Bekendtgørelse af forretningsorden for udvalget vedrørende erhvervssygdomme
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/lta/1979/27@1979-02-13/da
Efter § 11, stk. 1, i lov nr. 79 af 8. marts 1978 om arbejdsskadeforsikring (arbejdsskadeforsikringsloven) fastsættes:
§ 1.
Stk. 1. Udvalget afgiver vejledende udtalelse til sikringsstyrelsen om a) revision af den efter bestemmelserne i arbejdsskadeforsikringslovens § 10, stk. 1, 2. pkt. udarbejdede fortegnelse over erhvervssygdomme, og b) afgørelse af tilfælde anmeldt til sikringsstyrelsen efter arbejdsskadeforsikringslovens § 10, stk. 3.
§ 2.
Stk. 1. Udvalget holder møde efter formandens bestemmelse, så ofte det skønnes nødvendigt, eller ønske herom fremsættes af mindst 3 medlemmer.
Stk. 2. Med henblik på en almindelig revision af erhvervssygdomsfortegnelsen indkaldes til møde mindst hvert andet år.
Stk. 3. Udvalgets forhandlinger ledes af formanden, og i dennes fravær af suppleanten for formanden.
Stk. 4. Udvalgets sekretariatsfunktioner varetages af sikringsstyrelsen.
§ 3.
Stk. 1. Indkaldelse til møde skal ske med mindst 8 dages varsel.
Stk. 2. Dagsorden for mødet samt det materiale, der er nødvendigt for sagernes behandling, udsendes så vidt muligt sammen med indkaldelsen til mødet.
Stk. 3. Akterne i de sager, der skal forhandles, skal på mødet være til rådighed for medlemmerne.
§ 4.
Stk. 1. Udvalget er beslutningsdygtigt, når foruden formanden mindst et medlem, udpeget af hver af hovedorganisationerne, og et af de øvrige medlemmer er til stede.
§ 5.
Stk. 1. Ingen af medlemmerne må deltage i behandling af en sag, der berører personer, til hvilke han er knyttet, eller forhold i hvilke han er personligt interesseret. Kommer en sådan sag til behandling, skal vedkommende medlem, inden sagens behandling påbegyndes, gøre opmærksom på, at han ikke kan deltage i sagens behandling, eller efter omstændighederne redegøre for arten af omfanget af sin interesse i sagens udfald. I denne forbindelse er medlemmet pligtig at besvare spørgsmål, som udvalgets medlemmer stiller ham.
Stk. 2. De øvrige medlemmer afgør endeligt, om vedkommende medlem kan deltage i sagens behandling. I afgørelsen af disse spørgsmål deltager det pågældende medlem ikke.
§ 6.
Stk. 1. Der føres en protokol over udvalgets forhandlinger.
§ 7.
Stk. 1. Udvalget kan indkalde særligt sagkyndige til som rådgivere at deltage i mødet uden stemmeret, ligesom personale fra sikringsstyrelsen efter formandens bestemmelse på tilsvarende betingelser kan deltage i mødet.
Stk. 2. Sikringsstyrelsen kan fra udvalget indhente vejledende udtalelser om erhvervssygdomsspørgsmål i øvrigt.
§ 8.
Stk. 1. Udvalget kan bemyndige udvalgets sekretariat til at varetage bestemte opgaver efter nærmere af udvalget fastsatte forskrifter.
§ 9.
Stk. 1. Der påhviler udvalgets medlemmer og andre deltagere i udvalgets møder samt de personer, der i øvrigt er knyttet til udvalget, tavshedspligt med hensyn til de forhold, som de bliver bekendt med, og hvis hemmeligholdelse ifølge sagens natur er påkrævet.
Underskrift 1
SOCIALMINISTERIET, DEN 15. JANUAR 1979. ERLING JENSEN /N. Raaschou-Nielsen