Gelex

Bekendtgørelse af forretningsorden for Nævnet vedrørende Registreringsafgift af Motorkøretøjer m.v. (Motornævnet)

OphævetVersion 1990-02-20fra 1990-02-20 til 2005-12-01
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/lta/1990/84@1990-02-20/da

Indhold
  1. Indledning
    1. § 1.
    2. § 2.
    3. § 3.
    4. § 4.
    5. § 5.
    6. § 6.
    7. § 7.
    8. § 8.
    9. § 9.
  2. Underskrift 1

I medfør af § 29, stk. 4, i registreringsafgiftsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 81 af 12. februar 1990, fastsættes følgende bestemmelser vedrørende det i henhold til lovens § 29, stk. 1, nedsatte nævn:

§ 1.

Stk. 1. Nævnet består af 6 medlemmer. Af medlemmerne skal 1 medlem være dommer og 1 medlem være teknisk kyndig. 3 medlemmer, der skal være branchekyndige, udpeges efter indstilling fra henholdsvis Danmarks Automobilforhandler Forening, Håndværksrådet og Industrirådet. Nævnets formand udpeges af skatteministeren.

Stk. 2. Told- og Skattestyrelsen udpeger en repræsentant, der tilforordnes nævnet.

§ 2.

Stk. 1. Nævnet har den endelige administative afgørelse af: 1) spørgsmål om, hvorvidt et køretøj efter genopbygning eller ombygning ikke kan betragtes som identisk med et tidligere afgiftsberigtiget køretøj, således at køretøjet skal afgiftsberigtiges, jf. lovens § 1, 2) spørgsmål om, hvorvidt betingelserne for afgiftsfritagelse efter genopbygning, efter de regler, som skatteministeren fastsætter i medfør af lovens § 3, stk. 3, er opfyldt, 3) spørgsmål om, hvorvidt betingelserne for afgiftsfritagelse eller -nedsættelse efter lovens § 2, stk. 1, § 5, stk. 1-3, § 5 a og § 6, stk. 1, nr. 2, er opfyldt og 4) spørgsmål om, hvorvidt der for et køretøj foreligger en anmeldt pris, jf. lovens § 9, stk. 1.

Stk. 2. Nævnet skal endvidere på begæring afgive erklæring til Skatteministeriet i spørgsmål, som dette forelægger nævnet.

§ 3.

Stk. 1. Nævnet holder møde på de af nævnet vedtagne mødedage, og i øvrigt så ofte formanden finder anledning dertil.

§ 4.

Stk. 1. Nævnet er beslutningsdygtigt, når mindst 4 medlemmer er til stede.

Stk. 2. Afgørelser træffes ved stemmeflerhed. Står stemmerne lige, er formandens stemme afgørende.

Stk. 3. Told- og Skattestyrelsens tilforordnede har ikke stemmeret.

§ 5.

Stk. 1. Intet af nævnets medlemmer må deltage i afstemningen vedrørende en sag, der umiddelbart berører erhvervsvirksomheder, i hvilke han er økonomisk interesseret eller i øvrigt tilknyttet, jf. forvaltningslovens kapitel 2.

Stk. 2. Nævnet afgør, om bestemmelsen i stk. 1 udelukker, at et medlem deltager i afstemningen vedrørende en sag.

§ 6.

Stk. 1. Den, der har anmodet nævnet om en afgørelse, har efter begæring adgang til mundtligt at fremstille sagen for nævnet.

§ 7.

Stk. 1. Nævnets medlemmer og den tilforordnede har tavshedspligt med hensyn til oplysninger af fortrolig karakter, som de gennem deres virksomhed i nævnet får kendskab til, jf. forvaltningslovens § 27.

§ 8.

Stk. 1. Der udarbejdes skriftligt referat af forhandlingerne i nævnet og af de afgørelser, der træffes.

Stk. 2. Nævnets afgørelser skal meddeles skriftligt.

§ 9.

Stk. 1. Bekendtgørelsen træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Lovtidende og har virkning fra den 15. februar 1990. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 346 af 23. juni 1982 af forretningsorden for Nævnet vedrørende Registreringsagift af Motorkøretøjer m.v.

Underskrift 1

Skatteministeriet, den 12. februar 1990 ANDERS FOGH RASMUSSEN /O. Bådum

Versioner

  1. 1990-02-20, til 2005-12-01