Ikke selve loven: Meddelelse

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/notice/retsinfo/1983/11571@1983-09-21/da

Indhold

1. Indledning

Udlændingelov 226 8.6.1983 har ændret reglerne for behandling af sager om udlændinges adgang til og forbliven i Danmark. Der er bl.a. indført adgang til prøvelse ved domstolene af visse administrative afgørelser, og udvisning af udlændinge på grund af kriminalitet kan fremtidig som hovedregel kun ske ved dom for strafbart forhold (§ 49, stk. 1) eller ved rettens godkendelse af udvisning som vilkår for tiltalefrafald (§ 49, stk. 2).

Efter § 63, stk. 3 finder reglerne om udvisning på grund af strafbart forhold anvendelse i alle sager, der ikke er pådømt i 1. instans ved lovens ikrafttræden den 1.10.1983.

Opmærksomheden henledes på, at tilsynet med udlændinge indtil den 1.1.1984 udfører de opgaver, der påhviler direktoratet for udlændinge, jfr. lovens § 64.

Denne meddelelse har til formål at orientere om de nye regler og foreskriver, at påstand eller vilkår om udvisning indtil videre som hovedregel kun må anvendes med min tilslutning.

Grundlaget for lovforslaget, der førte til de nye regler , findes i betænkning 968/1982 om udlændingelovgivningen (der henviser til bet. 882/1979 om samme emne), og lovforslaget er optaget i FT 1982/83 tillæg A sp. 2027.

Lovforslaget ændredes en del under behandlingen i Folketinget, hvorom der henvises til retsudvalgets betænkning af 27.5.1983, tilføjelsen af 31.5.1983 til retsudvalgets betænkning og tillægsbetænkning af 2.6.1983, der alle optages i tillæg B.

1.1. Om betingelserne for udvisning på grund af kriminalitet henvises til reglerne i §§ 22-24 og 26.

Udvisning i medfør af § 24, nr. 5 og § 25, der også kan have lovovertrædelser som grundlag, sker ikke ved dom, men besluttes af direktoratet med adgang til klage og indbringelse for domstolene.

Som det fremgår af reglerne, er adgangen til at træffe bestemmelse om udvisning på grund af strafbart forhold begrænset dels ved, at kun domfældelse for lovovertrædelser af en vis grovhed kan medføre udvisning og dels ved, at beskyttelsen mod udvisning stiger med graden af den pågældende udlændings tilknytning til Danmark.

1.1.1. Bødestraf kan ikke medføre udvisning i forbindelse med afgørelsen af en straffesag.

1.1.2. En udlænding, der ikke har fast bopæl her i landet, kan udvises ved dom for strafbart forhold, dersom han idømmes ubetinget eller betinget frihedsstraf, herunder hæfte, for en lovovertrædelse, der har fængsel i strafferammen (§ 24, 4)).

Indrejse i strid med et indrejseforbud eller et udvisningstilhold kan således medføre udvisning efter denne regel.

I hidtidig praksis er udvisning især sket efter frihedsstraf - betinget eller ubetinget - for berigelsesforbrydelser, og indenfor særlovgivningen efter frihedsstraf for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og for smugleri, men som regel ellers ikke ved overtrædelse af særlovgivningen, herunder færdselsloven. Udvisning er sædvanligvis heller ikke sket ved uagtsomme overtrædelser, herunder straffelovens § 241 og § 249.

I hidtil praksis er udvisning sædvanligvis ikke sket i forbindelse med betinget dom, hvis der er fastsat vilkår om tilsyn.

Det er forudsat, at hidtidig praksis ikke ændres i skærpende retning.

1.1.3. Udvisning af udlændinge, der har fast bopæl på grundlag af lovligt ophold, kan kun ske under skærpede betingelser.

1.1.3.1. Udvisning kan ske, når udlændingen idømmes ubetinget fængselsstraf, og retshåndhævelseshensyn taler for udvisningen, og strafferammen er 2 år og derover. Hvis udlændingen lovligt har boet her i landet i mere end 2 år kan udvisning kun ske, hvis straffen er udmålt til mindst 1 år (§ 24, 2)).

1.1.3.2. Udvisning kan endvidere ske, når udlændingen idømmes højere straf end hæfte, og der er bestemte grunde til at antage recidivfare (§ 24, 3)).

Lovteksten efterlader tvivl, om også betinget fængselsstraf kan medføre udvisning efter denne bestemmelse. Bestemmelsen er indføjet under folketingsbehandlingen og stammer fra mindretallets udkast til § 18, nr. 2 i bet. 968/1982, hvor den oprindelige udformning og bemærkningerne s. 173 omfattede såvel betingede som ubetingede afgørelser. Anklagemyndigheden bør indtage det standpunkt, at også betinget dom opfylder betingelserne, men endelig afklaring må afvente domspraksis.

Medens udvisning i anledning af ordinær berigelseskriminalitet ikke kan ske efter § 24, 2), kan domfældelse for en berigelsesforbrydelse således medføre udvisning, hvis der foreligger den i § 24, 3) beskrevne recidivfare.

Om hidtidig praksis henvises til bemærkningerne under 1.1.2.

1.1.3.3. Udlændinge, som bor her i landet med henblik på varigt ophold, og som lovligt har boet her mere end de sidste 4 respektive 7 år, kan kun udvises under de særligt skærpede betingelser, der beskrives i §§ 22 og 23.

1.2.1. Udtrykket »fast bopæl« indebærer, at turister, besøgende og personer, der f.eks. vagabonderer, ikke opfylder dette kriterium.

Der ligger ikke i dette udtryk et krav om, at udlændingen befinder sig her i landet med henblik på varigt ophold. Udenlandske studerende vil således kunne opfylde kriteriet, såfremt de opholder sig her med henblik på ikke helt kortvarige studier.

1.2.2. Hvornår en udlænding er her »med henblik på varigt ophold« fremgår ikke af loven.

Efter lovens ikrafttræden gives opholdstilladelse med henblik på varigt eller midlertidigt ophold, jfr. § 11, og opholdets art vil fremgå af tilladelsen.

Ophold i henhold til tidligere meddelte tilladelser må sædvanligvis anses for varigt, såfremt tilladelsen er givet i kraft af ægteskab med en herboende person eller med familiesammenføringsformål.

Derimod kan udlændinge, der opholder sig her i landet for at modtage undervisning eller i kraft af et ansættelsesforhold eller selvstændig beskæftigelse, og som ikke i øvrigt har særlig tilknytning til Danmark, normalt ikke antages at bo her med henblik på varigt ophold.

1.2.3. Af lovens § 27 følger, at for statsborgere i et af de nordiske lande skal varigheden af opholdet i relation til § 22 - § 24 altid regnes fra den seneste tilmelding til et dansk folkeregister efter tilflytning fra udlandet.

For andre udlændinges vedkommende regnes tidsrummet enten fra tilmeldingen til folkeregisteret eller, hvis ansøgning om opholdstilladelse er indgivet her i landet, fra tidspunktet for ansøgningens indgivelse. Oplysning om, hvornår ansøgning er indgivet (jfr. lovens § 27) kan indhentes (eventuelt telefonisk) fra direktoratet for udlændinge, indtil den 1.1.1984 dog fra rigspolitichefen, tilsynet med udlændinge), der også i det omfang, efter § 22 - § 24 i loven er fornødent, kan oplyse, om udlændingen bor her i landet med henblik på varigt ophold, eller om udlændingen har opholdstilladelse som politisk flygtning efter lovens § 7 eller § 8.

Varetægt og strafafsoning indgår ikke i beregningen efter reglerne i § 27, stk.3.

1.3.1. Forskellen i formuleringen af recidivrisikoen i § 24, 3 og § 23, 2) er ikke kommenteret i tilføjelsen til retsudvalgets betænkning, hvorfra den sidste bestemmelse stammer. Ordlyden antyder, at kravene til recidivrisikoen er større i § 23, 2) end i § 24, 3).

1.3.2. Udtrykket i § 22, 2): »Vedholdende har begået grov kriminalitet« ledsages af følgende bemærkninger i tilføjelsen til retsudvalgets betænkning:

»Det følger af bestemmelsen, at et helt enkeltstående forhold ikke i sig selv kan medføre udvisning, medmindre det har strakt sig over længere tid.

På den anden side kan det ikke kræves, at det eller de strafbare forhold har strakt sig over et så langt tidsrum, at det svarer til den pågældendes ophold i Danmark. Det kan heller ikke kræves, at der foreligger flere domme, hvorved den pågældende er dømt for kriminalitet, men dette vil ofte være tilfældet. Også flere forhold, der påkendes ved samme dom, kan således være omfattet af undtagelsesbestemmelsen.

Efter ændringsforslaget skal der være tale om »grov kriminalitet«. Ved fortolkningen af dette udtryk vil det være vejledende, at der efter kortere opholdstid end 7 år stilles krav til længden af den konkret idømte straf, som skal kunne medføre udvisning på grund af gentagelsesrisiko eller af hensyn til retshåndhævelsen. Man kan dog ikke ubetinget indlægge et krav i undtagelsesbestemmelsen om, at der er idømt straf mindst svarende hertil. Grovhedskravet må også ses i sammenhæng med antallet af forhold og den periode, i hvilken de er begået.

Som et eksempel på et tilfælde som i sig selv ikke vil være omfattet af bestemmelsen kan nævnes et enkeltstående drab. Derimod vil udvisning efter ændringsforslaget kunne finde sted, f.eks. hvis den pågældende under opholdet i Danmark har begået flere drab eller drabsforsøg, flere røverier, herunder bankrøveri, flere tilfælde af voldtægt, handel med narkotika, brandstiftelse m.v. også tilfælde af berigelseskriminalitet begået over for en større kreds eller over en lang periode, som det f.eks. kan være tilfældet ved groft bedrageri eller underslæb, vil kunne være omfattet af bestemmelsen. Men det skal fremhæves, at der, hvor der foreligger flere strafbare forhold, ikke vil kunne stilles krav om, at kriminaliteten er af ligeartet karakter.

Som det fremgår af det anførte, er det ikke muligt mere præcist at fastlægge begrebets indhold. Der er her tale om en retlig standard, hvis nærmere indhold må fastlægges i domstolenes praksis, og som således vil kunne påvirkes af den almindelige retsfølelse.'

2.1.1. Inden der tages stilling til, om påstand om udvisning skal nedlægges, må anklagemyndigheden foretage en bedømmelse af, hvilken straf der kan ventes idømt, og hvilken strafferamme der er fastsat for den lovovertrædelse, som tiltalen gælder. Dette er udgangspunktet for vurderingen af, om udvisningspåstand skal nedlægges i sager mod udlændinge, der ikke har fast bopæl her i landet.

For andre udlændinge skal der tillige ske en fastlæggelse af opholdets varighed og lovlighed.

Bestemmende for, om udvisningspåstand skal nedlægges, er imidlertid ikke blot en konstatering af, at betingelserne i §§ 22-24 er opfyldt. Der skal desuden indgå en bedømmelse af udlændingens tilhørsforhold til det danske samfund og tages hensyn til, om udvisning må antages at virke særligt belastende. Opregningen i § 26, 1) -5) er ikke udtømmende.

2.1.2. Såfremt det er åbenbart, at den sigtede udlænding kun er i landet som turist, på kortvarigt besøgsophold eller lignende, er det ufornødent at indhente oplysninger om hans tilhørsforhold m.v., men i andre tilfælde bør det ved afhøring af udlændingen og denne nærstående personer (navnlig ægtefælle/samlever) snarest muligt søges oplyst, om der foreligger omstændigheder, der efter principperne i § 26 taler imod udvisning. Eventuelle oplysninger herom efterprøves - så vidt muligt uden forsinkelse af straffesagen.

3. Udvises en udlænding ved dom, skal dommen indeholde bestemmelse om indrejseforbudets varighed (§ 49, stk. 1, sidste pkt.).

Efter den hidtidige administrative praksis er indrejseforbud (eller udvisningstilhold) ved udvisning på grund af strafbart forhold meddelt for 5 år. Ved ubetingede fængselsstraffe fra 1 til 2 års fængsel (ved overtrædelse af straffelovens § 191 og af lov om euforiserende stoffer dog fra 4 måneder til 1 års fængsel) er forbudet normalt meddelt for 10 år. Ved fængselsstraffe over 2 års fængsel (ved overtrædelse af straffelovens § 191 dog over 1 års fængsel) er forbudet meddelt for bestandig.

Justitsministeren har nævnt, at det tilkommer domstolene at fastlægge praksis med hensyn til varigheden af indrejseforbud, og at man for så vidt angår administrative afgørelser vil søge den gældende praksis opretholdt.

Tidsbegrænses indrejseforbudet, skal det udløbe den 1. januar eller 1. juli, jfr. § 32, stk. 1.

4. Som supplement til retsplejelovens regler om varetægt indeholder loven i § 35 en særlig adgang til varetægtsfængsling af udlændinge uden fast bopæl i landet samt udlændinge, der er indrejst i strid med et indrejseforbud.

5. Efter lovens § 49 afgør anklagemyndigheden, om udvisningspåstand nedlægges, og det er i bemærkningerne forudsat, at den lokale anklagemyndighed tager stilling til spørgsmålet, og at direktoratet for udlændinge yder den fornødne vejledning. Dette indebærer, at kompetencen til at påstå udvisning følger kompetenceordningen for så vidt angår tiltalerejsning/tiltalefrafald.

Sager mod udlændinge ekspederes i samråd med direktoratet for udlændinge.

5.1. Politikredsen underretter direktoratet for udlændinge om sigtelse mod en udlænding for forhold med fængsel i strafferammen, der kan ventes at medføre frihedsstraf, betinget eller ubetinget. Dette gælder dog ikke, hvis det er åbenbart, at udvisning ikke bør ske efter hidtidig praksis, som beskrevet under pkt. 1.1.2.

5.2. Oplysninger om udlændingens eventuelle opholdsvilkår og personlige forhold kan rekvireres hos direktoratet - også telefonisk.

5.3. Under forudsætning af, at der er grundlag for en sanktionspåstand, der gør påstand om udvisning mulig efter §§ 22-24, forelægger politimesteren sagen eller et resumee af sagen for direktoratet for udlændinge til udtalelse med oplysning om sigtelsen.

6.1. I sager mod udlændinge med fast bopæl anvendes påstand om udvisning indtil videre kun med Rigsadvokatens samtykke. Det samme gælder udvisning som vilkår for tiltalefrafald.

I andre tilfælde afgøres spørgsmålet, om udvisning skal påstås, af den, der har tiltalekompetencen.

I tvivlstilfælde sker forelæggelse i overensstemmelse med nedenstående regler.

6.2.1. Finder direktoratet og/eller politimesteren i sager mod udlændinge med fast bopæl, at der bør nedlægges påstand om udvisning, afgiver politimesteren indstilling herom med fremsendelse af sagens akter gennem vedkommende statsadvokat. I indstillingen anføres den eller de bestemmelser, der påberåbes, og påpeges de omstændigheder (retshåndhævelseshensyn,recidivrisiko, grov/vedholdende kriminalitet), som kan være af betydning. Om fornødent bør indstillingen tillige indeholde en vurdering af, i hvilket omfang de i lovens § 26 nævnte faktorer taler imod udvisning.

Går indstillingen ud på, at der skal nedlægges påstand om udvisning, bør der endvidere tages stilling til indrejseforbudets varighed, jfr. pkt.3.

Er statsadvokaten enig med direktoratet i, at påstand om udvisning ikke bør nedlægges, er forelæggelse for Rigsadvokaten ufornøden.

6.2.2. I arrestantsager sker forelæggelsen samtidig med, at retsmødebegæring eller anklageskrift fremsendes til retten. Retsmødebegæringen eller anklageskriftet kan - med forbehold om Rigsadvokatens tilslutning - indeholde påstand om udvisning.

6.2.3. Indstillinger om udvisning ekspederes hurtigst muligt. Med henblik på at undgå dobbeltarbejde ledsages indstillingen af et kortfattet referat, der opstilles som vist på bilaget.

6.3. I sager, der ønskes anket af direktoratet, forelægges spørgsmålet om anken eller - i hastende tilfælde - ankens opretholdelse for Rigsadvokaten. Dommen fremsendes gennem statsadvokaten hertil i to eksemplarer. Med henblik på at sikre hurtig underretning til direktoratet har dommerforeningen givet tilsagn om, at kopi af afgørelsen tilsendes direktoratet direkte fra retten.

Ved sagens fremsendelse til retten anmodes retten om at tilsende direktoratet udskrift af dommen.

7.1. Udvisning ved dom kan senere ændres af retten i medfør af § 50.

7.1.1. I sager, hvor der ikke er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold, henleder politimesteren rettens opmærksomhed herpå og påstår begæringen afvist.

7.1.2. Skønner politimesteren, at begæringen bør realitetsbehandles, finder retningslinierne under afsnit 5. og 6. tilsvarende anvendelse.

7.2. Følger afgørelsen ikke anklagemyndighedens påstand, afgøres kærespørgsmålet som nævnt under 6.3.

8. Opmærksomheden henledes på, at udvisningsspørgsmålet bør overvejes i allerede rejste sager mod udlændinge, der ikke pådømmes i 1. instans inden den 1.10.1983.

I sager, der er pådømt i 1. instans inden 1.10.1983, nedlægges udvisningspåstand ikke, idet udvisning kan ske efter reglerne i 1973-loven, og afgørelsen indbringes for domstolene i medfør af § 65. Disse sager udføres i retten af personale fra tilsynet i samarbejde med statsadvokaten og mig.

Per Lindegaard.

BILAG til meddelelse 4/83. 1. Sigtede f.d. 2.Udvisningshjemmel 3. Tilmeldt FR (her anføres dato) Søgt opholdstilladelse 4. Opholdstilladelse (her anføres nej/varigt/ midlertidigt ophold) 5. Omfattet af §§ 7 - 8? 6. Tidligere domme (her anføres dato, strafudmålingen, kriminalitetsarten og gerningsperioden) 7.a. Perioder for varetægt og afsoning vedrørende (angivelsen bør henvise til tidligere domfældelse, dommene, jfr. ovenfor, jfr. § 27, stk. 3 eventuelt ved nummering) b. Frihedsberøvet i verserende sag. 8. Aktuelle sigtelse/tiltale (udfyldes af statsadvokaturen) og gerningsperioden. 9. Nærmere oplysninger om forhold, der kan gøre en (i denne rubrik oplyses udvisning særlig navnlig tilknytning belastende (jfr. § 26) til herboende)

Versioner

1. 1983-09-21 · til 2016-11-08