Bekendtgørelse om optagelse på valglisten til Europa-Parlamentsvalget af personer, der har fast bopæl i et af de øvrige medlemslande i De europæiske Fællesskaber.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/lta/1978/569@1978-12-06/da
Indhold
I medfør af § 5, stk. 3, i lov nr. 609 af 14. december 1977 om valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet fastsættes:
§ 1.
Stk. 1. Personer, der har dansk indfødsret, har fast bopæl i et af de øvrige medlemslande i De europæiske Fællesskaber, som ikke er umyndiggjort og som på valgdagen vil have opnået alderen for valgret til folketinget, optages efter begæring på en særlig supplementsliste til valglisten i Rådhuskredsen i Københavns kommune.
§ 2.
Stk. 1. Supplementslisten udarbejdes forud for hvert valg til Europa-Parlamentet, og dens gyldighed ophører, når disse valg har fundet sted.
§ 3.
Stk. 1. Begæring om optagelse på supplementslisten skal senest 3 måneder før valgdagen være fremsat skriftligt overfor den i bilaget angivne stedlige danske repræsentation forud for hvert valg til Europa-Parlamentet. Begæringen, der skal fremsættes på en af indenrigsministeriet foreskrevet formular, skal indeholde oplysning om den pågældendes 1) fulde navn, 2) fødselsdato, 3) adresse i opholdslandet samt 4) en erklæring om, at den pågældende har dansk indfødsret, har fast bopæl i opholdslandet, og at vedkommende ikke er umyndiggjort. Begæring om optagelse på supplementslisten kan tidligst fremsættes 6 måneder før valgdagen. For det førstkommende valg til Europa-Parlamentet kan begæring dog tidligst fremsættes den 1. januar 1979.
Stk. 2. Repræsentationen skal påse, at de modtagne begæringer er korrekt udfyldt og fremsende dem med påtegning herom til folkeregistret i Københavns kommune. Folkeregistret sørger for, at optagelse finder sted på supplementslisten.
Stk. 3. Såfremt indenrigsministeriet måtte have begrundet formodning om, at den person, der har indgivet begæringen, ikke opfylder betingelserne for valgret til Europa-Parlamentet, træffer indenrigsministeriet afgørelse om, hvorvidt den pågældende skal slettes af supplementslisten. Indenrigsministeriet kan herved kræve, at den person, der har indgivet begæringen, inden en vis frist fremkommer med en nærmere dokumentation for valgretten.
§ 4.
Stk. 1. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1979.
Underskrift 1
INDENRIGSMINISTERIET, DEN 13. NOVEMBER 1978 KNUD ENGGAARD /Vilh. Brockmeyer
Bilag.
Fortegnelse over danske repræsentationer
gennem hvilke, der kan fremsættes begæring om
optagelse på valglisten til Europa-Parlamentsvalget.
Belgien: Ambassaden i Bruxelles
Forbundsrepublikken Tyskland: Ambassaden i Bonn
Militærmissionen i Berlin
Generalkonsulatet i Hamborg
Generalkonsulatet i Muenchen
Konsulatet i Flensborg
Frankrig: Ambassaden i Paris
Generalkonsulatet i Marseille
Irland: Ambassaden i Dublin
Italien: Ambassaden i Rom
Generalkonsulatet i Milano
Luxembourg: Ambassaden i Luxembourg
Holland: Ambassaden i Haag
Storbritannien: Ambassaden i London.