Meddelelse om strafpåstanden i visse sager om værnepligtiges overtrædelse af beredskabsloven og lov om værnepligtens opfyldelse ved civilt arbejde (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Meddelelse
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/notice/retsinfo/1996/11085@1996-02-21/da
Indhold
Denne meddelelse erstatter meddelelse nr. 2/1994. Højesteret har den 8. august 1995 afsagt en dom om anvendelse af samfundstjeneste i visse sager om nægtelse af at gøre værnepligtstjeneste. Dommen nødvendiggør visse ændringer i meddelelse nr. 2/1994. Disse ændringer fremgår navnlig af pkt. 3.
Ved beredskabsloven, lov nr. 1054 af 23.12.1992, der trådte i kraft den 1.1.1993, blev civilforsvarsloven ophævet. Civilforsvarspligten er herefter afløst af pligt til at gøre tjeneste i redningsberedskabet.
I beredskabslovens § 60, stk. 1, er der fastsat straf af bøde, hæfte eller fængsel i indtil 1 år, bl.a. for den, der
1) nægter at gøre tjeneste i redningsberedskabet,
2) udebliver eller uberettiget fjerner sig fra tjenestestedet.
En ligelydende straffebestemmelse findes i § 6, stk. 1, i lov om værnepligtens opfyldelse ved civilt arbejde (civilværnepligtsloven), lovbekendtgørelse nr. 191 af 2.4.1993.
Ifølge beredskabslovens § 61, stk. 2, og civilværnepligtslovens § 7, stk. 2, hjemsendes den, der anden gang dømmes for at nægte at gøre tjeneste/udføre arbejde og kan ikke senere indkaldes.
Civilværnepligtslovens § 7, stk. 2, og den ligelydende bestemmelse i den indtil 1992 gældende civilforsvarslov har været administreret således, at der trods formuleringen »anden gang dømmes ...« er sket hjemsendelse uden senere indkaldelse i tilfælde, hvor sagen om førstegangs nægtelse har været afgjort med indenretlig bødevedtagelse, og en senere dom har lydt på frihedsstraf, svarende til den resterende tjenestetid. Denne administration agtes fortsat, også hvad angår beredskabslovens § 61, stk. 2, jf dog pkt. 3 om anvendelse af samfundstjeneste i visse sager.
Efter forhandling med Justitsministeriet, Indenrigsministeriet og Forsvarsministeriet, herunder om de ændringer som følger af Højesterets dom af 8. august 1995, fastsættes herved følgende retningslinier for anklagemyndighedens påstand i sager om nægtelse og udeblivelse efter de 2 love:
1. Om undladelse af at give møde, herunder flere gentagne undladelser, skal ses som udtryk for en total nægtelse, må, når det ikke fremgår af sigtedes egen forklaring om bevæggrunden, bero på en vurdering af samtlige oplysninger i sagen, herunder værnepligtsmyndighedernes erklæring om spørgsmålet.
2. Overfor den, der tiltales efter stk. 1, nr. 1 i de nævnte bestemmelser for nægtelse af at gøre tjeneste/udføre arbejde, nedlægges i førstegangs tilfælde påstand om bøde.
3. Overfor den, der efter at være straffet for overtrædelse af stk. 1, nr. 1, på ny sættes under tiltale herfor, nedlægges påstand om en ubetinget frihedsstraf, der svarer til den resterende tjenestetids længde.
Overfor en tiltalt, som er medlem af Jehovas Vidner, og som af afgørende samvittighedsgrunde nægter at aftjene værnepligt, nedlægges påstand om en straf svarende til den resterende tjenestetids længde, dog således at straffen gøres betinget med en prøvetid på 1 år på vilkår af, at den pågældende i prøvetiden ikke begår strafbart forhold og undergiver sig tilsyn af kriminalforsorgen samt indenfor prøvetiden udfører samfundstjeneste i et antal timer, der fastsættes til 240, når den tiltalte ikke har aftjent nogen del af tjenestetiden. Det er en forudsætning, at tiltaltes personlige forhold taler for samfundstjeneste. Indenrigsministeriet har oplyst, at det er ministeriets opfattelse, at tiltalte skal kunne fremlægge dokumentation for, at han er døbt under eet af Jehovas Vidners stævner, da dette må anses for en betingelse for at medlemskab af Jehovas Vidner kan antages at foreligge.
Baggrunden for i de nævnte sager at nedlægge påstand om samfundstjeneste er Højesterets dom af 8. august 1995.
I denne dom begrunder Højesterets flertal fravigelse af hidtidig praksis med de grunde, der er anført af landsrettens flertal i den indankede dom af 29. august 1994.
Landsrettens flertal anførte følgende:
»En betinget straf med vilkår om samfundstjeneste er efter disse voterendes opfattelse en velegnet sanktion overfor personer, der af afgørende samvittighedsgrunde nægter at udføre beredskabstjeneste, forudsat de personlige forhold taler for en sådan sanktion. Hverken synspunkterne om forskelsbehandling i forhold til de unge, der aftjener værnepligt eller udfører beredskabstjeneste, eller de andre synspunkter, der er fremført for at fastholde den hidtidige praksis, har en sådan vægt, at de bør tillægges afgørende betydning.«
4. Da der er knyttet retsvirkninger af indgribende karakter til en afgørelse efter stk. 1, nr. 1, må førstegangs nægtelse ikke afgøres ved udenretlig bødeforelæg, men skal altid indbringes for retten. Sagen bør heller ikke afgøres med udeblivelsesdom, da det er af væsentlig betydning, at tiltalte under sagen bliver gjort bekendt med konsekvensen af fortsat nægtelse og med, at yderligere udeblivelse vil blive fortolket som nægtelse af at gøre tjeneste.
5. Over for den, der tiltales efter stk. 1, nr. 2 i de nævnte bestemmelser for udeblivelse ved ikke at møde frem på tjenestestedet efter indkaldelse, nedlægges der påstand om bøde. Dette gælder i almindelighed også i gentagelsestilfælde. I disse sager vil bødeforelæg kunne anvendes.
6. Endelige domme i sager, hvor der for værnepligtiges overtrædelse af beredskabsloven eller lov om værnepligtens opfyldelse ved civilt arbejde idømmes betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, bedes indtil videre indsendt til Rigsadvokaturen. Baggrunden herfor er, at Justitsministeriet har udtrykt ønske om at blive underrettet om udviklingen i retspraksis på dette område. Indsendelse sker for ankedommes vedkommende ved statsadvokatens foranstaltning og for byretsdommes vedkommende ved politikredsens foranstaltning, uanset om sagen har været forelagt for statsadvokaten.
7. Meddelelse nr. 2/1994 ophæves.
Henning Fode.