Bekendtgørelse om afgrøder dyrket på udtagne arealer til fremstilling af produkter, som ikke primært er bestemt til fødevarer eller foder
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/lta/1997/688@1997-09-25/da
I medfør af § 1, stk. 1 og 2, § 4, § 20, stk. 2, § 22, stk. 2, § 24
og § 27 i lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs
forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 65 af 9. februar 1996, fastsættes:
§ 1.
Stk. 1. Bestemmelserne i denne bekendtgørelse vedrører dyrkning af afgrøder til fremstilling af produkter, som ikke primært er bestemt til fødevarer eller foder, på arealer, der er udtaget af produktion i henhold til Det Europæiske Fællesskabs forordninger, jf. Rådets forordning (EØF) nr. 1765/92 af 30. juni 1992 med senere ændringer og Kommissionens forordning (EØF) nr. 1586/97 af 29. juli 1997 samt Rådets forordning (EØF) nr. 3508/92 af 27. november 1992 med senere ændringer og Kommissionens forordning (EØF) nr. 3887/92 af 23. december 1992 med senere ændringer.
§ 2.
Stk. 1. Indsendelse af kontrakter, sikkerhedsstillelsesdokumenter, erklæringer og meddelelser i henhold til Det Europæiske Fællesskabs forordninger skal ske til EU-direktoratet, Kampmannsgade 3, 1780 København V.
§ 3.
Stk. 1. Producenter af afgrøder dyrket på udtagne arealer har pligt til at holde disse afgrøder fysisk adskilt fra bedriftens øvrige afgrøder.
§ 4.
Stk. 1. Opkøbere skal føre regnskab med de købte og solgte råvarer under denne ordning. Regnskabet skal indeholde oplysninger om: 1) mængder af alle opkøbte råvarer med angivelse af sælgers navn og adresse, samt sagsnummer i EU-direktoratet, 2) mængder af alle råvarer, der er solgt til forarbejdning, med angivelse af efterfølgende købere/forarbejdningsvirksomheders navn og adresse, 3) svind, herunder karakteren af svindet, 4) indhold af urenheder og vandprocent på købte og solgte råvarer, samt 5) mængder af alle råvarer, der er købt eller solgt, omregnet til standardvægt efter en beregningsmetode, der er godkendt af EU-direktoratet.
Stk. 2. Forarbejdningsvirksomheder skal på daglig basis føre regnskab med de opkøbte råvarer under denne ordning. Regnskabet skal indeholde oplysninger om: 1) mængder af alle råvarer, der er købt til forarbejdning eller videresalg med angivelse af sælgers navn og adresse, 2) mængder af råvarer, som er forarbejdet med angivelse af mængder og typer af slutprodukter, mellemprodukter og biprodukter, 3) alle former for svind, herunder svind ved forarbejdningen, samt karakteren af svindet, 4) mængder, der er destrueret med angivelse af årsagen hertil, 5) mængder, priser og typer af produkter, som forarbejdningsvirksomheden har solgt eller på anden måde afstået, samt 6) navn og adresse på efterfølgende købere/forarbejdningsvirksomheder, 7) indhold af urenheder og vandprocent på købte og solgte råvarer, samt 8) mængder af alle råvarer, der er købt eller solgt, omregnet til standardvægt efter en beregningsmetode, der er godkendt af EU-direktoratet.
Stk. 3. I tilfælde, hvor afregningen ikke sker på grundlag af renhed med fradrag for urenheder og regulering for vand, omfatter opkøberes henholdsvis forarbejdningsvirksomheders regnskabspligt ikke de i stk. 1, nr. 4 og 5 og stk. 2, nr. 7 og 8 nævnte oplysninger.
§ 5.
Stk. 1. EU-direktoratet fastsætter hvert år et repræsentativt udbytte for hver af afgrøderne rug, hvede, byg, raps, rybs og solsikke i det omfang, der er indgået non-food kontrakter for disse afgrøder, jf. artikel 5, stk. 3 i Kommissionens forordning (EF) nr. 1586/97. De repræsentative udbytter fastsættes særskilt for vinter- og vårafgrøder under hensyn til de særlige produktions- og afsætningsmæssige forhold, der gælder ved dyrkning af non-food afgrøder på udtagne arealer. De repræsentative udbytter for hver enkelt afgrøde er gældende for hele Danmark, jf. § 3, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 652 af 14. august 1997.
§ 6.
Stk. 1. Producenter af kontraktpligtige afgrøder dyrket på udtagne arealer skal levere hele den høstede afgrøde til opkøberen senest den 15. oktober i høståret. Producenten skal indsende oplysning om høstede og leverede mængder, således at de er EU-direktoratet i hænde senest 25 dage efter leveringen til opkøberen.
Stk. 2. Høstes og leveres mindre end det repræsentative udbytte for rug, hvede, byg, raps, rybs eller solsikke, jf. § 5, kan producenten for at opfylde leveringspligten efter denne ordning foretage den nødvendige supplerende levering med samme type afgrøde indkøbt eller dyrket på arealer, der ikke er udtaget af produktionen. Producenten skal indsende oplysning om de leverede supplerende mængder, således at de er EU-direktoratet i hænde senest 25 dage efter, at meddelelse om afvigelsen fra det repræsentative udbytte er modtaget fra direktoratet. Uanset foregående punktum vil meddelelse om supplerende levering, der modtages i EU-direktoratet efter den 10. december i høståret, blive afvist.
Stk. 3. Opkøberen skal indsende meddelelse om de modtagne mængder råvarer med oplysning om: 1) producentens navn og ansøgningsnummer, 2) arten af råvaren, 3) den indvejede modtagne mængde, 4) den indvejede mængde omregnet til standardvægt, jf. § 4, stk. 1, nr. 5, 5) leveringsstedet, samt 6) modtagelsesdatoen.
Stk. 4. Meddelelse efter stk. 3, skal være EU-direktoratet i hænde senest 35 dage efter modtagelsen og senest den 10. november i høståret. Dog skal meddelelse om råvarer modtaget før den 1. september i høståret senest være EU-direktoratet i hænde den 5. oktober samme år. Meddelelse om levering af supplerende mængder efter stk. 2, skal være EU-direktoratet i hænde senest 35 dage efter modtagelsen og senest den 23. december i høståret.
Stk. 5. Opkøberen skal underrette EU-direktoratet om kontrakter, for hvilke der ikke er sket levering pr. 15. oktober i høståret. Denne underretning skal være EU-direktoratet i hænde senest den 10. november i høståret.
Stk. 6. EU-direktoratet kan fravige fristerne i stk. 1 og 4, 1. punktum ved sen høst. EU-direktoratet kan ligeledes fravige fristerne i stk. 1 og 4 for kontrakter, der vedrører rodfrugter og andre sent høstede afgrøder.
§ 7.
Stk. 1. Kontrollen med de omfattede arealer, afgrøder og produkter foretages af Plantedirektoratet.
Stk. 2. Det påhviler producenter, opkøbere og forarbejdningsvirksomheder at yde den nødvendige bistand ved kontroleftersyn, bl.a. ved forevisning af de omfattede arealer og de bygninger og anlæg, hvor råvarer eller produkter opbevares eller forarbejdes, samt forevisning af dyrkningsplaner, forretningsbøger og regnskabsmateriale m.v.
§ 8.
Stk. 1. Overtrædelse af § 3, § 4, § 6, stk. 1, stk. 2, 2. punktum, stk. 3 og stk. 4, samt § 7, stk. 2, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 9.
Stk. 1. Bekendtgørelsen træder i kraft den 6. september 1997 og har virkning for alle kontrakter for høsten 1998 eller senere.
Stk. 2. Samtidigt ophæves bekendtgørelse nr. 834 af 31. oktober 1995 om afgrøder dyrket på udtagne arealer til fremstilling af produkter, som ikke primært er bestemt til fødevarer eller foder. Denne bekendtgørelse er dog fortsat gældende for kontrakter for høsten 1997. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, den 27. august 1997 Henrik Dam Kristensen / Niels Sønderbye