Gelex

Meddelelse om køretøjers indretning og udstyr m.v. nr. 1456 af 1/4 1981. (Ang.: Bestemmelser om kontrolapparater - hyrevogne.) (* 1)

OphævetVersion 1981-04-01fra 1981-04-01 til 2002-05-16
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Meddelelse

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/notice/retsinfo/1981/11209@1981-04-01/da

Indhold
  1. Indledning

Ref.: (a) Ministeriet for offentlige arbejders bekendtgørelse nr. 401 af 14. september 1979 om hyrekørsel.

(b) Ministeriet for offentlige arbejders bekendtgørelse nr. 140 af 24. marts 1981 om kontrolapparater, taksametre og trafikbøger i hyrevogne.

I henhold til § 15 i bekendtgørelse nr. 401 af 14. september 1979 skal hyrevogne, der i henhold til § 17 i samme bekendtgørelse har pligt til at være tilsluttet et bestillingskontor, ved nyregistrering efter den 1. april 1981 og senest inden den 1. april 1982, være udstyret med et kontrolapparat, der registrerer, hvorvidt der under kørslen har været passagerer i vognen (besatte kilometre).

Nærmere bestemmelser om kontrolapparater, taksametre og trafikbøger i hyrevogne er givet i bekendtgørelse nr. 140 af 24. marts 1981.

I tilslutning til bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 140 af 24. marts 1981 har ministeriet for offentlige arbejder fastsat følgende om kontrolapparaters funktion, installation og plombering m.v.:

Funktion

Kontrolapparater skal registrere det antal kørte kilometre, hvor der har været passagerer i bilen (besatte kilometre). Apparatet skal aktiveres af kontaktanordninger i passagersæderne, herunder også klapsæder. Apparatet skal aktiveres, uanset hvor passagererne sætter sig på passagersæderne. Kontrolapparatet skal tillige aktiveres af taksametret, når dette er indstillet på et takstområde og er slået til.

Kontrolapparat kan enten være

a) en kontroltæller, der kontinuerligt (trinløst) sammentæller og angiver antallet af besatte hele kilometre i mindst fire cifre, eller

b) en fartskriver, der på en diagramskive - autoriseret til anvendelse i de fartskrivere, der er indført ved arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 629 af 17. december 1975 om indførelse af et kontrolapparat inden for landevejstransport - angiver de besatte kilometre, med smal aftegning, når taksametret er slået til, og med bred aftegning når taksametret ikke er slået til.

Aflæsning af diagramskiven skal kunne foretages med en kilometers nøjagtighed.

Tælleværker må ikke kunne nulstilles eller kunne slette optalte kilometre eller dele heraf. I kontroltællere kan angivelsen ske i trin for hver talt kilometer. Impulstælleværker anses at fungere kontinuerligt, når der tælles flere impulser end 500 pr. 1000 m kørsel.

Aflæsningen af cifrene skal til enhver tid kunne ske direkte eller kunne foretages uden anvendelse af værktøj. Kravet anses for opfyldt, uanset at der til åbning af en fartskriver kræves en almindelig nøgle.

Kontroltæller skal være forsynet med mekanisk tælleværk. Elektronisk lyspanel kan ikke godkendes.

Kontrolapparatet skal fungere i overensstemmelse med taksametrets tælleværk for besatte kilometre. Taksametrets tælleværk skal og må kun træde i funktion, når taksametret er slået til på et benyttet takstområde.

Installation.

Kontrolapparatet kan være sammenbygget med taksametret. Er kontrolapparatet installeret separat, kan det have fælles transmission eller impulsgiver med taksametret.

Ledningsforbindelserne til kontrolapparatet skal være let tilgængelige, må ikke være unødvendigt lange og må ikke føres i lukkede hulrum. Strømforsyning til kontrolapparatet skal ske direkte fra bilens akkumulatorpolsko. Ledningsforbindelserne bør kun være forsynet med samlinger, hvor dette er nødvendiggjort af hensyn til forenkling af ledningsføringen. Ledningerne bør være ført ad den kortest mulige strækning mellem tilslutningsstederne og i videst muligt omfang være tilgængelige for inspektion.

Der skal synligt for føreren findes en kontrollampe, der lyser, når kontrolapparatet er aktiveret. Det kan ikke kræves, at lampen slukker, såfremt der opstår fejl i kontrolapparatet.

Der må ikke foretages indgreb, der kan hindre kontaktanordningernes tilsigtede funktion, og kontaktanordningerne skal være anbragt beskyttet dels mod indgreb i deres tilsigtede funktion dels mod ødelæggelse ved køretøjets normale brug.

Montering.

For så vidt kontrolapparatet er sammenbygget med (indeholdt i) taksametret, skal ved monteringen tilgodeses, at en aflæsning af kontrolapparatets udvisende kan foretages uden vanskelighed.

Separat kontrolapparat monteres således, at der ikke fremstår skarpe kanter til fare for fører eller passager. Aflæsning skal kunne foretages som nævnt ovenfor. Apparatet må ikke være anbragt på en måde, der reducerer passagerkomforten. Det kan ikke kræves, at kontrolapparatet anbringes synligt for passagererne. Apparatet kan f.eks. anbringes i bagagerum eller motorrum.

Kontrol.

Kontrolapparatet, dets transmission, sikringer og nødvendige samlesteder på ledningsforbindelserne skal være plomberet. Kontrolapparatet og ledningerne i øvrigt skal være kontrolleret af en af statens bilinspektion udpeget person (taksameterkontrollant), jfr. herved »Vejledning for justitsministeriets bilinspektører«, afsnit 1.1169, blad 2, pkt. 4.0, om taksameterkontrollanter.

Beskadigede plomberinger skal omgående fornyes.

Når en hyrevogn fremstilles til syn hos statens bilinspektion, skal der samtidig fremvises en ikke over 6 måneder gammel erklæring fra taksameterkontrollanten om, at kontrolapparatet, dets transmission og ledningsforbindelser er plomberet og kontrolleret.

Den senest udfærdigede erklæring skal til enhver tid forefindes i vognen og på forlangende forevises for politiet. Ved ændring af forudsætningerne for erklæringens indhold skal der indhentes en ny erklæring.

Politiet kan til enhver tid foretage kontrol af et kontrolapparat og dets plombering. I forbindelse hermed har føreren af hyrevognen pligt til uden betaling at foretage en prøvekørsel over en rimelig strækning. Politiet og statens bilinspektion skal efter endt prøvekørsel udstede en kvittering, der angiver begyndelses- og sluttidspunkt for kørslen og taksametrets udvisende. Konstateres der fejl ved kontrolapparatet, kan politiet forlange vognen sat ud af drift, indtil det ved en ny erklæring, jfr. ovenstående, er konstateret, at fejlen er udbedret.

Plombering.

Om plombering af kontrolapparatet og dets transmission henvises til de tilsvarende bestemmelser for taksametre i »Vejledning for justitsministeriets bilinspektører«, afsnit 1.11.69, blad 1, pkt. 2.0.

Ved plombering af ledningssamlinger og kontaktanordninger anlægges samme princip som for taksametre, således at indgreb i samlingerne kun kan foretages, når en eller flere plomber brydes. Det kan tillades at omgive mere komplicerede samlinger af en beskyttende, lukket bælg eller lignende, der plomberes.

Nøjagtighed og tolerance.

I de tilfælde, hvor kontrolapparatet er sammenbygget med (indeholdt i) taksameteret, skal tælleværket for det totale antal kørte kilometre og tælleværket for besatte kilometre fungere synkront ved indkoblet kontrolapparat.

Separat kontrolapparat skal tælle overensstemmende med taksametrets tælleværk for det toale antal kørte kilometre. Af hensyn til konstruktive forskelle i tælleværkerne tillades en afvigelse mellem tællervisningerne for en gennemkørt vejstrækning. Afvigelsen fastsættes ved udstedelse af den under afsnittet om kontrol nævnte erklæring, og størrelsen af afvigelsen skal fremgå af erklæringen. Der må ikke forekomme afvigelser på mere end 1 procent.

Erklæring om apparatkontrol.

Formular til »ERKLÆRING OM APPARATKONTROL« udleveres af statens bilinspektion.

Erklæringen udfyldes og underskrives af kontrollanten (taksameterkontrollanten).

Overgangsbestemmelse.

Indtil 1. juli 1981 vil hyrevogne, der er omfattet af bestemmelserne om kontrolapparat, af statens bilinspektion kunne godkendes med påpeget fejl ved syn, såfremt bestemmelserne ikke er opfyldt.

Hyrevognen skal dog bringes i overensstemmelse med bestemmelserne senest den 1. juli 1981.

P.M.V.

E.B.

Per Frederiksen

Versioner

  1. 1981-04-01 · til 2002-05-16