Gelex

Ændring af vejledning om indsatser og særlig støtte til børn og unge og deres familier

OphævetVersion 2022-06-21fra 2022-06-23 til 2025-02-24
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/2022/9652@2022-06-21/da

Indhold
  1. Indledning

Ændring af vejledning om indsatser og særlig støtte til børn og unge og deres familier

I vejledning nr. 9142 af 26. februar 2019 om indsatser og særlig støtte til børn og unge og deres familier ophæves punkt 386 med virkning fra 1. august 2022 og erstattes med følgende: 386. Efter servicelovens § 160 skal unge betale for døgnophold efter § 76, stk. 3, nr. 1, og § 76 a, stk. 2, og for udslusningsophold efter § 76, stk. 3, nr. 3, efter regler, der er fastsat af social- og ældreministeren. Efter § 12 i bekendtgørelse nr. 535 af 2. maj 2019 om betaling for ophold i anbringelsessteder for børn og unge under 18 år samt for døgnophold og udslusningsophold for unge i alderen 18 til og med 22 år, skal betaling for ophold i døgntilbud og udslusningsophold fastsættes af kommunen efter reglerne om betaling m.v., jf. § 163 i lov om social service, svarende til reglerne om betaling for ophold i midlertidige boformer efter servicelovens §§ 107, 109 og 110. Det er videre fastsat, at kommunen opkræver betalingen. Betaling skal beregnes og opkræves efter reglerne i bekendtgørelse om betaling for botilbud efter §§ 107 og 108 i lov om social service samt om flytteret i forbindelse med botilbud efter § 108 i lov om social service, bekendtgørelse nr. 1387 af 12. december 2006 med senere ændringer, herunder de ændringer der følger af bekendtgørelse nr. 1335 af 28. november 2017. Reglerne er desuden beskrevet i punkt 115 i kapitel 7 i vejledning om botilbud m.v. til voksne, vejledning nr. 9031 af 14. januar 2021. Efter denne bekendtgørelses § 1 fastsættes betaling på baggrund af arbejdsindtægt, pension, kontanthjælp eller anden indtægt, herunder SU eller FGU-skoleydelse, i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelsens §§ 2 og 3. Formue kan ikke sidestilles med indtægt og kan derfor ikke indgå i beregningen af den unges betaling for efterværn eller opretholdt døgnophold efter servicelovens §§ 76 og 76 a. Unge, der modtager efterværn efter servicelovens § 76 eller opretholdt døgnophold efter servicelovens § 76 a, har ret til at modtage uddannelses- eller kontanthjælp, hvis betingelserne for dette er opfyldt, jf. lov om aktiv socialpolitik. Dette indebærer bl.a., at man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Hvis betingelserne i pensionsloven er opfyldt, vil unge, der modtager efterværn efter servicelovens § 76 eller opretholdt døgnophold efter servicelovens § 76 a, være berettigede til førtidspension efter pensionslovens § 16, stk. 2. Unge, der modtager efterværn, herunder i form af et døgnophold på et anbringelsessted eller i en udslusningsbolig efter servicelovens § 76, stk. 3, nr. 1 eller 3, eller unge, der er i opretholdt døgnophold efter servicelovens § 76 a, har ret til at søge om SU, hvis de er i gang med en SU-berettigende uddannelse. Alle 18-19 årige unge på ungdomsuddannelser mv., og også unge som er i efterværn på et anbringelsessted, og som ansøger om SU, kan i udgangspunktet kun modtage SU med satsen for hjemmeboende, og støtten er forældreindkomstafhængig. Dog har unge i efterværn på et anbringelsessted mulighed for at søge om satsen for udeboende, og har ligeledes mulighed for at søge om, at der ses bort fra forældreindkomstgrundlaget. Den unge skal rette henvendelse til uddannelsesstedet med eventuelle spørgsmål og kan søge information på www.SU.dk, hvor der også søges om SU. På samme måde har unge i efterværn, herunder i form af et døgnophold på et anbringelsessted eller i en udslusningsbolig efter servicelovens § 76, stk. 3, nr. 1 eller 3, eller unge, der er i opretholdt døgnophold efter servicelovens § 76 a, der er i gang med en Forberedende Grunduddannelse (FGU), adgang til at søge om FGU-skoleydelse efter reglerne herom. Reglerne om FGU-skoleydelse administreres svarende til de regler, der gælder på SU-området. Der findes information om skoleydelse til elever, der er i gang med en forberedende grunduddannelse på https://www.uvm.dk/forberedende-grunduddannelse og www.stukuvm.dk. Når den unge har en indtægt, er det efter bekendtgørelsens § 2 kommunen, der skal beregne og træffe afgørelse om den unges betaling for døgnopholdet på et anbringelsessted eller i en udslusningsbolig. Det er den unges opholdskommune efter retssikkerhedslovens regler, der træffer afgørelse om betaling. Kommunen fastsætter den unges egenbetaling i en afgørelse over for den unge. En afgørelse om egenbetaling har virkning i forhold til borgeren fra meddelelsestidspunktet og kun for fremtiden, jf. Ankestyrelsens principmeddelelse 43-19. Kommunen vil i afgørelsen om betaling kunne vejlede den unge om, at den unge skal oplyse om ændringer i indtægtsforhold, og om servicelovens regler om tilbagebetaling. Efter bekendtgørelsens § 2 fastsættes betalingen for opholdet, herunder el og varme, af kommunen. Kommunen kan desuden fastsætte betaling for kost og andre ydelser, herunder vask, i det omfang, det er en integreret del af opholdet. Der skal ikke betales for behandling. Det skal fremgå, hvilke serviceydelser der danner grundlag for beregningen af taksten. Efter bekendtgørelsens § 2, stk. 3, er der mulighed for enten at fastsætte betalingen som et samlet beløb med de nævnte elementer i betalingen, eller at fastsætte betalingen under hensyn til de ydelser, der modtages. Der er således adgang til at give de unge mulighed for at fravælge et eller flere måltider eller andre ydelser. Efter bekendtgørelsens § 2, stk. 4, skal unge, der bevarer egen bolig under opholdet, som udgangspunkt ikke betale for opholdet efter § 76 eller 76 a. Der skal dog i disse tilfælde betales for andre ydelser, herunder kost, hvis dette er en integreret del af opholdet. Det fremgår desuden, at når der fastsættes betaling, skal betalingen fastsættes sådan, at den unge har mulighed for at opfylde deres hidtidige forpligtelser og sådan, at den unge har et rimeligt beløb til personlige fornødenheder. Betalingsreglerne indebærer, at kommunen skal foretage en vurdering af, hvilke udgifter, den unge har og sædvanligvis afholder, og hvilke personlige fornødenheder, den unge har behov for med inddragelse af den unge. Kommunen skal sikre, at der er et vist beløb til rådighed til fornødenheder mv. jf. herover. Personlige fornødenheder kan f.eks. omfatte den unges nødvendige og rimelige udgifter til mad, tøj/sko, fritidsaktiviteter, forsikring, transport, medicin, tandlæge, telefon og licens samt eventuelle studieture for unge under uddannelse. Betalingen kan som led i en efterbehandling efter bekendtgørelsen fastsættes sådan, at den unge har mulighed for en opsparing. Unge i efterværn eller opretholdt døgnophold efter servicelovens §§ 76 eller 76 a, der ikke har en indtægt, kan ikke opkræves for opholdet, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 1. Efter bekendtgørelsens § 3, stk. 2, skal kommunen i disse tilfælde udbetale et beløb til den unge til personlige fornødenheder, indtil den unge har et indtægtsgrundlag. Der må ikke ske dobbeltforsørgelse. Det betyder, at den unge i efterværn ikke må forsørges af både kommunen og modtage SU eller FGU-skoleydelse samtidigt. Unge under uddannelse, der modtager efterværn i form af et døgnophold på et anbringelsessted eller i en udslusningsbolig efter servicelovens § 76, stk. 3, nr. 1 eller 3, eller unge, der er i opretholdt døgnophold efter servicelovens § 76 a, skal således i de måneder, hvor den unge modtager SU eller FGU-skoleydelse, opkræves egenbetaling for efterværnet fra kommunen. Den unge må derfor ikke modtage andre forsørgelsesydelser fra kommunen, samtidig med at den unge modtager SU eller FGU-skoleydelse.

Versioner

  1. 2022-06-21 · til 2025-02-24