Meddelelse om telefonoplysninger efter retsplejelovens § 788, stk. 1, nr. 3 (på grund af fredskrænkelser). (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Meddelelse
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/notice/retsinfo/1981/11449@1981-10-29/da
Indhold
Efter retsplejelovens § 788, stk. 1, nr. 3, kan det ved rettens kendelse bestemmes, at vedkommende telefonadministration skal meddele politiet oplysning om, hvilke telefoner der i et bestemt tidsrum sættes eller har været sat i forbindelse med en bestemt telefon, når det må antages, at det kun ved hjælp af de ønskede oplysninger er muligt at finde frem til den, der gør sig skyldig i gentagne fredskrænkelser som omhandlet i straffelovens § 265.
Ved en kendelse af 28. september 1981 har Højesteret taget stilling til bestemmelsens anvendelse.
A og B var gennem nogen tid på deres respektive telefoner gentagne gange blevet generet af anonyme telefonopringninger, som oftest således at forbindelsen blev afbrudt efter få sekunder. A og B havde mistanke om, at opringningerne blev foretaget af C, men denne nægtede at være gerningsmanden.
Til brug for efterforskningen anmodede politiet i medfør af retsplejelovens § 788, stk. 1, nr. 3, om rettens kendelse for, at det blev pålagt telefonselskabet at tilkoble et specielt teknisk udstyr, en såkaldt »abonnak«, på C's telefon, samt på grundlag af de derved tilvejebragte data at meddele politiet oplysning om, hvorvidt der fra C's telefon var foretaget opkald på tidspunkter, hvor opkald var sket til A's og B's telefoner.
Ved kriminalretten i Frederikshavns kendelse af 15. april 1981 blev begæringen afslået, idet retten blandt andet under henvisning til at chikanerierne ikke umiddelbart kunne forfølges til straf efter straffelovens § 265, idet der ikke tidligere af politiet var meddelt C en advarsel, ikke fandt at der var tilstrækkelig grundlag for i medfør af retsplejelovens § 788, stk. 1, nr. 3, at foretage en total registrering af opkald fra den angivne telefon.
Kendelsen blev kæret til Vestre Landsret med påstand om, at begæringen blev taget til følge. Vestre Landsret udtalte i kendelse af 17. juni 1981, at retsplejelovens § 788, stk. 1, alene hjemler mulighed for at pålægge telefonselskabet at give oplysninger om, hvilke telefoner der i et bestemt tidsrum sættes eller har været sat i forbindelse med de forurettedes telefoner, og således ikke hjemler adgang til at pålægge telefonselskabet at indkoble kontroludstyr på en bestemt mistænkts telefon med henblik på at kontrollere, hvorvidt der fra dennes telefon er foretaget opkald på tidspunkter, hvor opkald er sket til de forurettedes telefoner. Vestre Landsret fandt herefter, at politiets begæring allerede af denne grund ikke kunne tages til følge.
Sagen blev herefter med justitsministeriets tilladelse indbragt for Højesteret. For anklagemyndigheden forelå nu oplysning om, at det pågældende »abonnak«-udstyr udover at registrere tidspunkter for opkald også kunne registrere de telefonnumre, hvortil opkald skete. Anklagemyndighedens påstand blev herefter præciseret til, at det i medfør af retsplejelovens § 788, stk. 1, nr. 3, ved kendelse pålagdes telefonselskabet i 2 måneder fra kendelsens dato at meddele politiet oplysning om, hvorvidt og i givet fald på hvilke tidspunkter C's telefon var sat i forbindelse med A's og B's telefoner.
Til støtte for påstanden henviste anklagemyndigheden til bestemmelsens forarbejder og formulering og til, at der ikke var anden mulighed for at opklare, hvorfra opringningerne kom. Endvidere anførte anklagemyndigheden, at det indgreb, der sker ved indkobling af kontroludstyr på den mistænktes telefon, ikke går videre end det, der sker ved indkobling på den forurettedes telefon, samt at indkobling på mistænktes telefon kan være mere hensigtsmæssig end indkobling på forurettedes.
I sin kendelse af 28. september 1981 udtalte Højesteret, at det kun ved hjælp af et indgreb i meddelelseshemmeligheden af den omhandlede art var muligt at finde frem til den person, som ved anonyme opkald gentagne gange havde udvist fredskrænkelser af den i straffelovens § 265 nævnte karakter, hvorfor anklagemyndighedens påstand blev taget til følge.
Per Lindegaard.