Gelex

Bekendtgørelse om registrering af rederiers skorstensmærker og kontorflag

OphævetVersion 1998-04-21fra 1998-04-21 til 2003-06-19
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/lta/1998/209@1998-04-21/da

Indhold
  1. Indledning
    1. § 1.
    2. § 2.
    3. § 3.
    4. § 4.
    5. § 5.
    6. § 6.
    7. § 7.
    8. § 8.

I medfør af § 15, stk. 1, i lov om skibsregistrering, jf. lovbekendtgørelse nr. 272 af 11. april 1997, som ændret ved lov nr. 886 af 3. december 1997, og efter bemyndigelse i bekendtgørelse nr. 694 af 17. august 1995, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1040 af 6. december 1996, fastsættes:

§ 1.

Stk. 1. Rederier, der er optaget i Skibsregistret, og som benytter skorstensmærker eller kontorflag, kan ansøge om at få disse registreret i det af Patentdirektoratet førte register over skorstensmærker og kontorflag.

Stk. 2. Ved optagelse i registret opnås eneret til benyttelse af de anmeldte mærker og flag.

§ 2.

Stk. 1. Ansøgning om optagelse indgives til Patentdirektoratet af vedkommende rederi på dertil bestemte blanketter, der udleveres vederlagsfrit af direktoratet.

Stk. 2. Med ansøgningen skal følge: 1) En nøjagtig gengivelse af skorstensmærket eller kontorflaget. Såfremt mærket eller flaget er i farver fremsendes dette i 2 eksemplarer i farver og 1 i sort/hvid. 2) Dokumentation for at det ansøgende rederi er optaget i Skibsregistret. 3) Et ansøgningsgebyr på 2000 kr.

Stk. 3. Når ansøgningen modtages af Patentdirektoratet, forsynes den med indleveringsdato og ansøgningsnummer, og der gives det ansøgende rederi kvittering for modtagelsen af ansøgningen.

§ 3.

Stk. 1. Skorstensmærket eller kontorflaget kan ikke registreres: 1) såfremt det uhjemlet ikke tydeligt adskiller sig fra tidligere registrerede eller ansøgte mærker eller flag, 2) såfremt mærket eller flaget strider mod lov eller offentlig orden, eller 3) såfremt ansøgningen ikke opfylder betingelserne i § 2, stk. 1 eller 2.

Stk. 2. Såfremt et ansøgt skorstensmærke eller kontorflag ikke opfylder betingelserne i stk. 1, afslås ansøgningen, og ansøgningsgebyret tilbagebetales.

§ 4.

Stk. 1. Et registreret skorstensmærke eller kontorflag udslettes af registret: 1) når indehaveren fremsætter begæring herom, 2) når det rederi, der er indehaver af registreringen, udslettes af Skibsregistret, eller 3) når et rederi ved endelig dom er blevet kendt uberettiget til at anvende det registrerede mærke eller flag.

Stk. 2. I de i stk. 1, nr. 2 nævnte tilfælde kan rederiet dog inden for 1 måned efter udslettelsen over for Skibsregistret, der underretter Patentdirektoratet, anmelde, at det indtil videre ønsker at forbeholde sig retten til de registrerede mærker og flag. Bliver rederiet ikke senest 3 år efter udslettelsen på ny registreret som ejer af dansk skib, udslettes de registrerede mærker og flag.

§ 5.

Stk. 1. Registrering eller udslettelse af et skorstensmærke eller et kontorflag bekendtgøres i Statstidende.

§ 6.

Stk. 1. Enhver har ret til at gøre sig bekendt med registret over skorstensmærker og kontorflag enten ved eftersyn af dette eller ved udskrifter.

Stk. 2. For bekræftet udskrift af registret betales 200 kr.

§ 7.

Stk. 1. Bekendtgørelsen træder i kraft den 18. april 1998.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 318 af 23. december 1957 om registrering af rederiers skorstensmærker og kontorflag.

§ 8.

Stk. 1. Bekendtgørelsen gælder ikke for Grønland. Søfartsstyrelsen den 6. april 1998 Niels J. Bagge / Ole Brocks

Versioner

  1. 1998-04-21 · til 2003-06-19