Gelex

Ekspropriation til stianlæg. Utilstrækkelig sagsoplysning. Vildfarelse

Version 2002-01-01
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Udtalelse

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/opinion/fob/2002/369@2002-01-01/da

Indhold
  1. Indledning

Det fremgik af sagen at Hvalsø Kommune den 25. august 1998 traf beslutning om at anlægge en sti fra ( ) til ( ), og at den nødvendige arealerhvervelse skete ved ekspropriation.

Den 9. november 1998 blev der afholdt åstedsforretning hvor ejerne af matrikel nr. ( ) og ( ), Nr. Hvalsø By, Kirke Hvalsø, deltog.

I brev af 6. december 1998 protesterede de nævnte ejere mod den påtænkte ekspropriation.

Den 15. december 1998 traf kommunen endelig beslutning om ekspropriation på grundlag af den fremlagte plan, og i brev af 11. januar 1999 blev de berørte ejere orienteret herom.

I brev af 8. februar 1999 klagede A - en landbrugsorganisation - på vegne af ejerne af matr.nr. ( ) og ( ) til Vejdirektoratet. A anførte bl.a. at stianlægget ville være i strid med fredningen på en del af ejendommen, og at det ville indebære en stærk værdiforringelse af ejendommen. Stien ville komme urimeligt nær på ejendommens bygninger og stuehus. A foreslog en anden linjeføring.

Hvalsø Kommune udtalte i brev af 6. juli 1999 til Vejdirektoratet at kommunen beklageligvis ikke havde været opmærksom på fredningskendelsen. En del af stien ville derfor blive flyttet til matr.nr. ( ), således at stien ikke ville berøre matr.nr. ( ) som var omfattet af fredningskendelsen. Ønsket om et alternativt stiforløb kunne ikke imødekommes.

I brev af 23. september 1999 fastholdt A klagen. A anførte desuden at A’s forslag om en anden linjeføring var sammenfaldende med kommunens trafik- og hastighedsmålinger. A bad Vejdirektoratet om at foretage besigtigelse af området.

I sin afgørelse af 24. maj 2000 anførte Vejdirektoratet bl.a. følgende:

”Foreningen finder, at en alternativ stiføring vist på et medsendt kortbilag langs skellet mellem ejendommen matr.nr. ( ) og udstykningen frem til (X)-vej vil være mere hensigtsmæssig. Ifølge kortbilaget vil den af kommunen vedtagne ca. 375 m lange sti ved dette forslag blive afløst af en ca. 280 m lang sti, hvorefter stitrafikanterne vil være henvist til at benytte en ca. 400 m lang strækning af (X)-vej.

Det fremgår i øvrigt af sagsmaterialet, at stiprojektet med den vedtagne linieføring indgår i kommunens lokalplan ( ).

Vejdirektoratet kan som klagemyndighed efter § 4, stk. 1, i lov om offentlige veje (vejloven) alene tage stilling til retlige spørgsmål, det vil sige til om afgørelsen er lovlig.

Efter lovens § 4, stk. 2, kan Vejdirektoratet dog for så vidt angår ekspropriationsbeslutninger efter lovens § 49 tillige tage stilling til det af kommunen udøvede skøn.

Vejdirektoratet har konstateret, at kommunen har ændret ekspropriationsindgrebet vedrørende matr.nr. ( ), således at det ikke længere omfatter den del af ejendommen, der er omfattet af en fredningskendelse.

Vejdirektoratet har noteret sig, at det materiale, kommunen har udsendt i forbindelse med ekspropriationen, herunder selve ekspropriationsbeslutningen, ikke er forsynet med angivelse af hjemmel for ekspropriationsindgrebet, således som dette kræves i medfør af forvaltningslovens § 24, stk. 1.

Vejdirektoratet har i det i kopi vedlagte brev gjort kommunen opmærksom på den manglende hjemmelsangivelse. Vejdirektoratet finder dog ikke, at fejlen har haft betydning for afgørelsens indhold. Der er derfor ikke grundlag for at pålægge kommunen at genoptage sagen med henblik på at træffe en ny afgørelse med fyldestgørende hjemmelsangivelse.

Da kommunens ekspropriationsbeslutninger i anledning af stiprojektet er truffet med hjemmel i vejlovens § 43, stk. 1, og i overensstemmelse med fremgangsmåden i vejlovens kap. 5, kan Vejdirektoratet konstatere, at beslutningen om at ekspropriere areal fra Deres klienters ejendom er lovlig.

Vejdirektoratet lægger i øvrigt til grund,

at den omhandlede stiføring har været fastlagt en årrække i en lokalplan for området

at kommunen i forbindelse med vedtagelse af lokalplanen har foretaget den nødvendige vurdering af, hvilken linieføring, der bedst muligt opfylder behovet for en forbindelse for gående og cyklende mellem ( ) og ( ), og

at ekspropriationen, der er udført med hjemmel i vejlovens § 43, sikrer, at lokalplanens intentioner realiseres.

Vejdirektoratet har herefter ikke grundlag for at kritisere det skøn, der ligger til grund for den valgte linieføring, og dermed heller ikke grundlag for at ændre kommunens ekspropriationsbeslutning.”

I brev af 7. september 2000 bad A Vejdirektoratet om at genoptage sagen. A anførte bl.a. at stiprojektet ikke sås omfattet af lokalplan ( ). A tilføjede i brev af 21. september 2000 at arbejdet med stien nu var påbegyndt.

Den 20. september 2000 sendte kommunen kopi af lokalplan ( ) samt udsnit af kommuneplan 1996-2008 til Vejdirektoratets juridiske konsulent.

Vejdirektoratet meddelte A i brev af 11. oktober 2000 at det ikke fandt grundlag for at tillægge anmodningen om genoptagelse opsættende virkning.

Vejdirektoratet oplyste i brev af 26. oktober 2000 til A bl.a. at Vejdirektoratet i anledning af A’s anmodning om genoptagelse indhentede kopi af lokalplanen og udsnit af kommuneplanen.

I brev af 17. november 2000 udtalte Vejdirektoratet bl.a. følgende:

”For så vidt angår Deres anbringende om at stiprojektet ikke er omfattet af lokalplan nr. ( ), må Vejdirektoratet henvise til lokalplanens side 2 og planens bilag 1, hvor stien er angivet, for så vidt angår bilaget med sit begyndelsespunkt ved teksten ’sti til ( ) og ( )’.

Vejdirektoratet er af den opfattelse, at der i sagen ikke er fremkommet nye oplysninger, der kan begrunde, at Vejdirektoratet træffer fornyet afgørelse i sagen.

Vejdirektoratet fastholder derfor den trufne afgørelse af 24. maj 2000.”

A klagede herefter til mig i brev af 24. november 2000 og 22. december 2000. A anførte bl.a. at der ikke var behov for stien, heller ikke af sikkerhedsmæssige grunde.

Efter at have gennemgået sagens akter bad jeg Vejdirektoratet og Hvalsø Kommune om en udtalelse. Jeg bad særligt myndighederne udtale sig om beslutningsgrundlaget for afgørelsen.

I brev af 31. januar 2001 udtalte kommunen at den gule markering på side 2 i lokalplanen ikke fulgte den besluttede linjeføring, og at dette var en fejlfortegning. Markeringen var udført af kommunen og havde til hensigt at tydeliggøre stiens forløb uden for lokalplanafgrænsningen.

Vejdirektoratet udtalte i brev af 15. marts 2001 bl.a. følgende:

”For så vidt angår Deres spørgsmål om grundlaget for Vejdirektoratets afgørelse bemærkes, at det fremgår af sagens akter, særlig indstillinger af 25. august og 15. december 1999 [skal være 1998; min tilføjelse] til kommunalbestyrelsen, at stiprojektet udføres i henhold til lokalplan nr. ( ), ( ), samt af brev af 20. januar 1996 fra en borger til kommunen, at lokalplan ( ) har skabt en forventning om en sti fra ( ) til ( ).

De to førstnævnte bilag blev af Vejdirektoratet sendt til klagernes repræsentant til partshøring ved brev af 2. august 1999 uden at oplysningerne om, at stien var omfattet af lokalplanen, blev anfægtet.

På denne baggrund fandt Vejdirektoratet det ubetænkeligt ved sin afgørelse af 24. maj 2000 at lægge til grund, at der var tale om sti anlagt i henhold til lokalplan ( ) ikke mindst set i lyset af, at klagerne var bistået af en professionel repræsentant. Vejdirektoratet fandt det dermed ubetænkeligt også at lægge til grund, at kommunen i overensstemmelse med formålsbestemmelsen i planlovens § 1, havde foretaget en samfundsmæssig helhedsvurdering, herunder foretaget en vurdering af behovet for en sti mellem ( ) og ( ) ud fra de hensyn kommunen i øvrigt skal varetage efter planloven.

Først efterfølgende har klagernes repræsentant anfægtet rigtigheden af oplysningen om, at stien er omfattet af lokalplanen.

I forbindelse hermed konstaterede Vejdirektoratet, at stien ikke lå inden for lokalplanens grænser, men alene på kortbilag 2 er angivet med sit begyndelsespunkt i udkanten af lokalplanområdet og beskrevet som en sti til ( ). Hertil kommer, at stien med den valgte linieføring er tilsluttet (X-vej) på en strækning, hvor vejen forløber gennem denne skov på et sted, hvor vejen slår et knæk for at løbe tværs gennem skoven.

Endvidere bemærkes, at formålet med anlæg af separate stier normalt er at adskille de såkaldte svage trafikanter fra de såkaldte stærke trafikanter af færdselsmæssige eller tryghedsmæssige grunde. Dette generelle formål må formodes at blive mere eller mindre forspildt ved at vælge løsninger, som foreslået af klageren, hvor stien over en længere strækning vil udgøre en del af en vej, uanset om den pågældende vej i øvrigt betragtes som farlig eller ej.”

I brev af 19. april 2001 kommenterede A Vejdirektoratets brev, og i brev af 15. juni 2001 kom kommunen med bemærkninger til A’s brev.

A fremsatte i brev af 7. september 2001 yderligere bemærkninger.

Ombudsmandens udtalelse

”Regelgrundlaget

Efter § 43, stk. 1, 1. pkt., i lov om offentlige veje (lovbekendtgørelse nr. 671 af 19. august 1999) kan vedkommende vejbestyrelse iværksætte ekspropriation til offentlige vej- og stianlæg når almenvellet kræver det.

Fremgangsmåden er nærmere beskrevet i lovens kapitel 5.

Efter samme lovs § 4, stk. 2, kan vejbestyrelsers afgørelser efter § 49, dvs. ekspropriationsbeslutninger, påklages til trafikministeren som har delegeret kompetencen til Vejdirektoratet. Klageadgangen er ikke begrænset til at angå retlige spørgsmål. Vejdirektoratet kan således efterprøve sagen fuldt ud.

Kommunens sagsbehandling

Vejdirektoratet har påtalt at kommunens afgørelse om ekspropriation ikke var tilstrækkelig begrundet, jf. forvaltningslovens § 24. Jeg er enig i dette.

Kommunen har desuden i forbindelse med klagesagen påført lokalplanens side 2 en fejlagtig angivelse af stiforløbet. Dette anser jeg for uheldigt, navnlig da sagen jo angik stiens linjeføring.

Jeg har gjort kommunen bekendt med min opfattelse, men foretager mig herudover ikke mere vedrørende dette punkt.

Kommunens sagsbehandling giver mig herudover ikke anledning til bemærkninger.

Vejdirektoratets afgørelse og sagsbehandling

Vejdirektoratet lagde i sin afgørelse af 24. maj 2000 afgørende vægt på at stiføringen var fastlagt i lokalplanen, at kommunen i forbindelse med vedtagelse af lokalplanen havde foretaget den nødvendige vurdering af hvilken linjeføring der bedst muligt opfyldte behovet for en forbindelse for gående og cyklende, og at ekspropriationen sikrede at lokalplanens intentioner blev realiseret.

Vejdirektoratet var på tidspunktet for afgørelsen ikke i besiddelse af lokalplanen.

Det fremgår af lokalplanen at der var planlagt en sti til ( ) og ( ), og begyndelsespunktet var angivet i planens bilag 1 i udkanten af planområdet. Stiens linjeføring var derimod ikke omfattet af lokalplanen.

Vejdirektoratet har i sin udtalelse anført at det fandt det ubetænkeligt at lægge til grund at stien var anlagt i henhold til lokalplanen. Direktoratet henviser til sagens akter, bl.a. en indstilling af 15. december 1998. Denne indstilling nævner imidlertid ikke lokalplanen. Det er dog korrekt at indstillingen af 25. august 1998 og brev af 20. januar 1996 omtaler lokalplanen. Direktoratet anfører desuden at De ikke anfægtede oplysningerne ved partshøringen af 2. august 1999, og at De bistod som professionel repræsentant.

I forvaltningsretten gælder som et grundlæggende princip at det påhviler den enkelte forvaltningsmyndighed selv at fremskaffe fornødne oplysninger om de foreliggende sager. Jeg henviser til Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 297. Princippet hører til de såkaldte garantiforskrifter hvis iagttagelse generelt er af væsentlig betydning for afgørelsers lovlighed og rigtighed. Utilstrækkelig sagsoplysning vil kunne bevirke at afgørelsen må tilsidesættes som ugyldig.

Hvilke oplysninger der er fornødne ved behandlingen af en sag, afhænger af den konkrete sag. Uanset at lokalplanen er omtalt i visse af sagens akter, er det min opfattelse at Vejdirektoratet, som jo lagde afgørende vægt på at linjeføringen var omfattet af lokalplanen, burde have sikret sig at det virkelig forholdt sig således. Jeg anser det for kritisabelt at direktoratet undlod dette.

Jeg har gjort direktoratet bekendt med min opfattelse.

Da direktoratet traf afgørelse den 17. november 2000, var direktoratet i besiddelse af lokalplanen. Ikke desto mindre fastholdt direktoratet at stiprojektet var omfattet af lokalplanen. Dette viser at direktoratet ikke har været tilstrækkelig omhyggelig ved vurderingen af spørgsmålet, og jeg anser dette forhold for meget kritisabelt.

Jeg har gjort direktoratet bekendt med min opfattelse.

Sammenfattende er det min opfattelse at Vejdirektoratets afgørelser er truffet på et forkert grundlag, og jeg har derfor henstillet til direktoratet at det genoptager sagen og træffer en ny afgørelse i lyset af det jeg har anført.”

I brev af 11. december 2002 meddelte Vejdirektoratet mig at det - på et nyt grundlag - havde truffet en ny afgørelse i sagen.

Jeg meddelte herefter Vejdirektoratet at jeg på det foreliggende grundlag ikke foretog mig mere i den konkrete sag.

Versioner

  1. 2002-01-01