Meddelelse om nye bestemmelser om brandfarlige virksomheder og oplag. (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Meddelelse
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/notice/retsinfo/1981/11179@1981-03-16/da
Indhold
Den 23. februar 1981 har justitsministeriet udsendt bekendtgørelse nr. 76 om plast og bekendtgørelse nr. 77 om korn- og foderstofvirksomheder. Begge bekendtgørelser er trådt i kraft den 1. marts 1981. I tilslutning til disse bekendtgørelser har Statens brandinspektion udsendt »Tekniske forskrifter for plastforarbejdning og plastoplag« af februar 1981 og »Tekniske forskrifter for korn- og foderstofvirksomheder« af februar 1981. Endvidere er »Tekniske forskrifter for træbearbejdning og træoplag« af oktober 1978 erstattet af et nyt sæt tekniske forskrifter af februar 1981.
Eksemplarer af de nævnte tre sæt tekniske forskrifter kan købes i Schultz Boghandel, Møntergade 19, 1116 København K, Telf. (01) 141195.
ad bestemmelser om plast.
Bekendtgørelsen omhandler såvel fremstilling af plast som plastforarbejdning og plastoplag. Da virksomheder for fremstilling af plast (råvarer til plastforarbejdningsvirksomheder) kun må oprettes på de vilkår, som Statens brandinspektion i hvert enkelt tilfælde anser det for fornødent at stille, indeholder de tekniske forskrifter intet om plastfremstilling, men alene regler om plastforarbejdning og plastoplag.
Plastforarbejdningsvirksomheder og plastoplag, som omfattes af de tekniske forskrifter, skal efterses i overensstemmelse med punkterne 9.1.1, 9.6.1 og 9.6.2 i »Retningslinier for eftersyn af brandfarlige bygninger m.v.« af 1. februar 1980.
ad bestemmelser om korn- og foderstofvirksomheder.
I bekendtgørelsens § 2, er det angivet, at bestemmelserne er gældende for korn- og foderstofvirksomheder med
a) siloanlæg, hvis samlede rumindhold overstiger 200 kbm, eller
b) maskinafsnit, hvor det samlede rumindhold af de til maskinafsnittet hørende siloceller overstiger 200 kbm, eller
c) lagerafsnit i 1 - etages bygning på over 600 kvm eller i bygning med mere end 1 etage.
Hvis blot een af de nævnte grænser overskrides, er virksomheden som helhed omfattet af bestemmelserne.
Af bekendtgørelsens § 9 fremgår det, at justitsministeriets bekendtgørelse nr. 89 af 31. marts 1965 om benyttelse af tørringsanlæg for korn, frø og grøntafgrøder ophæves. Dette indebærer, at tilladelse fra brandmyndigheden til opstilling af tørringsanlæg fra den 1. marts 1981 kun skal indhentes for så vidt angår anlæg i korn- og foderstofvirksomheder, der omfattes af bekendtgørelse nr. 77 af 23. februar 1981, jfr. punkt 2.1.4 i de tekniske forskrifter for korn- og foderstofvirksomheder.
Det er aftalt med korn- og foderstofbranchen, at reglerne om siloanlæg (punkt 2.3 i de tekniske forskrifter) skal optages til fornyet drøftelse om ca. 3 år, på grundlag af de til den tid indhøstede erfaringer. For at få belyst de brandmæssige problemer så godt som muligt anmoder man herved brandmyndighederne om at tilsende brandinspektionen oplysninger om brande i det kommende tidsrum i korn- og foderstofvirksomheder (brandsted, brandårsag, brandens omfang, virksomhedens opførelsesår). Man er interesseret i oplysninger om alle brande i virksomhederne, uanset om der er tale om siloanlæg, maskinafsnit, mølleriafsnit eller lagerafsnit.
Korn- og foderstofvirksomheder, som omfattes af bekendtgørelsen og de tekniske forskrifter, skal efterses i overensstemmelse med punkt 9.1.1 i »Retningslinier for eftersyn af brandfarlige virksomheder m.v.« af 1. februar 1980, idet dog »virksomheder«, der kun består af lagerafsnit, skal efterses efter punkt 9.6.2.
ad bestemmelser om træbearbejdning og træoplag.
Den revision, der har fundet sted af forskrifterne fra 1978, har i første række relation til reglerne om træoplag og skyldes dels de erfaringer, man har fået ved den hidtidige administration, dels et ønske om at tilvejebringe overensstemmelse mellem reglerne for træoplag og reglerne for plastoplag. Der er dog en forskel for så vidt angår oplag i det fri, hvor der ved stabling i større højde end 3 m er en arealbegrænsning på 200 kvm og en mængdebegrænsning på 1200 kbm for de enkelte træstabler, men kun en mængdebegrænsning på 1200 kbm for plast.
I punkt 9.5.2 i »Retningslinier for eftersyn af brandfarlige virksomheder m.v.« af 1. februar 1980 er det anført, at træoplag, som ikke er etableret ved virksomheder af kategori A og B, skal efterses mindst 1 gang hvert andet år. Denne eftersynstermin ændres herved til mindst 1 gang hvert tredie år.
2. Brandslukningsmateriel i brandfarlige virksomheder og oplag.
Byggestyrelsen har den 23. februar 1981 meddelt MK-godkendelse af NO-HA slangeskabe type 4 til indbygning i vægge mellem brandceller eller brandsektioner i bygninger, der ikke indeholder brandfarlige virksomheder eller oplag. Brandinspektionen har afslået at udvide denne godkendelse til også at gælde for de nævnte bygninger med henvisning til, at samtlige sæt tekniske forskrifter indeholder bestemmelse om, at brandsektionsafgrænsende vægge ikke må reduceres under minimumtykkelsen ved anvendelse af planforsænkede eller indbyggede slangeskabe.
Driftsmæssige forskrifter og tekniske forskrifter indeholder krav om, at der i et vist omfang skal anbringes håndildslukkere af størrelse mindst 6 kg i bygninger og i det fri. Brandinspektionen har afslået at godkende håndildslukkere af mindre størrelse end 6 kg, uanset at der er tale om typer, der opfylder DS 2120.
3. Forskrifter for automatiske sprinkleranlæg.
Efter aftale med boligministeriet og Statens brandinspektion har Skadeforsikringsforeningen den 1. november 1980 udsendt rettelsesblade til forskrifterne for automatiske sprinkleranlæg, og i den anledning skal man henlede opmærksomheden på følgende:
a) Åbninger i brandsektionsadskillelser skal lukkes med BS-dør(-port/-lem) 60. Af hensyn til et sprinkleranlægs funktionsprincip kan alene et begrænset antal og begrænsede størrelser af disse åbninger tillades og kun efter aftale i hvert enkelt tilfælde med Skadeforsikringsforeningen.
b) Partiel sprinkling af en bygning eller af bygninger, der er sammenbygget, eller som ikke er fritliggende i forhold til hinanden efter gældende afstandsregler, kan alene finde sted efter aftale i hvert enkelt tilfælde med Skadeforsikringsforeningen.
Det her anførte afviger i princippet ikke fra de hidtidige forskrifter, men da der i den senere tid er fremkommet adskillige projekter, hvor bygnings- eller brandmyndighder har godkendt partiel sprinkling, store portåbninger og mange døråbninger uden hensyn til, at disse forhold i påkommende tilfælde kan indebære en væsentlig forringelse af sprinkleranlæggets værdi, har man fundet det påkrævet ved en ændret affattelse at understrege, at partiel sprinkling er en undtagelse, og at der er en absolut begrænsning for antalllet og størrelsen af åbninger i brandsektionsadskillelser.
G. Haurum