Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/lta/1920/398@1920-07-28/da

Indhold

1. Indledning
2. 1. § 10.
   2. §.
   3. § 23.
   4. § 24.
   5. § 25.
   6. § 26.
3. Underskrift 1

1ste Afsnit.

Stk. 1. § 1 De i Henhold til Lov Nr. 105 af 14de April 1893 om smitsomme Sygdomme hos Husdyrerne udfærdigede Instruktoriske Bestemmelser for Veterinærpolitiet ved offentlig Behandling af smitsomme Sygdomme hos Husdyrene, jfr. Instruks af 24de August 1894 for Veterinærpolitiet ved den offentlige Behandling af smitsomme Sygdomme hos Husdyrene, (* 1) Ændring af 3die Januar 1912 i Instruks for Veterinærpolitiet ved offentlig Behandling af smitsomme Sygdomme hos Husdyrene af 24de August 1894, forsaavidt angaar Afsnittet Mund- og Klovesyge (§§ 33-47), (* 2) Bekendtgørelse af 9de April 1915 angaaende Foranstaltninger mod Mund- og Klovesyge og Bekendtgørelse af 22de Juni 1915 angaaende Afspærring i Tilfælde af Mund- og Klovesyge, forbliver indtil videre i Kraft dog med de Ændringer, som Lov Nr. 156 af 14de April 1920 om smitsomme Sygdomme hos Husdyrene medfører, og hvoraf de vigtigste er følgende: Miltbrand. Der er sket den Forandring, at Sygdommen fremtidig skal fastslaas ved mikroskopisk Undersøgelse (jfr. Lovens § 4 sidste Stykke). Mund- og Klovesyge. I Følge Lovens § 3, 1. Stk., skal Mælken holdes tilbage paa Ejendommen, med mindre der midlertidig maatte være givet anden Bestemmelse af Landbrugsministeriet. Ondartet Katarrhalfeber henregnes fremtidig til de mildere smitsomme Sygdomme, der er ommeldt under Lovens § 10 A, og de for denne Sygdom hidtil gældende særlige instruktoriske Bestemmelser (Instruksens § 100-105) udgaar herefter. Rødsyge er ligeledes henført til de mildere smitsomme Sygdomme i Lovens § 10 (Akut Rødsyge under Gruppe A og de andre Former under Gruppe B), og Bekendtgørelsen af 25. April 1904 angaaende de for denne Sygdom hidtil gældende instruktoriske Bestemmelser udgaar. Med Hensyn til Anvendelse af Kroppene af Svin, der har været angrebne af Rødsyge, henvises til de af Kødkontrollørforeningen udfærdigede, af Landbrugsministeriet godkendte Vejledning ved Bedømmelse af Kød. Obduktioner af Dyr, der nedslaas ved offentlig Foranstaltning . I Følge Lovens § 8, 6. Stk., gælder fremtidig den Bestemmelse (undtagen ved Nedslagning i Anledning af Snive), at de nedslagne Dyr kun skal obduceres, saafremt Veterinærfysikus finder det ønskeligt. 2det Afsnit (nye Bestemmelser). Ondartet Lungesyge hos Hesten.

Stk. 1. § 2 Ved ondartet Lungesyge hos Hesten forstaas Hestens almindelige smitsomme Lungebetændelse.

Stk. 1. § 3 Det offentlige Tilsyn omfatter kun Hestebesætningen (heri indbefattet Æsler og Muldyr). Findes der paa Ejendommen flere fuldstændig isolerede Hestestalde med særligt Personale, kan det offentlige Tilsyn indskrænkes til den Del af Besætningen, som findes i den smittede Stald.

Stk. 1. § 4 Syge Dyr skal afsondres fra de sunde; hvis det paa nogen Maade er muligt, skal de flyttes bort fra Stalden og passes af en Person, der ikke kommer til de sunde Dyr. Det Spiltov, hvori de har staaet, samt Nabospiltovene, saavel som Krybber, Muleposer. Spande eller fælles Vandtrug, samt Seletøj, Grimer og Dækkener, der har været brugt til dem umiddelbart før Sygdommens Udbrud, skal renses og desinficeres.

Stk. 1. § 5 Saalænge det offentlige Tilsyn varer, maa ingen af de under Tilsyn staaende Heste afhændes. De sunde Heste maa frit benyttes, men de maa ikke indstaldes paa fremmede Steder eller benytte fremmede Foder- eller Drikkekar. De maa ejheller føres til Markeder, Dyrskuer eller fælles Græsgange. Det maa paalægges Ejeren at vaage nøje over samtlige paa Ejendommen Værende Hestes Sundhed og straks at anmelde det for Dyrlægen, hvis nogen af dem skulde vise Tegn til begyndende Lungesyge. Fremmede Heste maa ikke indsættes paa Ejendommen, med mindre der paa denne findes en isoleret Stald, hvori det syge Dyr ikke har været opstaldet.

Stk. 1. § 6 Døde Heste skal enten føres direkte til en Destruktionsanstalt eller nedgraves eller afsmeltes paa Stedet. Huden kan afhændes efter at være desinficeret.

Stk. 1. § 7 Dyrlægen skal søge Oplysning om, hvorfra Smitten kan antages at hidrøre, og om dens mulige videre Udbredelse, og han skal indstille til Politimesteren, at der foretages de nødvendige Desinfektionsforanstaltninger paa smittede Steder, saaledes ogsaa i Tilfælde af, at Handels-, Rejse-, Købmands-, Mejeristalde og lignende kan formodes at være Arnested for Smitten. Det vil derimod i Almindelighed ikke være nødvendigt at foranledige offentligt Tilsyn med andre Hestebesætninger paa Grund af Muligheden for Smitteoverførelse.

Stk. 1. § 8 Dyrlægen kan tillade, at det syge Dyr, uden at komme i Berøring med andre Heste, føres direkte til en anden Ejendom, hvor der ikke findes andre Heste, og der undergives offentlig Tilsyn, eller at det føres til en til saadanne Hestes Behandling indrettet Sygestald (Klinik). Hvis den angrebne Hest, uden forud at have været under Dyrlægetilsyn, indsættes i en Klinik, paahviler det dennes Leder at anmelde Tilfældet. Naar en saadan Fjernelse fra Besætningen sker straks, saa snart det første Tilfælde af Lungesyge opdages i en Besætning, og der hurtigst muligt foretages grundig Desinfektion af alt, hvormed den syge Hest har været i Berøring, kan Varigheden af det offentlige Tilsyn begrænses til 3 Uger efter Hestens Fjernelse.

Stk. 1. § 9 Saafremt Sygdommen har haft større Udbredelse indenfor Besætningen, skal hele Stalden desinficeres, før det offentlige Tilsyn hæves.

§ 10.

Stk. 1. (* 3) Dyrlægens Tilsyn paa det offentliges Vegne bør foretages 2 Gange i den første Uge og derefter een Gang ugentlig, saalænge der henstaar syge Heste i Besætningen. Efter at de syge Heste er helbredede, behøvedes intet Tilsyn før Slutningseftersynet, 5 Uger efter at den sidstangrebne Hest er død eller helbredet. Skab hos Hesten.

Stk. 1. § 11 Naar Dyrlægen formoder, at en Hest (Æsel eller Muldyr) er angreben af Sarcoptes- eller Dermatocoptesskab, skal han søge at faa Diagnosen sikret ved Paavisning af Mider ved mikroskopisk Undersøgelse, eventuelt ved Indsendelse af en Prøve af Skorperne til Veterinærfysikus. Ved Sarcoptesskab er det nødvendigt at foretage Afskrabning af Skorperne, saaledes ar det dybe Lag af Overhuden tages med. Foreligger der Skab, eller er der overvejende Sandsynlighed derfor, skal Dyrlægen anmelde Tilfælde til Politimesteren og indstille, at hele Hestebesætningen paa Ejendommen sættes under offentligt Tilsyn.

Stk. 1. § 12 De skabede Heste skal underkastes en omhyggelig Behandling. De haardt angrebne maa ikke benyttes udenfor Ejendommen; de lettere angrebne og de tilsyneladende sunde Heste kan frit benyttes udenfor Ejendommen, men maa ikke indstaldes paa fremmed Sted og hverken under Brug eller paa Græs komme i Berøring med andre Heste. Fremmede Heste maa paa den smittede Ejendom kun indsættes i Stalde, der ikke benyttes af Gaardens egne Heste.

Stk. 1. § 13 Samtidig med syge Heste tages under Behandling, maa der foretages Rensning og Desinfektion af deres Staldplads og af de Genstande, navnlig Dækkener, Seletøj, Strigler, Børster m.m., til hvilke man kan formode, at Midder kan have hæftet sig, og naar Behandlingen er tilendebragt, maa denne Rensning og Desinfektion gentages.

§.

Stk. 1. 14 Dyrlægens Besøg paa det offentliges Vegne bør udføres saa ofte, som det skønnes at være nødvendigt for personligt at lede den paabudte Behandling. I Almindelighed vil 2 Besøg den første Uge og derpaa et ugentligt Besøg være tilstrækkeligt. De til Behandlingen anvendte Midler betales af det offentlige.

Stk. 1. § 15 Dyrlægen skal gøre Ejeren opmærksom paa den store Smittefare for Mennesker, som er forbunden med Sarcoptesskab hos Heste, hvorfor de med de angrebne Heste beskæftigede Personer omhyggelig skal vaske sig hver Gang, de har været i Berøring med Hestene; og det skal paalægges Ejeren at drage Omsorg for, at smittede Mennesker kommer under Lægebehandling.

Stk. 1. § 16 Dyrlægen maa paalægge Ejeren at være opmærksom paa ethvert Tegn, der kunde tyde paa, at de andre Heste i Besætningen er smittede, og disse skal underkastes et omhyggeligt Eftersyn, inden det offentlige Tilsyn hæves.

Stk. 1. § 17 Det offentlig Tilsyn kan hæves, saafremt Dyrlægen erklærer, at alle Heste paa Ejendommen er fri for Skab, og at alle smittefarlige Genstande er tilbørlig rensede og desinficerede, men samtidig med Ophævelsen af Tilsynet skal det indskærpes Ejeren, at han er forpligtet til at anmelde, hvis der senere skulde vise sig noget Tilfælde af Skab i hans Hestebesætning.

Stk. 1. § 18 Med Hensyn til Heste, der agtes indførte her til Landet, og som ved Sundhedseftersynet viser Tegn til at lide af Skab, henvises til de i Landbrugsministeriets Bekendtgørelse angaaende Indførsel af levende Heste (herunder ogsaa Æsler og Muldyr) hertil Landet fra Udlandet af 25. Marts 1919 foreskrevne Bestemmelser. Smitsom Svælglamhed hos Kvæget.

Stk. 1. § 19 Det offentlige Tilsyn omfatter kun Kvægbesætningen. Da Sygdommen af og til optræder samtidig med Rygmarvstyfus hos Hestene, skal Dyrlægen gøre Ejeren bekendt med dette Forhold og paalægge ham at være opmærksom paa, om nogen Hest skulde vise Tegn, der lod befrygte denne Sygdoms Indtræden.

Stk. 1. § 20 De syge Dyr maa saa vidt muligt straks afsondres fra de sunde og passes af en Person, der ikke kommer til disse. For saa vidt det kan lade sig gøre, er det rigtigst at fjerne de sunde Dyr fra Stalden. I Græsningstiden kan det tillades, at ogsaa de syge forbliver paa Græs, naar de kan holdes afsondret der. Er de paa Stald, skal deres Gødning henlægges paa et særligt Sted af Møddingen og straks tildækkes med anden Gødning. Mælk af syge Dyr maa kun benytte paa Stedet og i kogt Tilstand. Mælk af sunde Dyr maa frit benyttes. Naar Dyret slagtes lige i Begyndelsen af Sygdommen, kan Politimesteren efter Dyrlægens Indstilling tillade, at Kroppen nedsaltes og benyttes paa Stedet.

Stk. 1. § 21 Døde Dyr skal enten føres direkte til en Destruktionsanstalt eller nedgraves eller afsmeltes paa Stedet. Huden kan afhændes efter at være desinficeret.

Stk. 1. § 22 Er Sygdommen opstaaet paa Stald, skal det Sted, hvor det syge Dyr har staaet og de Genstande, hvormed det har været i Berøring, straks renses og desinficeres. Den øvrige Del af Stalden skal renses grundigt, og hvis Sygdommen er optraadt paa mere end eet Sted i Stalden, skal hele Stalden desinficeres, saa snart det kan lade sig gøre. Opmærksomheden maa særlig rettes paa, at Afløbsrenderne omhyggeligt renses og holdes godt i Orden. Hø og Halm, der har været besudlet af Gødning eller andre Udtømmelser fra de syge Dyr, skal brændes eller paa anden Maade gøres uskadeligt. Der er derimod ikke grund til at brænde Hø og Halm, blot fordi det har ligget over en inficeret Stald.

§ 23.

Stk. 1. (* 4) Dyrlægens Tilsyn paa det offentliges Vegne bør ordentligvis ske 2 Gange i den første Uge. Henstaar der ikke syge Dyr, behøves intet yderligere Tilsyn før Slutningseftersynet, medmindre der skulde optræde nye Sygdomstilfælde, hvorom det skal paalægges Ejeren at meddele Dyrlægen Underretning. Henstaar der syge Dyr i Besætningen, skal denne tilses 1 Gang ugentlig af Dyrlægen. Tilsynet kan hæves 3 Uger efter at Sygdommen er ophørt, at regne fra den Tid, da det sidstangreben Dyr døde, blev dræbt eller erklæret for Reconvalescent. - Der skal ikke dekreteres offentligt Tilsyn paa Grund af smittefarligt Samkvem. Smitsom Kastning hos Kvæget.

§ 24.

Stk. 1. (* 5) Bliver Dyrlægen kaldet til en Ko, der har kastet i en Besætning, hvori der ikke allerede er konstateret Tilstedeværelse af smitsom Kastning, skal han søge at komme paa det rene med, om det er et Tilfælde af smitsom Kastning, dels ved at søge Oplysning om, hvorvidt der umiddelbart før, under eller efter Fostrets Afgang er bemærket Udflaad af grumset Exsudat fra Kønsvejene, dels ved at indsende til Veterinærfysici Laboratorium eller til Serumlaboratoriet et Stykke Efterbyrd med nogle (mindst 3-4) Fosterkager og saa vidt muligt noget af Exsudatet. Disse Dele maa uden Afskylning nedlægges i en ren Flaske eller Krukke og indsendes snarest muligt. Hvis Efterbyrden ikke er frisk, skal der tillige indsendes en Blodprøve (8-10 Gram) af Koen.

§ 25.

Stk. 1. (* 5) Hvis de kliniske Tegn, navnlig Afgang af Exsudat, gør Diagnosen »smitsom Kastning« særdeles sandsynlig, skal Dyrlægen straks indskærpe Ejeren eller hans Stedfortræder de i Lovens § 12 givne Forbud; i andet Fald kan han vente dermed, til Laboratoriet har bekræftet Diagnosen. De nævnte Forbud opretholdes et Aar efter, at det sidste Tilfælde af smitsom Kastning har vist sig i Besætningen. Dersom Laboratorieundersøgelsen skulde vise, at Kastningen var fremkaldt af en anden Aarsag end Infektion med »Kastningsbacillen«, skal Dyrlægen meddele ejeren eller hans Stedfortræder, at de nævnte Forbud ikke gælder.

§ 26.

Stk. 1. (* 5) Er Kastningens smitsomme Natur konstateret, skal Dyrlægen i Henhold til Lovens § 12, 3. Stk., meddele ejeren Anvisning til Sygdommens Bekæmpelse. I dette Øjemed skal han ved det første Udbrud dels overgive ham den derom af det veterinære Sundhedsraad udarbejdede Anvisning (hvoraf Eksemplarer vil blive Dyrlægen tilsendt fra Veterinærfysikus), dels meddele ham de særlige Anvisninger, som de lokale Forhold giver Anledning til. Disse indføres i Dyrlægens autoriserede Protokol, og Ejeren skal ved sin Underskrift i Protokollen bekræfte, at han har modtaget dem.

Underskrift 1

Landbrugsministeriet, den 17de Juni 1920. Th. Madsen-Mygdal./ L. P. Larsen.

Versioner

1. 1920-07-28 · til 1990-05-23