Gelex

Vejledning om ansøgning om støtte fra ansøgningspuljen til handicaporganisationer og -foreninger på det sociale område - Handicap-delpuljen

OphævetVersion 2021-02-10fra 2021-02-15 til 2021-06-19
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/2021/9099@2021-02-10/da

Indhold
  1. Indledning

Vejledning om ansøgning om støtte fra ansøgningspuljen til handicaporganisationer og -foreninger på det sociale område - Handicap-delpuljen

Ansøgningsfrist den 29. marts 2021 kl. 12.00 Indholdsfortegnelse 1 Indledning 3 2 Ansøgningspuljens formål 3 3 Ansøgerkreds 3 4 Målgruppe 3 5 Tilskudsperiode 3 6 Tildelingskriterier og vurdering 3 7 Dokumentation som skal vedlægges 7 8 Gradvis indfasning og udfasning 7 9 Fusion eller opsplitning 7 10 Paraplyorganisationer 8 11 Tilskudsberettigede udgifter 8 12 Ikke tilskudsberettigede udgifter 8 13 Ansøgningsfrist og -procedure 9 14 Ved opnåelse af tilskud 10 15 Statsstøtte 10 16 Statens fleksjobordning 10 1 Indledning Socialstyrelsen udmønter årligt ansøgningspuljen til handicaporganisationer og –foreninger på det sociale område. Midlerne er afsat på finansloven for 2021 på § 07.18.19.20. og ved tekstanmærkning nr. 126. På Finansloven for 2021, er der afsat et beløb på 89,7 mio. kr. til ansøgningspuljen. Det endelige beløb afventer Danske Spils regnskab. Det angivne beløb er et foreløbigt acontobeløb og således ikke det endelige beløb til udmøntning. Der kan derfor forventes en efterregulering af beløbet året efter. Ansøgningspuljen er delt op i to delpuljer: 1. Landsdækkende handicaporganisationer og -foreninger (97,6 pct.) 2. Landsdækkende foreninger for en eller flere sjældne diagnoser eller sjældne handicap (2,4 pct.) Denne vejledning omhandler alene delpuljen til landsdækkende handicaporganisationer og -foreninger . Til denne delpulje er der afsat ca. 87,5 mio. kr. til udlodning som aconto af udlodningsbeløb. Midlerne fordeles mellem kvalificerede ansøgere efter en fordelingsnøgle. Udmøntningen af midler sker i henhold til udlodningsloven (lov nr. 1532 af 19. december 2017 om udlodning af overskud og udbytte fra lotteri) samt bekendtgørelsen til ansøgningspuljen (bekendtgørelse nr. 201 af 10. februar 2021). 2 Ansøgningspuljens formål Ansøgningspuljens formål er at yde driftstilskud til landsdækkende handicaporganisationer og -foreninger med henblik på at styrke deres arbejde på det sociale område både i form af generel interessevaretagelse og konkrete aktiviteter for personer med handicap. 3 Ansøgerkreds Ansøgningspuljens ansøgerkreds er landsdækkende handicaporganisationer og -foreninger, herunder paraplyorganisationer på handicapområdet. Om paraplyorganisationer, se nærmere herom i afsnit 10. 4 Målgruppe Ansøgningspuljens målgruppe er personer med handicap og pårørende. 5 Tilskudsperiode Midlerne anvendes i perioden 1. januar 2021 til 31. december 2021. 6 Tildelingskriterier og vurdering Ansøgningen vurderes på baggrund af, om tildelingskriterierne er opfyldt, jf. tabel 1. De enkelte vurderingsområder uddybes nedenfor efter den skematiske oversigt. Tabel 1: Vurdering og tildelingskriterier Vurdering Tildelingskriterier 1. Formål og målgruppe Organisationens formål og målgruppe ligger inden for ansøgningspuljens formål og målgruppe. Organisationen/foreningen skal både varetage generel interessevaretagelse og have konkrete aktiviteter. 2. Ansøger Organisationen ligger inden for ansøgningspuljens ansøgerkreds. Ansøgningspuljen retter sig mod organisationer og foreninger på handicapområdet. Der skal endvidere være tale om formaliserede organisationer/foreninger, der er landsdækkende, og som gennem deres eksistens i nogle år samt et vist medlemstal har dokumenteret deres eksistensberettigelse. Der er tale om store velfungerende og veldefinerede organisationer og foreninger. 3. Budget Der indsendes et samlet, bestyrelsesgodkendt budget for indeværende år. 4. Tilskud fra andre driftspuljer under udlodningsloven Hvis organisationen har modtaget tilskud til drift fra andre udlodningspuljer, der fordeles efter udlodningsloven, kan der ikke ydes tilskud fra denne ansøgningspulje. Når ansøgningsskemaet udfyldes, skal ansøger beskrive nedenstående: Ad 1) Formål og målgruppe: Det vil blive vurderet, hvorvidt organisationens/foreningens formål og målgruppe, falder inden for ansøgningspuljens formål og målgruppe. Organisationen/foreningen skal blandt andet have til formål at virke på det sociale område, hvor den både udfører generel interessevaretagelse og har konkrete aktiviteter for medlemmerne. Ansøger skal beskrive, hvordan organisationen/foreningen varetager målgruppens generelle interesser. Ansøger skal desuden redegøre for, hvilke aktiviteter der kan være tale om. Med generel interessevaretagelse menes, at ansøger skal varetage sine medlemmers fælles interesse via f.eks. medlemsservice, foreningsservice, interessepolitisk arbejde, sekretariatsfunktioner, kommunikation og repræsentation i forskellige sammenhænge. Med konkrete aktiviteter menes tiltag, der er afgrænset i tid og indhold, f.eks. en sommerlejr, brugerrådgivning eller netværksaftener. En aktivitet kan være enkeltstående eller tilbagevendende. Det skal desuden beskrives i ansøgningen, at organisationen/foreningen har sit virke inden for handicapområdet og har fokus på det sociale aspekt ved at have et handicap. Eksempelvis er ansøgningspuljen ikke tiltænkt sundheds- eller patientorganisationer, der primært har fokus på behandlingssektoren og medlemmernes/målgruppens rolle og ageren som patienter i behandlingssystemet. Målgruppen er personer med handicap og deres pårørende. Organisationens målgruppe skal beskrives kort og præcist. Beskrivelsen skal indeholde oplysninger om, hvem der indgår i målgruppen, og hvad der kendetegner de borgere, som indgår i målgruppen. Ad 2) Ansøger: Ansøgningspuljen retter sig mod organisationer og foreninger på handicapområdet . Der skal endvidere være tale om formaliserede organisationer/foreninger, der er landsdækkende , og som gennem deres eksistens i nogle år samt et vist medlemstal har dokumenteret deres eksistensberettigelse . Der kan være tale om store eller små velfungerende og veldefinerede organisationer og foreninger. Ad ”handicapområde”: • Organisationen/foreningen skal have sit virke inden for handicapområdet. • Organisationen/foreningen skal være organiseret omkring et handicap. • Organisationen/foreningen må ikke have underafgrænsninger i forhold til sin målgruppe, som f.eks. alder, køn eller etnicitet. Ved Socialstyrelsens vurdering af kriteriet handicap/handicapområdet tages der udgangspunkt i FN’s Handicapkonvention: ”Personer med handicap omfatter personer, der har en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre. ” Ad ”formaliserede”: Ansøger skal have et CVR-nr. Dette oplyses i ansøgningsskemaet. Ansøger skal vedlægge vedtægterne for organisationen, og de skal indeholde bestemmelser om: 1) navn, 2) hjemsted, 3) formål, 4) generalforsamling, 5) valg og konstituering af bestyrelse, 6) betingelser for medlemskab, 7) regnskabs- og formueforhold, herunder valg af revisor og tegningsret og 8) vedtægtsændringer og ophør, herunder anvendelse af nettoformuen ved organisationens ophør. Ansøgers organisation skal ledes af en bestyrelse. Bestyrelsen er ansvarlig for, at organisationens formål varetages i overensstemmelse med gældende lovgivning og formålet med ansøgningspuljen. Såfremt organisationen har en daglig ledelse, skal den daglige ledelse handle inden for de budget- og bevillingsmæssige rammer samt øvrige tilskudsbetingelser i afgørelsen. Ad ”landsdækkende”: På baggrund af ansøgningen og ansøgers beskrivelse vil det blive vurderet om organisationen/foreningen er landsdækkende. Følgende kriterier vil blive vurderet: • Organisationen/foreningen er en landsdækkende hovedorganisation. • Organisationen/foreningen har medlemmer fra alle fem regioner. • Medlemskab i organisationen/foreningen skal være åbent for alle i hele landet • Organisationen/foreningen skal have aktiviteter i mindst 3 regioner inden for de seneste to år. Aktiviteterne skal være reelle, selvstændige og i ikke-kommercielle aktiviteter. Organisationen/foreningen skal dække bredt inden for sin målgruppe for at kunne være en hovedorganisation/hovedforening. Ad ”eksistensberettigelse” • Organisationen/foreningen har dokumenteret sin eksistensberettigelse og er velfungerende og veldefineret. • Organisationen/foreningen har eksisteret i minimum 5 år defineret ved, at organisationen/foreningen har eksisteret i minimum 60 måneder og aflagt minimum 5 godkendte årsregnskaber. • Organisationen/foreningen har minimum 500 kontingentbetalende medlemmer. • Medlemsantallet skal opgøres pr. 31. december året før ansøgningen. Det vil sige, at for ansøgningspuljen for 2021 skal medlemstallet opgøres pr. 31. december 2020. • Familiemedlemskaber tæller som et medlem, og medlemmer under 18 år, der betaler kontingent, tælles som et. Ad 3) Budget: Organisationen skal indsende et samlet, bestyrelsesgodkendt budget for tilskudsåret. Budgettet skal udarbejdes på en sådan måde, at det udgør en fyldestgørende og sandfærdig beskrivelse af de forventede udgifter i forhold til organisationen. Ansøger skal desuden indsende organisationens reviderede årsrapporter for hhv. regnskabsåret 2018 og regnskabsåret 2019. Endelig skal ansøger indsende et oplysningsskema med følgende oplysninger: 1) En opgørelse over organisationens samlede udgifter for hhv. 2018 og 2019. 2) Egenfinansiering, dvs. størrelsen af private og ikke offentlige indtægter for hhv. 2018 og 2019. 3) Kontingentindtægter for hhv. 2018 og 2019. De beløb, der angives i forbindelse med beregning af tilskud, skal dokumenteres af revisor i form af en underskreven specifikation. Ad 1) I samlede udgifter medregnes organisationens, herunder lokale afdelingers og tilsluttede foreningers samlede udgifter, uanset arten (aktivitets-, produktions- og administrationsomkostninger). Herfra skal dog fratrækkes nedenstående poster, som ikke kan indgå i de samlede udgifter: • Beløb, som er udbetalt med udlodningsmidler fra denne ansøgningspulje. • Beløb, som er modtaget fra andre organisationer, omfattet af ansøgningspuljen, eller disses lokalafdelinger samt tilsluttede foreninger. • Beløb, som er modtaget fra offentlige myndigheder, f.eks. DANIDA, EU, fagministerier samt via Danske Handicaporganisationer til udviklingsarbejde uden for landets grænser. Dog er et eventuelt administrationstilskud ikke omfattet af undtagelsen. • Beløb, som løbende modtages af offentlige myndigheder til varetagelse af opgaver af behandlingsmæssig karakter, eller med henblik på udførelse af opgaver på entreprenørbasis. Hensættelser og henlæggelser indgår i udgifterne med den del, der er anvendt det pågældende år. Dvs. at det successive regnskabsprincip lægges til grund for behandlingen af posterne hensættelser og henlæggelser. Ad 2) Egenfinansieringen er foreningsskabte indtægter, der eksempelvis kan være kontingenter fra personmedlemsskaber, indsamling, abonnementsindtægter, annonceindtægter fra medlemsblade, bidrag fra private enkeltpersoner, private fonde, private legater, private stiftelser, arv, nettoindtægt fra lotterier, mærkesalg, overskud ved arrangementer, renteindtægter og lignende. Indtægter, der vedrører udgifter der refunderes og som følger udgiften, såsom løntilskud, barselsrefusion og lign. kan ikke medregnes. I egenfinansieringen medregnes ikke f.eks. beløb, som er modtaget fra organisationer, der modtager tilskud fra denne ansøgningspulje eller disses lokalafdelinger. Det skal i den forbindelse bemærkes, at et tilskud fra denne ansøgningspulje ikke må gå til kommercielle udgifter, jf. afsnit 12 om ikke tilskudsberettigede udgifter og afsnit 15 om statsstøtte. Ad 3) Ved kontingentindtægter forstås det samlede medlemskontingent til landsorganisationen samt til lokale afdelinger og tilsluttede foreninger. Gaver indbetalt i forbindelse med kontingentindbetaling kan ikke medregnes som kontingent. Budgettet indsendes som bilag til ansøgningen. Læs mere om krav til budgettet m.m. i vejledningens afsnit 11-13. Ad 4) Tilskud fra andre driftspuljer under udlodningsloven: Jf. § 6, stk. 4, i bekendtgørelsen kan der ikke ydes tilskud fra denne ansøgningspulje, hvis organisationen har modtaget tilskud til drift fra udlodningspuljen til landsdækkende frivillige sociale organisationer (ULFRI) i indeværende år. Derudover gælder det generelle princip om, at der ikke kan opnås støtte fra denne ansøgningspulje, hvis der samtidig er opnået støtte fra en anden ansøgningspulje til drift under udlodningsloven. 7 Dokumentation som skal vedlægges Udover udfyldt ansøgningsskema skal der indsendes følgende dokumentation i forbindelse med en ansøgning: • Reviderede regnskaber for de seneste to år. For 2021 vil det være regnskaberne for 2018 og 2019, der skal fremsendes. Regnskaberne skal være underskrevet af revisor og godkendt af bestyrelsen. • Særskilt oplysningsskema, der er godkendt af en registreret eller statsautoriseret revisor. • Gældende vedtægter. • Bestyrelsesgodkendt budget for 2021. 8 Gradvis indfasning og udfasning Nye organisationer/foreninger, der ikke i 2018 har modtaget tilskud fra ansøgningspuljen, skal leve op til alle tildelingskriterier for at få tilskud fra ansøgningspuljen, herunder et medlemstal på minimum 500. Nye organisationer/foreninger, dvs. organisationer/foreninger som ikke i 2018 har modtaget tilskud fra ansøgningspuljen, indfases over en periode på fire år, hvor tilskuddet vægtes med 25 pct. i første år, 50 pct. i andet år, 75 pct. i tredje år og 100 pct. i fjerde år af det tilskudsbeløb, de ville være berettiget til ved fuldt tilskud på 100 pct. Lever en organisation/forening, der i 2018 har fået tilskud fra delpuljen, ikke op til tildelingskriterierne, falder den uden for ansøgningspuljen. Dog vil organisationen/foreningen have mulighed for gradvis udfasning svarende til indfasningen, hvis organisationen/foreningen ikke lever op til kravet om minimum 500 medlemmer. I en udfasningsperiode vil en organisation/forening modtage tilskud over en periode på 3 år, hvor tilskuddet vægtes med 75 pct. i første år, 50 pct. i andet år og 25 pct. i 3. år af det tilskudsbeløb, den ville være berettiget til ved tilskud på 100 pct. Eksempel: Har en organisation f.eks. i et år 450 medlemmer, men lever op til de øvrige, absolutte tildelingskriterier, nedsættes tilskuddet til 75 pct. af det fulde tilskud i år 1. Har organisationen i det efterfølgende år fortsat et medlemstal på under 500, nedsættes det yderligere til et tilskud på 50 pct. af det fulde beløb i år 2. Har organisationen i år 3 fortsat et medlemstal under 500, nedsættes tilskuddet til 25 pct. i år 3. Har organisationen i år 4 fortsat et medlemstal under 500, kan den ikke længere opnå tilskud og falder dermed uden for ansøgningspuljen. Såfremt en organisation i et eller flere år med enten 25, 50 eller 75 pct. tilskud får over 500 medlemmer igen, påbegyndes igen en gradvis indfasning af tilskuddet. 9 Fusion eller opsplitning Der er ikke en overgangsperiode for fusionerende organisationer/foreninger, hvoraf den ene eller begge har været omfattet af ansøgningspuljen. Efter en fusion skal den ’nye’ organisation/forening leve op til de forskellige tildelingskriterier for at være berettiget til tilskud fra ansøgningspuljen. Der er ikke en overgangsperiode for opsplittede organisationer/foreninger. Den ’nye’ organisation/forening, der er brudt ud af den eksisterende, skal ligesom alle andre leve op til de forskellige tildelingskriterier, såsom et krav om minimum 500 medlemmer for at få del i midlerne, og indfases gradvist til 100 pct. tilskud. Den tilbageværende organisation, der viderefører det samme CVR-nr., skal fortsat kunne leve op til alle tildelingskriterier for at kunne bevare sin tilskudsberettigelse. 10 Paraplyorganisationer Ansøgning fra en paraplyorganisation vurderes på baggrund af, om tildelingskriterierne er opfyldt. Der gælder følgende tildelingskriterier: • En paraplyorganisation skal have minimum otte medlemsorganisationer, som alle er hovedorganisationer/foreninger og berettigede til at modtage midler fra ansøgningspuljen. • En paraplyorganisation skal have eksisteret i minimum et år. • En paraplyorganisation skal dække bredt inden for handicapområdet og have medlemsorganisationer/foreninger fra mindst tre af de fire kategorier i henhold til FN’s Handicapkonvention: 1) Fysisk, 2) psykisk, 3) intellektuel eller 4) sensorisk funktionsnedsættelse. • En paraplyorganisation skal have en veldefineret rolle og funktion. En ansøgende paraplyorganisation skal have et CVR-nr. og vedhæfte vedtægter. Der skal også indsendes et samlet, bestyrelsesgodkendt budget for tilskudsåret. Budgettet skal udarbejdes på en sådan måde, at det udgør en fyldestgørende og sandfærdig beskrivelse af de forventede udgifter i forhold til organisationen. 10.1 Dokumentation, som en paraplyorganisation skal indsende: • Udfyldt ansøgningsskema. • Samlet bestyrelsesgodkendt budget for 2021. • Reviderede regnskaber for de to seneste år. For 2021 vil det være regnskaberne for 2018 og 2019. Regnskaberne skal være underskrevet af revisor og godkendt af bestyrelsen. • Gældende vedtægter. • Dokumentation på mindst otte medlemsorganisationer, der er hovedorganisationer og -foreninger. 11 Tilskudsberettigede udgifter Organisationens budget kan bl.a. indeholde følgende budgetposter: 1. Lønudgifter i organisationen. Lønniveauet må ikke være højere end det, der er aftalt i overenskomster for arbejdet på området. Yderligere information kan fås ved henvendelse til de relevante fagforeninger. Hvis området ikke er dækket af en overenskomst, må lønniveauet ikke være højere end det, der er aftalt i de statslige overenskomster for lignende arbejde. 2. Udgifter til honorarer til konsulenter . 3. Udgifter til revisor . Der kan løbende afholdes udgifter til revisor. 4. Lovpligtige forsikringer , herunder arbejdsskadeforsikringer. 5. Udgifter til transport i egen bil. Transportudgiften skal beregnes på baggrund af statens lave takst pr. km. (1,90 kr. i 2021), jf. Økonomistyrelsens Cirkulære om satsregulering for tjenesterejser. 6. Udgifter til offentlig transport. 7. Udgifter til aktiviteter . 8. Udgifter til uddannelses- og kursusaktiviteter for frivillige. 9. Udgifter til formidling . 10. Udgifter til lokaler . 11. Udgifter til kontorhold (f.eks. mindre kontorartikler, porto mv.). 12. Øvrige udgifter indeholdt i ansøgningspuljens formål . 12 Ikke tilskudsberettigede udgifter Af nedenstående oversigt fremgår, hvilke udgifter der ikke kan dækkes gennem tilskud fra ansøgningspuljen: 1. Køb af fast ejendom . 2. Anlægsudgifter , herunder ombygning og renovering. 3. Dækning af underskud eller anden gæld. 4. Støtte til enkeltpersoners underhold . 5. Aktiviteter, der fuldt ud er finansieret fra anden side. 6. Udgifter til aktiviteter eller tilsvarende til personer uden lovligt ophold . 7. Udgifter til projekter forankret i udlandet samt Grønland og Færøerne . 8. Kommerciel virksomhed. 13 Ansøgningsfrist og -procedure Ansøgningsfristen er den 29. marts 2021 kl. 12.00. Efter dette tidspunkt kan ansøgninger ikke længere fremsendes. Det forventes, at ansøgerne får svar på ansøgningen i juni 2021. Faglige spørgsmål og spørgsmål om administration af ansøgningspuljen kan stilles til Sten Barsøe i Socialstyrelsen via tilskudsforvaltning@socialstyrelsen.dk . Ansøgningen skal udarbejdes i det medfølgende ansøgningsskema i Word og indsendes i PDF-format via den digitale løsning, som Socialstyrelsen stiller til rådighed på www.socialstyrelsen.dk . For yderligere information om ansøgningsprocessen henvises til vejledningen herom på Socialstyrelsens hjemmeside. Der sendes en kvittering, når Socialstyrelsen har modtaget ansøgningen. Bilag til ansøgningen Der foretages en vurdering af projektet ud fra oplysningerne i ansøgningen og budgettet, herunder evt. budgetnoter. Bilag til ansøgningen indgår alene i vurderingen, såfremt det fremgår af ansøgningsvejledningen, at ansøger skal eller kan indsende specifikke bilag. Øvrige bilag, som fremsendes, vil således ikke indgå i sagsbehandlingen. Utilstrækkelige oplysninger i ansøgningen eller anden manglende medvirken kan føre til, at sagen afgøres på det foreliggende grundlag. Afvisning af ansøgning ved manglende opfyldelse af formalia Socialstyrelsen har ret til at afvise ansøgninger, som ikke opfylder formalia. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis ansøgningspuljens ansøgningsskema ikke er udfyldt, samt hvis alle obligatoriske bilag ikke er vedlagt ansøgningen. It-problemer ved indsendelse af ansøgning Du skal gøre følgende, hvis du oplever it-problemer i forbindelse med indsendelse af din ansøgning. Hvis du oplever it-problemer på egne systemer , er det dit eget ansvar at afhjælpe disse, fx i samarbejde med din eventuelle it-leverandør/it-support. Hvis du oplever it-problemer på Socialstyrelsens ansøgningsportal , kan du kontakte Tilskudsforvaltning på mail tilskudsforvaltning@socialstyrelsen.dk eller telefon 72 42 41 33. Der er ikke tale om it-tekniske problemer, hvis fx din medarbejdersignatur ikke virker. Som ansøger bærer du således ansvaret herfor. VIGTIGT: DETTE SKAL DU GØRE FØR ANSØGNINGSFRISTEN Hvis it-problemet på Socialstyrelsens ansøgningsportal ikke kan løses før ansøgningsfristens udløb, kan du: 1) fremsende ansøgningen på anden vis, så den er Socialstyrelsen i hænde inden ansøgningsfristens udløb . Ansøgningen kan sendes til sikkermail.tilskud@socialstyrelsen.dk . 2) inden ansøgningsfristens udløb kontakte Tilskudsforvaltning og dokumentere, at de it-tekniske problemer skyldes fejl på Socialstyrelsens ansøgningsportal. Fejlen kan fx bestå i, at hjemmesiden er nede, eller at link til at sende en ansøgning ikke virker. En del af dokumentationen skal være et skærmprint, der fx viser en fejlmeddelelse på Socialstyrelsens ansøgningsportal. Dokumentationen kan sendes til tilskudsforvaltning@socialstyrelsen.dk . I umiddelbar forlængelse heraf skal du indsende din ansøgning med tilhørende budget og evt. bilag til Tilskudsforvaltning. Ansøgningen kan sendes til sikkermail.tilskud@socialstyrelsen.dk . Ansøgninger, som modtages senere end 1 time efter ansøgningsfristen, vil ikke komme i betragtning. Ovenstående er en forudsætning for, at din ansøgning kan indgå i Socialstyrelsens sagsbehandling. 14 Ved opnåelse af tilskud 14.1 Udbetaling af tilskud Udbetaling af tilskuddet påbegyndes, når Socialstyrelsen har modtaget udbetalingsblanketten. Link til blanketten fremgår af tilskudsbrevet. Tilskud udbetales ratevis. Udbetaling sker som udgangspunkt i starten af hver måned. 14.2 Forpligtelser Hvis der opnås et tilskud, er der en række forpligtelser, som skal overholdes. Disse fremgår af bekendtgørelse om ansøgningspuljen og afgørelsen (”tilskudsbrevet”). Der er f.eks. tale om pligt til at indsende relevante dokumenter, rapporter, udbetalingsanmodning og regnskab. Hvis en tilskudsmodtager ikke overholder forpligtelserne, kan Socialstyrelsen eksempelvis beslutte, at tilskuddet tilbageholdes, bortfalder eller skal tilbagebetales. 15 Statsstøtte EU-retten indeholder et generelt forbud mod statsstøtte, jf. artikel 107, stk. 1, i Traktat om Den Europæiske Unions Funktionsmåde. Det betyder, at driftsstøtte fra en ansøgningspulje kan være uforenelig med EU-retten, hvis driften indeholder en økonomisk aktivitet, fx i form af et produkt eller en ydelse, hvor støtten fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen på et marked, og hvor støtten potentielt kan påvirke samhandlen i det indre marked. Socialstyrelsen foretager alene en overordnet vurdering af, om driftsstøtten er i overensstemmelse med de EU-retlige statsstøtteregler. Vurderingen foretages på baggrund af de oplysninger, der fremgår af den indsendte ansøgning. Den enkelte tilskudsmodtager skal således være opmærksom på, at tilskuddet anvendes i overensstemmelse med de EU-retlige statsstøtteregler. For yderligere information om de EU-retlige statsstøtteregler henvises til Erhvervsministeriets hjemmeside: http://em.dk/arbejdsomraader/erhvervsregulering-og-internationale-forhold. 16 Statens fleksjobordning Organisationer, der modtager driftstilskud efter denne ordning, er omfattet af den statslige refusionsordning vedr. fleksjob, jf. tekstanmærkning nr. 105 ad 07.14.01. og 07.14.38. til § 7 på finansloven for finansåret 2021 og jf. § 1 i bekendtgørelse om den statslige fleksjobordning. Dette betyder, at Socialstyrelsen indberetter tilskudsmodtager til Statens Administration, hvorefter Statens Administration meddeler den omfattede organisation om, at denne er omfattet. Herefter vil Statens Administration opkræve organisationen et fast bidrag pr. årsværk pr. måned til finansiering af ordningens refusionsudgifter.

Versioner

  1. 2021-02-10 · til 2021-06-19