Gelex

Bekendtgørelse om udnyttelse af tv-rettigheder til begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse

OphævetVersion 1998-11-26fra 1998-11-26 til 2001-12-27
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/lta/1998/809@1998-11-26/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

I medfør af § 75, stk. 1, og § 76, stk. 2, i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 138 af 19. februar 1998, fastsættes følgende:

§ 1. Bekendtgørelsen omfatter tv-stationers udnyttelse af enerettigheder til begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse.

Stk. 2. Enerettigheder til sådanne begivenheder må ikke udnyttes på en sådan måde, at en betydelig del af befolkningen forhindres i at kunne følge dem via direkte eller tidsforskudt transmission på gratis fjernsyn.

§ 2. Ved en begivenhed af væsentlig samfundsmæssig interesse forstås i denne bekendtgørelse en sportsbegivenhed, som opfylder mindst to af følgende betingelser:

1) Den er af interesse for andre end dem, der normalt følger den pågældende sportsgren i tv.

2) Den tilhører en sportsgren, som traditionelt er centralt placeret i dansk idrætskultur.

3) Den følges almindeligvis af mange seere.

§ 3. Følgende begivenheder anses for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse:

1) OL, sommer- og vinterlege: Legene i deres helhed.

2) VM og EM i fodbold (herrer): Alle kampe med dansk deltagelse samt semifinaler og finaler.

3) VM og EM i håndbold (herrer og damer): Alle kampe med dansk deltagelse samt semifinaler og finaler.

4) Danmarks VM- og EM-kvalifikationskampe i fodbold (herrer).

5) Danmarks VM- og EM-kvalifikationskampe i håndbold (damer).

Stk. 2. Bestemmelserne om udnyttelse af enerettigheder til begivenheder gælder for udsendelse af dele af begivenhederne eller begivenhederne i deres helhed.

§ 4. En betydelig del af befolkningen anses for at være forhindret i at følge en begivenhed på gratis fjernsyn, medmindre

1) begivenheden sendes på en kanal eller kanaler, der kan modtages af mindst 90 pct. af befolkningen uden ekstra omkostninger til anskaffelse af tekniske installationer som f.eks. en satellitmodtager eller tilslutning til et fællesantenneanlæg, og

2) modtagning af begivenheden ikke koster seeren over 25 kr. pr. måned, bortset fra tv-licens og abonnementsbetaling til et fællesantenneanlæg.

§ 5. Tv-stationer, der ikke er i stand til at opfylde kravet i § 1, stk. 2, jf. § 4, og som har erhvervet enerettigheder til udsendelse af en begivenhed af væsentlig samfundsmæssig interesse, jf. § 3, stk. 1, kan kun udnytte disse enerettigheder, hvis de gennem aftale med andre tv-stationer, eller på anden passende måde, kan sikre, at en betydelig del af befolkningen ikke er forhindret i at følge den pågældende begivenhed via direkte eller tidsforskudt transmission på gratis fjernsyn.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke i tilfælde, hvor en tv-station kan påvise, at ingen tv-station eller gruppe af tv-stationer, som opfylder kravet i § 1, stk. 2, ønsker at indgå aftale på rimelige markedsvilkår om at vise den pågældende begivenhed.

Stk. 3. Tv-stationer, som i medfør af stk. 1 har fået tilbudt en aftale om at sende en begivenhed af væsentlig samfundsmæssig interesse, jf. § 3, stk. 1, skal skriftligt tilkendegive deres interesse i at indgå en sådan aftale senest 14 dage efter modtagelsen af et skriftligt tilbud, der foruden et prisforslag indeholder konkrete oplysninger om begivenheden, herunder hvor og hvornår den finder sted.

§ 6. Begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, jf. § 3, stk. 1, skal som udgangspunkt sendes direkte. De kan dog sendes forskudt, forudsat at tidsforskydningen skyldes objektive forhold, som f.eks. at

1) begivenheden finder sted om natten (kl. 24-06) dansk tid,

2) begivenheden består af flere sideløbende begivenheder, som f.eks. OL, eller

3) direkte udsendelse ville kræve flytning af udsendelsen af andre begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse end dem, der er nævnt i § 3, stk. 1.

Stk.2. T i dsforskudt udsendelse af en begivenhed af væsentlig samfundsmæssig interesse skal som hovedregel finde sted inden for et døgn, efter at begivenheden har fundet sted.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 gælder ikke, hvis begivenheden udsendes i medfør af § 5, stk. 2.

§ 7. Hvis der opstår uenighed om prisen på tv-rettighederne til en vigtig begivenhed, jf. § 3, stk. 1, i forbindelse med salg eller anden overdragelse af disse rettigheder, kan en af parterne eller en domstol eller en administrativ myndighed anmode Konkurrencerådet om en udtalelse efter konkurrenceloven om prisansættelse ud fra forholdene i et konkurrencebaseret marked.

§ 8. Ændringer i denne bekendtgørelse gennemføres efter drøftelse med de berørte parter, herunder især idrætsorganisationer og tv-stationer.

§ 9. Med bøde straffes den, der overtræder § 1, stk. 2, § 5, stk. 1, og § 6, stk. 1 og 2.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 10. Efter § 39, nr. 2, i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed kan en tilladelse til programvirksomhed ved hjælp af satellit eller ved hjælp af kabelanlæg til områder, der går ud over ét lokalt område, inddrages, hvis indehaveren overtræder loven eller bestemmelser fastsat efter loven, såfremt en overtrædelse er grov eller overtrædelser er ofte gentagne.

Stk. 2. Efter § 55, stk. 3, i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed kan en tilladelse til lokal fjernsynsvirksomhed inddrages midlertidigt eller endeligt, hvis en overtrædelse af loven, bestemmelser fastsat efter loven eller vilkår for tilladelsen er grov, eller overtrædelser er ofte gentagne.

§ 11. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. december 1998 og har virkning for aftaler om udnyttelse af enerettigheder indgået efter den 30. juli 1997, som vedrører begivenheder, der finder sted efter den 1. december 1998.

Underskrift 1

Kulturministeriet, den 19. november 1998 Elsebeth Gerner Nielsen /Lars M. Banke

Versioner

  1. 1998-11-26 · til 2001-12-27