Gelex

Efterregulering af fejlagtigt beregnet folkepension. Sagsoplysning. Passivitet. Bevaring af dokumenter

Version 1997-01-01
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Udtalelse

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/opinion/fob/1997/198@1997-01-01/da

Indhold
  1. Indledning

Den 8. august 1991 ansøgte A om folkepension. Det fremgik af ansøgningen at A blev født den 30. oktober 1924, har dansk indfødsret og blev gift den 3. marts 1955. A skrev i ansøgningen at kommunen allerede havde oplysninger om hans personlige indkomst og hans formue da hans revisor havde indsendt hans selvangivelse.

Det fremgik videre af sagen at A's revisor havde indsendt A's selvangivelse for 1991 til Gentofte Kommune.

Ved brev af 17. maj 1994 bad A's revisor Gentofte Kommune om at specificere beregningsgrundlaget for A's folkepension for 1993.

Den 16. juni 1994 skrev Gentofte Kommune bl.a. følgende til A's revisor:

"Som svar på Deres skr. af 17. maj 1994, hvori De forespørger om beregningsgrundlaget for (A)'s pension for 1993, skal det herved meddeles, at beløbene er fremkommet i forbindelse med den årlige omregning pr. 1/1 1993. Beløbene er fra årsopgørelsen for 1991.

Det er desværre ikke muligt at gøre rede for de enkelte posteringer vedrørende arbejdsindkomst på kr. 143.921,00 og anden personlig indkomst på kr. 120.194,00.

Beløbene er overført fra skattevæsenet automatisk.

Kopi af beløbenes fordeling vedlægges. Samtidig meddeles, at (A) pr. 1/1 1993 har modtaget en pensionsmeddelelse, hvorpå beregningsgrundlaget var påført.

..."

Den 21. juni 1994 klagede A's revisor til Det Sociale Ankenævn for Københavns Amt; revisoren var af den opfattelse at beregningsgrundlaget for A's folkepension for året 1993 ikke var muligt at afstemme med A's selvangivelse.

Af Gentofte Kommunes brev til det sociale ankenævn af 5. juli 1994 fremgik følgende om kommunens afgørelse:

"...

Gentofte kommune modtog ansøgning om folkepension, der vedlægges i kopi, den 9.8.1991. På pensionsansøgningen havde pgl. under rubrikken om indkomstoplysninger anført følgende: 'Jeg må her henvise til min selvangivelse indsendt v/ stats.aut. revisor. Alle oplysninger er tilgået Dem tidligere og jeg vil ikke gentage.'

Under hensyn til, at han fortsat var selvstændig erhvervsdrivende, blev hans folkepension således iværksat jfr. socialstyrelsens vejledning nr. 6 af 29. oktober 1990, pkt. 143, 7. afsnit på grundlag af senest afsluttede indkomstår. Pension for november og december måned 1991 samt hele 1992 er beregnet på 1990-indkomst. Pension for 1993 er beregnet på 1991-indkomst, pension for 1994 beregnes på grundlag af 1992-indkomst. Pensionsberegninger for 1993 og 1994 er således sket ved den såkaldte automatiske indtægtsoverførsel af indkomst- og formueoplysninger fra skattesystemerne til pensionssystemet. Der vedlægges udskrift af skærmbillede E112 pr. 1.11.1991, 1.1.1992, 1.1.1993 og 1.1.1994, der viser beregningsoplysningerne.

Ved brev af 17.5.1994 bad (A)'s revisor om en specifikation af beregningsgrundlaget for hans klients folkepension for 1993, idet revisoren havde konstateret, at hans klient i 1993 havde modtaget nedsat grundbeløb, selv om arbejdsindtægten i 1991 iflg. medsendt kopi af regnskab kun havde udgjort kr. 59.147. Det fremgår af E112, at grundbeløbet for 1993 er beregnet på grundlag af en arbejdsindtægt på kr. 143.921, hvilket har medført, at grundbeløbet har været nedsat i hele 1993.

Foranlediget af revisorens henvendelse kontaktede Gentofte kommune Kommunedata for at få en udskrift af de indkomst- og formueoplysninger for 1991, der via skærmbillederne A483 og E191 var grundlaget for den automatiske indtægtsoverførsel. Dette viste sig umuligt, idet Kommunedata oplyste, at disse oplysninger automatisk slettes, når de ikke længere anses for aktuelle. Iflg. Kommunedatas oplysninger slettes E191, når næste års oplysninger er klar, dvs. at E191 for 1993 i august/september måned 1993 er erstattet af E191 for 1994. Fsv. angår oplysningerne på skærmbillede A483 slettes disse iflg. Kommunedata i april måned idet følgende år, dvs. at A483 for 1993 er slettet i april 1994.

Ved brev til (A)'s revisor den 16. juni 1994, der vedlægges i kopi, meddelte Gentofte kommune ham, at det desværre ikke var muligt at redegøre for, hvorledes beregningsgrundlaget for folkepension 1993 var sammensat. Pensionisten har selv modtaget pensionsmeddelelser henholdsvis pr. 1.1.1993 og pr. 1.7.1993, hvor beregningsgrundlaget var anført, men pågældende har ikke reageret på disse.

Gentofte kommune beklager selvfølgelig, at det på nuværende tidspunkt ikke længere er muligt at redegøre for, hvorledes beregningsgrundlaget for 1993 var sammensat. Men det er vores opfattelse, at pensionisten ved ikke at reagere på de modtagne pensionsmeddelelser i 1993 dermed har godkendt beregningsgrundlaget for 1993. Gentofte kommune finder således ikke grundlag for at foretage omregning af folkepensionen med tilbagevirkende kraft fra 1.1.1993.

..."

Den 2. november 1994 skrev det sociale ankenævn til A at nævnet havde truffet afgørelse angående hans klage. Ankenævnet skrev bl.a.:

"Nævnet besluttede at tiltræde kommunens afgørelse, hvorefter der ikke skal foretages omregning af pensionen med tilbagevirkende kraft for perioden 1/1 - 31/12 1993.

Nævnet har herved lagt til grund, at det vel må anses for godtgjort, at den ved pensionsberegningen anvendte arbejdsindtægt på 143.921 kr. har været forkert, men at risikoen for at pensionsudbetalingen som følge heraf i hele 1993 er sket med et for lavt beløb findes at burde bæres af Deres klient, der ikke har reageret på de fremsendte pensionsmeddelelser indeholdende beregningsgrundlaget og orientering om oplysningspligt med hensyn til stigende eller faldende indtægter, samt om adgangen til at klage over beregningen inden 4 uger.

Nævnet har desuden fundet, at der i betragtning af, at Deres klient, tilsyneladende med virkning fra regnskabsåret 1991, er begyndt at overføre andel af virksomhedsoverskud til medhjælpende hustru, hvilken ændring må antages at have været hovedårsagen til den opståede fejl, har påhvilet ham en særlig pligt til påpasselighed og til at gøre indsigelse, da den udbetalte pension pr. 1/1-93 blev mindsket til ca. det halve af den hidtil udbetalte pension.

Nævnet har desuden lagt vægt på, at der først er rettet henvendelse til kommunens pensionsafdeling den 17/5-94, og på at forvaltningen ikke forud herfor burde have opdaget, at de oplysninger, der i forbindelse med den automatiske indtægtsoverførsel var tilgået forvaltningen til brug for årsomregningen af pensionen var forkerte.

Nævnet har endelig fundet begrundelse for afgørelsen i lov om social pension § 40 og den deri liggende intention om mellem borgere og forvaltning at tilstræbe endelighed i pensionsmellemværender.

..."

Af A's brev af 10. november 1994 til det sociale ankenævn fremgik det at A var utilfreds med nævnets afgørelse af 2. november 1994. A var bl.a. af den opfattelse at det sociale ankenævn havde optrådt nedladende ved at begrunde sin afgørelse med at A burde have været opmærksom på fejlen i beregningsgrundlaget for hans folkepension for 1993.

Den 15. november 1994 klagede A's revisor til Den Sociale Ankestyrelse. A's revisor skrev bl.a. at man ikke kan forvente at borgerne skal kunne forstå indholdet af de skatteretlige indkomstbegreber. Af denne grund var A's revisor af den opfattelse at myndighederne ikke kunne tillægge det betydning at A først klagede over sin pension for 1993 den 17. maj 1994. Endvidere anførte A's revisor at lov om social pension, § 40, ikke har betydning for denne sag.

Den 2. december 1994 skrev Den Sociale Ankestyrelse til A. Ankestyrelsen oplyste A om at hans klage var af principiel betydning, og at styrelsen derfor ville behandle klagen.

Den 7. november 1995 skrev Ankestyrelseen til A at man havde truffet afgørelse i sagen den 25. oktober 1995. Ankestyrelsen skrev bl.a.:

"...

A F G Ø R E L S E

Ankestyrelsen finder ikke, at De har ret til efterregulering af Deres pension for perioden 1. januar til 31. december 1993.

Ankestyrelsen har i lighed med nævnet lagt til grund, at beregningen af Deres pension ved fastsættelsen af pensionen for 1993 må formodes at være sket på et fejlagtigt grundlag i form af en arbejdsindtægt 143.921 kr.

Ankestyrelsen har imidlertid lagt vægt på, at De ved ansøgning om folkepension selv har henvist pensionskontoret til at benytte de skattemæssige oplysninger. Ankestyrelsen har desuden lagt vægt på, at Deres personlige indkomst bestod af såvel indtægt ved personligt arbejde, som påvirker pensionsberegningen, som af anden personlig indkomst, og at De selv burde have mulighed for at konstatere, om størrelsen af Deres arbejdsindtægt ved personligt arbejde var angivet korrekt på pensionsmeddelelsen.

Ankestyrelsen har endelig lagt vægt på, at De ikke har reageret på pensionsmeddelelser med de af myndighederne anvendte beregningsoplysninger, som er tilsendt Dem i januar og juli 1993, men at det først er Deres revisor, der klager i maj 1994.

...

Lovgrundlaget for afgørelsen:

Deres ansøgning er bedømt efter § 27 og § 39, i lov om social pension, jf. lovbekendtgørelse nr. 521 af 16. juni 1994.

..."

Ved brev af 20. november 1995 klagede A til mig over myndighedernes afgørelser vedrørende regulering af hans pension for 1993. A var af den opfattelse at hans sag var behandlet på en "ukorrekt og særdeles mangelfuld" måde.

Den 30. november 1995 bad jeg Den Sociale Ankestyrelse om udlån af samtlige sagens akter.

Den 9. januar 1996 bad jeg Den Sociale Ankestyrelse og Det Sociale Ankenævn for Københavns Amt om udtalelser i sagen; samtidig bad jeg om at myndighederne sendte nogle sagsakter som manglede i sagen, herunder pensionsmeddelelser sendt til A pr. 1. januar 1993 og 1. juli 1993.

Ved brev af 19. januar 1996 bad det sociale ankenævn Gentofte Kommune om at sende en kopi af de manglende sagsakter til ankenævnet da akterne ikke tidligere havde været tilsendt ankenævnet.

Ved brev af 24. januar 1996 sendte Gentofte Kommune nogle sagsakter i kopi til ankenævnet og skrev samtidig bl.a.:

"Gentofte Kommune er ikke i besiddelse af pensionsmeddelelserne pr. 1. januar og pr. 1. juli 1993, idet pensionsmeddelelser normalt tilsendes pensionisten selv.

Derfor fremsendes print af udbetaling og beregningsoplysninger for 1.1.93 og 1.7.93."

I brev af 30. januar 1996 til Den Sociale Ankestyrelse udtalte det sociale ankenævn at nævnet ikke havde yderligere bemærkninger til sagen.

14. marts 1996 skrev Den Sociale Ankestyrelse bl.a. følgende til mig:

"I klagen af 20. november 1995 er det bl.a. anført, at ansøger finder, at afgørelsen baserer sig på en ukorrekt og særdeles mangelfuld behandling af de indsendte oplysninger. Det anføres, at af det indsendte regnskab, hvor såvel arbejdsindkomst som kapitalindkomst nøje er specificeret, turde det ikke være svært at komme frem til korrekt indkomstopgørelse. At Kommunedatas oplysninger ikke er korrekte og ikke skelner mellem indkomsterne er helt uforståeligt, ligesom det er betænkeligt, at disse data ikke er tilgængelige 1 1/2 år efter.

Endvidere anføres det, at pågældende ikke reagerede umiddelbart i tillid til, at socialforvaltningen handlede korrekt, men først reagerede, da revisoren gjorde opmærksom på den skete fejlbehandling. Pågældende har endvidere to gange efterlyst beregningsoplysninger af januar og juli måned 1993. Disse oplysninger ses ikke at være modtaget af hverken pågældende eller dennes revisor.

Ankestyrelsen skal til det anførte bemærke, at det er beklageligt, at Kommunedatas oplysninger ikke længere er tilgængelige. Baggrunden herfor er der af kommunen redegjort for i grundlaget for afgørelsen.

Med hensyn til fremsendelse af beregningsoplysninger skal styrelsen bemærke, at det fremgår af brev af 21. juni 1994 fra revisoren, at kommunen har fremsendt specifikation af beregningsgrundlag for folkepension."

I sit brev af 29. marts 1996 til mig fremsatte A sine bemærkninger til høringssvarene fra det sociale ankenævn og Den Sociale Ankestyrelse. A skrev bl.a. at der efter hans opfattelse forelå et korrekt og fuldstændigt regnskab, og at han havde haft tillid til at størrelsen af hans pension var korrekt fastsat. Derfor kunne man ikke tillægge det betydning at han ikke klagede over sin pension for 1993 før den 17. maj 1994.

Ombudsmandens udtalelse

"Gentofte Kommune tildelte Dem folkepension med virkning fra 1. november 1991. Kommunen regulerede senere Deres pension for 1993 på baggrund af oplysninger i Deres slutopgørelse for 1991.

1. Retsgrundlaget for tildeling og regulering af folkepension

Folkepension tildeles efter lov om social pension (jf. lovbek. nr. 521 af 16. juni 1994). Lovens § 1 har denne ordlyd:

'Pension efter denne lov er folkepension, førtidspension, invaliditetsydelse og tillæg efter kapitel 2 og 11'.

Betingelserne for at få tildelt folkepension fremgår af lov om social pension, § 2, § 3 og § 12.

§ 2, stk. 1, har følgende indhold:

'Retten til pension er betinget af, at modtageren har dansk indfødsret.

...'

§ 3, stk. 1, lyder således:

'Retten til pension er betinget af, at modtageren har fast bopæl her i riget eller hyre på dansk skib.

...'

Lov om social pension, § 12, har følgende ordlyd:

'Folkepension, der består af grundbeløb og pensionstillæg, kan udbetales til personer, der er fyldt 67 år.'

Folkepension tildeles som udgangspunkt efter ansøgning, jf. lovens kapitel 3. Af lovens kapitel 4 fremgår det hvilket grundlag myndighederne skal benytte når myndigheden skal fastsætte størrelsen af pensionen.

Af lov om social pension, § 19, stk. 1, fremgår i hvilket omfang pensionen reguleres. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

'Grundbeløb til folkepensionister nedsættes ikke på grund af indtægt, dog bortset fra indtægt ved personligt arbejde, jf. § 27'.

§ 19, stk. 1, blev affattet som anført ved lov nr. 1131 af 22. december 1993 som trådte i kraft den 1. januar 1994. Før 1. januar 1994 havde § 19, stk. 1, følgende ordlyd (jf. lovbek. nr. 411 af 26. maj 1992):

'Grundbeløb til folkepensionister nedsættes ikke på grund af indtægt, dog nedsættes grundbeløbet til folkepensionister i alderen 67-70 år efter § 27'.

§ 27, stk. 1-2, har følgende ordlyd:

'For folkepensionister opgøres indtægtsgrundlaget for grundbeløb efter pensionistens indtægt ved personligt arbejde. Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om opgørelse af indtægt ved personligt arbejde.

Stk. 2 . Opgørelsesperioden for indtægtsgrundlaget efter stk. 1 er det senest afsluttede indkomstår. Indtægtsgrundlaget anvendes med virkning for det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.'

§ 27, stk. 1, fik det ovenfor citerede indhold ved § 1, nr. 2, i lov nr. 1131 af 22. december 1993 der trådte i kraft den 1. januar 1994. Før den nævnte ændringslovs ikrafttræden var bestemmelsen i § 27, stk. 1, kun gældende for folkepensionister 'i alderen fra 67 til 70 år'.

Socialministeren har med hjemmel i bl.a. lov om social pension, § 27, stk. 1, 2. punktum, udstedt bek. nr. 511 af 4. juli 1990 om social pension. Endvidere har Socialstyrelsen udsendt vejledning om social pension (optaget i Ministerialtidende som vejledning nr. 228 af 29.oktober 1990).

§ 20 i den ovenfor nævnte bekendtgørelse om social pension har følgende ordlyd:

'Indtægter ved personligt arbejde efter lovens § 27, stk. 1, omfatter lønindtægt eller indtægt, der midlertidigt træder i stedet herfor samt indtægt fra egen virksomhed, i hvis drift den pågældende tager aktivt del, hvis disse indtægter indgår i den personlige indkomst efter personskattelovens § 3, stk. 1.

Stk. 2 . Ved opgørelsen af indtægten ved personligt arbejde fra egen virksomhed efter stk. 1, fratrækkes for personer uden for virksomhedsordningen

1) ...

2) de udgifter, der er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indtægten mv., som nævnt i personskattelovens § 3, stk. 2, bortset fra udgifterne efter denne bestemmelses nr. 3.'

Den ovenfor nævnte vejledning om social pension, pkt. 117, uddyber indholdet af § 27 i lov om social pension og § 20 i bekendtgørelsen om social pension. Det fremgår bl.a. af vejledningens pkt. 117 at for 67- til 69-årige indtægtsreguleres folkepensionens grundbeløb på grundlag af pensionistens indtægt ved personligt arbejde. Indtægt ved personligt arbejde kan fremkomme som lønindtægt. Indtægt ved personligt arbejde kan også fremkomme ved pensionistens personlige arbejde i egen virksomhed hvis pensionisten tager aktiv del i driften af virksomheden, og disse indtægter indgår i den personlige indkomst efter personskattelovens § 3, stk. 1.

Personskattelovens § 3, stk. 1 (lov om indkomstskat og formueskat for personer mv., jf. lovbek. nr. 742 af 9. september 1995) har følgende ordlyd:

'§ 3. Personlig indkomst omfatter alle de indkomster, der indgår i den skattepligtige indkomst, og som ikke er kapitalindkomst'.

§ 4 i personskatteloven opregner hvilke indtægter der er omfattet af begrebet kapitalindkomst. Det fremgår af personskattelovens § 3 at der er tale om en opsamlingsbestemmelse. De indtægter der ikke er omfattet af personskattelovens § 4 (kapitalindkomst), er omfattet af lovens § 3 (personlig indkomst).

§ 39, stk. 1, i lov om social pension har følgende indhold:

'Pensionen fastsættes hver 1. januar på grundlag af indtægten opgjort efter §§ 27-29.'

Af de nævnte bestemmelser fremgår det at folkepension (for 67- til 69-årige) reguleres efter den del af den personlige indkomst der er 'indtægt ved personligt arbejde'. Reguleringen af pensionen for 1993 skulle foretages på baggrund af indtægten i 1991.

Det fremgår af sagen at De er født i 1924. Deres pension for 1993 har derfor efter de nævnte bestemmelser skullet reguleres på baggrund af Deres 'indtægt ved personligt arbejde' således som dette begreb er nærmere fastsat i § 20 i bekendtgørelsen om social pension.

2. Oplysning af sager om folkepension

Efter lov om social pension, § 26, kan ministeren fastsætte nærmere regler om bl.a. 'indgivelse af ansøgninger, fremskaffelse af oplysninger og dokumentation' i sager om folkepension. Bl.a. på denne baggrund har Socialstyrelsen udstedt bek. nr. 558 af 30. juli 1990 om ansøgning og udbetaling mv. af social pension. Bekendtgørelsens § 3 har følgende ordlyd:

'Ansøgere og andre, der har kendskab til forholdene, skal give kommunalbestyrelsen oplysninger og dokumentation, som anses for nødvendig for at afgøre, om betingelserne for pension er opfyldt samt for at beregne og udbetale pension'.

Lov om social pension indeholder i § 45 følgende bestemmelse:

'Kommunalbestyrelsen kan af offentlige myndigheder og private kræve at få stillet de oplysninger til rådighed, der er nødvendige ved beregningen af pensionen. Kommunalbestyrelsen kan herunder indhente oplysninger om pensionistens økonomiske forhold, også i elektronisk form, fra skattemyndighederne og andre offentlige myndigheder samt arbejdsløshedskasser.'

Ved siden af disse særlige regler om oplysning af pensionssager gælder de almindelige forvaltningsretlige regler og retsgrundsætninger om sagsoplysningen.

Officialprincippet forpligter den myndighed der skal træffe afgørelse i en sag, til at tilvejebringe korrekte og tilstrækkelige oplysninger til at der kan træffes en materielt rigtig afgørelse. Dette kan eventuelt ske i samarbejde med parten i sagen.

At officialprincippet også gælder i sager om social pension, har fundet et præcist udtryk i Socialministeriets cirkulære nr. 193 af 3. november 1994 om social pension. Cirkulærets § 6 lyder således:

'Kommunalbestyrelsen skal indhente alle oplysninger, der har betydning for sagens afgørelse.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan pålægge offentlige myndigheder at give oplysninger og dokumentation, som anses for nødvendig for sagsbehandlingen. Udskrifter mv. kan kræves uden betaling.'

Som det fremgår under pkt. 1 ovenfor, reguleres folkepension efter størrelsen af ansøgerens indtægt ved personligt arbejde således som dette begreb er nærmere fastlagt i bekendtgørelsen om social pension § 20. En myndighed der skal træffe afgørelse om folkepension, herunder om regulering af folkepension, er derfor i overensstemmelse med officialprincippet forpligtet til at tilvejebringe oplysninger om pensionistens indtægt ved personligt arbejde.

Det fremgår af Gentofte Kommunes brev af 5. juli 1994 til Den Sociale Ankestyrelse at Deres folkepension for 1993 blev beregnet ud fra Deres personlige indkomst for året 1991.

Deres revisor skrev den 17. maj 1994 til Gentofte Kommune og bad om en specifikation af beregningsgrundlaget for Deres folkepension i 1993. Kommunen svarede revisoren i brev af 16. juni 1994. Den 21. juni 1994 klagede Deres revisor til det sociale ankenævn og gjorde i forbindelse med klagesagen opmærksom på at Deres personlige indkomst for 1993 indeholdt andre former for indtægt end indtægt ved personligt arbejde. Deres revisor var derfor af den opfattelse at det indkomstbeløb Gentofte Kommune anvendte ved beregningen af grundbeløbet for Deres folkepension, var for højt. Gentofte Kommune havde lagt til grund at Deres lønindtægt for 1991 udgjorde 143.921 kr., mens Deres revisor mente at Deres indtægt ved personligt arbejde ifølge Deres selvangivelse for 1991 var 65.147 kr. (efter overoverførsel til medhjælpende hustru af 59.147 kr.). Denne fejl mente Deres revisor havde bevirket at De var blevet tildelt for lidt i pension for året 1993.

De henviser i Deres ansøgning af 8. august 1991 om folkepension til at De havde indgivet selvangivelse, og at Gentofte Kommune derfor allerede var i besiddelse af de relevante oplysninger.

Det er efter min opfattelse beklageligt at Gentofte Kommune lagde de automatisk overførte oplysninger om Deres personlige indkomst til grund for reguleringen af Deres pension for 1993.

Efter lov om social pension, § 19, stk. 1, jf. § 27, stk. 1, er det pensionistens indtægt ved personligt arbejde der skal lægges til grund ved beregning af folkepension. Efter denne bestemmelse og efter officialprincippet er Gentofte Kommune forpligtet til at tilvejebringe oplysninger om Deres indtægt ved personligt arbejde.

Efter min opfattelse ville det have været mest nærliggende hvis kommunens socialforvaltning i overensstemmelse med § 45 i lov om social pension og § 6 i Socialministeriets cirkulære om social pension havde rekvireret Deres selvangivelse for 1991 fra kommunens skatteforvaltning.

Gentofte Kommune kunne dog eventuelt i stedet have indhentet oplysninger om Deres indkomst ved henvendelse til Dem da De efter § 3 i bekendtgørelsen om ansøgning og udbetaling mv. af social pension ville have været forpligtet til at oplyse om forhold - herunder Deres nærmere indtægter - af betydning for Deres pensionsforhold. En sådan anmodning til Dem om oplysninger burde efter min mening have været nærmere præciseret og begrundet.

Det sociale ankenævn og Den Sociale Ankestyrelse henviser i henholdsvis afgørelse af 2. november 1994 og afgørelse af 7. november 1995 til at De ved at henvise til Deres selvangivelse i Deres ansøgning har tilkendegivet et ønske om at oplysningerne i Deres selvangivelse skulle lægges til grund ved afgørelsen af Deres ansøgning om folkepension. Gentofte Kommune anfører det samme i brev af 5. juli 1994 til det sociale ankenævn.

Det er efter min opfattelse åbenbart at dette forhold ikke fritager Gentofte Kommune for i overensstemmelse med lov om social pension, § 19, stk. 1, jf. § 27, stk. 1, at regulere Deres folkepension efter størrelsen af Deres 'indtægter ved personligt arbejde' og ikke efter Deres 'personlige indkomst'.

Det er efter min opfattelse også klart at bestemmelsen i lov om social pension, § 45 (der indeholder hjemmel til at overføre oplysninger fra skattemyndighederne til socialforvaltningen i elektronisk form) ikke fritager socialforvaltningen for at sikre at den har modtaget de oplysninger som efter det materielle retsgrundlag er nødvendige for at træffe en indholdsmæssigt lovlig og korrekt afgørelse.

Dette følger af officialprincippet der forpligter forvaltningsmyndighederne til at tilvejebringe et korrekt og fyldestgørende grundlag for afgørelsen af sagen med det formål at træffe en materielt rigtig afgørelse.

Jeg har meddelt Gentoft Kommune min opfattelse.

3. Det sociale ankenævns afgørelse meddelt den 2. november 1994

Det Sociale Ankenævn for Københavns Amt henviser i brev af 2. november 1994 til at nævnets afgørelse er truffet bl.a. efter intentionen bag lov om social pension, § 40. Nævnet var af den opfattelse at intentionen bag bestemmelsen er at tilstræbe endelighed i pensionsmellemværender.

Deres revisor anfører i brev af 15. november 1994 til Den Sociale Ankestyrelse at lov om social pension, § 40, ikke er relevant for denne sag.

Lov om social pension, § 40, har følgende ordlyd:

'Pensionen udbetales ikke, når den ikke er hævet i et år. Udbetalingen genoptages efter anmodning herom.'

Reglen i § 40 vedrører situationer hvor pensionisten i en periode på et år ikke har hævet pensionen. Efter reglen i § 40 resulterer dette i at pensionsudbetalingerne stilles i bero. Udbetalingerne genoptages efter anmodning.

Det fremgår af ordlyden af § 40 at bestemmelsen vedrører en anden situation end i denne sag. I vejledningen om social pension, pkt. 181, er nævnt at § 40 kan anvendes hvis pensionisten ikke har opfyldt sin pligt til at meddele flytning, udfylde leveattest mv.

Lov om social pension, § 41, stk. 2, har følgende indhold:

'Pensionisten skal oplyse om flytning. Ved flytning til en anden kommune her i landet skal henvendelse om fortsat udbetaling ske til tilflytningskommunen.'

Lov om social pension, § 40, vedrører således ikke den situation hvor pensionen hæves, men hvor pensionen er beregnet forkert. Efter min opfattelse er det uheldigt at det sociale ankenævn henviste til § 40 som begrundelse for ikke at give Dem medhold i Deres klage.

Jeg har meddelt ankenævnet min opfattelse.

4. Bevaring af dokumenter i sagen

Forvaltningsmyndigheder bør af hensyn til reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven om aktindsigt og af hensyn til sikring af bevis sørge for at der i myndighedens sager opbevares kopier af udgående post. Se hertil Folketingets Ombudsmands beretning for året 1990, s. 366:

'...

c. Myndigheden må på sagen bevare genpart eller kopi af alle udgående dokumenter (skrivelser fra myndigheden og andre sagsakter, som myndigheden har produceret og sendt ud fra myndigheden). Ofte vil myndigheden tillige have bevaret genpart eller kopi andetsteds end på sagen (f.eks. i en brevkopimappe eller -bog, hvor udgående skrivelser m.v. er indsat i kronologisk orden).

Kravet om genpart eller kopi af myndighedens udgående dokumenter grunder sig særligt på to forhold: dels at sikre bevis hos myndigheden selv (såvel af hensyn til myndighedens interne behov som af eksterne hensyn) for det præcise indhold af dokumenter, som er udgået fra myndigheden, dels at muliggøre meddelelse af aktindsigt i overensstemmelse med bestemmelserne herom i offentlighedsloven og forvaltningslovens kapitel 4.

...'

Det fremgår af Gentofte Kommunes brev af 24. januar 1996 til det sociale ankenævn at Gentofte Kommune ikke har opbevaret kopier af Deres pensionsmeddelelser. Den Sociale Ankestyrelse har med udtalelsen af 14. marts 1996 til mig sendt en blank pensionsmeddelelse til orientering. I rubrikken 'Beregningsgrundlag' er der mulighed for at anføre grundlaget for beregningen af den udbetalte pension.

Det fremgår af Gentofte Kommunes brev til det sociale ankenævn af 5. juli 1994 at kommunen ikke kan oplyse om beregningsgrundlaget for Deres pension i 1993, da oplysningerne der er lagt til grund ved pensionsberegningen, er indhentet ved automatisk overførsel fra Kommunedata.

Jeg mener det havde været ønskeligt om Gentofte Kommune havde opbevaret kopier af de pensionsmeddelelser som kommunen har sendt til Dem. Dette ville have givet Gentofte Kommune grundlag for at oplyse om beregningsgrundlaget for Deres pension samt kunnet give grundlag for en nærmere vurdering af hvorvidt De burde have reageret på pensionsmeddelelserne, jf. pkt. 5 nedenfor. Endvidere ville det have givet Gentofte Kommune mulighed for at opfylde sine pligter efter offentlighedsloven og forvaltningsloven ved eventuelle begæringer om aktindsigt.

Efter min opfattelse må det for at kunne overholde forvaltningsloven, offentlighedsloven og grundlæggende dokumentationskrav i forvaltningssager være et ubetinget krav at en myndighed enten i sagen har en kopi af dokumenter som myndigheden har udfærdiget, eller dog med sikkerhed med meget kort varsel fra et edb-anlæg vil kunne lave en fuldstændig nøjagtig udskrift (svarende til en kopi) af dokumentet. I denne forbindelse må der efter min opfattelse kræves en fuldstændig sikring af et elektronisk dokuments integritet (dokumentets originale indhold) og autencitet (at dokumentet virkelig stammer fra den angivne udsteder).

Jeg kan i øvrigt med hensyn til en del af de spørgsmål som elektronisk forvaltning rejser, henvise til den af Forskningsministeriet i juni 1996 udgivne vejledning 'Elektronisk dokumenthåndtering og forvaltningsregler - En vejledning om de forvaltningsretlige konsekvenser af elektronisk arkivering, sagsbehandling og kommunikation'. Heri anføres bl.a.:

(side 29)

'En myndighed kan få problemer med at dokumentere visse forhold, hvis den kasserer papirdokumenterne. Et papirdokument med håndskreven signatur har en betydelig bevismæssig værdi i en retssag - og en domstol vil ikke nødvendigvis tillægge et indscannet billede af det pågældende dokument samme bevismæssige værdi. Usikkerheden kan både gå på dokumentets integritet (er det originale indhold ændret?) og autenciteten (stammer det fra den, der angiveligt har skabt det?). Eventuel manglende beviskraft kan vise sig i privatretlige sammenhænge, ..., eller i offentligretlige sammenhænge, ...

...

Det er indtrykket, at de få myndigheder, der er gået over til eller [er] i færd med at gå over til elektronisk arkivdannelse, indtil videre følger den praksis, at alle dokumenter, som er modtaget på papir, gemmes ...'

(side 33)

'Så længe en myndigheds sagsdannelse er papirbaseret, må e-post meddelelser skrives ud på papir, og papirudskrifterne lægges på de relevante sager efter journalisering. Går myndigheden over til elektronisk sagsdannelse, bør e-post systemet integreres teknisk med journalsystemet, så e-post meddelelser let kan journaliseres uden at blive skrevet ud på papir.'

(side 52)

'Som udgangspunkt bør myndigheden bevare sin kopi, så længe den har et administrativt behov for at bevare materialet i egne arkiver.

Offentlighedsloven og Forvaltningsloven sætter ikke nogen undergrænse for, hvor længe en myndighed skal opbevare sagsakter, men kassation af sagsakter efter en kort årrække bør i hvert fald ske efter generelle retningslinier, så kassationen ikke får karakter af vilkårlighed.

Uanset at sagerne er 'afsluttet', kan der opstå behov for at finde akterne frem påny, fordi en sag genoptages, eller fordi der fremsættes anmodning om aktindsigt. Hvis en myndighed på et tidligt tidspunkt tilintetgør sagsakter, er muligheden for aktindsigt i sagens natur bortfaldet.'

Hvis en myndighed - i stedet for at bevare en kopi af et dokument på sagen - vælger at bevare dokumentet i elektronisk form, må det efter min opfattelse kræves at det elektroniske dokument inden for en meget kort tidsfrist er umiddelbart tilgængeligt og kan udskrives på papir inden for (mindst) den årrække som følger af kassationsreglerne. Myndighedens valg af et elektronisk i stedet for et papirbaseret medium kan efter min opfattelse ikke berettige at dokumentet kan kasseres på et tidligere tidspunkt end det ellers ville kunne være kasseret hvis det havde foreligget i papirform.

Lov nr. 337 af 14. maj 1992 om offentlige arkiver m.v. indeholder bl.a. følgende bestemmelser:

' Kapitel 3

Bevaring og kassation

§ 9. Myndighederne skal drage omsorg for, at deres arkivalier opbevares på betryggende måde.

Stk. 2.. ..

§ 10.. ..

Stk. 2. Kulturministeren fastsætter til varetagelse af arkivmæssige hensyn regler om bevaring og kassation af kommunernes arkiver.

...

§ 40. Følgende bekendtgørelser forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af bestemmelser udstedt i medfør af denne lov:

1) Bekendtgørelse nr. 201 af 29. april 1981 om kassation i kommunernes arkiver ...'

Bestemmelsen i arkivlovens § 9, stk. 1, indeholder bl.a. et forbud mod at myndighederne på egen hånd foretager kassation af arkivalier, jf. KARNOV 1995, s. 614, note 10.

Indenrigsministeriets bek. nr. 201 af 29. april 1981 om kassation i kommunernes arkiver indeholder bl.a. følgende bestemmelser:

' § 1. Bestemmelserne om bevaring af kassation gælder for alle kommunens arkivalier, ...

Stk. 2. Bestemmelserne om bevaring og kassation omfatter dog ikke materiale, som er omfattet af lov om offentlige myndigheders registre eller de i medfør af denne lov udstedte registerforskrifter.

§ 2. Ved arkivalier forstås såvel skriftligt materiale som enhver anden art af materiale, der formidler information og er blevet til eller tilvejebragt i forbindelse med kommunens virksomhed. For kort, tegninger og planer, fotografier, film og mikrofilm, grammofonplader, lydbånd, hulkort, magnetbånd og andre medier til behandling og opbevaring af data gælder samme regler som for de øvrige arkivalier, jf. dog § 1, stk. 2.

Kapitel II

Almindeligt om kassation og aflevering

§ 3. Arkivalier i kommunens arkiver må kun tilintetgøres, hvis de i bilaget til bekendtgørelsen er opført blandt de sager, der kan kasseres.

Stk. 2.. ..

...

§ 7. Kassationsfristerne i bilaget er kun vejledende, medmindre andet er fastsat i denne bekendtgørelse eller i andre retsforskrifter. Sagsmateriale skal dog altid opbevares, så længe der er administrativt behov for det.

...

Kapitel IV

Kassation i de enkelte dele af kommunens arkiver

§ 10. Kassation i de enkelte dele af kommunens arkiver sker efter anvisningerne i bilaget.'

Af bilaget til bekendtgørelsen fremgår bl.a.:

' 6. Socialvæsen

A. Bevares skal:

1. ...

...

8. 20 pct. af sociale personsager efter 1933, ... Dog bevares kun 3 pct. af sager vedrørende ... folkepension..., hvis disse sager er ordnet på en sådan måde, at særskilt kassation heraf er mulig.

B: Kasseres må:

1. Sociale personsager efter 1933, som ikke skal bevares i medfør af det under A, nr. 8 anførte.

Kassationsfrist: 70 år efter fødsel, evt. efter praktisk behov 10 år efter seneste kontakt med den pågældende eller 5 år efter den pågældendes død.'

Kulturministeriets bek. nr. 13. af 17. januar 1996 om bevaring og kassation af kommunernes og amtskommunernes arkivalier indeholder nu bl.a. følgende bestemmelser:

' § 1. Denne bekendtgørelse gælder for arkivalier, der er blevet skabt eller tilvejebragt i kommuner ...

§ 2. Rigsarkivaren fastsætter efter drøftelse med de berørte parter nærmere bestemmelser om, hvilke arkivalier der skal bevares, jf. dog § 3.

Stk. 2. Kassation må kun finde sted i henhold til de bestemmelser, der fastsættes i medfør af stk. 1.

Stk. 3. Arkivalier kan først kasseres, når der ikke længere er administrativt eller retligt behov for dem.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen ... kan beslutte at bevare arkivalier i større omfang end det følger af de bestemmelser, der fastsættes i medfør af stk. 1, jf. dog § 3.

§ 3. Registertilsynet træffer den endelige afgørelse om bevaring af registre, der er omfattet af lov om offentlige myndigheders registre, og som ønskes bevaret i henhold til § 2, jf. lov om offentlige myndigheders registre § 9, stk. 4.

...

§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 27. januar 1996.

Stk. 2. Følgende bekendtgørelser forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af bestemmelser, der udstedes i medfør af denne bekendtgørelse

1) Bekendtgørelse nr. 201 af 29. april 1981 om kassation i kommunernes arkiver ...'

Af Rigsarkivarens cirkulære nr. 17 af 25. januar 1996 om bevaring af primærkommunernes arkivalier fremgår bl.a. følgende:

' Område

§ 1. Bestemmelserne i dette cirkulære gælder for primærkommunernes arkivalier, ...

Stk. 2. Bevaring af kommunernes arkivalier sker efter bestemmelserne i § 2, jf. dog § 3, stk. 3. Arkivalier, der ikke er nævnt i § 2, kan kasseres.

Bevaringsfortegnelse

§ 2. Følgende arkivalier skal bevares:

...

6. Social- og sundhedsområdet

...

B: Sociale personsager af særlig eller principiel karakter.

C: Andre sociale personsager henlagt efter cpr-numre, der begynder med 01.'

Som det fremgår, er der for sager om folkepension angivet en kassationsfrist på mindst 10 år for sager angående ikke afdøde personer. Under alle omstændigheder fremgår det af § 7 i bek. nr. 201 af 29. april 1981 at sagsmateriale dog altid skal opbevares 'så længe der er administrativt behov for det', ligesom det nu fremgår af § 2, stk. 3, i bek. nr. 13. af 17. januar 1996 at dokumenter ikke må kasseres så længe der 'er administrativt eller retligt behov for dem'. Et sådant behov vil der efter min opfattelse altid være så længe det offentliges krav på tilbagebetaling af for meget udbetalt pension eller en pensionists (mulige) krav på efterbetaling af for lidt udbetalt pension ikke med sikkerhed er forældet eller på grund af pensionistens død med sikkerhed ikke kan rejses. Det følger af lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer at pengekrav - og herunder krav angående social pension - tidligst kan forældes efter fem år. Efter lovens § 3 regnes den femårige forældelsesfrist 'først fra den tid, da fordringshaveren var eller ved sædvanlig agtpågivenhed ville have været i stand til at kræve sit krav betalt', hvis fordringshaveren 'på grund af utilregnelig uvidenhed om sit krav ... har været ude af stand til at gøre sin ret gældende'. Der gælder dog en ubetinget 20-årig forældelsesfrist, jf. 1980-lovens § 4 og Danske Lov 5-14-4.

Hvis den teknologiske udvikling indebærer at et elektronisk dokument ikke længere umiddelbart vil kunne udskrives i autentisk og original form, har myndigheden efter min opfattelse en pligt til at foretage en sådan udskrift af dokumentet mens dette endnu er teknisk muligt, og bevare denne udskrift mindst indtil kassationsfristens udløb på den papirbaserede sag.

Tilsvarende vil myndigheden efter min opfattelse have pligt til - dersom det måtte følge af registerlovgivningen at et elektronisk dokument skal slettes i det elektroniske medium inden dokumentet vil kunne kasseres efter kassationsreglerne - at udskrive det elektroniske dokument inden sletningen og bevare dette mindst indtil kassationsfristens udløb på den papirbaserede sag.

Jeg har meddelt Gentofte Kommune min opfattelse.

5. Myndighedernes henvisning til Deres passivitet i forbindelse med indgivelse af klage over regulering af pension for året 1993

Gentofte Kommune, det sociale ankenævn og Den Sociale Ankestyrelse anerkender i henholdsvis brev af 5. juli 1994, afgørelse af 2. november 1994 og afgørelse af 7. november 1995 at man ved at lægge forkerte oplysninger til grund har truffet en materielt forkert afgørelse. Myndighederne henviser imidlertid til at De eller Deres revisor ikke rettede henvendelse angående fejlen før den 17. maj 1994, og at De derfor må bære risikoen for fejlen.

Som det fremgår ovenfor, havde Gentofte Kommune ikke i sagen bevaret en kopi af Deres pensionsmeddelelser for 1993, ligesom det ikke har været muligt fra Kommunedata at få genudskrevet disse pensionsmeddelelser. Efter min mening er det uden en nøjagtig gengivelse af de originale pensionsmeddelelser vanskeligt at tage nærmere stilling til hvorvidt pensionsmeddelelserne burde have givet anledning til en sådan undren hos Dem at De burde have reageret på pensionsberegningen inden dette faktisk skete. Risikoen for den herved foreliggende bevisusikkerhed påhviler efter min mening udelukkende det offentlige.

Som det fremgår ovenfor, beror pensionsberegningen på ganske indviklede regler som det efter min opfattelse ikke kan forlanges at pensionisten kan gennemskue hvis ikke pensionisten har fået en nærmere vejledning om reglernes indhold. Særligt kan det efter min opfattelse ikke anses for uagtsomt at en pensionist ikke ud fra de sproglige betegnelser kender indholdsmæssig forskel på begrebet 'personlig indkomst' i personskattelovens § 3 og begrebet 'indtægt ved personligt arbejde' i lov om social pension (§ 19, stk. 1, og) § 27, stk. 1, således som dette begreb er nærmere defineret i en bekendtgørelse udstedt i medfør af loven.

Det må således efter min opfattelse anses for naturligt at en fejl som den foreliggende vedrørende beregning af pension først opdages ved en revision af pensionistens regnskab for det pågældende år. I forlængelse heraf bemærker jeg at det er myndighederne der har begået en fejl ved beregningen af Deres pension, og at myndigheden herved ikke har overholdt lov om social pension, § 19, stk. 1, jf. § 27, stk. 1, og officialprincippet. Jeg henviser herved til Folketingets Ombudsmands beretning for året 1990, s. 312ff. S. 316 fremgår bl.a. følgende:

'...

Jeg har forstået SU-styrelsens og ankenævnets udtalelse til mig således, at de anser såvel Deres krav ... for bortfaldet på grund af passivitet.

...

Dertil kommer, at fejlen beroede på SU-styrelsens fejl, og at det derfor forekommer mindre rimeligt at pålægge Dem risikoen for at fejlen først blev opdaget længe efter

...'

Jeg mener således at Den Sociale Ankestyrelses afgørelse allerede af de ovenfor anførte grunde er uholdbar.

Det forekommer mig i øvrigt umiddelbart tvivlsomt om der overhovedet påhviler en pensionist en reaktionspligt i et tilfælde som det foreliggende hvor pensionisten har fået udbetalt for lidt i pension.

Den ovenfor citerede bestemmelse i § 3 i bekendtgørelsen om ansøgning og udbetaling mv. af social pension pålægger bl.a. ansøgere (pensionisten) at 'give kommunalbestyrelsen oplysninger og dokumentation, som anses nødvendig for at ... beregne ... pension'. Efter min mening må denne bestemmelse mest naturligt forstås som en pligt for pensionisten til efter anmodning fra kommunen at give bestemte oplysninger mv.

Lov om social pension (jf. lovbek. nr. 411 af 26. maj 1992) indeholdt i § 41, stk. 1, følgende bestemmelse:

'Pensionisten skal oplyse kommunalbestyrelsen om forandringer i forhold, der kan formodes at medføre nedsættelse eller bortfald af pensionen.'

Bestemmelsen i § 41, stk. 1, blev ved § 1, nr. 7, i lov nr. 448 af 1. juni 1994 (der trådte i kraft den 1. juli 1994, jf. lovens § 8, stk. 1) affattet således:

'Pensionisten skal oplyse kommunalbestyrelsen om forandringer i forhold, der kan forventes at medføre ændringer af pensionen.'

Som det fremgår, var der efter ordlyden af § 41, stk. 1, i lov om social pension før den 1. juli 1994 ikke nogen pligt for en pensionist til af egen drift at oplyse kommunen om ændringer i pensionistens forhold som kunne medføre at den udbetalte pension ville være for lav ; Deres revisor reagerede som det fremgår ovenfor, den 17. maj 1994 over for Gentofte Kommune.

Da jeg allerede på grundlag af det tidligere anførte mener at De ikke kan have udvist en passivitet der kan begrunde at De skal bære risikoen for en fejl begået af myndighederne, har jeg ikke fundet tilstrækkelig anledning til i denne sag nærmere at undersøge spørgsmålet om hvorvidt der i den sociale pensionslovgivning måtte være pålagt pensionisten en speciel reaktionspligt, om De i givet fald måtte have tilsidesat denne pligt, og hvad retsvirkningen af en eventuel tilsidesættelse af en sådan pligt måtte være.

Jeg har meddelt Den Sociale Ankestyrelse min opfattelse og har henstillet at Ankestyrelsen genoptager sagen.

..."

Den 7. juli 1997 meddelte Den Sociale Ankestyrelse at den havde genoptaget sagen. Den 18. december 1997 traf Ankestyrelsen herefter afgørelse om efterregulering af A's pension for perioden 1. januar til 31. december 1993.

Jeg meddelte herefter Ankestyrelsen at jeg ikke foretog videre i sagen.

NOTER:(*1) Jf. FOB 1990, s. 316 .

Versioner

  1. 1997-01-01