Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om kørekort
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/lta/1990/494@1990-07-06/da
Indhold
Stk. 1. § 1 I Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 605 af 12. september 1986 om kørekort, som senest ændret ved bekendtgørelse nr. 64 af 7. februar 1990, foretages følgende ændringer: 1. Som ny § 12 a indsættes:
»§ 12 a. Den indledende køreundervisning til kategori A og B skal foregå på en lukket øvelsesplads, der opfylder de krav, der fremgår af bilag 6.
Stk. 2. Med hensyn til øvelsespladsens indretning og udstyr, herunder brug af afmærkningsmateriel, samt undervisningens tilrettelæggelse og gennemførelse henvises til Justitsministeriets undervisningsplaner for køreuddannelsen til kategori A og B samt til Justitsministeriets lærervejledninger om køreuddannelsen til kategori A og B.«
2. § 14, stk. 2, ophæves og erstattes med:
»Prøverne til kategori A, B, C, D og E gennemføres i overensstemmelse med Justitsministeriets undervisningsplaner. Køreprøve til erhvervsmæssig personbefordring gennemføres i overensstemmelse med bilag 3.«
Stk. 1. § 2 Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1990, dog kan en øvelsesplads til brug for undervisningen til kategori B indtil den 1. august 1991 have kørefast overflade i form af hårdtstampet grus.
Underskrift 1
Justitsministeriet, den 29. juni 1990 Hans Engell / Henrik Waaben
Bilag 6.
Indretning af lukkede øvelsespladser.
En lukket øvelsesplads, der benyttes som led i den indledende køreundervisning til kategori A og B, skal opfylde følgende krav:
1. Øvelsespladsen skal omfatte et sammenhængende jævnt, vandret areal på 100 x 50 m. Øvelsespladsens manøvreafsnit skal have kørefast overflade i form af asfalt, beton eller betonbelægningssten.
En øvelsesplads, der er etableret før den 15. juli 1990, kan omfatte et areal på 80 x 40 m til undervisning af en elev ad gangen.
2. Øvelsespladsen skal være afspærret med trådhegn, levende hegn, grøft, jordvold eller lignende, således at området ikke er åbent for almindelig færdsel. Indkørslen skal være forsynet med aflåselig kæde eller bom.
Hvor øvelsespladsen støder op til vej eller lignende samt ved arealer, hvor ventende elever, tilskuere m.v. opholder sig, medens der foregår øvelseskørsel, skal der etableres en sikkerhedsafspærring, som kan bringe de benyttede køretøjer til standsning ved de normalt benyttede hastigheder.