At-meddelelse 4.01.4, juni 1997, erstatter 4.01.1, september 1983, 4.01.2, juli 1990 og 4.01.3, maj 1986 Unges arbejde
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Meddelelse
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/notice/retsinfo/1997/3256@1997-06-01/da
Indhold
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Område
2.1 Arbejde i private husholdninger og i familievirksomheder
2.2 Klub- og foreningsaktiviteter
3. Almindelige bestemmelser
3.1 Oplæring og instruktion
3.2 Sikkerhedsorganisation
4. Underretning af forældre
5. Underretning af kommunen
6. Undervisningspligt
7. Arbejde, som ikke må udføres af unge under 18 år
7.1 Forbud mod arbejde med visse tekniske hjæpemidler
7.2 Forbud mod arbejde med visse stoffer og materialer
7.3 Forbud mod sundhedsskadelige fysiske påvirkninger
7.4 Forbud mod arbejde, der indebærer voldsrisiko
7.5 Forbud mod arbejde, der indebærer ned- eller sammenstyrtningsrisiko
7.6 Forbud mod arbejde, der indebærer andre risici
7.6.1 Støj og vibrationer
7.6.2 Høje og lave temperaturer
7.6.3 Kvælningsfare
7.7 Brug af åndedrætsværn
8. Særlige regler for elever under erhvervsuddannelse
9. Unge over 15 år, der ikke er undervisningspligtige
9.1 Arbejdstid
9.2 Aften- og natarbejde samt hvileperiode
9.3 Fridøgn
10. 13- og 14-årige samt unge, der er undervisningspligtige
10.1 Beskæftigelse
10.2 Arbejdstid, aften- og natarbejde, hvileperiode samt fridøgn
11. Ferie for unge, der er undervisningspligtige
12. Børn og unge, der udfører kulturelle o.l. aktiviteter
13. Erhvervspraktikanter
Bilag 1 A Ikke udtømmende liste over tekniske hjælpemidler, anlæg og arbejdsprocesser, som unge under 18 år ikke må arbejde med.
Bilag 1 B Liste over tekniske hjælpemidler og anlæg, som unge, der er fyldt 16 år, må beskæftiges med. Listen er en lempelse i forhold til bilag 1 A.
Bilag 1 C Liste over tekniske hjælpemidler og anlæg, som unge, der er fyldt 15 år, må beskæftiges med i familievirksomheder. Listen er en lempelse i forhold til bilag 1 A.
Bilag 2 A Ikke udtømmende liste over stoffer og materialer, som unge under 18 år ikke må arbejde med eller på anden måde udsættes for.
Bilag 2 B Liste over arbejde med stoffer og materialer, som unge, der er fyldt 15 år, må udføre. Listen er en lempelse i forhold til bilag 2 A.
Bilag 3 Ikke udtømmende liste over arbejde, som kan medføre andre sikkerheds- og sundhedsfarer, som unge under 18 år ikke må udføre.
Bilag 4 Liste over, hvad unge, som er fyldt 13 år, må beskæftiges med.
1. Indledning
Denne At-meddelelse oplyser om de regler, der gælder for unge under 18 år, der udfører arbejde for en arbejdsgiver, og erstatter følgende At-meddelser:
- Nr. 4.01.1 om børns arbejde, september 1983.
- Nr. 4.01.2 om unges arbejde, juli 1990.
- Nr. 4.01.3 om børns og unges aften- og natarbejde, maj 1986.
Unge under 18 år er omfattet af de samme arbejdsmiljøregler, som gælder for alle andre, der arbejder for en arbejdsgiver. Derudover gælder en række særlige regler for unge under 18 år. Disse regler er fastsat i Arbejdsministeriets bekendtgørelse om unges arbejde. Bekendtgørelsens bilag, der indeholder eksempler på forskellige former for arbejde, som er henholdsvis forbudt eller tilladt for unge under 18 år, er optrykt som bilag til denne At-meddelelse.
2. Område
Den unge er omfattet af Arbejdsministeriets bekendtgørelse om umges arbejde, når den unge udfører arbejde for en arbejdsgiver. Om dette er tilfældet, er en konkret vurdering.
Det er afgørende for, om der er tale om arbejde for en arbejdsgiver:
- om den unge udfører arbejde, der kan sidestilles med eller har overvejende lighed med det arbejde, ansatte udfører,
- om den unge har pligt til at stille sin personlige arbejdskraft til rådighed,
- om den unge er undergivet instruktionsbeføjelse og kontrol,
- om der stilles arbejdsrum om andre nødvendige hjælpemidler til rådighed.
Endvidere tillægges det betydning, om arbejdsgiveren bærer risikoen for arbejdsresultatet eller opnår en evt. fordel heraf. I tvivlstilfælde tillægges det endvidere betydning, om den unge får vederlag for sit arbejde.
2.1 Arbejde i private husholdninger og i familievirksomheder
Den unges erhvervsmæssige arbejde i arbejdsgiverens private husholdniong er som hovedregel omfattet af bekendtgørelsen om unges arbejde. Med til arbejde i arbejdsgiverens private husholdning hører arbejde, som skal tilgodese familiens daglige behov i hus og have. Eksempler på arbejde, der hører under den private husholdning, er børnepasning, pasning af mindre husdyr og havearbejde.
Også den unges erhvervsmæssige arbejde i familievirksomkheder er som hovedregel omfattet af bekendtgørelsen om unges arbejde. Ved arbejde i en familievirksomhed forstås arbejde, der udelukkende udføres af de medlemmer af arbejdsgiverens familie, som hører til husstanden. Et eksempel på en familievirksomhed er en landbrugsbedrift, hvor der ikke beskæftiges fremmed arbejdskraft.
Lejlighedsvist eller kortvarigt arbejde som udføres i arbejdsgiverens private husholdning eller i familievirksomheder, og som hverken er skadeligt eller farligt for den unge, er ikke omfattet af bekendtgørelsen om unges arbejde, hvis den gennem en grundig oplæring og et effektivt tilsyn er sikret, at arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det er endvidere en betingelse, at der ved arbejdets tilrettelæggelse og udførelse tages hensyn til den unges alder, udvikling og helbredstilstand samt arbejdets indvirkning på uddannelse eller anden skolegang. Selvom forbudet mod, at unge udfører visse former for arbejde, ikke gælder, er reglerne af vejledende betydning ved vurderingen af, hvad der er skadeligt eller farligt arbejde. Disse regler er nærmere beskrevet i afsnit 7.
Lejlighedsvist arbejde indebærer, at der ikke er tale om et fast etableret ansættelsesforhold, mens et kortvarigt arbejde godt kan være en tilbagevendende begivenhed. Børnepasning er et eksempel på arbejde, der kan forekomme lejlighedsvist eller kortvarigt i private husholdninger, og som hverken er skadeligt eller farligt for den unge.
Inden for landbruget skelnes der ikke mellem, hvad der henhører under bedriften og den private husholdning. Uanset om arbejdet udføres i husholdningen, henføres det til landbrugsbedriften. Arbejde i arbejdsgiverens private husholdning inden for landbrug, der ikke er familievirksomhed, vil derfor altid være omfattet af bekendtgørelsen om unges arbejde, selvom arbejdet er lejlighedsvist eller kortvarigt.
2.2 Klub- og foreningsaktiviteter
Aktiviteter, der foregår som led i klub- og foreningssammenhæng, er som udgangspunkt ikke omfattet af bekendtgørelsen om unges arbejde, idet de unge som regel ikke har pligt til at stille deres personlige arbejdskraft til rådighed i disse tilfælde. Det gælder fx for folkekirkens børnekor, hvor der er tale om en fritidsaktivitet, og hvor evt. betaling for at medvirke alene er en godtgørelse for faktiske udgifter. Det samme gælder for spejderes og idrætsklubbers avisindsamlinger og udbringning af telefonbøger.
3. Almindelige bestemmelser
Ved beskæftigelse af unge under 18 år skal det ved valg af arbejdsopgaver og ved tilrettelæggelse af arbejdet sikres, at arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Arbejdsgiveren skal træffe foranstaltninger mod de risici, arbejdet frembyder. Foranstaltningerne skal træffes på baggrund af en vurdering af de særlige risici, der skyldes de unges manglende erfaring, manglende bevidsthed om risici samt det forhold, at de endnu ikke er fuldt udviklede. Der skal endvidere tages hensyn til de fysiske, biologiske, kemiske og psykiske påvirkninger på såvel kort som på langt sigt, som de unge kan blive udsat for.
Der skal i virksomhedens arbejdspladsvurdering tages hensyn til de særlige risici, som unge er udsat for.
At-meddelelse nr. 4.00.1 vejleder om arbejdspladsvurdering.
3.1 Oplæring og instruktion
Arbejdsgiveren skal sørge for, at de unge får en grundig oplæring og instruktion, så de kan udføre arbejdet fuldt forsvarligt. Arbejdsgiveren skal samtidig oplyse de unge om de foranstaltninger, der er truffet for at sikre deres sikkerhed og sundhed.
Arbejdsgiveren skal sørge for, at de unge er fortrolige med evt. brugsanvisningers oplysninger om arbejde med stoffer og materialer samt tekniske hjælpemidler. Arbejdsgiveren skal i den forbindelse være særligt opmærksom på, om de unge har forstået, hvordan arbejdet skal udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
De unge skal være under effektivt tilsyn af en person, der er fyldt 18 år, og som har den fornødne indsigt i arbejdet.
Tilsynet skal være tilpasset det arbejde, den unge udfører. Hvis arbejdet indeholder særlige risikomomenter, og/eller den unge er uerfaren, kan det være nødvendigt, at den person, der fører tilsynet, står umiddelbart ved siden af den unge og overvåger denne stadigt tilsyn . Hvis der er tale om arbejde med ingen eller få risikomomenter, eller hvis den unge er meget rutineret, kan tilsynet bestå af en periodevis kontakt.
Et avisbud skal eksempelvis ikke være under stadigt tilsyn, men skal have jævnlig kontakt med en voksen, der har kendskab til arbejdet. Omvendt kan det fx være nødvendigt, at en ung, der netop er blevet instrueret i at betjene boremaskine, er under stadigt tilsyn. Når den unge er blevet fortrolig med brugen af boremaskinen, kan tilsynet ændres til en jævnlig kontakt med en voksen, der sikrer, at der ikke er opstået uforudsete faremomenter.
3.2 Sikkerhedsorganisation
Hvis virksomheden har sikkerhedsorganisation, skal de unge være omfattet af sikkerhedsorganisationen på samme måde som de øvrige ansatte, ligesom de unge skal deltage i valg af sikkerhedsrepræsentant.
At-anvisning nr. 6.1.0.1 giver nærmere vejledning om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde.
4. Underretning af forældre
Arbejdsgivere, der beskæftiger unge, der er under 15 år eller undervisningspligtige, skal underrette den unges forældre eller værge om beskæftigelsen. Underretningen skal indeholde oplysninger om arbejdstidens længde, om de ulykkes- og sygdomsfarer, der eventuelt er forbundet med arbejdet, samt om de sikkerheds- og sundhedsmæssige foranstaltninger, der er truffet til imødegåelse heraf.
Hvis der ikke er ulykkes- eller sygdomsfarer forbundet med det arbejde, den unge skal udføre, skal underretningen til forældrene alene indeholde oplysninger om, at arbejdsgiveren har ansat den unge, samt om arbejdstidens længde.
Der stilles ingen formkrav til arbejdsgiverens underretning af forældrene. Underretningen kan således være mundtlig, hvis det er hensigtsmæssigt. Arbejdsgiveren kan endvidere opfylde sin underretningspligt til forældrene ved at fremsende virksomkhedens arbejdspladsvurdering, hvis den omfatter det konkrete arbejde, den unge skal beskæftiges med.
5. Underretning af kommunen
Arbejdsgivere, der har beskæftiget en ung under 18 år på fuld tid i en sammenhængende periode på tre måneder, skal underrette den unges bopælskommune om ansættelsesforholdet. Baggrunden for denne underretningspligt er, at unge skal have mulighed for at få vejledning om uddannelse og uddannelsesmuligheder.
Underretningen skal indeholde oplysninger om virksomhedens navn, den unges navn, adresse, CPR-nummer og ansættelssperiode. Underretningen skal sendes til kommunens ungdomsvejleder.
6. Undervisningspligt
Unge, der er under 15 år eller undervisningspligtige, må kun udføre lettere erhvervsmæssigt arbejde. Bestemmelserne om undervisningspligt fremgår af folkeskoleloven.
Undervisningspligten betragtes som ophørt,
- når den unge har afsluttet grundskolen efter 9. klasse eller
- når den unge har afsluttet sammenlagt 9 års regelmæssig undervisning (ekskl. børnehaveklasse) eller
- ved udgangen af det skoleår, hvori den unge er fyldt 17 år.
I alle tre tilfælde betragtes undervisningspligten som ophørt, når skolesommerferien begynder.
At undervisningspligten ophører efter sammenlagt 9 års regelmæssig undervisning betyder, at den kan opfyldes på anden måde end ved undervisning i folkeskolen, nemlig hvis man modtager undervisning, der svarer til folkeskolens. Det samme gælder, hvis der med skolen er indgået en aftale om den unges deltagelse i erhvervsmæssig uddannelse eller beskæftigelse til afløsning af almindelig skolegang. Undervisningspligten er først ophørt, når der sammenlagt er gået 9 år ekskl. børnehaveklasse.
7. Arbejde, som ikke må udføres af unge under 18 år
Bekendtgørelsen om unges arbejde forbyder, at visse former for arbejde udføres af unge under 18 år. Aldersgrænserne er fastsat for at sikre, at unge ikke udfører arbejde, som kan være farligt på grund af den unges manglende erfaring, manglende bevidsthed om risici og unges større sårbarhed.
Forbudet mod, at unge udfører visse former for arbejde, kan dog fraviges. Det er fx tilfældet i situationer, hvor arbejdet indgår som et nødvendigt led i den unges erhvervsuddannelse, samt i situationer, hvor den unge må antages at have særlig erfaring og kendskab til arbejdet, som det er tilfældet i landbruget.
7.1 Forbud mod arbejde med visse tekniske hjælpemidler
Unge under 18 år må ikke arbejde med tekniske hjælpemidler, anlæg eller arbejdsprocesser, som kan være farlige for dem.
Hvis de sikkerheds- og sundhedsmæssige risici ved et teknisk hjælpemiddel ikke er fjernet gennem konstruktionen eller ved fuldstændig afskærmning af de bevægelige og bearbejdede dele under drift, må unge ikke beskæftiges med sådanne hjælpemidler. En fuldstændig afskærmning af et teknisk hjælpemiddel skal bestå af en fysisk afskærmning og kan derfor ikke opnås ved hjælp af tohåndsbetjening, følersikring, totrins-klemningssikring, fotocelleværn, kontaktmåtter, gulvkontakter, radardetektorer, holdekontakter (betjeningsorganer med »dødemandsknap«-funktion) e.l.
Hvis afskærmningen på et teknisk hjælpemiddel kan fjernes uden brug af værktøj, skal det være effektivt sikret, at alle farlige maskinbevægelser stopper, inden man kan nå ind i farezonen.
Bilag 1A angiver eksempler på tekniske hjælpemidler, anlæg og arbejdsprocesser, som unge under 18 år ikke må arbejde med. Hvis et hjælpemiddel er lige så farligt eller farligere end et af de hjælpemidler, der er opført som eksempler i bilaget, må unge under 18 år ikke arbejde med det pågældende hjælpemiddel, selvom det ikke er opført i bilaget.
Ud over de aldersgrænser, der fremgår af bekendtgørelsen om unges arbejde, er der også fastsat aldersgrænser i andre dele af arbejdsmiljølovgivningen. Disse regler indebærer,
- at unge skal være fyldt 18 år for at kunne erhverve certifikat til gaffeltruck og kraner.
- at unge under 19 år ikke må passe dampkedler og visse varmtvandskedler.
- at unge under 18 år ikke selvstændigt må arbejde med drift, pasning og vedligeholdelse af trykbeholdere og rørsystemer under tryk. De unge skal ligeledes være fyldt 18 år, inden de må arbejde med påfyldning af visse transportable trykbeholdere.
- at unge under 18 år ikke må beskæftiges ved eftersyn, vedligeholdelse og reparation af elevatorer.
- at unge under 18 år ikke må passe køleanlæg.
Pkt. 6 i bilag 1A fastsætter, at unge under 18 år ikke må beskæftiges med arbejde, der indebærer risiko for højspændingsstød. Det omfatter elektriske installationer med en spænding på 1.000 volt eller derover. I stærkstrømslovgivningen er der fastsat yderligere regler for unge under 18 år.
Bilag 1B angiver en række tekniske hjælpemidler og anlæg, som unge, der er fyldt 16 år, må arbejde med. Det drejer sig om en række tekniske hjælpemidler, der især anvendes i landbrug, skovbrug og gartneri. Listen i bilag 1B er således en lempelse i forhold til bilag 1A. Lempelsen gælder også motorkædesave og traktorer, der anvendes i andre erhverv.
Pkt. 3 i bilag 1B er ikke udtømmende. Det indebærer, at 16- og 17-årige i landbrug og gartneri også må arbejde med tekniske hjælpemidler af tilsvarende mindre farlighed.
Unge på 16 og 17 år, der har traktorkørekort, må føre traktorer med påhængte redskaber. De unge må til- og frakoble ufarlige maskiner som fx en vogn og en plov. Men de må ikke til- og frakoble redskaber samt foretage indgreb under drift i redskaber, der er så farlige, at de er omfattet af bilag 1A. Det gælder fx redskaber, som har maskindele, der er drevet via en kraftoverførsel.
Bilag 1C angiver en række tekniske hjælpemidler, som unge, der er fyldt 15 år, må arbejde med i familievirksomheder. Listen, der er en lempelse i forhold til bilag 1A, er udtømmende.
7.2 Forbud mod arbejde med visse stoffer og materialer
Unge under 18 år må ikke arbejde med eller på anden måde udsættes for påvirkninger fra de stoffer og materialer, der er angivet i bilag 2A.
Forbudet mod, at de unge anvender disse stoffer og materialer, gælder også, selvom der træffes foranstaltninger som fx effektiv ventilation eller anvendes åndedrætsværn. De unge må dog gerne beskæftiges ved arbejdsprocesser, hvor de nævnte stoffer eller materialer anvendes i et lukket system, eller hvis de unge på anden lignende måde er sikret mod påvirkningerne.
At de unge ikke må udsættes for en påvirkning fra de nævnte stoffer og materialer betyder, at der i lokaler, hvor andre arbejder med stofferne og materialerne, skal foretages en konkret vurdering af, om de unge kan blive udsat for påvirkninger. Det samme gælder fx i de lokaler, hvor stofferne og materialerne opbevares, eller hvor de forekommer som spild/affald. Hvis vurderingen viser, at de unge kan blive udsat for påvirkninger fra de nævnte stoffer eller materialer, må de unge ikke arbejde i de pågældende lokaler.
Risikoen for, at de unge kan blive udsat for påvirkninger fra stoffer og materialer, som de ikke selv anvender, er særlig aktuel i forbindelse med organiske opløsningsmidler eller andre flygtige stoffer og materialer, der afgiver dampe til lokalet, eller hvis de nævnte stoffer og materialer afgiver støv eller aerosoler. Derfor kan det i mange tilfælde efter en konkret vurdering vise sig ikke at være muligt, at unge arbejder i arbejdslokaler, hvor de nævnte stoffer og materialer anvendes af andre ansatte.
Det indebærer dog fx ikke risiko for påvirkning af den unge at arbejde i et køkken, samtidig med at der fyldes koncentreret, ætsende maskinopvaskemiddel på opvaskemaskinen, selvom den unge ikke selv må anvende ætsende stoffer.
Forbudet medfører også, at unge ikke må beskæftiges med arbejde, som indebærer udsættelse for træstøv i høje koncentrationer gennem længere tid.
Hvis et stof eller materiale ikke må anvendes af unge under 18 år, skal det altid stå i brugsanvisningen. Men det fremgår ikke altid af etiketten.
Ud over de stoffer og materialer, der fremgår af bilag 2A, må unge under 18 år ikke beskæftiges ved arbejde med asbest eller ved arbejde, hvor de kan udsættes for asbeststøv eller blypåvirkninger.
Bilag 2B angiver forskellige former for arbejde med stoffer og materialer, som unge, der er fyldt 15 år, må udføre i landbruget og på rengøringsområdet.
7.3 Forbud mod sundhedsskadelige fysiske påvirkninger
Unge under 18 år må ikke udsættes for fysiske belastninger, der på kort eller langt sigt er skadelige for deres sundhed eller udvikling. Unødige fysiske belastninger samt uhensigtsmæssige arbejdsstillinger eller bevægelser skal undgås.
Pkt. 9 og 10 i bilag 3 angiver, at det i videst muligt omfang skal undgås, at unge løfter eller bærer byrder, der vejer over 12 kg. Dette kan dog fraviges ved arbejde, der foregår under ergonomisk hensigtsmæssige forhold, men det skal tilstræbes, at byrden højst vejer 25 kg. Der er tale om ergonomisk hensigtsmæssige forhold, når løftene foregår midt foran og tæt ved kroppen, når den unge har godt fodfæste og et godt greb om byrden.
Bæring af byrder under gang er ikke ergonomisk hensigtsmæssig. Der skal anvendes tekniske hjælpemidler i form af fx sækkevogn, rullebord og cykel, når det er muligt og hensigtsmæssigt. Tekniske hjælpemidler bør altid anvendes, når byrden vejer mere end ca. 12 kg.
Det bør undgås, at unge ved andet arbejde - som fx skub og træk af indkøbsvogne - udsættes for større belastninger end de ovenfor nævnte.
Egnede tekniske hjælpemidler skal bruges, når det er muligt og hensigtsmæssigt. Arbejdsgiveren skal dog være opmærksom på, at det kan være forbudt for de unge at anvende visse tekniske hjælpemidler som fx. gaffelstabler.
At-meddelelse nr. 4.05.1 om manuel håndtering og At-meddelelse nr. 4.05.2 om vurdering af løft giver yderligere vejledning.
7.4 Forbud mod arbejde, der indebærer voldsrisiko
Unge under 18 år må ikke beskæftiges ved arbejde, der indebærer en særlig risiko for vold, medmindre den unge arbejder sammen med en person, der er fyldt 18 år. Endvidere må unge ikke deltage i egentlige pengetransporter.
Transport af penge og varer
Egentlige pengetransporter er transporter, hvis formål er at transportere penge, fx dagens omsætning til banken. Hvis det primære formål med transporten er at bringe en vare ud til en kunde, må den unge gerne medbringe byttepenge og modtage betaling for varen, når blot der ikke er tale om væsentlige pengebeløb. Der skal således i hvert enkelt tilfælde ske en konkret vurdering af transportens farlighed, herunder af, hvor mange penge der medbringes, og om det er åbenlyst, at den unge har penge med sig.
Også ved transport af varer som fx medicin må det konkret vurderes, om arbejdet er så farligt, at unge under 18 år ikke må udføre det alene.
En måde at forebygge risikoen for røveri og andre former for vold på kan være, at den unge arbejder sammen med en person, der er fyldt 18 år.
Alenearbejde
Ved arbejde i åbningstiden i bagerbutikker, kiosker, grillbarer, videobutikker, tankstationer og lignende forretninger må unge ikke beskæftiges mellem kl. 18.00 og kl. 6.00 på hverdage og mellem kl. 14.00 og kl. 6.00 på lørdage, søn- og helligdage, medmindre den unge arbejder sammen med en person, der er fyldt 18 år. Det samme gælder ved arbejde i butikker, der er isoleret beliggende i et område uden almindelig færdsel.
Der er ikke tale om alenearbejde, når en person, der er fyldt 18 år, arbejder i lokaler, der umiddelbart støder op til butikslokalet, og den unge uden brug af tekniske hjælpemidker kan kommunikere med vedkommende.
Dispensation
Arbejdstilsynet har mulighed for at give dispensation for reglerne om unges alenearbejde, hvis arbejdsgiveren kan godtgøre, at arbejdsforholdene - herunder bl.a. under hensyntagen til arbejdsstedets beliggenhed og indretning samt de trufne sikkerhedsforanstaltninger - er sikre. Dispensation kan dog først meddeles efter høring af det stedlige politi.
Der kan være grundlag for at give dispensation, når arbejdsstedet er beliggende i umiddelbar nærhed af andre forretninger med samme åbningstid, som det fx er tilfældet i en forhal på et sygehus eller i en ventesal, samt når forretningen er beliggende i samme ejendom som arbejdsgiverens privatbolig.
Der lægges endvidere vægt på,
- at der ikke tidligere har været volds-episoder,
- at to eller flere unge er på arbejde samtidig,
- at der er gode oversigtsforhold,
- at der er gode sikkerhedsforanstaltninger i form af alarm, videoovervågning mv.,
- beliggenheden i øvrigt,
- at der er hyppige politi- og/eller vagtpatruljeringer samt
- tidspunktet for dispensation.
Meddelelse af dispensation vil altid ske ud fra en samlet vurdering af forholdene.
Arbejde i storcentre
Ved arbejde i et storcenter må den unge beskæftiges alene eller sammen med andre unge i storcentrets almindelige åbningstid mellem kl. 18.00 og kl. 20.00 på hverdage og mellem kl. 14.00 og kl. 20.00 på lørdage, søn- og helligdage, hvis der i storcentret i disse perioder foretages hyppig patruljering af sikkerhedsvagter, eller hvis arbejdet i butikken foregår under anden form for overvågning.
Ved et storcenter forstås flere forretninger, som er beliggende i sammenhæng. Forretningerne skal være overdækkede, benævnt med et fælles navn og omfatte et areal på ca. 8.000 m2 eller mere.
Ved anden form for overvågning forstås en overvågning, der sikrer, at der inden for kort tid kan komme personer til hjælp. Det kan fx være tilfældet, hvis butikken videoovervåges fra et centralt sted i centret. Det skal af præventive grunde være synligt, at der er truffet sikkerhedsforanstaltninger af denne art.
7.5 Forbud mod arbejde, der indebærer ned- eller sammenstyrtningsrisiko
Unge under 18 år må ikke beskæftiges med arbejde, der er forbundet med risiko for ned- eller sammenstyrtning.
Nedstyrtningsrisiko
Unge under 18 år må arbejde i højder over terræn på stilladser e.l., hvis risikoen for nedstyrtning er effektivt imødegået ved fx rækværk eller net.
Ved vurderingen af, om der er truffet effektive foranstaltninger, skal det tages i betragtning, at tekniske foranstaltninger, der er effektive for voksne, ikke altid er tilstrækkeligt effektive i forhold til unge.
Brug af pesonlige værnemidler som fx faldsikringsudstyr er ikke tilstrækkelig beskyttelse af de unge mod nedstyrtningsrisiko.
Sammenstyrtningsrisiko
Unge under 18 år må beskæftiges ved arbejde i udgravninger, hvis risikoen for sammenstyrtning er effektivt imødegået ved afstivning e.l. Udgravningens stabilitet skal dog være vurderet som forsvarlig af en kompetent person, inden de unge må arbejde i udgravningen.
Det vil normalt ikke være forsvarligt at beskæftige unge ved nedrivningsarabejde, da der ofte vil være en sammenstyrtningsrisiko, der ikke kan forebygges ved anvendelse af tekniske foranstaltninger, men kun ved de beskæftigedes erfaring og forsigtighed.
7.6 Forbud mod arbejde, der indebærer andre risici
Bilag 3 angiver eksempler på arbejde, der ikke må udføres af unge under 18 år. Det skyldes dels, at de unge på grund af deres manglende erfaring vil kunne have vanskeligt ved at overskue de risici, der er forbundet med arbejdet, dels, at den ansatte i en del af de situationer, der beskrives i bilaget, udsættes for ekstreme situationer, der kræver stor agtpågivenhed. Listen i bilag 3 er ikke udtømmende, da forbudet endvidere omfatter arbejde af tilsvarende eller større farlighed.
7.6.1 Støj og vibrationer
Unge under 18 år om ikke udsættes for støj eller vibrationer, der kan bringe deres sundhed i fare.
Ingen person, må udsættes for en støjbelastning over 85 dB(A) under arbejdet. Udsættelse for en støjbelastning på op til 85 dB(A) kan indebære risiko for udvikling af høreskader, og det bør derfor tilstræbes, at de unge ikke udsættes for en støjbelastning på 80 dB(A) eller derover.
At-meddelelse nr. 4.06.1 vejleder nærmere om bekæmpelse af støj på arbejdspladsen.
Hånd-arm-vibrationer fra fx håndholdte maskiner, rat og håndtag på maskiner samt helkropsvibrationer fra arbejde, hvor den unge fx står eller sidder på maskinen, kan være sundhedsskadelige.
Hånd-arm-vibrationer kan medføre »hvide fingre«. En vibrationsbelastning på 130 dB(HA) vil medføre, at 10 pct. af de udsatte får sygdommen i løbet af 10 år. Ved en vibrationsbelastning på 120 dB(HA) anses risikoen for meget ringe. Det bør derfor tilstræbes, at unge ikke udsættes for vibrationsbelastninger på 120 dB(HA) eller derover.
Pkt. 5 i bilag 1A angiver en række vibrerende håndværktøjer, som ikke må anvendes af unge under 18 år.
At-meddelelse nr. 4.06.2 vejleder nærmere om hånd-arm-vibrationer.
7.6.2 Høje og lave temperaturer
Unge under 18 år må ikke beskæftiges i omgivelser eller ved arbejde, der på grund af ekstremt høje eller ekstremt lave temperaturer kan bringe deres sikkerhed og sundhed i fare.
Ved vurderingen af, om unge kan udføre et bestemt arbejde uden at blive udsat for ekstremt høje eller lave temperaturer, skal der både ses på temperaturen på de overflader og væsker, som de unge kommer i kontakt med.
Det fremgår af At-meddelelse nr. 1.01.7 om temperaturer i arbejdsrum på faste arbejdssteder, at arbejde i omgivelser med temperaturer over legemstemperatur (37 grader C) anses for ekstremt høje rumtemperaturer.
Unge må normalt ikke udføre arbejde, der indebærer risiko for skoldning af væsker, der er mere end 120 grader C varme.
Arbejde med frituregryder er dog generelt ikke så farligt, at det er omfattet af forbudet. Der vil imidlertid kunne opstå situationer, hvor der er særlig risiko for at blive udsat for ekstremt høje temperaturer ved arbejde med varm olie. I disse situationer må unge under 18 år ike udføre arbejdet. En sådan situation opstår, når friturekogeren skal tømmes for varm olie, eller hvis den varme olie skal filtreres. Den varme olie skal i så fald håndteres manuelt, og der opstår dermed risiko for skoldning. Hvis arbejdsstedet er indrettet med snævre pladsforhold, og/eller arbejdet er tilrettelagt med et højt tempo, kan der endvidere være risiko for, at den unge ved fald kommer i direkte kontakt med den varme olie.
Tilsvarende må unge under 18 år ikke udføre arbejde, der kan medføre kontakt med væsker med kogepunkt under -153 grader C ved 1 bars tryk (kryogene væsker) eller genstande, der er nedkølet til -153 grader C.
7.6.3 Kvælningsfare
Unge under 18 år må ikke beskæftiges ved arbejde, der kan medføre kvælningsfare i iltfattig atmosfære. Det medfører, at unge ikke må beskæftiges ved arbejde i brønde eller andre snævre rum, hvor der kan være iltmangel.
Forbudet gælder, selvom der træffes foranstaltninger i form af alarmer for iltmangel og installeres effektiv ventilation. Forbudet gælder også, selvom der bruges åndedrætsværn.
7.7 Brug af åndedrætsværn
Unge under 18 år må hverken udføre arbejde, hvor de udsættes for sundhedsskadelige dampe eller støv, eller arbejde i iltfattig atmosfære, selvom de anvender åndedrætsværn.
Der kan dog forekomme arbejdssituationer - fx støvende arbejde - der ikke er omfattet af forbudene, men som ud fra en sundhedsmæssig vurdering kræver brug af friskluftforsynet åndedrætsværn. I disse situationer må unge under 18 år højst arbejde med friskluftforsynet åndedrætsværn i fire timer om dagen.
8. Særlige regler for elever under erhvervsuddannelse
De fleste af de nævnte forbud gælder ikke for unge, som er fyldt 15 år, når arbejdet indgår som et nødvendigt led i en erhvervsuddannelse. Det er dog en betingelse, at uddannelsen er på mindst to år, og at den giver erhvervskompetence.
Det samme gælder for elever, der er i praktik under en erhvervsfaglig grunduddannelse (EGU-elever).
Forbudene gælder ligeledes ikke, hvis den unge har afsluttet sin erhvervsuddannelse, inden vedkommende fylder 18 år, og arbejdet er nødvendigt for den unges beskæftigelse efter afsluttet uddannelse.
Følgende arbejde må udføres af elever under 18 år:
- Arbejde med de tekniske hjælpemidler, der er nævt i bilag 1A.
- Arbejde med de stoffer og materialer, der er nævnt i bilag 2A, samttm arbejde, som kan medføre blypåvirkning.
- Arbejde, hvor der er risiko for ned- eller sammenstyrtning.
- Det arbejde, der er nævnt i bilag 3 med undtagelse af:
(1) arbejdsprocesser, hvor der er fare for eksplosion, (2) arbejde, som indebærer håndtering af udstyr til produktion, opbevaring eller anvendelse af komprimerede, flydende eller opløste gasser, (3) arbejde under høje lufttryk og arbejde, der kan medføre kvælningsfare i iltfattig atmosfære.
- Arbejde med friskluftforsynet åndedrætsværn i mere end fire timer dagligt.
Det er arbejdsgiverens pligt at sikre, at eleverne - inden de beskæftiges med det pågældende arbejde - har fået den nødvendige instruktion og uddannelse, der sikrer, at arbejdet kan udføres forsvarligt.
Eksempelvis skal elever under 18 år - inden de beskæftiges ved arbejde med en motorkædesav - have en viden om brug af og sikkerhed ved motorkædesave, der svarer til den uddannelse, der er godkendt af Direktoratet for Arbejdstilsynet. En sådan viden kan bl.a. tilegnes på erhversskolerne.
Følgende arbejde må ikke udføres af elever under 18 år:
- Arbejde med certifikat-krævende gaffeltruck og kraner.
- Arbejde med pasning af dampkedler og visse varmtvandskedler.
- Selvstændigt arbejde med drift, pasning og vedligeholdelse af trykbeholdere og rørsystemer under tryk, herunder påfyldning af transportable trykbeholdere.
- Eftersyn, vedligeholdelse og reparation af elevatorer.
- Pasning af køleanlæg.
- Arbejde med asbest eller arbejde, hvor de kan udsættes for påvirkning af asbeststøv.
- Arbejde med udsættelse for sundhedsskadelige fysiske belastninger.
- Arbejde, der indebærer voldsrisiko.
Skolepraktikelever
Elever på en erhvervsskole som fx en teknisk skole er normalt ikke omfattet af bekendtgørelsen om unges arbejde. Elever, der får anvist praktikplads på en erhvervsskole (skolepraktikelever), er dog fuldt omfattet af arbejdsmiljølovgivningen under praktikperioden og dermed også af bekendtgørelsen om unges arbejde.
9. Unge over 15 år, der ikke er undervisningspligtige
9.1 Arbejdstid
Arbejdstiden, for unge, som er fyldt 15 år, og som ikke er omfattet af undervisningspligten, må ikke overstige otte timer om dagen og 40 timer om ugen.
Som en yderligere beskyttelse af de unge gælder dog, at hvis den sædvanlige arbejdstid for voksne i faget er lavere end 40 timer - fx 37 timer om ugen - må denne arbejdstid ikke overskrides.
Hvis arbejdstiden er på otte timer, skal den ligge samlet.
Hvis den daglige arbejdstid overstiger 4,5 timer, skal den unge have en pause på mindst 30 minutter. Pausen skal ligge på et passende tidspunkt og helst være sammenhængende. Det betyder, at pausen ikke kan placeres ved arbejdets begyndelse eller ved arbejdets afslutning. Hvis pausen ikke er en del af arbejdstiden, kan den samlede arbejdstid inklusive pause være 8,5 timer.
Hvis arbejdet foregår som led i en uddannelse, skal den tid, den unge bruger på undervisning, medregnes til den daglige og den ugentlige arbejdstid.
Hvis den unge arbejder for flere arbejdsgivere, skal arbejdstiden lægges sammen.
Landbruget
I landbruget kan arbejdstiden overstige otte timer om dagen og 40 timer om ugen i særlige tilfælde, hvor det er nødvendigt på grund af arbejdets karakter. Det kan fx være tilfældet i høstperioder. Den ugentlige arbejdstid må dog aldrig overstige 48 timer i gennemsnit over en firemånedersperiode.
9.2 Aften- og natarbejde samt hvileperiode
Unge på 15, 16 og 17 år, der ikke er undervisningspligtige, skal have en sammenhængende hvileperiode på mindst 12 timer i døgnet og må som hovedregel ikke arbejde i tidsrummet mellem kl. 20.00 og kl. 6.00.
Unge, der arbejder i bagerier (men ikke i butikken), må ikke arbejde i tidsrummet fra kl. 18.00 til kl. 4.00, mens unge, der arbejder med staldarbejde i landbruget, ikke må arbejde i tidsrummet fra kl. 19.00 til kl. 4.00.
Unge, der arbejder i butikker, lagre, tankstationer, auktionslokaler o.l., der holdes åbne for publikum efter kl. 20.00, må arbejde indtil et kvarter efter åbningstidens ophør. De unge må dig ikke arbejde senere end til kl. 22.00.
Unge, der arbejder i teatre, biografer, cirkus, koncertsteder o.l. underholdningssteder, må assistere med forestillingens afholdelse indtil kl. 24.00. Hvis arbejdet rummer risiko for overfald, skal der altid være en person over 18 år til stede, mens den unge er på arbejde.
Unge på 15 år, der arbejder i restauranter, hoteller, grillbarer o.l., må arbejde indtil kl. 22.00, mens unge på 16 og 17 år må arbejde indtil kl. 24.00.
Unge, der udbringer dagblade, må tidligst begynde arbejdet kl. 4.00 i en sammenhængende periode på 16 uger eller kl. 5.00 i en sammenhængende periode på 26 uger.
Mødetidspunkt og beskæftigelsesperiode skal fremgå af en aftale. Aftaler om beskæftigelsesperioder kan kun indgås - og skal løbende fornys - med skriftligt samtykke fra forældre eller værge.
Dispensation
Arbejdstilsynet kan give dispensation fra forbudet mod, at unge arbejder i tidsrummet mellem kl. 20.00 og kl. 6.00, når særlige forhold gør det rimeligt og fuldt forsvarligt. Det kan fx være tilfældet, hvis den unge er i en uddannelsessituation. Endvidere indgår i vurderingen, om den unge under natarbejdet er under opsyn af en voksen i tilfælde, hvor et sådant opsyn er nødvendigt for at beskytte den unge.
Der kan ikke gives dispensation til enkelte virksomheder, men kun til fag eller faglige områder. Arbejdstilsynet kan endvidere give dispensation fra hvileperiodens varighed og beliggenhed inden for særlige arbejdsområder.
Der kan dog aldrig dispenseres for tidsrummet mellem kl. 24.00 og kl. 4.00.
9.3 Fridøgn
Unge på 15, 16 og 17 år, der ikke er undervisningspligtige, skal have to sammenhængende fridøgn inden for hver periode på syv døgn. Et af disse fridøgn skal normalt omfatte søndagen. Hvis det ikke er muligt at lægge de to fridøgn i sammenhæng, skal det ene fridøgn ligge i umiddelbar tilslutning til en daglig hvileperiode.
Dette betyder imidlertid ikke, at den unge dermed kan nøjes med eet fridøgn, da den unge altid skal have to fridøgn inden for en periode på syv døgn.
I landbrug, skovbrug, gartnerier o.l. kan de ugentlige fridøgn udskydes i situationer, hvor det er påkrævet, og erstattes af tilsvarende frihed senere.
Det samme gælder på hospitaler o.l. institutioner. Reglen omfatter kun institutioner, der svarer til hospitaler, hvorfor fridøgn i hjemmeplejen ikke vil kunne udskydes.
I landbruget gælder endvidere, at det ene fridøgn helt kan omlægges. Der tænkes her på en mere permanent situation, der fx indebærer, at den unge er nødt til at arbejde om søndagen.
Ved omlægning af fridøgnet skal dette lægges i umiddelbar tilslutning til en daglig hvileperiode.
Ved enhver udskydelse og omlægning af fridøgnet skal der tages hensyn til den unges alder, samt til indvirkning på eventuel uddannelse.
Dispensation
Arbejdstilsynet kan tillade, at de ugentlige fridøgn nedsættes for fag eller faglige områder, samt når særlige arbejdsformer gør en nedsættelse nødvendig. Den unge skal dog altid have mindst 36 timers frihed i sammenhæng inden for hver periode på syv døgn.
Ved vurdering af, om der kan gives dispensation fra reglerne om fridøgn, indgår bl.a., om det af organisatoriske grunde er påkrævet, at den ugentlige hvileperiode nedsættes.
10. 13- og 14-årige samt unge, der er undervisningspligtige
10.1 Beskæftigelse
De 13-14-årige samt unge, der er undervisningspligtige, må kun beskæftiges med det i bilag 4 nævnte arbejde.
Listen er udtømmende, og de unge kan derfor ikke beskæftiges med andet arbejde end det nævnte.
Arbejdet må ikke indebære fare for de unges sikkerhed og sundhed. De unge må derfor ikke beskæftiges med følgende arbejde:
- Arbejde med eller i farlig nærhed af maskiner. Forbudet gælder alle maskiner og ikke kun de maskiner, der er nævnt i bilag 1A.
- Arbejde med eller i farlig nærhed af farlige stoffer og materialer. Forbudet gælder alle farlige stoffer og materialer og ikke kun dem, der er nævnt i bilag 2B.
- Håndtering af tunge byrder.
De unge må således fx ikke løfte tunge kasser, skubbe og trække tunge indkøbsvogne eller arbejde ved et flaskesorteringsbånd, da et sorteringsbånd er en maskine.
Der er ingen mulighed for at meddele dispensation fra disse regler.
10.2 Arbejdstid, aften- og natarbejde, hvileperiode samt fridøgn
Den daglige arbejdstid for de 13-14-årige samt for unge, der er undervisningspligtige, må ikke overstige to timer på skoledage. På andre dage end skoledage må de 13-14-årige arbejde syv timer, mens unge på 15, 16 og 17 år,der stadig er undervisningspligtige, må arbejde otte timer.
Den ugentlige arbejdstid må ikke overstige 12 timer i uger med skoledage. Det betyder, at de unge i uger med en eller flere skolefridage maksimalt må arbejde 12 timer. I uger, hvor der er helt skolefri, må de 13-14-årige arbejde 35 timer, mens unge på 15, 16 og 17 år, der stadig er undervisningspligtige, må arbejde 40 timer.
Arbejdstiden skal ligge samlet, hvis den daglige arbejdstid er på syv henholdsvis otte timer. Den unge skal have en pause på mindst 30 minutter, hvis den daglige arbejdstid overstiger 4,5 timer. Pausen skal ligge på et passende tidspunkt og helst være sammenhængende. Det betyder, at pausen ikke kan placeres ved arbejdets begyndelse eller ved arbejdets afslutning.
Den tid, den unge bruger på undervisning, skal medregnes i arbejdstiden, hvis den unge arbejder som led i en uddannelse.
Arbejdstiden skal lægges sammen, hvis den unge arbejder for flere arbejdsgivere.
De 13-14-årige samt unge, der er omfattet af undervisningspligten, skal have en sammenhængende hvileperiode på mindst 14 timer i døgnet og må ikke arbejde i tidsrummet fra kl. 20.00 til kl. 6.00.
Disse unge skal have to sammenhængende fridøgn inden for hver periode på syv døgn. Heraf skal eet fridøgn normalt omfatte søndagen. Hvis de to fridøgn ikke kan placeres i sammenhæng, skal det ene fridøgn lægges i umiddelbar tilknytning til en daglig hvileperiode, så den unge i løbet af en uge får to separat beliggende fridøgn. Den unge vil i løbet af ugen i så fald som minimum have to arbejdsfri perioder på henholdsvis 24 og 38 timer.
11. Ferie for unge, der er undervisningspligtige
Unge, der er undervisningspligtige, skal så vidt muligt have en helt arbejdsfri periode i løbet af sommerferien.
12. Børn og unge, der udfører kulturelle o.l. aktiviteter
Børn under 13 år kan i nogle tilfælde få tilladelse af politiet til erhvervsmæssigt at optræde, deltage eller medvirke i kulturelle o.l. aktiviteter. Eksempler på sådanne kulturelle aktiviteter er sportsaktiviteter, opvisninger, dyrskuer, teater- og varieteforestillinger, koncerter, cirkusforestillinger, ratio, tv, filmoptagelser og reklamefilm, herunder også modelarbejde.
Unge, der er fyldt 13 år, kan uden tilladelse fra politiet erhvervsmæssigt optræde, deltage eller medvirke i kulturelle o.l. aktiviteter.
At-meddelelse nr. 4.01.5 om børn og unges kulturelle arbejde giver yderligere vejledning.
13. Erhvervspraktikanter
Der gælder særlige regler for, hvilke former for arbejde eleverne må udføre i forbindelse med erhvervspraktik samt elevernes arbejdstid i forbindelse hermed.
Jens Andersen:
Bilag 1 A
Ikke udtømmende liste over tekniske hjælpemidler, anlæg og arbejdsprocesser, som unge under 18 år ikke må arbejde med
1) Maskinelt drevne tekniske hjælpemidler
a) (1) Maskiner med hurtigtgående skærende værktøj, som fx båndramme- og rundsave, metalrundsave, kædestemmere, klippe- og skæremaskiner, afbarknings-, fælde-, kappe-, kløve- og, huggemaskiner, kvas- og flishuggere samt fræse- og høvlemaskiner til træbearbejdning, pålægsmaskiner, boremaskiner med borepatron til mere end 13 mm bor.
b) (1) Maskiner med stempellignende bevægelser, som fx hydrauliske og pneumatiske presser, mekaniske presser, friktionspresser, stansemaskiner, maskinhamre, lompresser, kantlimemaskiner, trykstøbemaskiner, brostanser, betonvaremaskiner, plastsprøjter, støbemaskiner, digelpresser, prægemaskiner, affaldspresser og tøjpresser.
c) (1) Maskiner med åbne valser eller snegle.
d) (1) Blande-, male-, knuse- og hakkemaskiner, afsværingsmaskiner, rivemaskiner og centrifuger.
e) Motorkædesave, motorrydningssave og motorhækklippere.
f) Søm- og boltepistoler med undtagelse af sømpistoler til hæfteklammer med en masse på højst 0,3 g.
g) Apparater til rengøring, maling, rustbeskyttelsesbehandling eller lignende med et arbejdstryk på over 70 bar (7MPa).
2) Traktorer, motorredskaber m.v.
a) Traktorer, selvkørende mejetærskere og traktorer med jordfræsere, for så vidt angår arbejde som fører eller operatør.
b) Traktorer, som er forsynet med spil, læsse- eller graveaggregater eller med speciel løfteanordning, for så vidt angår arbejdet som fører eller operatør.
c) Grave- og læssemaskiner, for så vidt angår arbejdet som fører eller operatør.
d) Industritruck samt gaffelstablere og gaffeltruck, for så vidt angår arbejdet som fører eller operatør.
e) Skovningsmaskiner.
f) Håndførte motorredskaber.
g) Jordfræsere, slåmaskiner, finsnittere og sneslynger.
3) Maskinelt drevne løfteanordninger eller transportører
Elevatorer, kraner, mobile personløftere og arbejdsplatforme, hængestilladser, bagsmækløftere, spil og slæbeskovle, for så vidt angår arbejdet som fører eller operatør. Der er dog tilladt unge at betjene trykknapelevatorer.
4) Arbejdsprocesser i forbindelse med tilsyn, vedligeholdelse og reparation
Smøring, rengøring, reparation og lignende arbejde ved igangværende motorer, maskiner, transmissioner og andre maskinelle anordninger, hvor de bevægelige dele er tilgængelige og kan forårsage personskader.
5) Vibrationsbelastende håndværktøj
Vibrerende håndværktøjer, som fx mejselhamre, slagmøtrikspændere, betonvibratorer og nittehamre, slagboremaskiner og rystepudsere samt vibrerende håndværktøjer med et vibrationsniveau over 130 dB(HA). Det er dog tilladt unge at udføre kortvarigt arbejde, det vil sige mindre end 30 minutter på en 8-timers arbejdsdag, med slagboremaskiner og rystepudsere. I tilfælde, hvor det efter § 9, stk. 1 er tilladt unge at udføre arbejde med vibrerende håndværktøjer, skal det daglige arbejde tilrettelægges, så der er hyppige afbrydelser.
6) Risiko for højspændingsstød
Arbejde, der indebærer risiko for højspændingsstød.
7) Udstyr til svejsning m.v.
Autogensvejsning, skærebrænding og lysbuesvejsning.
1) Det er dog tilladt unge at anvende de under pkt. 1, a) til d) nævnte tekniske hjælpemidler, der er udformet eller afskærmet således, at de bevægelige og bearbejdende dele er utilgængelige under drift.
Bilag 1 B
Liste over tekniske hjælpemidler og anlæg, som unge, der er fyldt 16 år, må beskæftiges med. Listen er en lempelse i forhold til bilag 1 A
1) Motorkædesave kan anvendes af unge, hvis de har gennemgået en uddannelse i brug og sikkerhed ved motorkædesave. Direktøren for Arbejdstilsynet skal have anerkendt uddannelsen.
2) Traktorer, selvkørende mejetærskere og traktorer med jordfræsere kan anvendes af unge, der har traktorkørekort.
3) Inden for landbrug og gartneri kan unge beskæftiges med nedenstående arbejde eller med arbejde af tilsvarende mindre farlighed:
a) Traktorer med frontlæsser, hvis den unge har traktorkørekort.
b) Gaffelstablere, der ikke er selvkørende.
c) Maskinelt drevne fodervogne, plæneklippere og fejemaskiner.
d) Apparater til rengøring, maling, rustbeskyttelsesmidler eller lignende med et arbejdstryk på over 70 bar (7MPa).
e) Roe/tør- og vådvaskere og roeskærere og -raspere.
Bilag 1 C
Liste over tekniske hjælpemidler og anlæg, som unge, der er fyldt 15 år, må beskæftiges med i familievirksomheder. Listen er en lempelse i forhold til bilag 1 A
1) Traktorer, herunder til- og frakobling af vogne, maskiner og redskaber uden kraftoverføring.
2) Traktorer med frontlæsser til flytning samt af- og pålæsning af løse materialer.
3) Motorfodervogne til kørsel på plant terræn.
4) Motorplæneklippere, hvor operatøren går bag plæneklipperen, og hvor plæneklipperen kører på hjul, til kørsel på plant terræn. Plæneklipperen skal være forsynet med betjeningsgreb med dødemandsfunktion.
5) Motorplæneklippere, hvor operatøren sidder på plæneklipperen. Plæneklipperen skal være indrettet således, at klippeaggregatet ikke kan køre, når det er løftet. Endvidere skal plæneklipperens motor stoppe, når føreren forlader sædet, og kun kunne startes, når der sidder en person i førersædet.
Bilag 2 A
Ikke udtømmende liste over stoffer og materialer, som unge under 18 år ikke må arbejde med eller på anden måde udsættes for
1) Stoffer og materialer, der i henhold til Miljø- og Energiministeriets regler om klassificering m.v. af kemiske stoffer og produkter mærkes med følgende faresymboler og farebetegnelser: Tx Meget giftig T Giftig C Ætsende E Eksplosiv Herunder stoffer og materialer, der er forsynet med risikosætningerne: R39 Fare for varig alvorlig skade på helbred R45 Kan fremkalde kræft R46 Kan forårsage arvelige genetiske skader R60 Kan skade forplantningsevnen R61 Kan skade barnet under graviditeten.
2) Stoffer og materialer, der i henhold til Miljø- og Energiministeriets regler om klassificering m.v. af kemiske stoffer og produkter mærkes med faresymbol og farebetegnelse Xn, sundhedsskadelig, og samtidig forsynes med mindst en af følgende risikosætninger: R40 Mulighed for varig skade på helbred R42 Kan give overfølsomhed ved indånding R48 Alvorlig sundhedsfare ved længere tids påvirkning R62 Mulighed for skade for forplantningsevnen R63 Mulighed for skade på barnet under graviditeten.
3) Stoffer og materialer, der i henhold til Miljø- og Energiministeriets regler om klassificering m.v. af kemiske stoffer og produkter mærkes med faresymbolet og farebetegnelsen Xi, lokalirriterende, og samtidig forsynes med risikosætningen:
R43 Kan give overfølsomhed ved kontakt med huden.
4) Stoffer og materialer, der i henhold til Miljø- og Energiministeriets regler om klassificering m.v. af kemiske stoffer og produkter forsynes med følgende risikosætning:
R12 Yderst brandfarlig.
5) Stoffer og materialer, der er optaget på Arbejdstilsynets lister over stoffer og processer, som anses for at være kræftfremkaldende i At-anvisningen om grænseværdier for stoffer og materialer.
6) Materialer, der indeholder over 0,1 vægtprocent af stoffer nævnt under 5).
7) Organiske opløsningsmidler optaget på Arbejdstilsynets liste over organiske opløsningsmidler i At-anvisningen om grænseværdier for stoffer og materialer.
8) Materialer, der indeholder mere end 0,5 vægtprocent af opløsningsmidler nævnt under punkt 7).
9) Biologiske agenser i gruppe 3 og 4 jf. bekendtgørelse nr. 864 af 10. november 1993 om biologiske agenser og arbejdsmiljø, eller med andet arbejde, hvor de på grund af arbejdets art eller de forhold, hvorunder det foregår, kan blive udsat for påvirkning fra sådanne agenser.
Bilag 2 B
Liste over arbejde med stoffer og materialer, som unge, der er fyldt 15 år, må udføre. Listen er en lempelse i forhold til bilag 2 A
1) Inden for landbrug må unge uanset bilag 2 A, nr. 8, foretage følgende arbejde:
a) Desinfektion af koyvere og lignende med milde desinfektionsmidler og andre midler, der er godkendt til dette formål af Veterinærdirektoratet.
b) Lejlighedsvist malearbejde med malinger, hvor kodenummeret er 00 eller 0 før bindestregen og 1 efter bindestregen. Kodenummeret fastsættes i henhold til Arbejdstilsynets bekendtgørelse om kodenumre.
c) Brændstofpåfyldning på maskiner, som unge må betjene og faktisk benytter.
2) På rengøringsområdet kan unge på betingelse af, at de under arbejdet er under professionelt tilsyn og instruktion, uanset bilag 2 A, nr. 8), beskæftiges med følgende arbejde:
a) Fortynding med vand af rengøringsmidler med organiske opløsningsmidler til den ansattes eget brug, hvis den brugsklare blanding ikke indeholder mere end 0,5 vægtprocent af organiske opløsningsmidler.
b) Lejlighedsvis anvendelse af polermidler med op til 15 pct. ethanol eller 5 pct. propanol.
Bilag 3
Ikke udtømmende liste over arbejde, som kan medføre andre sikkerheds- og sundhedsfarer, som unge under 18 år ikke må udføre
1) Unge må ikke udsættes for støj eller vibrationer, der kan bringe deres sundhed i fare.
2) Unge må ikke beskæftiges i omgivelser eller ved arbejde, der på grund af ekstremt høje eller ekstremt lave temperaturer kan bringe deres sikkerhed og sundhed i fare.
3) Unge må ikke beskæftiges ved arbejde, hvor de bliver udsat for ioniserende stråling.
4) Unge må ikke beskæftiges ved arbejde under høje lufttryk i fx trykkamre og ved dykkerarbejde.
5) Unge må ikke beskæftiges med industriel slagtning af dyr.
6) Unge må ikke beskæftiges med arbejde, hvor tempoet bestemmes af en maskine, og som indebærer akkordarbejde.
7) Unge må ikke beskæftiges ved arbejde, der kan medføre kvælningsfare i ilt(oxygen)fattig atmosfære.
8) Unge må ikke beskæftiges med arbejde, hvor de kan komme i kontakt med vilde eller giftige dyr.
9) Det skal i videst muligt omfang undgås, at unge løfter eller bærer byrder over 12 kg. Dette kan dog fraviges ved arbejde, der foregår under ergonomisk hensigtsmæssige forhold, men det skal tilstræbes, at byrder for den enkelte højst udgør 25 kg.
10) Det bør undgås, at unge ved andet arbejde udsættes for større belastninger end de, der er nævnt i nr. 9).
11) Arbejdsprocesser, der kan medføre fare for eksplosion, medmindre der er truffet effektive tekniske foranstaltninger til hindring af personskade.
12) Arbejde, som indebærer håndtering af udstyr til produktion, opbevaring eller anvendelse af komprimerende, flydende eller opløste gasser. Dette gælder dog ikke påfyldning af F-gas på beholdere, der indgår i køretøjets brændstofanlæg, opvarmnings- eller belysningsanlæg eller andre lignende anlæg, når disse beholdere er indrettet med godkendt udstyr til selvtankning.
13) Fremstilling og håndtering af fyrværkeriartikler samt diverse objekter, maskiner m.v., som indeholder sprængstoffer.
Bilag 4
Liste over hvad unge, som er fyldt 13 år, må beskæftiges med
1) Lettere fodrings- og rensningsarbejde i landbruget.
2) Pasning af mindre husdyr (dog ikke indfangning og aflivning af pelsdyr, fx mink).
3) Lugning og hakning.
4) Kartoffelopsamling.
5) Bær- og frugtplukning.
6) Plantning, opbinding og lignende arbejde.
7) Lettere arbejde med specialafgrøder, såsom afplukning af tulipanhoveder, optagning af løg og lignende.
8) Kogleopsamling.
9) Rutinemæssig prismærkning af varer.
10) Arbejde i visse specialforretninger, såsom kiosker, bagerbutikker og grøntforretninger.
11) Modtagelse og pakning samt sortering og optælling af lettere varer og tom emballage.
12) Lettere rengøring og oprydning samt borddækning.
13) Lettere manuel montering (dog ikke lodning, svejsning eller arbejde med farlige klæbemidler).
14) Malearbejde, dog ikke sprøjtemaling.
15) Lettere manuelt arbejde, såsom håndsyning, ilægning i poser, foldning af papir samt pudsning af færdige keramik- og glasvarer.
16) Mærkning og sortering af rent vasketøj.
17) Eftersyn og kontrol af produkter.
18) Internt piccoloarbejde.
19) Lettere budtjeneste, herunder udbringning af aviser og reklamer.
20) Salg af aviser o.l.
21) Bogopsætning på biblioteker.
---------------------------------------------------------------------
BAGGRUND:
- Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 184 af 22. marts 1995, som ændret ved lov nr. 458 af 12. juni 1996 og lov nr. 1196 af 27. december 1996.
- Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 516 af 14. juni 1996 om unges arbejde, som er ændret ved Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 943 af 1. november 1996.
---------------------------------------------------------------------
Nummer og dato på nævnte bekendtgørelser findes i At-meddelelse nr. 0.02.1, der indeholder en fuldstændig fortegnelse over gældende love, bekendtgørelser og At-anvisninger om arbejdsmiljø.