Meddelelse om beplantninger på hovedlandevejsareal
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Meddelelse
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/notice/retsinfo/1981/17285@1981-09-01/da
Indhold
Hermed fremsendes meddelelse nr. 004.01 om beplantninger på hovedlandevejsareal med tilhørende paradigma for »Registrering af beplantning« af marts 1981.
Meddelelsen og paradigmaet er godkendt af gruppen vedrørende eventuel rationalisering af sagsbehandling inden for samarbejdsaftalen om bestyrelsen af hovedlandevejene.
Meddelelse nr. 004.01 træder i stedet for meddelelse nr.004 af 21.marts 1975 om beplantninger på og ved hovedlandeveje.
Yderligere eksemplarer vil kunne rekvireres ved henvendelse til:
Vejdirektoratet
Anlægs-og driftsområdet
Sagskoordinationskontoret
Postbox 2169
1016 København K
Tlf.: (01) 11 53 38.
Genpart af nærværende skrivelse med tilhørende bilag er tilsendt amtskommunens/kommunens tekniske forvaltning.
P.D.V.
Administrative og tekniske retningslinier for sagsbehandling i henhold til samarbejdsaftalen om bestyrelsen af hovedlandevejene.
Meddelelse
nr. 004.01
Beplantninger på hovedlandevejsareal.
1. Generelt .
Beplantning etableres og vedligeholdes i henhold til de i vejledninger og retningslinier der angives i
9.60.01 Udstyr. Beplantning. Vejregler for beplantning. Vejregeludvalget, marts 1980.
9.60.02 Udstyr. Beplantning. Informationshæfte for beplantning. Vejregeludvalget, marts 1980.
2. Registrering .
For at tilvejebringe et grundlag for planlægning og projektering af nyplantning og vedligeholdelse skal der foretages en registrering af eksisterende bevoksning og ubevoksede arealer. Registreringen skal udføres i henhold til retningslinierne i vedlagte paradigma for »Registrering af beplantning«, Vejdirektoratet marts 1981.
3. Planlægning og udførelse .
På baggrund af registreringen opstilles en handlingsplan i overensstemmelse med vejreglerne for den nødvendige renovering og supplering af den eksisterende beplantning, samt forslag til eventuel ny beplantning af ubevoksede arealer.
Forslag til større nyplantning samt større samlede renoveringer indstilles som »Mindre anlægsarbejder« i henhold til »Meddelelse nr. 009.01«.
4. Nyanlæg af større hovedlandevejsarbejder, inklusive motorveje .
Hvor der er antaget konsulent i landskabsæstetik, kan denne efter aftale med Vejdirektoratet medvirke ved beplantningsarbejderne.
Hvis anden sagkundskab skal forestå plantevalg og gennemførelse af beplantningen, skal konsulenten udarbejde skitseforslag efter nedennævnte retningslinier.
Konsulenten angiver, hvorledes helhedsindtrykket ønskes med hensyn til form og farve, ved på planer at give forslag til, hvor der bør plantes samt supplerer med en beskrivelse af det forventede helhedsindtryk af vejanlægget. Forslaget gennemgås med konsulenten i marken. Skitseprojekt med forslag til plantevalg forelægges Vejdirektoratet.
5. Kulturpleje - drift og vedligeholdelse .
Det er væsentligt, at beplantningens formål og ønskede fremtoningspræg på kortere og længere sigt bliver sikret ved plejen, derfor er det afgørende, at plejen udføres under fornøden sagkundskab.
P.D.V.
Aage Andersen
INDHOLDSFORTEGNELSE
Side FORORD 3 1. INDLEDNING 4 1.1 Vejregler for beplantning. 4 1.2 Registrering. 4 2. REGISTRERINGENS OMFANG 2.1 Naboarealer. 6 2.2 Ubevoksede arealer. 6 2.3 Nyplantning. 6 2.4 Revision. 6 3. REGISTRERINGSSKEMA 3. 1 Skemaernes hovedopdeling. 7 3.2 Identifikation. 7 3.3 Registrering. 8 3.4 Intentioner. 9 3.5 Arbejdsplanlægning. 9 3.6 Udført arbejde. 10 4. REGISTRERINGENS UDFØRELSE 4.1 Tidspunkt. 11 4.2 Tegningsmateriale. 11 4.3 Fotos. 11 4.4 EDB 11
5. BILAG
5.1 Hovedskema.
5.2 Biskema.
FORORD
Vejdirektoratet nedsatte den 18. januar 1979 en arbejdsgruppe til udarbejdelse af et paradigma for registrering af beplantning langs offentlige veje.
Arbejdsgruppen blev nedsat under »Gruppen vedrørende eventuel rationalisering af sagsbehandling indenfor samarbejdsaftalen om bestyrelse af hovedlandeveje«.
Formålet hermed var at sikre en rationel registrering, og et sammenligneligt grundlag for planlægning, projektering og vedligeholdelse af beplantning.
Arbejdsgruppens medlemmer blev rekrutteret fra Vejregeludvalgets »arbejdsgruppe 9.60 vedrørende beplantning langs veje og stier« og fra Vejdirektoratet, og fik følgende sammensætning:
Ingeniør C. Dixen Pedersen, Vejdirektoratet. Formand.
Arkitekt m.a.a og m.d.l. Ib Møller, Møller & Grønborg
(tidligere Møller & Wichmann). Sekretær.
Overingeniør K. Birkegaard, Ringkøbing Amts Vejvæsen.
Forstinspektør A. Mølgaard Jensen, DSB.
Stadsgartner Axel Thomsen, Odense kommune.
Endvidere har deltaget:
Civilingeniør Jan Frølich, Vejdatalaboratoriet, i drøftelser vedrørende anvendelse af EDB.
Skovtekniker C. Kjær-Andersen, Det danske Hedeselskab, tidligere Arhus Amts Vejvæsen.
Forstkandidat Ole Riemer, Møller & Grønborg, i sekretariatsarbejdet.
Udkast til skemaer og paradigma har været afprøvet hos DSB forstområde Roskilde og Stadsgartneren i Odense. Endvidere er indhentet udtalelser fra Trundholm kommunes tekniske forvaltning og fra Københavns Amtskommune, Teknisk forvaltning.
Efter gennemgang af de indkomne udtalelser er materialet færdigbearbejdet.
I. INDLEDNING
1.1 Vejregler for beplantning
Den 4. marts 1980 udsendte Ministeriet for Offentlige Arbejder »cirkulære om vejregler for beplantning« samt »vejregler for beplantning« udarbejdet ved vejregeludvalgets foranstaltning. Reglerne var fastsat i medfør af § 6 i lov om offentlige veje (lovbekendtgørelse nr. 585 af 20. november 1975).
Samtidig med udsendelsen af vejreglerne udsendte Vejdirektoratet et informationshæfte om beplantning, der indeholder en nærmere redegørelse for problemerne omkring beplantning langs veje og derfor naturligt bør anvendes i forbindelse med vejreglerne. Hæftet kan rekvireres i Vejdirektoratet, Havnegade 23, Postboks 2169, 1016 København K., telefon (01) 11 33 38.
Vejreglerne anbefaler, at arbejdet i de kommende år intensiveres med såvel nyplantning som vedligeholdelse af eksisterende bevoksninger ved vejene. Nyplantning er dog kun meningsfuld, hvis den følges op af en passende vedligeholdelse.
1.2 Registrering
Som grundlag for denne indsats anbefaler vejreglerne, at der gennemføres en samlet registrering af de eksisterende bevoksninger langs vejene.
I vejreglerne afsnit 2.02. »Registrering« er anført følgende:
»Enhver vejbestyrelse bør foretage en registrering af eksisterende bevoksning - især træer - langs veje og stier. Registreringen bør indtegnes på et kortmateriale og bilægges en beskrivelse.
Bevoksning på naboarealer, der har betydning for vejbilledet, bør også medtages i registreringen.
Registreringen skal give det nødvendige grundlag for planlægning og vedligeholdelse, og vil ved en jævnlig ajourføring være af stor betydning ved vurdering af beplantningens tilstand og udvikling. Herudover vil registreringen være af værdi ved overvejelser om ændringer af eksisterende veje samt planlægning og projektering af nyanlæg.
Ved projektering bør man være opmærksom på de muligheder, der er for at udnytte terrænet og den eksisterende bevoksning. Eksisterende, værdifuld bevoksning bør søges sikret.«
I vejreglerne afsnit 2.03. »Oversigts-, etape- samt detailplanlægning« anføres blandt andet:
»Med udgangspunkt i registreringen bør vejbestyrelsen systematisk gennemgå det samlede vej- og stinet med henblik på at fastlægge en oversigtsplan over, hvor der i fremtiden bør ryddes, friholdes eller plantes. Den oversigtlige plan kan derefter opdeles i passende etapeplaner ud fra behov og muligheder. Herefter projekteres den forestående etapes beplantning og vedligeholdelse«.
2. REGISTRERINGENS OMFANG
Registreringens omfang og detailleringsgrad fremgår af det foran citerede afsnit 2.02 fra vejreglerne samt af bemærkningerne i kap. 3 til registreringsskemaet.
Enkelte punkter skal dog fremdrages:
2. 1 Naboarealer
Bevoksning på naboarealer, der har betydning for vejbilledet, bør medtages i registreringen.
2.2 Ubevoksede arealer
Ubevoksede arealer kan, hvis det findes hensigtsmæssigt for det videre arbejde med planlægning, projektering og drift medtages i registreringen. For medtagelse af en registrering taler en større sikkerhed i kartoteket. Såfremt alle bevokselige arealer indføres i registreringen, opstår der ikke senere tvivl om, hvorvidt et areal er »glemt« eller blot ubevokset. Imod en registrering taler det forøgede arbejde.
2.3 Nyplantning
Egentlig planlægning af nyplantning forudsættes ikke medtaget i registreringen, jævnfør vejreglernes foran citerede afsnit 2.03. Dersom det findes hensigtsmæssigt, og dersom den, der registrerer, tillige er sagkyndig vedrørende planlægning, vil en vis kombination af de to faser dog kunne være hensigtsmæssig. Registratoren kan i så fald give forslag til nyplantning samtidig med, at han besigtiger arealerne.
2.4 Revision
Revision af skemaerne foretages regelmæssigt hvert 5.-10. år, samt løbende når forholdene er ændret så meget, at de gamle oplysninger er misvisende, f.eks. når tilstandsindex ændres.
3. REGISTRERINGSSKEMA
3.1 Skemaernes hovedopdeling
Skemaerne er udformet i A4-format, dels på almindeligt papir i blokke til udfyldelse (eventuelt med gennemskrivning) i marken og dels som kartotekskort, som renskrives og rentegnes på kontoret. Kartotekskort kan efter ønske anbringes i æske eller ringbind.
Hovedskemaet er inddelt i 5 afsnit:
1. Identifikation af areal, samt angivelse af registreringsdato og kortnummer, sker i øverste hovedafsnit.
2. Registrering af arealets og bevoksningens vigtigste data foretages i andet hovedafsnit.
3. Intentioner: Kortfattet redegørelse for beplantningens formål og det ønskede fremtoningspræg på kortere og længere sigt.
4. Arbejdsplanlægning forudsættes som nævnt i afsnit 2 ikke nødvendigvis medtaget i registreringen. Dette afsnit skal derfor kun udfyldes i forbindelse med registreringen, hvis de to faser er slået helt eller delvis sammen. Det er dog anbefalelsesværdigt, at der samtidig med registreringen foretages en orienterende vurdering af bevoksningernes pleje med videre.
5. Udført arbejde udfyldes efterhånden, som de under arbejdsplanlægning beskrevne arbejder er udført.
Bagsiden kan eventuelt anvendes til skitse af arealet.
Biskemaet har de samme hovedafsnit, blot er afsnittet om registrering udeladt. Skemaet kan efter ønske anvendes enten som en fortsættelse af hovedskemaet, når dettes afsnit for arbejdsplanlægning eller udført arbejde er fuldt, eller som et selvstændigt skema. I sidstnævnte tilfælde kan man arbejde med dels et »registreringskartotek« og dels et »arbejdskartotek«. I så fald anvendes hovedskemaets afsnit for arbejdsplanlægning og udført arbejde ikke.
3.2 Identifikation
Faner som viser forventet årstal for næste arbejdsopgave kan sættes på kartotekskortene.
Nr.: Skemaet for første registrering af en given bevoksning får nr. 1. Herefter nummereres fortløbende, når nye skemaer tages i anvendelse ved ajourføring eller på grund af pladsmangel. Ved opdeling i 2 kartoteker kan anvendes litra i stedet for numre i »arbejdskartoteket«.
Vej nr.: Der anvendes samme betegnelser som i den pågældende vejmyndigheds øvrige registre.
Km.: Stedfæstelsen i vejens retning sker ved angivelse af vejens kilometrering. Dersom vejen ikke er kilometreret angives stedfæstelsen på anden måde.
Vejside: Højre eller venstre vejside i forhold til kilometreringsretningen. Om ønsket kan verdenshjørne angives i stedet for.
Fotos: Henvisning til eventuelle fotos af arealet.
Beplantningsplan nr. samt Dato: Henvisning til eventuel beplantningsplan.
Registreret af samt Dato: Registratorens navn eller initialer samt registreringsdatoen.
Indført af samt Dato: Navn eller initialer for den, der har indført de i marken indsamlede oplysninger på kartoteksskemaet, samt datoen herfor.
3.3 Registrering
Arealtype: F.eks. midterrabat, rasteplads, afgravning (med angivelse af omtrentlige skråningshældninger).
Totalareal, m2: Det bevoksede eller bevokselige areal af det på skemaet beskrevne område, det vil sige eksklusive vandhuller, belægninger, sikkerhedszoner langs vejen og lignende. Arealet angives i kvadratmeter, målt vandret med den for arbejdsplanlægning og udgiftsberegning fornødne nøjagtighed.
Skråning vendt mod: Verdenshjørne angives, hvis det skønnes nødvendigt.
Omgivelser: Kort karakteristisk, f. eks. løvskov, marker, sø, parcelhuse, hvis det skønnes nødvendigt.
Bevokset andel,%: Den skønnede del af totalarealet (se ovenfor), som er bevokset. Solitærtræer og trærækker på så stor afstand, at kronerne ikke når sammen, tildeles intet areal.
Anlægsår: Skønnes, hvis det ikke fremgår af arkivmaterialet.
Bevoksningstype: Bevoksningens nuværende fremtoningspræg, f.eks. busket, hegn, hæk (klippet), løvskov eller lignende.
Sammensætning: Planternes navne og den skønnede andel, hvormed de er repræsenteret angives, eventuelt suppleret med kortfattet oplysning om, hvorledes de er anbragt i forhold til hinanden; f.eks. gruppevis, rækkevis eller i jævn blanding. Er der plantet i henhold til en detailplan henvises til denne, og beskrivelsen i skemaet kan gøres mere summarisk.
Solitærtræer, navn: Rubrikken anvendes både til vejtræer, enkeltstående træer og til træer, som skiller sig ud fra omgivende bevoksning.
Antal: Efter behov angives det nøjagtige eller skønnede antal solitærtræer.
Højde, m: Den målte eller skønnede højde, angivet i m.
Diam., cm: Angives i hele cm målt i en højde af 1,3 m over jorden. Der anvendes gennemsnittet af 2 mål.
Afstand, m: Afstanden fra belægningskanten til bevoksningsgrænsen, for solitærtræer til stammen.
Index: Index skal angive den beskrevne bevoksnings gennemsnitlige tilstand udelukkende ud fra et rent dyrkningsmæssigt synspunkt. Dersom æstetiske, sikkerhedsmæssige eller andre synspunkter inddrages, bliver index' betydning uoverskuelig.
For bevoksninger anføres det index, som passer bedst til bevoksningen som helhed. Hvis bevoksningen er opdelt i væsentligt afvigende dele, kan det være hensigtsmæssigt at benytte forskellige index for de enkelte delbevoksninger.
Der anvendes følgende index:
0: Mislykket, d.v.s. uanvendelig som grundlag for etablering af frodig bevoksning på stedet.
1: Utilfredsstillende, d.v.s. i vækstkraft og/eller overlevelse ringere end hvad der kunne forventes med et hensigtsmæssigt plantevalg. Bevoksningen kan dog stadig anvendes som grundlag for etablering af frodig bevoksning på stedet.
2: Tilfredsstillende, d.v.s. svarende til den forventede udvikling af en bevoksning med den pågældende alder og sammensætning.
For solitærtræer:
A: Dødt eller døende træ.
B: Sygt eller svækkket træ, som dog forventes at kunne overleve en årrække afhængigt af, hvilken hjælp det får.
C: Sundt og frodigt træ.
3.4 Intentioner
Kortfattet redegørelse for beplantningens formål og det ønskede fremtoningspræg på kortere og længere sigt.
3.5 Arbejdsplanlægning
Litra: Kan anvendes, hvis bevoksningen opdeles i delbevoksninger.
Art (kode) samt Beskrivelse af arbejdet: Til hurtig oversigt over arbejdets art anvendes en kodeangivelse i den første kolonne. Arbejdet beskrives nærmere i den anden.
Følgende koder foreslås:
B: Beskæring. Kan omfatte f.eks. kapning af døde grene, opstamning, formende beskæring eller klipning af hække.
E: Efterplantning. Erstatning af udgåede planter, f.eks. bestemt art, eller generelt en procentsats.
G: Gødskning: Tilførsel af plantenæringsstoffer kalk spagnum eller lignende.
J: Jordbearbejdning forud for plantning, f.eks. grubning, pløjning eller harvning.
K: Kemisk bekæmpelse: I reglen ukrudtsbekæmpelse, sjældnere bekæmpelse af sygdomme og skadedyr.
M: Mekanisk renholdelse. F.eks. hakning, slåning, fræsning eller harvning.
N: Nyplantning: Kortfattet angivelse af ønskelig plantning på hidtil ubevokset del af arealet, f.eks. forlængelse af levende hegn, plantning af ny gruppe, af solitærtræer eller lignende.
S: Såning.
V: Vanding.
Timeforbrug: Overslag over det nødvendige antal mandtimer til arbejdets udførelse.
Tidspunkt: Omtrentlig angivelse af det tidspunkt, hvor arbejdet ønskes udført. Som kode kan anvendes årstallet efterfulgt af årstiden forbogstav, f.eks. 81/82 V = vinteren 1981/82.
Planlagt af: Arbejdsplanlæggerens initialer.
3.6 Udført arbejde
Litra, Art (kode), Dato, Beskrivelse af arbejdet samt Timeforbrug: Udfyldes efter arbejdets udførelse af enten den udførende eller den tilsynsførende, som sætter deres initialer i kolonnerne henholdsvis Udført af og Godkendt af.
4. REGISTRERINGENS UDFØRELSE
4.1 Tidspunkt
Registrering kan principielt udføres korrekt hele året, men foregår hurtigst og sikrest, når de fleste af planterne er beløvede, d.v.s. fra 15/5 - 15/10. Sygdom og svækkelse kan være svær at erkende for perioden 1/7 - 1/10.
4.2 Tegningsmateriale
Det overlades til den enkelte vejbestyrelse at vurdere, om det er nødvendigt at udarbejde separate plantegninger over bevoksningerne, eller om man vil støtte sig til vejplanerne i mål 1:1000 suppleret med skitser bag på registreringsskemaerne.
Herudover vil en lokalisering af bevoksningerne på oversigtsplaner i f.eks. mål 1:25.000 i reglen være hensigtsmæssig.
4.3 Fotos
Det må anses for hensigtsmæssigt at være i besiddelse af nogle få farvefotos af hver bevoksning til støtte for hukommelsen.
Luftfotos kan tillige være en hjælp, f.eks. til orientering om naboarealernes karakter.
Infrarød luftfotografering kan give oplysning om planters sundhedstilstand. Metoden stiller store krav, både til fotograferingen og til fortolkningen af billederne.
4.4. EDB
Det anses indtil videre ikke for hensigtsmæssigt at anvende EDB i registreringsfasen.