Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om fleksibel efterløn
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/lta/2000/1164@2000-12-26/da
Indhold
I bekendtgørelse nr. 561 af 22. juni 2000 om fleksibel efterløn foretages efter forhandling med Landsarbejdsrådet følgende ændringer:
1. § 30 affattes således:
» § 30. Ferie med løn medfører fradrag i efterlønnen. Fradraget sker på det tidspunkt, hvor ferien holdes og med antallet af løntimer i ferieperioden.
Stk. 2. Ferie med feriegodtgørelse medfører fradrag på ferietidspunktet i forhold til det antal feriedage, der holdes. For hver feriedag, et medlem holder, fratrækkes 1/5 af efterlønnen for en uge. Der afrundes til hele eller halve feriedage. Feriedage, der er optjent i en 6 dages uge, skal ganges med 5/6.
Stk. 3. Udgør feriegodtgørelsen i ferieperioden et mindre beløb end fradraget i efterlønnen, kan medlemmet få udbetalt differencen som efterløn.
Stk. 4. Et medlem, som holder ferie i et ansættelsesforhold, kan få omregnet feriegodtgørelsen pr. dag til timer. Dette sker ved at dele feriegodtgørelsens bruttobeløb med medlemmets timeløn i ansættelsesforholdet. Hvis det timetal, der fremkommer, er færre timer end fuld tid, kan medlemmet få efterløn med fradrag for de beregnede timer.
Stk. 5. Et medlem, der har været omfattet af reglerne om arbejde i højst 200 timer hvert år, jf. lovens § 75 og § 74 g, stk. 1, nr. 1, skal have fradrag i efterlønnen for udbetalt feriegodtgørelse efter § 18 i bekendtgørelse om arbejde og indtægter mv. i efterlønsperioden. Hvis et medlem skifter til at arbejde efter reglerne i denne bekendtgørelse, skal der fortsat ske fradrag i efterlønnen. «
2. Efter § 30 indsættes:
» § 30 a. Feriegodtgørelse, der ved flytning til udlandet udbetales som et engangsbeløb, uden at ferien holdes, medfører fradrag i efterlønnen. Fradraget sker i forhold til antallet af optjente feriedage og følger i øvrigt § 30, stk. 2.
Stk. 2. Et medlem, som er omfattet af stk. 1, og som har optjent feriegodtgørelse ved arbejde på nedsat tid, kan få omregnet feriegodtgørelsen pr. dag til timer. Omregningen sker ved at dele feriegodtgørelsens bruttobeløb pr. dag med den seneste timeløn, medlemmet havde før flytningen. Det beregnede timetal skal fradrages i efterlønnen. «
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2001 1) .
Underskrift 1
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 15. december 2000 Lisbeth Lollike /Jørgen Kappel