Bekendtgørelse om indførsel af fiskevarer fra Kina, Malaysia og Tyrkiet samt om tillægsattestation til sundhedscertifikatet for fiskevarer, der indføres fra Kenya, Mozambique og Uganda(* 1)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/lta/1998/543@1998-08-03/da
I medfør af § 11b og § 28, stk. 5, i lov om kvalitetskontrol med fisk og fiskevarer, jf. lovbekendtgørelse nr. 649 af 4. august 1993, og efter bemyndigelse fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsættes:
§ 1.
Stk. 1. Bekendtgørelsen omfatter indførsel i Danmark samt indførsel til andre EU-lande, Norge og Island via Danmark af fiskevarer med oprindelse i Kina og Malaysia samt med oprindelse i eller afsendt fra Kenya, Mozambique, Tyrkiet og Uganda.
Stk. 2. Ved fiskevarer forstås i denne bekendtgørelse produkter, der består af eller indeholder fisk, krebs- og bløddyr samt bestanddele heraf.
Stk. 3. Ved toskallede bløddyr forstås i denne bekendtgørelse bløddyr af klassen Lamellibranchiata, der filtrerer føden, inden den optages.
Stk. 4. Ved ferske fiskevarer forstås i denne bekendtgørelse levende, kølede og isede, dog ikke frosne, fiskevarer.
§ 2.
Stk. 1. Det er forbudt her til landet at indføre fiskevarer i enhver form fra følgende virksomhed i Malaysia: Sea Master Trading, Penang, kode nr. 12.
§ 3.
Stk. 1. Det er forbudt her til landet at indføre toskallede bløddyr, pighude, sækdyr og havsnegle i enhver form samt andre fiskevarer i fersk tilstand med oprindelse i eller afsendt fra Tyrkiet.
§ 4.
Stk. 1. Det er forbudt her til landet at indføre ferske fiskevarer med oprindelse i Kina.
Stk. 2. Det er ligeledes forbudt her til landet at indføre fiskevarer i enhver form fra følgende virksomheder i Kina: 1) Quindao Hongdao Fisheries Group, Corp. Fish Plant, Yang Mao Tan, Hongdao, Quindao, kode nr. 3700/D2539, 2) Yangcheng Fengbao Aquatic Food Co. Ltda, kode nr. 3200/O2226, 3) Pingyang Freezing Multiple-Producing Factory, nr. 60, Jiangkou Road Aojiang Pingyang, Zhejiang, kode nr. 3300/O2097, 4) Wenzhou Hongdali Aquatic Products Processing Co. Ltda., Yanting Cold Storage Plant, Yanting, Cangnan, Zhejiang, kode nr. 3000/O2083, 5) Xiamen Standland Foods Co. Ltda., Zhousan Plant, Dinghai, Zhousan, Zhejiang, kode nr. 3300/O2072, 6) Vessel Yan Yuan, nr. 3 - nr. 178, North Road, Yantai, Shandong, kode nr. 3700/O2405, 7) Yancheng Baolong Aquatic Foods Co. Ltd., Douloggang, Dafeng, Jiangsu, kode nr. 3200/O2061, 8) Wuhan Stadthampton Foodstuff Co. Ltd. - 181, 27. Avenue, Jiangan, kode nr. 4200/O2008, og 9) Laoghan Aquatic Products Cold Storage, Quindao, kode nr. 3700/O2410.
§ 5.
Stk. 1. Efter en stikprøveplan, der udarbejdes af Veterinær- og Fødevaredirektoratet, skal prøver af partier af frosne eller forarbejdede fiskevarer med oprindelse i eller afsendt fra Tyrkiet og prøver af partier af frosne eller forarbejdede fiskevarer, bortset fra steriliserede varer, med oprindelse i Kina, bortset fra de i § 4, stk. 2, nævnte virksomheder, underkastes en mikrobiologisk undersøgelse for at sikre, at de pågældende varer ikke indebærer nogen risiko for menneskers sundhed.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte prøver undersøges særligt med henblik på påvisning af salmonella (alle prøver), Vibrio cholerae (alle prøver fra partier med oprindelse i Kina og alle prøver fra partier med oprindelse i eller afsendt fra Tyrkiet), Vibrio parahaemolyticus (alle prøver fra partier med oprindelse i Kina og alle prøver fra partier med oprindelse i eller afsendt fra Tyrkiet), og Clostridium sp. (alle prøver fra partier med konserverede fiskevarer med oprindelse i eller afsendt fra Tyrkiet).
Stk. 3. Prøveudtagningen skal foretages på godkendte grænsekontrolsteder her i landet, og partierne må ikke tages i anvendelse eller omsættes, før grænsedyrlægen eller fiskeriinspektøren har meddelt tilladelse til frigivelse fra grænsekontrolstedet.
§ 6.
Stk. 1. Ved indførsel af partier af fiskevarer med oprindelse i eller afsendt fra Kenya, Mozambique eller Uganda, skal det ledsagende sundhedscertifikat, jf. bilaget til Kommissionens beslutning nr. 95/328/EF, være forsynet med følgende tillægsattestation: »3) resultatet af lægetilsynet, jf. kapitel III, punkt II B, i bilaget til direktiv 91/493/EØF, med de personer, der arbejder med og/eller håndterer ovennævnte fiskevarer eller akvakulturprodukter, har været tilfredsstillende.«.
§ 7.
Stk. 1. Overtrædelse af §§ 2-4, § 5, stk. 3, eller § 6, straffes med bøde eller hæfte.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 8.
Stk. 1. Bekendtgørelsen træder i kraft den 3. august 1998.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 285 af 14. maj 1998 om indførsel af fiskevarer fra Kenya, Kina, Malaysia, Mozambique, Tanzania, Tyrkiet og Uganda ophæves.
Underskrift 1
Veterinær- og Fødevaredirektoratet, den 21. juli 1998 Ole Kopp Christensen / Anne Ramløse