Bekendtgørelse om ventetiden for adgang til ydelser efter lov om offentlig sygesikring (Ved tilflytning fra Færøerne, Grønland og udlandet)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/lta/1982/77@1982-03-23/da
I medfør af § 1, stk. 3, i lov nr. 311 af 9. juni 1971 om offentlig sygesikring, som senest ændret ved lov nr. 272 af 10. juni 1981, fastsættes følgende:
§ 1.
Stk. 1. Personer, der tilflytter fra Færøerne eller Grønland, har ret til lovens ydelser straks efter tilflytningen.
§ 2.
Stk. 1. Personer, der tilflytter fra udlandet har, såfremt der ikke foreligger en sådan overenskomst som omfattet af lovens § 20 med det pågældende land, først ret til sygesikringens ydelser 6 uger efter tilflytningen.
Stk. 2. Der gælder dog ingen ventetid for personer, der vender tilbage for at bosætte sig her i landet efter at have opholdt sig i udlandet som udsendt repræsentant for en dansk offentlig myndighed, som ansat i et dansk firmas filial eller underselskab eller i øvrigt som beskæftiget i dansk interesse eller med henblik på uddannelse.
§ 3.
Stk. 1. Det sociale udvalg (magistraten i kommuner med godkendt magistratsordning) træffer afgørelse om optagelse i sygesikringen. Det er en betingelse for optagelsen, at pågældende tager bopæl her i landet.
Stk. 2. Ophold af længere varighed end 3 måneder kan efter omstændighederne ligestilles med bopæl, uanset at pågældende har bevaret fast bopæl i udlandet.
§ 4.
Stk. 1. Udenlandske statsstipendiater kan efter anbefaling fra udenrigsministeriet eller undervisningsministeriet optages i sygesikringen uden ventetid.
§ 5.
Stk. 1. Det sociale udvalgs (magistratens) afgørelser kan påklages efter reglerne i sygesikringslovens § 24.
§ 6.
Stk. 1. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. maj 1982. Samtidig ophæves socialministeriets bekendtgørelse nr. 481 af 8. november 1972.
Underskrift 1
Socialministeriet, den 10. marts 1982 Bent Hansen /T. Loft