Meddelelse om køretøjers indretning og udstyr nr 1712 (Registrering af brændstofforbrug for nye personbiler) (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Meddelelse
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/notice/retsinfo/1997/17152@1997-06-10/da
Indhold
Færdselsstyrelsen har i Meddelelse nr. 1702 om registrering af brændstofforbrug for personbil oplyst, at der, når der foreligger en vedtaget lov om afgift efter brændstofforbrug, vil blive udsendt administrative retningslinier
- om dokumentation ved syn med henblik på 1. registrering hos Statens Bilinspektion, og
- hvorledes brændstofforbruget skal oplyses for EF-typegodkendelser og standardtypegodkendelser, der ikke er opdateret med brændstofforbrug.
Folketinget har nu vedtaget lov nr. 360 af den 2. juni 1997 om afgift efter brændstofforbrug for visse personbiler. Loven omfatter alle personbiler til højst 9 personer, føreren medregnet, der registreres 1. gang den 1. juli 1997 eller senere. (Frem til 1. november 1997 betales der stadig vægtafgift. Efter 1. november 1997 betales afgift efter brændstofforbrug).
I den anledning meddeles følgende administrative retningslinier om brændstofforbrug:
1. Definition af brændstofforbrug
Ved brændstofforbrug forstås fabrikantens eller dennes repræsentants oplysninger om brændstofforbrug i henhold til Rådets direktiv nr. 80/1269/EØF, som ændret ved direktiv nr. 93/116/EF, udtrykt som brændstofforbruget ved gennemkørsel af prøvecyklus såvel i som uden for byområder jf. tillæg til EF-typegodkendelsesattest punkt 1.7.2.3. Brændstofforbruget udtrykkes i liter pr. 100 kilometer og omregnes til kilometer pr. liter og afrundes med en decimal.
2. Ved syn hos Statens Bilinspektion
For personbiler, der godkendes ved syn hos Statens Bilinspektion den 1. juli 1997 eller senere med henblik på 1. registrering, og som ikke er omfattet af en typeattest, skal der medbringes dokumentation for brændstofforbrug som defineret i punkt 1.
Dokumentation for brændstofforbrug skal bestå af erklæring fra fabrikant eller dennes repræsentant indeholdende angivelse af mærke, model og stelnummer samt brændstofforbrug jf. punkt 1.
Statens Bilinspektion anfører brændstofforbrug (km/l) på anmeldelsesblanket MO 2A i rubrik 30 »Skatteakseltryk«. Ved senere optryk af anmeldelsesblanket MO 2A vil afsnittet forbeholdt bilinspektionen indeholde en ny rubrik 25 »Brændstofforbrug«.