Bekendtgørelse om kontrol af elektriske installationer i forsamlingslokaler
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/lta/2000/632@2000-07-10/da
I medfør af § 6, nr. 2, § 7, stk. 4, § 11, § 14 og § 24, stk. 2 og 3, i lov nr. 251 af 6. maj 1993 om elektriske stærkstrømsanlæg og elektrisk materiel, som ændret ved lov nr. 898 af 16. december 1998, fastsættes:
§ 1.
Stk. 1. Den, der som ejer, lejer, forpagter eller på anden måde driver et forsamlingslokale, som er beregnet til 150 personer eller derover, skal sikre, at de elektriske installationer, herunder nød- og panikbelysningsanlægget, og det tilhørende elmateriel, i forsamlingslokalerne og de tilstødende adgangs- og flugtveje, hver 12. måned kontrolleres af en autoriseret elinstallatør.
Stk. 2. Hvis der ved kontrollen efter stk. 1, konstateres fejl i installationen eller det tilhørende elmateriel, skal den, der driver forsamlingslokalet, sikre, at fejlene rettes.
Stk. 3. Pligten i stk. 1, omfatter også forsamlingslokaler, der enkeltvis er beregnet til færre end 150 personer, når forsamlingslokalerne benyttes samlet af 150 personer eller derover, og forsamlingslokalerne har fælles adgangs- og flugtveje.
Stk. 4. Elektricitetsrådet kan på baggrund af en vurdering af personrisikoen eller hyppigheden af foretagne ændringer i installationerne undtage enkelte forsamlingslokaler eller kategorier af forsamlingslokaler fra pligten i stk. 1.
Stk. 5. Ved forsamlingslokaler forstås i denne bekendtgørelse: Teatre, biografer, restaurationer, diskoteker, selskabslokaler, mødelokaler, koncertsale, udstillingslokaler, idrætshaller og andre bygninger og lokaler, der anvendes til lignende formål, med tilhørende gange og flugtveje, vestibule, køkken, depotrum og andre lokaler med direkte tilknytning til det pågældende forsamlingslokale.
§ 2.
Stk. 1. Som dokumentation for, at kontrol af installationen og det tilhørende elmateriel er gennemført, og forholdene er fundet i orden eller eventuelle fejl er rettet, udfylder og underskriver den autoriserede elinstallatør en attest efter Elektricitetsrådets formular.
Stk. 2. Den, der er forpligtet til at sikre kontrollen efter § 1, stk. 1, gennemført, skal opsætte attesten i forsamlingslokalet på et for publikum synligt sted og indsende genpart af attesten til Elektricitetsrådet.
§ 3.
Stk. 1. Elektricitetsrådet fastsætter regler for omfang og indhold af den autoriserede elinstallatørs kontrol af installationen og det tilhørende elmateriel og udarbejder formular til den i § 2 nævnte attest.
§ 4.
Stk. 1. Udgifterne i forbindelse med gennemførelse af kontrol efter denne bekendtgørelse påhviler den, som har pligt til at sikre kontrollen efter § 1, stk. 1, gennemført.
§ 5.
Stk. 1. Med bøde straffes den, der 1) i strid med § 1, stk. 1, undlader at foranstalte kontrol, 2) i strid med § 1, stk. 2, undlader at sikre, at fejl i installationerne eller det tilhørende elmateriel rettes, eller 3) i strid med § 2, stk. 2, undlader at opsætte attest eller indsende genpart af attest til Elektricitetsrådet.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. § 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 12. juli 2000. Første kontrol skal være gennemført senest den 12. juli 2001.
Underskrift 1
By- og Boligministeriet, den 30. juni 2000 Jytte Andersen /Ella Blousgaard