Vejledning til temarevision 2021 – kommunernes hjemtagelse af statsrefusion efter servicelovens § 42
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/2021/9641@2021-08-23/da
Indhold
Vejledning til temarevision 2021 – kommunernes hjemtagelse af statsrefusion efter servicelovens § 42
I Social- og Ældreministeriets skrivelse nr. 9479 af 21. juni 2021 fremsendt til kommunerne og de kommunale revisorer den 23. juni 2021 blev temaet for temarevisionen for regnskabsåret 2021 præsenteret. Det valgte tema er således tabt arbejdsfortjeneste, jf. servicelovens § 42. I nedenstående uddybes temarevisionens fokuspunkter samt formatet for afrapportering. Baggrund Det følger af servicelovens § 177, nr. 2, at staten refunderer 50 pct. af kommunernes udgifter til hjælp efter § 42 til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Efter servicelovens § 42, stk. 1, skal kommunen yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til personer, der i hjemmet forsøger et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Ydelsen er betinget af, at det er en nødvendig konsekvens af den nedsatte funktionsevne, at barnet passes i hjemmet, og at det er mest hensigtsmæssigt, at det er moderen eller faderen, der passer det. Dog fremgår det af servicelovens § 42, stk. 2, at kravet om, at barnet skal være forsørget i hjemmet, ikke gælder i forhold til børn, som er anbragt uden for hjemmet, i forbindelse med barnets hospitalsbesøg. Det er i disse tilfælde en betingelse, at moderens eller faderens tilstedeværelse på hospitalet er en nødvendig konsekvens af barnets funktionsnedsættelse, og at tilstedeværelsen er det mest hensigtsmæssige for barnet. Ydelsen fastsættes efter servicelovens § 42, stk. 3, 1. og 2. pkt., og § 9 i bekendtgørelse nr. 932 af 19. juni 2020 om tilskud til pasning af børn med handicap eller langvarig sygdom (herefter bekendtgørelsen) på baggrund af den tidligere bruttoindtægt. Dog kan der højst ydes et beløb på 32.671 kr. månedligt (2021-sats) for så vidt angår ansøgninger indgivet den 1. januar 2011 eller senere. Maksimumsbeløbet reduceres i forhold til den andel de visiterede timer til tabt arbejdsfortjeneste udgør af den samlede arbejdstid. Den tidligere bruttoindtægt fastsættes efter § 10 i bekendtgørelsen ud fra den seneste lønindtægt, som vedkommende har haft inden modtagelse af tabt arbejdsfortjeneste. Hvis vedkommende endnu ikke har opnået tilknytning til arbejdsmarkedet fastsættes den tidligere bruttoindtægt ud fra den indtægt, som vedkommende efter sine forhold i øvrigt ville have kunnet opnå. For selvstændige erhvervsdrivende fastsættes den tidligere bruttoindtægt ud fra dokumenterede indtægtstab på baggrund af regnskaber m.v. I de særlige tilfælde, hvor det ikke er muligt at tilvejebringe et realistisk beregningsgrundlag for en selvstændig erhvervsdrivende beregnes et beløb på grundlag af vedkommendes hidtidige disponible indkomst eller eventuelt udgiften til en vikar. Derudover skal kommunen i medfør af servicelovens § 42, stk. 3, 3. og 4. pkt., beregne bidrag til pensionsordning af hjælpen til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, som skal udgøre 10 pct. af bruttoydelsen, dog højst så bidraget udgør et beløb svarende til det hidtidige arbejdsgiverbidrag, jf. dog § 11, stk. 2, 2. pkt., i bekendtgørelsen . Bidrag til pensionsordning beregnes alene for personer, der umiddelbart før overgangen til hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste havde en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning. Kommunen skal også indbetale ATP-bidrag af hjælpen til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter reglerne i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. servicelovens § 42, stk. 3, 5. og 6. pkt., og §§ 11 og 19-24 i bekendtgørelsen. Rammerne for indsættelse af pensionsbidraget er fastlagt i bekendtgørelsens § 11, stk. 3, hvoraf det blandt andet fremgår, at kommunalbestyrelsen så vidt muligt skal indsætte bidraget til pensionsordning på kontoen i modtagerens pensionskasse, eller kommunalbestyrelsen kan efter aftale med den pågældende oprette en pensionsopsparing for den pågældende. Kommunen skal endvidere ved årsskiftet beregne et tillæg til ferieformål på 1 pct. af bruttoydelsen i det foregående kalenderår til personer, der modtager hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Hvis personer ophører med at modtage hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, skal kommunen desuden betale et tillæg på 12,5 pct. af bruttoydelsen i det foregående kalenderår. Kommunalbestyrelsen skal endvidere beregne et tillæg på 12,5 pct. af bruttoydelsen i det kalenderår, hvor ophøret finder sted, som udbetales til personen ved ferieårets start, jf. §§ 15 og 16 i bekendtgørelsen. Ved beregning af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste skal kommunen endvidere efter bekendtgørelsens § 12 tage hensyn til de besparelser, som arbejdsophøret medfører, dog ikke besparelser vedrørende fagforeningskontingent og bidrag til arbejdsløshedsforsikring. Formålet med temarevisionen Social- og Ældreministeriet har ved de seneste års gennemgang af de kommunale revisionsberetninger om hjemtagelse af statsrefusion konstateret, at revisorerne har fundet en forholdsmæssigt stor mængde fejl i kommunernes administration af området for tabt arbejdsfortjeneste, jf. servicelovens § 42. Således udgjorde fejlene på dette område hhv. 28 og 31 pct. af den samlede mængde konstaterede fejl for regnskabsårene 2018 og 2019 . På den baggrund foretages en nærmere undersøgelse af kommunernes forvaltning af servicelovens § 42, og af hvorvidt betingelserne for at hjemtage statsrefusion overholdes. Social- og Ældreministeriet igangsætter denne temarevision, som skal afdække om kommunernes hjemtagelse af statsrefusion efter servicelovens § 42 er i overensstemmelse med lovgivningen. Formålet med temarevisionen 2021 er således at sikre, at kommunernes forvaltning af servicelovens § 42 er korrekt, og at der træffes korrekte afgørelser for de berørte borgere, samt hvorvidt betingelserne for at hjemtage refusion efter servicelovens § 177, nr. 2, er opfyldt. Metode og afgrænsning af lovområde Alle kommuner er i udgangspunktet omfattet af temarevisionen. Det følger dog af § 79 i regnskabsbekendtgørelsen, at reglerne i § 66 stk. 4, ikke gælder for regnskabsåret 2021 i Esbjerg Kommune, Frederikssund Kommune, Gladsaxe Kommune, Greve Kommune, Jammerbugt Kommune, Københavns Kommune, Middelfart Kommune, Odder Kommune, Ringkøbing-Skjern Kommune, Tønder Kommune og Tårnby Kommune . Revisor bedes tilrettelægge revisionen, herunder omfanget af sager der udtages personsagsgennemgang og revision, så der skabes grundlag for en vurdering af, om kommunens sagsbehandling og ledelsestilsyn sikrer, at kommunernes forvaltning af servicelovens § 42 er korrekt, og at der træffes korrekte afgørelser for de berørte borgere, samt at betingelserne for at hjemtage refusion efter servicelovens § 177, nr. 2, er opfyldt. Temarevisionen omfatter Social- og Ældreministeriets regler på følgende område: - Lov om social service Fokuspunkter Konkret skal temarevisionen afdække følgende: 1) Har den enkelte kommune tilrettelagt hensigtsmæssige og betryggende forretningsgange for sagsbehandlingen, som sikrer, at dokumentations- og registreringskravene i regnskabsbekendtgørelsens kapitel 8 overholdes i de konkrete sager? 2) Har den enkelte kommune i sin sagsbehandling dokumenteret, at barnet/den unge er omfattet af målgruppen for servicelovens § 42? 3) Har den enkelte kommune tilrettelagt et hensigtsmæssigt og systematisk ledelses- og kvalitetstilsyn med sagsbehandlingen på området? 4) Har den enkelte kommune en sagsbehandling, der sikrer, at der foreligger en konkret afgørelse, herunder dokumentation for vurdering af behovet for omfanget af tabt arbejdsfortjeneste, inden støtten udmøntes? 5) Har den enkelte kommune sikret, at der er tilrettelagt en sagsbehandling, der sikrer løbende opfølgning i sagerne, jf. servicelovens § 148? 6) Har den enkelte kommune etableret hensigtsmæssige procedurer til at sikre, at der foretages korrekt beregning af den udmålte støtte som følge af tabt arbejdsfortjeneste? 7) Har den enkelte kommune tilrettelagt en sagsbehandling, der sikrer, at der tages højde for sparede udgifter? 8) Har den enkelte kommune tilrettelagt en sagsbehandling, der sikrer, at beregning og indsættelse af pensionsbidrag foretages korrekt? 9) Har den enkelte kommune tilrettelagt en sagsbehandling, der sikrer, at beregning og udbetaling af tillæg til ferieformål foretages korrekt? Afrapportering Temarevisionen afrapporteres i revisionsberetningerne for regnskabsåret 2021. Revisor bedes redegøre fyldigt og detaljeret for de forhold, der findes ved temarevisionen. Revisor kan i den forbindelse angive procedurer og hensigtsmæssige forretningsgange, der kan sikre, at kommunerne hjemtager den korrekte statsrefusion for udgifter afholdt i henhold til servicelovens § 42. Social- og Ældreministeriet har jf. nedenfor udarbejdet et skema til indrapportering af revisors redegørelse. Ministeriet opfordrer til, at dette skema i udfyldt stand inkorporeres i revisionsberetningen for 2021. Ministeriet fremsender skemaet til kommunerne og de kommunale revisorer. Skema til brug for afrapportering Tabel 1 Skema til brug for afrapportering af temarevision 2021 Fokuspunkt J A NEJ DELVIST Revisors kommentarer 1) Har den enkelte kommune tilrettelagt hensigtsmæssige og betryggende forretningsgange for sagsbehandlingen, som sikrer, at dokumentations- og registreringskravene i regnskabsbekendtgørelsens kapitel 8 overholdes i de konkrete sager? 2) Har den enkelte kommune i sin sagsbehandling dokumenteret, at barnet/den unge er omfattet af målgruppen for servicelovens § 42? 3) Har den enkelte kommune tilrettelagt et hensigtsmæssigt og systematisk ledelses- og kvalitetstilsyn med sagsbehandlingen på området? 4) Har den enkelte kommune en sagsbehandling, der sikrer, at der foreligger en konkret afgørelse, herunder dokumentation for vurdering af behovet for omfanget af tabt arbejdsfortjeneste, inden støtten udmøntes? 5) Har den enkelte kommune sikret, at der er tilrettelagt en sagsbehandling, der sikrer løbende opfølgning i sagerne, jf. servicelovens § 148? 6) Har den enkelte kommune etableret hensigtsmæssige procedurer til at sikre, at der foretages korrekt beregning af den udmålte støtte som følge af tabt arbejdsfortjeneste? 7) Har den enkelte kommune tilrettelagt en sagsbehandling, der sikrer, at der tages højde for sparede udgifter? 8) Har den enkelte kommune tilrettelagt en sagsbehandling, der sikrer, at beregning og indsættelse af pensionsbidrag foretages korrekt? 9) Har den enkelte kommune tilrettelagt en sagsbehandling, der sikrer, at beregning og udbetaling af tillæg til ferieformål foretages korrekt? Fokuspunkterne skal ses som et supplement til det tværministerielle skema og revisors beskrivelse af området i revisionsberetningen. I temarevisionen bedes revisor således om at udfolde resultaterne fra personsagsgennemgangen. For hvert svar på de ni ovenstående fokuspunkter bedes revisor angive en kommentar, således at der sikres et indblik i, hvilke dele af administrationen, der er velfungerende, og hvori eventuelle udfordringer måtte bestå. Revisor bedes i den forbindelse sikre, at det samlede antal gennemgåede personsager samt det samlede antal konstaterede fejl tydeligt fremgår i afrapporteringen. Det bemærkes således, at revisor fortsat skal udfylde det tværministerielle skema, hvor det samlede antal gennemgåede sager samt eventuelle konstaterede fejl noteres, også for § 42. Kommunalbestyrelsen anmodes om at besvare revisors kommentarer, således at Social- og Ældreministeriet oplyses om, hvilke initiativer kommunen har eller vil tage for at sikre korrekt forvaltning af servicelovens § 42, samt at betingelserne for at hjemtage statsrefusion efter servicelovens § 177, nr. 2 overholdes. Eventuelle spørgsmål kan rettes til chefkonsulent Inge Trads Kjeldsen, itrk@sm.dk.