Gelex

Bekendtgørelse om den for erhvervelse af sønæringsbeviser krævede fartstid

OphævetVersion 1985-08-24fra 1985-08-24 til 1989-03-09
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/lta/1985/377@1985-08-24/da

Indhold
  1. Indledning
    1. § 1.
    2. § 2.
    3. § 3.
    4. § 4.
    5. § 5.
    6. § 6.
    7. § 7.
    8. § 8.
    9. § 9.
    10. § 10.
    11. § 11.
  2. Underskrift 1

I medfør af sønæringslov nr. 240 af 6. juni 1985 fastsættes:

§ 1.

Stk. 1. Ved opgørelse af fartstid for erhvervelse af sønæringsbeviser kan, hvor intet andet er anført, medregnes dækstjeneste eller tjeneste som skibsassistent i handelsskibe af 20 tons eller derover samt dækstjeneste i søværnets skibe og i fiskeskibe af 20 tons eller derover.

§ 2.

Stk. 1. Til erhvervelse af bevis som styrmand af 2. eller 3. grad kræves, at vedkommende

1. har gennemgået et erhvervsfagligt grundkursus på en godkendt søfartsskole eller om bord i et godkendt skoleskib og derefter gjort tjeneste som styrmandslærling eller -aspirant i søgående handelsskibe af 200 tons eller derover i 201/2 måned, hvoraf 12 måneder i skibe uden for kystfart, idet den praktiske oplæring om bord skal være foregået i overensstemmelse med en af direktøren for søfartsuddannelsen godkendt uddannelsesordning, eller

2. opfylder betingelserne for udmønstring som befaren matros eller betingelserne i lovens § 23 for udmønstring som befaren skibsassistent og herunder har gjort tjeneste i 12 måneder i søgående handelsskibe af 200 tons eller derover uden for kystfart, eller

3. opfylder de i medfør af lovens § 47, stk. 2, fastsatte vilkår for udmønstring som befaren skibsassistent og har gjort tjeneste som sådan i 12 måneder i søgående handelsskibe af 200 tons eller derover uden for kystfart samt dokumenterer at være kvalificeret til brovagttjeneste.

§ 3.

Stk. 1. Til erhvervelse af bevis som styrmand af 1. grad kræves, at vedkommende har gjort tjeneste i søgående handelsskibe i 12 måneder under forhold, hvor bevis som styrmand af 2. eller 3. grad kræves.

§ 4.

Stk. 1. Til erhvervelse af bevis som styrmand af 4. grad kræves, at vedkommende

1. opfylder de i § 2, pkt. 1, 2 eller 3, anførte betingelser, eller

2. i 36 måneder har gjort tjeneste i søgående skibe, hvoraf 12 måneder i handelsskibe.

§ 5.

Stk. 1. Til erhvervelse af duelighedsbevis i sejlads kræves, at vedkommende

1. har gennemgået et erhvervsfagligt grundkursus på en godkendt søfartsskole eller om bord i et godkendt skoleskib og derefter gjort tjeneste i søgående handelsskibe i 3 måneder, eller

2. har gjort tjeneste i søgående skibe i 12 måneder, hvoraf 6 måneder i handelsskibe.

§ 6.

Stk. 1. Til erhvervelse af bevis som fiskeskipper af 3. grad kræves, at vedkommende

1. i 24 måneder har gjort tjeneste i søgående fiskeskibe af 15 tons eller derover, eller

2. i 24 måneder har gjort tjeneste i søgående skibe, hvoraf 12 måneder i fiskeskibe.

§ 7.

Stk. 1. Til erhvervelse af duelighedsbevis i sejlads for fiskere kræves, at vedkommende

1. har gennemgået et erhvervsfagligt grundkursus på en godkendt søfartsskole eller om bord i et godkendt skoleskib og derefter gjort tjeneste i søgående fiskeskibe af 7 tons eller derover i 3 måneder, eller

2. har gjort tjeneste i søgående fiskeskibe af 7 tons eller derover i 12 måneder.

§ 8.

Stk. 1. Søfarende, der opfylder de samlede fartskrav i § 2, men som ikke har erhvervet 12 måneders tjeneste i skibe uden for kystfart, kan erhverve bevis som styrmand af 3. grad med påtegning om, at beviset kun giver ret til at gøre tjeneste i skibe i kystfart.

§ 9.

Stk. 1. Den, der på en godkendt søfartsskole har gennemgået et erhvervsfagligt grundkursus eller et erhvervsfagligt grundkursus for fiskere anses at have erhvervet 5 måneder af den i § 4, pkt. 2, og § 6, pkt. 2, nævnte fartstid. De foreskrevne 12 måneders fartstid i henholdsvis handelsskibe og fiskeskibe skal dog være erhvervet som anført.

§ 10.

Stk. 1. Til erhvervelse af bevis som yachtskipper af 2. eller 1. grad kræves, at vedkommende har gjort tjeneste i 6 måneder under forhold, hvor bevis som yachtskipper af 3. grad kræves.

§ 11.

Stk. 1. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 1985.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 86 af 12. marts 1984 om den for erhvervelse af sønæringsbeviser krævede fartstid ophæves. Bekendtgørelsen forbliver dog i kraft for Grønland.

Underskrift 1

Industriministeriet, den 15. august 1985 Ib Stetter / John Hessing

Versioner

  1. 1985-08-24 · til 1989-03-09