte i pensionerne, vil det kun i meget begrænset omfang være relevant i forhold til disse indsatte at foretage begrænsninger i denne ret ud fra ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn m.v. 2. Bekendtgørelsen – regler som gælder for alle institutioner I overensstemmelse med bestemmelsen i straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 2, fremgår det af bekendtgørelsens § 2, at adgangen til at føre telefonsamtaler kan nægtes, hvis dette findes nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen. § 4 i bekendtgørelsen fastslår, at anmodninger om at føre telefonsamtaler med myndigheder eller enkeltpersoner, som de indsatte efter lovens § 56, stk. 1, kan brevveksle ukontrolleret med, i almindelighed imødekommes. Tilsvarende gælder anmodninger om at føre telefonsamtale med forsvareren i en verserende sag om prøveudskrivning fra forvaring. At sådanne anmodninger i ”almindelighed” imødekommes, indebærer, at tilladelse til at telefonere til de pågældende kun kan nægtes i helt særlige tilfælde, f.eks. når den indsatte umiddelbart forinden gentagne gange inden for et kortere tidsrum har telefoneret til den pågældende. Bekendtgørelsens § 5, stk. 1, indeholder en kompetencebestemmelse, hvoraf det fremgår, at det er institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, som træffer afgørelse om de indsattes adgang til at telefonere. Efter § 5, stk. 2, kan kriminalforsorgsområdet under hensyn til forholdene i den enkelte institution fastsætte regler om den praktiske gennemførelse af de indsattes ret til at føre telefonsamtaler, herunder om begrænsninger med hensyn til hyppighed og varighed af de indsattes telefonsamtaler under hensyn til de personaleressourcer, der medgår til at påhøre eller aflytte samtalerne. Regler om den ”praktiske gennemførelse” kan f.eks. indeholde begrænsninger med hensyn til, hvilke tidsrum på døgnet de indsatte kan telefonere. I bekendtgørelsens § 6 er der indsat nye bestemmelser vedr. indsatte med tilknytning til en rocker- eller bandegruppering. Har politidirektøren således i forbindelse med underretningen af kriminalforsorgen om, at en indsat skal udstå fængselsstraf m.v., oplyst, at den pågældende har tilknytning til en rocker- eller bandegruppering m.v., eller er det på anden vis oplyst, at den pågældende har en sådan tilknytning, skal kriminalforsorgsområdet til brug for afgørelsen om, hvorvidt telefonsamtaler skal optages, påhøres eller aflyttes, sikre sig, at der foreligger de nødvendige oplysninger fra politiet om de omstændigheder, som er nævnt i straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 4. Dette fremgår af bekendtgørelsens § 6, stk. 2. Har politidirektøren ikke oplyst noget om den indsattes tilknytning til en rocker- eller bandegruppering m.v. i forbindelse med underretningen om, at den pågældende skal udstå fængselsstraf m.v., vil kriminalforsorgen kunne have en formodning om et særligt gruppetilhørsforhold på baggrund af eksempelvis oplysninger fra dommen, fra tidligere ophold i kriminalforsorgens institutioner eller fra vedkommendes afsoning af den aktuelle straf, herunder hvis den pågældende selv har gjort opmærksom herpå overfor kriminalforsorgen. Foreligger der – enten fra underretningen fra politiet om, at den indsatte skal udstå fængselsstraf, eller på anden vis - oplysninger fra politiet om, at politiet skønner, at den indsatte indtager en ledende eller koordinerende rolle i en rocker- eller bandegruppering, som står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, skal telefonsamtaler optages, påhøres eller aflyttes, medmindre det er åbenbart, at det ikke er nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til at forebygge kriminalitet. Skønner politiet, at den indsatte tilhører ovennævnte persongruppe, skal der – i overensstemmelse med ovenstående - yderligere indhentes oplysninger om, hvorvidt det efter politiets opfattelse er åbenbart, at det ikke er nødvendigt af sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til at forebygge kriminalitet, at telefonsamtaler optages, påhøres eller aflyttes. Kriminalforsorgen vil derimod i almindelighed kunne lægge egne oplysninger til grund ved vurderingen af, om det er åbenbart, at det ikke er nødvendigt af ordensmæssige grunde at gennemlæse breve til og fra en indsat. Navnlig i forhold til nærtstående personer vil der være en formodning for, at det er åbenbart, at de foreslåede foranstaltninger ikke er nødvendige at iværksætte af ordens- eller sikkerhedsmæssige årsager eller af hensyn til at forebygge kriminalitet. Dette gælder dog ikke nærtstående, der har tilknytning til den samme gruppering som den indsatte, hvor optagelse, påhøring eller aflytning af telefonsamtaler som det klare udgangspunkt vil skulle iværksættes. Om kontrol af telefonsamtaler med den omtalte persongruppe, sletning af optagelser, krav til det sprog samtalen føres på og telefonsamtaler med advokater m.v., se § 6, stk. 3-5, i bekendtgørelsen. 3. Optagelse, aflytning og påhør i lukkede institutioner Bekendtgørelsen indeholder nærmere regler om optagelse, aflytning og påhør af telefonsamtaler i lukkede institutioner, herunder bestemmelser om at visse telefonsamtaler ikke optages, aflyttes eller påhøres. Dette gælder således telefonsamtaler med personer, som de indsatte efter straffuldbyrdelseslovens § 56, stk. 1, kan brevveksle ukontrolleret med, samt forsvareren i en verserende sag om udskrivning fra forvaring. Om forvaredes adgang til at føre telefonsamtaler med bistandsværger henvises til § 9 i bekendtgørelse om bistandsværger. Om de indsattes adgang til uoverværede telefonsamtaler med institutionens læge og vagtlæge m.v. henvises til bekendtgørelse om sundhedsmæssig bistand til indsatte i kriminalforsorgens institutioner og følgeskrivelsen hertil. Af telefonbekendtgørelsen § 10, stk. 2, § 12, stk. 2, og § 13, stk. 3, fremgår det, at der i lukkede institutioner kan stilles krav om, at telefonsamtaler som optages, påhøres eller aflyttes, føres på et sprog, som den, der skal kontrollere samtalen, forstår. Om der skal stilles et sådant krav beror på en konkret vurdering af, om det i det enkelte tilfælde er forsvarligt at undlade dette. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvor en udenlandsk indsat telefonerer til en ægtefælle i hjemlandet, og der efter en konkret vurdering ikke er grundlag for at antage, at det giver anledning til ordens- eller sikkerhedsmæssige problemer, at der ikke stilles et sådant krav. Tilsvarende gælder, hvis der ikke vurderes at være ordens- eller sikkerhedsmæssige problemer i at undlade at stille et sådant krav i forhold til indsatte med en anden etnisk baggrund end dansk, som kun kan kommunikere med herboende familiemedlemmer på deres eget sprog. Ordningen i lukkede fængsler og Københavns Fængsler med en generel tilladelse til at ringe til bestemte personer er reguleret i bekendtgørelsens §§ 13-17, jf. nedenfor pkt. 6. 4. Egne telefoner Bekendtgørelsen indeholder også regler om de indsattes mulighed for at installere egen telefon på eget opholdsrum. Kun i åbne fængsler kan de indsatte få tilladelse hertil. Som hidtil gælder det samme for indsatte i pensioner. At der er tale om ”installation” indebærer, at bestemmelserne herom alene vedrører faste telefoner. Af genstandsbekendtgørelsen fremgår det, at indsatte ikke kan have mobiltelefoner i fængsler og arresthuse (bortset fra de fastmonterede mobiltelefoner, som de åbne fængsler administrerer). 5. Fastmonterede mobiltelefoner Det er muligt for de indsatte i de åbne fængsler at leje en mobiltelefon, som er fastgjort i eget opholdsrum. Den indsatte skal anvende eget simkort eller betalingskort i telefonen. Dette er således ikke en overtrædelse af reglerne i genstandsbekendtgørelsen. Den indsatte afholder selv udgifterne til telefonering og betaler derudover for leje af telefonen, se § 9, 3. og 4. pkt. En indsat kan nægtes eller fratages adgangen til at anvende fastgjort mobiltelefon, jf. ovenfor under punkt 2. 6. Korttelefonordninger i de lukkede fængsler og Københavns Fængsler Bekendtgørelsens §§ 13-17 giver mulighed for i afsoningsafdelinger med almindeligt fællesskab i de lukkede fængsler og Københavns Fængsler at etablere særlige korttelefonordninger. Med disse ordninger vil de indsattes ret til at telefonere efter lovens § 57, stk. 1, i vidt omfang kunne imødekommes. Ordningerne indebærer, at de indsatte kan få generel tilladelse til at telefonere til 10 forud godkendte telefonindehavere. Etablering af en korttelefonordning forudsætter, at de tekniske – herunder samtlige sikkerhedsmæssige – krav til en sådan ordning er opfyldt, jf. bekendtgørelsens § 13, stk.1. Bestemmelserne i bekendtgørelsen §§ 13-17 indeholder nærmere regler for, i hvilket omfang, under hvilke forudsætninger og på hvilke vilkår m.v. sådanne ordninger kan etableres. Herudover indeholder bestemmelserne regler om kontrol med, at denne særlige adgang til at telefonere ikke misbruges. Af bekendtgørelsens § 14, stk. 1, fremgår det, at stikprøvevis kontrol af telefonsamtalerne skal ske hyppigt, eller i øvrigt hvis dette konkret findes nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige grunde eller af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen. Optagelser af telefonsamtaler slettes senest 6 måneder efter, at de er foretaget, jf. bekendtgørelsens § 17. 7. Skrivelse nr. 9221 af 13. april 2015 om bekendtgørelse om adgangen til at telefonere for indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner, bortfalder.

Versioner

  1. 2017-06-28 · til 2019-01-30