Gelex

Vejledning til pilotprojektordning om biomasse og efterafgrøder 2021

GældendeVersion 2021-01-01
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/2021/10198@2021-01-01/da

Indhold
  1. Indledning

Vejledning til pilotprojektordning om biomasse og efterafgrøder 2021

Kolofon: Vejledning til pilotprojektordning om biomasse og efterafgrøder 2021 Denne vejledning er udarbejdet af Landbrugsstyrelsen i 2021 Foto: Colourbox.dk © Landbrugsstyrelsen Miljø- og Fødevareministeriet Landbrugsstyrelsen Nyropsgade 30 1780 København V Tlf. : 33 95 80 00 E-mail: mail@lbst.dk www.lbst.dk ISBN 978-87-7120-006-5

1. Introduktion 1.1 Indledning 1.2 Hvorfor og hvem kan melde sig til pilotprojektordningen? 2. Tidsfrister 2.1 Oversigt over tidsfrister 3. Beskrivelse af deltagerens forpligtelser 3.1 Tiltag 1: Du skal sikre en gennemsnitlig NDVI-værdi på 0,5 på bedriftens tilmeldte arealer 3.1.1 Hvad sker der hvis jeg ikke opfylder NDVI-kravet? 3.2 Tiltag 2: Du skal stille data til rådighed vedr. dyrkningsforhold på de indmeldte marker for de tre forudgående planperioder 3.3 Plan for hvordan NDVI-kravet opfyldes 4. Dokumentation af NDVI-værdi 5. Omregning til pligtige efterafgrøder 6. Generelle oplysninger 6.1 Lovgivning og bekendtgørelser 6.2 Oplysning om virksomheds- og personoplysninger 6.3 Hvad bruger Landbrugsstyrelsen oplysningerne til? 6.4 Klagemuligheder 7. Bilag 7.1 Bilag 1: Bekendtgørelsen om pilotprojektordning om biomasse og efterafgrøder

Introduktion 1.1 Indledning Landbrugsstyrelsen introducerede i 2020 en ny pilotprojektordning, hvor 8 landmænd skal være med til at udvikle kvælstofreguleringen ift. at sikre mere fleksibilitet for landmanden samtidig med at sikre beskyttelsesniveauet for vandmiljøet. Formålet med pilotprojektordningen om biomasse og efterafgrøder er at afprøve et potentielt nyt virkemiddel, hvor landmanden får mulighed for at opfylde kravene om pligtige og husdyr-efterafgrøder i den nuværende regulering ved at opnå en given biomasse på bedriftens marker om efteråret. Biomassen måles fra satellit i form af en NDVI-værdi. NDVI står for Normal Difference Vegetation Index. NDVI er et vegetationsindeks, som på baggrund af data om planternes lysrefleksion indsamlet fra håndholdte apparater, droner eller satellitter kan sige noget om bl.a. planternes biomasseniveau og kvælstofoptagelse, og dermed, hvor stor udvaskningsrisikoen er fra den enkelte mark. Kravet om etablering af pligtige efterafgrøder og husdyrefterafgrøder på bedriften bliver erstattet af et krav om at opnå en given NDVI-værdi. Udgangspunktet er derfor, at hele bedriftens efterafgrødegrundareal skal indgå i pilotprojekt-ordningen. Det nye pilotprojekt henvender sig især til de landmænd, som ønsker at være med til at udvik-le og forenkle kvælstofreguleringen. Pilotprojektet skal derudover bidrage med ny viden omkring sammenhængen mellem NDVI-værdi, kvælstofoptag og udvaskningsrisiko for forskellige afgrøder. 1.2 Hvorfor og hvem kan melde sig til pilotprojektordningen? Pilotprojektordningen startede i 2020 og varer til og med udgangen af 2021. Det er ønsket, at den viden og erfaring, som opnås i denne periode skal skabe grundlag for, at der på sigt kan udformes nye regler, der evt. kan erstatte efterafgrøderegler med et biomassekrav. Der er brug for landmænd, som synes det kunne være spændende at afprøve ideen om en smartere regulering. Dialogen mellem landmænd, planteavlskonsulenter, SEGES-konsulenter og Landbrugsstyrelsen vil være en vigtig del af projektet. Deltagerne skal være nysgerrige og have lyst til at bi-drage til diskussionen om en smartere regulering. I pilotprojektordningen er det kravet om pligtige og husdyrefterafgrøder som indgår, og det er formålet at få viden om, hvordan biomassekravet kan opfyldes med forskellige afgrøder og virkemidler. Pilotprojektordningen vil derfor ikke være nær så relevant for landbrug, som op-fylder MFO-kravet med efterafgrøder, fordi der ikke vil være mulighed for at anvende andre virkemidler end efterafgrøder. Hvis man derimod opfylder sit MFO-krav med brak, kan der afprøves flere forskellige virkemidler på arealerne med pligtige- og husdyrefterafgrøder. I pilotprojektordningen kan der ikke benyttes fodergræs (græs i omdrift) og majs som virkemiddel på arealerne, og derfor vil deltagelse være mindre relevant for bedrifter med meget græs, altså typisk kvægbedrifter. Pilotordningen er derfor nok mest relevant for planteavls- og svinebedrifter.

Tidsfrister 2.1 Oversigt over tidsfrister I nedenstående oversigt finder du de tidsfrister, som er relevante for deltagere i pilotprojekt-ordningen. Oversigten er tænkt som en hjælp for dig til at få overblik over de vigtigste tidsfrister. TABEL 2.1. Tidsfrister Tidsfrist Beskrivelse 15. marts 2021 Du skal indsende en plan over hvilke af bedriftens marker der kan indgå i pilotprojektet 1. juli 2021 Du kan udarbejde og indsende en plan for, hvordan du vil opnå en NDVI-værdi på 0,5. Planen kan udarbejdes sammen med din planteavlsrådgiver. 1. oktober 2021 Frist for indberetning af udbytter for afgrøder og proteinindhold i korn på markniveau 15. – 31. oktober 2021 SEGES indsamler data og NDVI-værdi for de tilmeldte marker i pilotprojektordningen 31. december 2021 Svar til deltagerne på om de har opfyldt NDVI-kravet April 2022 Udarbejdelse af endelig afrapportering fra pilotprojektet

Beskrivelse af deltagerens forpligtelser Når du deltager i pilotprojektordningen, forpligtiger du dig til at udføre nedenstående tiltag. 3.1 Tiltag 1: Du skal sikre en gennemsnitlig NDVI-værdi på 0,5 på bedriftens tilmeldte arealer Udgangspunktet er at hele bedriftens efterafgrødegrundareal indgår i pilotprojektordningen, dog fratrukket arealer med målrettede efterafgrøder og miljøfokusområder samt majs, per-manent græs og græs i omdrift (fodergræs), bælgplanter og kløvergræs, nyplantet skov og juletræer. Det betyder at marker med følgende hovedafgrøder i 2021 bør tilmeldes: Korn (vår og vintersæd) Vårraps (sået 2021) og vinterraps (sået 2020) Ryps, Soja, Sennep, Solsikke, Oliehør og andre etårige afgrøder Frøgræsudlæg Frøgræs der har sidste høstår 2021 Roer Energiafgrøder som f.eks. elefantgræs, pil og poppel I projektperioden skal du opfylde et krav om at dine tilmeldte arealer i pilotprojektordningen har en gennemsnitlig NDVI-værdi på 0,5 eller derover i perioden 15. – 31. oktober i både 2020 og 2021. Kravet om at opnå en NDVI-værdi på 0,5 eller derover er som gennemsnit for de indmeldte marker. Det vil sige, at den enkelte bedrift godt kan have marker der har en NDVI-værdi under 0,5, hvis andre marker til gengæld har en NDVI-værdi over 0,5. Til at opnå denne NDVI-værdi kan du anvende forskellige afgrødetyper, efterafgrøder samt ukrudt og spildkorn. For at sikre at der ikke er overlap med andre efterafgrødeordninger og for at der ikke sker en merudvaskning af kvælstof i pilotprojektet, kan du ikke anvende føl-gende afgrøder og arealer: Majs (Sået 2021) Vinterraps (sået 2021) Permanent græs inkl. græs til rekreative formål Græs i omdrift (fodergræs) Bælgplanter og kløvergræs Nyplantet skov Juletræer Arealer der bruges til opfyldelse af målrettede efterafgrøder Arealer der bruges til opfyldelse af miljøfokusområder Arealer hvor der dyrkes efterafgrøder med bælgplanter, herunder det nye alternativ til efterafgrøder 'efterafgrødeblandinger med kvælstoffikserende arter' Alle marker med andre afgrøder end ovenstående kan tilmeldes. Det gælder også marker med frøgræs, roer mv., der har en høj NDVI om efteråret og hvor udvaskningsrisikoen således er begrænset. Du har også mulighed for at anvende visse af de godkendte alternativer til efterafgrøder, hvor man kan måle en NDVI-værdi i perioden 15. – 31. oktober, jf. gældende bekendtgørelse om næringsstofreducerende tiltag og dyrkningsrelaterede tiltag i jordbruget for planperioden 2020/2021. Det drejer sig om energiafgrøder, braklagte arealer, braklagte arealer langs vandløb og søer og tidligt såede vinterafgrøder. Du kan derfor bruge følgende arealer til opfyldelse af NDVI kravet 2021: Vintersæd (korn, men ikke raps) Efterafgrøder (uden kvælstoffikserende arter) Ukrudt og spildkorn Frøgræs (udlæg sået 2021 eller efter høst 2021 og frøgræs med sidste høstår 2021, men ikke marker der høstes både 2021 og 2022) Roer (høst 2021) Braklagte arealer Energiafgrøder som f.eks. elefantgræs, pil og poppel 3.1.1 Hvad sker der hvis jeg ikke opfylder NDVI-kravet? Perspektivet i pilotprojektet er at teste et potentielt nyt alternativ til efterafgrøder, hvor regler og etableringsfrister for pligtige og husdyrefterafgrøder erstattes at et enkelt krav om at opnå et biomasseniveau på 0,5 NDVI. Landbrugsstyrelsen er indforstået med, at der kan være til-fælde, hvor en deltager ikke opnår en NDVI-værdi på 0,5. I et sådan tilfælde, vil Landbrugsstyrelsen se på den konkrete sag, og vurdere, om deltageren aktivt har gjort en indsats for at opnå NDVI-værdien, herunder om der er udarbejdet en plan for hvorledes NDVI-værdien tænkes opnået og om man har fulgt denne plan. I helt særlige situationer, hvor der ikke er opnået en gennemsnitlig NDVI værdi på 0,5, og hvor der ikke foreligger en plan for opnåelse af biomasseværdien, vil det pligtige- og husdyrefterafgrødekrav skulle opfyldes på anden vis, f.eks. ved brug af "efterafgrødebanken". 3.2 Tiltag 2: Du skal stille data til rådighed vedr. dyrkningsforhold på de indmeldte marker for de tre forudgående planperioder Du skal stille data til rådighed vedr. dyrkningsforhold på de indmeldte marker for planperio-derne 2017/2018, 2018/2019 og 2019/2020 og i løbet af pilotprojektperioden. Det gælder oplysninger om: - Afgrødearter og eventuelt blandingsforhold ved efterafgrøder - Så- og høsttidspunkt for hovedafgrøder - Så- og destruktionstidspunkt for efterafgrøder, herunder metode (ke-misk/jordbearbejdning) - Destruktionstidspunkt og metode for ukrudt/spildkorn dvs. tidspunkt for kemisk ned-visning, harvning, pløjning - Tilførsel af organisk og uorganisk gødning i efteråret Derudover skal du indberette udbytter og proteinindhold i korn på markniveau senest den 1. oktober i 2020 og 2021. De forskellige oplysninger er vigtige for at kunne vurdere sammenhængen mellem afgrødernes dyrkningsbetingelser og NDVI-niveauet, og disse oplysninger skal indsendes til Landbrugsstyrelsen. Som en del af tiltag 2, skal deltagerne acceptere, at Landbrugsstyrelsen anvender virksomhedens indberettede gødningsplan og opgørelse i pilotprojektet. 3.3 Plan for hvordan NDVI-kravet opfyldes Du kan med fordel udarbejde en plan for, hvordan du planlægger at opfylde NDVI-kravet på de tilmeldte marker. Planen kan udarbejdes sammen med din planteavlsrådgiver. Der er afsat tilskud til at få udarbejdet planen. Planen kan bestå i en detaljeret plan om, hvilke afgrøder eller efterafgrøder, der planlægges etableret, såtidspunkter for vintersædsmarker, brug af spildkorn og ukrudt mv. Planen skal være dit redskab i efterårsperioden til at styre, at du kan opfylde kravet. Vi anbefaler at du indsender planen til os senest d. 1. juli. Du kan eksempelvis anvende følgende virkemidler: 1. Efterafgrøder vil stadig være et vigtigt redskab, men i en pilotordning vil man blive belønnet for en tidligere såning. Belønningen vil bestå i, at der sandsynligvis vil kunne opnås højere NDVI-værdier ved tidlig etablering af efterafgrøder. 2. Tidlig såning af vintersæd kan benyttes til at opfylde NDVI-kravet. Der vil ikke være såfrister, og man vil derfor kunne så fx den 8. september. Her vil man ligeledes blive belønnet for den aktuelle NDVI-værdi, som vintersæden opnår i efteråret. 3. Spildkorn og ukrudt vil ligeledes indgå, og vil tælle med i den målte NDVI-værdi. 4. Forskellige former for brak vil også være relevant at benytte til at opfylde kravet. 5. Andre tiltag som evt. opstår og afprøves i pilotprojektet

Dokumentation af NDVI-værdi Landbrugsstyrelsen sikrer, at der gennemføres analyser af, hvad den gennemsnitlige NDVI-værdi har været om efteråret for den enkelte deltager for de indmeldte marker. Analyserne udføres på baggrund af data fra satellitter og droneoverflyvninger for markerne i perioden 15. – 31. oktober i hhv. 2020 og 2021. Kravet er, at bedriftens samlede NDVI-værdi, som gennemsnit af de indmeldte marker, skal være 0,5. Hvis dette ikke er tilfældet, vil Landbrugsstyrelsen foretage en individuel vurdering af, om manglende opfyldelse af NDVI-kravet skyldes klimatiske eller andre årsager, som landmanden ikke har indflydelse på. I vurderingen vil Landbrugsstyrelsen især se på, om deltageren aktivt har gjort en indsats for at opnå NDVI-værdien. Det er derfor en god ide at udarbejde en plan for, hvordan NDVI-kravet skal opfyldes på de tilmeldte marker, og sende den til Landbrugsstyrelsen senest 1. juli. For at få ny viden omkring sammenhængen mellem NDVI-værdi, kvælstofoptag og udvaskningsrisiko for de forskellige afgrøder suppleres disse data af udtagning af planteklip og jordprøver til måling af mineralsk kvælstof i jord (N-min) på markerne, Når analyserne er gennemført, får deltagerne besked om, hvorvidt de har opfyldt NDVI-kravet. Som det fremgår af bekendtgørelsen for pilotprojektet, vil der i løbet af projektperioden blive udarbejdet en 4-årig NDVI-reference, som analyserer NDVI-værdierne fra de fire foregående år på de tilmeldte marker. Analysen skal bidrage til at belyse, om NDVI-værdien for markerne i pilotprojektet adskiller sig fra de tidligere års NDVI-værdier. I planlægningsfasen er det relevant med viden om, hvor høje NDVI-værdier der kan opnås med de forskellige afgrøder og virkemidler. I projektet vil der derfor blive udarbejdet information med typiske NDVI-værdier for forskellige afgrøder og såtider for bedrifts- og jordtyper. Udover ovenstående skal du indsende udbytter for afgrøder og proteinindhold i korn på markniveau. Oplysningerne skal sendes til Landbrugsstyrelsen via e-boks eller en sikker mail til miljobio@lbst.dk senest d. 1. oktober i hhv. 2020 og 2021.

Omregning til pligtige efterafgrøder Når du deltager i pilotprojektordningen, får du mulighed for at erstatte virksomhedens pligtige og husdyrefterafgrødekrav med et krav om at opnå en gennemsnitlig NDVI-værdi på 0,5 eller derover på bedriftsniveau i planperioderne 2020/2021 og 2021/2022. Det betyder at du bliver undtaget reglerne og fristerne for pligtige og husdyrefterafgrøder i de to nævnte planperioder.

Generelle oplysninger 6.1 Lovgivning og bekendtgørelser Denne vejledning er udarbejdet på grundlag af: • Bekendtgørelse nr. 34 af 13. januar 2020 om pilotprojektordning om satellitbaseret måling af plantevækst og efterafgrøder • 6.2 Oplysning om virksomheds- og personoplysninger Hvis du henvender dig til os, kan du få at vide, hvilke oplysninger vi har registreret om din virksomhed. Vi retter forkerte oplysninger og giver besked til andre, der har modtaget forkerte oplysninger, i det omfang det er muligt. Hvis vi ikke selv kan rette oplysningerne, vejleder vi om, hvordan du kan få oplysningerne rettet. De fleste oplysninger får vi, når vi modtager pligtige indberetninger, ansøgninger om tilsagn, autorisationer, godkendelser m.m. 6.3 Hvad bruger Landbrugsstyrelsen oplysningerne til? Landbrugsstyrelsen indsamler oplysninger om din virksomhed til brug for kontrol og admini-stration i forhold til om pilotprojektordningens betingelser overholdes. Dine indberetninger og data vil også blive anvendt til at foretage effekt- og modelberegninger af pilotprojektordningens tiltag. 6.4 Klagemuligheder Du har mulighed for at klage over vores behandling af oplysningerne til Landbrugsstyrelsen, Nyropsgade 30, 1780 København V, mail@lbst.dk eller til Datatilsynet, Borgergade 28, 5, 1300 København K, dt@datatilsynet.dk

Bilag 7.1 Bilag 1: Bekendtgørelsen om pilotprojektordning om biomasse og efterafgrøder Bekendtgørelse om pilotprojektordning om satellitbaseret måling af plantevækst og efterafgrøder I medfør af § 39 i lov nr. 338 af 2. april 2019 om jordbrugets anvendelse af gødning og om nærings-stofreducerende tiltag fastsættes efter bemyndigelse: § 1. Landbrugsstyrelsen kan give tilsagn om deltagelse i en pilotprojektordning om satellitbaseret må-ling af plantevækst og efterafgrøder i planperioderne 2020/2021 og 2021/2022 (projektperioden). Anvendelse og definitioner § 2. I pilotprojektordningen erstattes en virksomheds pligtige efterafgrødekrav og husdyrefterafgrø-dekrav i medfør af bekendtgørelse om næringsreducerende tiltag og dyrkningsrelaterede tiltag i jordbru-get for den pågældende planperiode med overholdelsen af et af Landbrugsstyrelsen i tilsagnet fastsat NDVI-værdi for de arealer, som indgår i pilotprojektordningen. Stk. 2. NDVI (Normal Difference Vegetation Index) er et vegetationsindeks, som blandt andet anvendes til at bestemme biomassen i afgrøder. Stk. 3. NDVI-krav defineres som et krav om at opnå en given NDVI-værdi, der angives som gennemsnit for en bedrift jf. § 15. Stk. 4. Planperiode: Perioden fra den 1. august til den 31. juli. Dyrkes afgrøder, der skal tilføres kvæl-stof eller fosfor efter den 31 juli, men inden den 30. september, og som skal høstes eller afgræsses inden den 31. december, forlænges planperioden til den 30. september. § 3. Tilsagn om deltagelse i pilotprojektordningen kan gives til virksomheder, der er omfattet af § 1 i bekendtgørelse om næringsstofreducerende tiltag og dyrkningsrelaterede tiltag i jordbruget for planperi-oden 2020/2021. Stk. 2. En virksomheds arealer, hvor der skal etableres målrettede efterafgrøder eller udlægges miljøfokusområder jf. den til enhver tid gældende bekendtgørelse om direkte støtte til landbrugere efter grundbetalingsordningen m.v., kan ikke indgå i pilotprojektordningen. Ansøgning § 4. Virksomheder kan ansøge om tilsagn til deltagelse i pilotprojektordningen ved anvendelse af det ansøgningsskema, som er tilgængeligt på Landbrugsstyrelsens hjemmeside. Ansøgningen skal være modtaget i Landbrugsstyrelsen senest den 9. marts 2020. Stk. 2. Alle ansøgninger om tilsagn, projektændringer efter denne bekendtgørelse, besvarelse af partshøringer og anden kommunikation med Landbrugsstyrelsen skal ske via e-Boks. § 5. Virksomheden skal i ansøgningsskemaet bl.a. angive hvilke marker, der skal indgå i pilotprojekt-ordningen, og markerne skal fremgå af ansøgerens markkort i Internet Markkort (IMK) jf. § 23, stk. 1, nr. 1 i bekendtgørelse om næringsstofreducerende tiltag og dyrkningsrelaterede tiltag i jordbruget for planperioden 2020/2021. Virksomheden skal dokumentere, at de marker, virksomheden melder ind i pilotprojektordningen, fremgår af ansøgerens markkort i IMK pr. 31. juli 2020. Stk. 2. En virksomhed skal tilmelde alle virksomhedens landbrugsarealer dog fratrukket arealer jf. § 3, stk. 2 og § 8, stk. 2. Prioritering og afgørelse om tilsagn om deltagelse § 6. Landbrugsstyrelsen foretager en prioritering af de indkomne ansøgninger på baggrund af følgende kriterier, som er opstillet i den rækkefølge, hvorefter kriterierne vil blive prioriteret: 1) Virksomheder, hvor der foreligger satellitbilleder for de indmeldte marker for oktober måned i årene 2017, 2018 og 2019. Tilgængeligheden af satellitdata fra nogle år kan vægtes højere end ingen satellitdata. 2) Virksomhedens sammensætning af alternativer til pligtige og husdyrefterafgrøder i planperioden 2019/2020, hvor virksomheder, som i planperioden 2019/2020 ikke har anvendt alternativer til efter-afgrøder med undtagelse af alternativet tidligt såede vinterafgrøder vil blive prioriteret højere end virksomheder, som har anvendt øvrige alternativer. 3) Oplysninger i ansøgningen om variation i sædskiftet, hvor flere afgrøder vil blive vægtet højere end færre. Stk. 2. Ved overansøgning til pilotprojektordningen vil ansøgerne endvidere blive prioriteret ud fra føl-gende kriterier, som er opstillet i den rækkefølge, hvorefter kriterierne vil blive prioriteret: 1) Virksomhedens samlede areal i procent som er tilmeldt pilotprojektordningen, hvor en høj procentdel vægte højere end en lav procentdel. 2) Geografisk placering og bedriftens størrelse, hvor en større bedrift vægtes højere end en mindre bedrift. Stk. 3. Landbrugsstyrelsen kan maksimalt give 10 virksomheder tilsagn om deltagelse i pilotprojekt-ordningen om satellitbaseret måling af plantevækst og efterafgrøder. Tilsagnshavers forpligtelser § 7. Virksomheden skal i andet år af pilotprojektordningen angive hvilke marker, der skal indgå i pilotprojektordningen for pågældende planperiode, og markerne skal fremgå af virksomhedens markkort i Internet Markkort (IMK) jf. § 23, stk. 1, nr. 1 i bekendtgørelse om næringsstofreducerende tiltag og dyrkningsrelaterede tiltag i jordbruget for planperioden 2020/2021. Virksomheden skal dokumentere, at de indmeldte marker fremgår af virksomhedens markkort i IMK pr. 31. juli 2021 og indsende markplan til Landbrugsstyrelsen pr. mail inden for den i tilsagnet fastsatte frist. § 8. I projektperioden skal de samlede arealer, som er indmeldt i pilotprojektordningen, opfylde et fastsat krav om en gennemsnitlig NDVI-værdi på 0,5 (NDVI-krav) beregnet som et gennemsnit for den enkelte bedrift. I projektperioden kan følgende alternativer til pligtige efterafgrøder og husdyrefterafgrø-der ikke indgå i de tilmeldte arealer: mellemafgrøder og reduceret kvælstofkvote. Stk. 2. Alle afgrøder med undtagelse af majs, vinterraps, permanent græs, græs i omdrift, bælgplanter, herunder kløvergræs, og efterafgrøder med bælgplanter kan indgå i pilotprojektordningen. Yderligere kan ukrudt og spildkorn indgå i pilotprojektordningen. § 9. Tilsagnshaver skal stille data til rådighed vedr. dyrkningsforhold på de indmeldte marker for tre planperioder forud for start af pilotprojektet og i løbet af pilotprojektperioden. Det gælder bl.a. oplysninger om arter og eventuelt blandingsforhold ved efterafgrøder, så- og høsttidspunkt for hovedafgrøder, så- og destruktionstidspunkt for efterafgrøder, herunder metode (kemisk/jordbearbejdning), destrukti-onstidspunkt og metode for ukrudt/spildkorn dvs. tidspunkt for kemisk nedsivning, harvning, pløjning samt tilførsel af organisk og uorganisk gødning i efteråret til brug for bl.a. vurdering af sammenhæng mellem afgrødens dyrkningsbetingelser og NDVI-niveauet. § 10. Tilsagnshaver skal acceptere, at der i forbindelse med pilotprojektet udføres kontrol og overvågning jf. §§ 13-14. Stk. 2. Tilsagnshaver skal desuden acceptere, at Landbrugsstyrelsen anvender virksomhedens indberettede gødningsplan og opgørelse i pilotprojektet. § 11. Tilsagnshaver skal underrette Landbrugsstyrelsen snaret muligt, hvis det ikke er muligt at opfylde et eller flere af tilsagnsbetingelserne. § 12. For at kunne udføre effektberegninger af tiltagene i pilotordningen skal deltagerne senest den 1. oktober i det kalenderår, hvor den pågældende planperiode begynder, indsende den pågældende planperiode indsende udbytter for afgrøder og proteinindhold i korn på markniveau. Kontrol og overvågning med pilotprojektet § 13. Der gennemføres analyser af, hvordan tilsagnshaver opfylder NDVI-kravet om efteråret, herunder udtagning af planteklip og jordprøver til måling af mineralsk kvælstof i jord (N-min) på arealerne. Der udarbejdes en 4-årig NDVI-reference for indmeldte marker. Prøvetagning og analyser vil blive udført af Aarhus Universitet eller en af Landbrugsstyrelsen udpeget tredjemand. § 14. Der foretages droneflyvninger af de indmeldte marker i perioden mellem 15. oktober og 31. ok-tober i projektperioden. Droneoverflyvninger vil blive udført af Aarhus Universitet eller en af Landbrugs-styrelsen udpeget tredjemand. Omregning af krav om pligtige efterafgrøder i pilotprojektordningen § 15. Ved beregning af om en virksomheds pligtige og husdyrefterafgrødekrav er opfyldt, omregnes efterafgrødekravet til et krav om, at virksomheden skal opnå en gennemsnitlig NDVI-værdi på 0,5 eller derover. § 16. Opnåelse af NDVI-kravet som alternativ til efterafgrøder kan ikke overføres fra en planperiode til en senere planperiode. Ophør af deltagelse i en pilotprojektordning på tilsagnshavers initiativ § 17. Virksomheden kan til enhver tid i perioden meddele, at den ønsker at udtræde af en pilotprojektordning. I dette tilfælde kan opfyldelsen af NDVI-kravet i tilsagn om deltagelse i pilotprojektordningen ikke anvendes som alternativ til efterafgrøder for planperioden og efterfølgende planperioder. Ophør af deltagelse som følge af manglende overholdelse af tilsagnsbetingelserne § 18. Landbrugsstyrelsen kan framelde virksomheder en pilotprojektordning, hvis tilsagnsbetingelserne i jf. §§ 7-16 ikke opfyldes. I dette tilfælde kan opfyldelse af NDVI-kravet som fastsat i tilsagn om deltagelse i pilotprojektordningen ikke anvendes som alternativ til efterafgrøder. Klageadgang § 19. Landbrugsstyrelsens afgørelser efter bekendtgørelsen kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Ikrafttræden § 20. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. februar 2020 og gælder for projektperioden, som udgøres af planperioderne 2020/2021 og 2021/2022. Landbrugsstyrelsen, den 13. januar 2020 Jette Petersen / Sonja Canger

Versioner

  1. 2021-01-01