Bekendtgørelse om besøgslandbrug
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/lta/2000/904@2000-10-05/da
I medfør af § 14 og § 43, stk. 2 i lov nr. 351 af 2. juni 1999 om sygdomme og infektioner hos dyr fastsættes:
§ 1.
Stk. 1. Bekendtgørelsen fastsætter bestemmelser om besøgslandbrug.
Stk. 2. Ved besøgslandbrug forstås ejendom med almindelige produktionsdyr eller dyrearter, for hvilke der i henhold til lov nr. 401 af 10. juni 1997 om opdræt af visse dyrearter er fastsat nærmere bestemmelser om landbrugsmæssigt opdræt, hvortil der mod betaling tillades publikumsadgang, herunder bedrifter der udlejer til bondegårdsferie.
Stk. 3. Fødevareregionen kan i særlige tilfælde tillade hold af andre end de i stk. 2 nævnte dyr på besøgslandbrug. Registrering af besøgslandbrug og dyrlægetilsyn
§ 2.
Stk. 1. Et besøgslandbrug skal registreres af fødevareregionen.
Stk. 2. Anmodning om registrering indgives skriftligt til fødevareregionen og skal indeholde følgende oplysninger: 1) ejerens navn og adresse, 2) bedriftens adresse, hvis den er forskellig fra ejerens adresse, 3) bedriftens CHR-nr, 4) en liste over antal og arter af samtlige dyr på bedriften.
§ 3.
Stk. 1. Den ansvarlige for bedriften skal sørge for, at der til bedriften er knyttet en praktiserende dyrlæge som tilsynsførende, hvis navn skal oplyses til fødevareregionen.
Stk. 2. Dyrlægen skal mindst en gang om året inspicere bedriftens husdyr med henblik på en vurdering af sundhedstilstanden og skriftligt underrette fødevareregionen herom.
Stk. 3. Dyrlægen skal føre optegnelser over sygdomstilfælde med angivelse af dato, dyreart, diagnose, behandling samt evt. dødsårsag. Betingelser for drift
§ 4.
Stk. 1. Besøgende på besøgslandbruget må ikke fodre dyrene med foder, madrester og lignende, som medbringes af de besøgende.
Stk. 2. Det under stk. 1 anførte forbud skal bekendtgøres gennem opslag ved ankomsten til bedriften.
Stk. 3. Den ansvarlige for bedriften skal påse, at de besøgenes omgang med dyrene sker i overensstemmelse med Fødevaredirektoratets vejledning til denne bekendtgørelse.
Stk. 4. Børn under 5 år må kun under fornødent opsyn gives adgang til staldområder, eller gives mulighed for at komme i kontakt med gødningsforurenede genstande eller områder på gården.
Stk. 5. Den ansvarlige for bedriften skal påse, at besøgende, der har været i kontakt med dyr eller gødningsforurenet inventar, efterfølgende vasker hænder.
Stk. 6. Besøgende må ikke tilbydes eller have adgang til upasteuriseret mælk eller produkter heraf.
§ 5.
Stk. 1. Svin, der findes på besøgslandbrug, må kun: 1) sælges og overføres direkte til tilsvarende bedrifter, 2) føres direkte til eksport i henhold til gældende bestemmelser for udførsel af svin eller, 3) føres direkte til slagtning.
Stk. 2. Uanset stk. 1 kan smågrise fra et besøgslandbrug som led i en fast aftale og efter fødevareregionens godkendelse overføres til en slagtesvinebesætning, hvorfra svinene føres til slagtning.
Stk. 3. På besøgslandbruget må der ikke afholdes markeder, auktioner, dyrskuer og sportsarrangementer eller anden samling af dyr, der ikke i forvejen er hjemmehørende på bedriften.
Stk. 4. Fødevareregionen kan i særlige tilfælde på grundlag af en skriftlig ansøgning fra bedriftens dyrlæge dispensere fra bestemmelserne i stk. 1 og stk. 3.
§ 6.
Stk. 1. Den ansvarlige for bedriften skal føre optegnelser indeholdende dato for dyrs tilgang og afgang, herunder dødsfald. Dyrenes antal, art, køn, oprindelsessted og eventuelle bestemmelsessted skal ligeledes angives.
§ 7.
Stk. 1. De i § 3, stk. 3 og § 6 nævnte optegnelser skal opbevares i 5 år fra optegnelsestidspunktet og på begæring forevises repræsentanter fra fødevareregionen.
§ 8.
Stk. 1. Udgifter forbundet med drift af besøgslandbrug påhviler den for besøgslandbruget ansvarlige. Bestemmelser om straf og ikrafttræden
§ 9.
Stk. 1. Med bøde straffes den, der: 1) overtræder § 2, stk. 1, § 3, § 4, stk. 1, 2, 4, 5 eller 6, § 5, stk. 1 eller 3, § 6 eller § 7, eller 2) tilsidesætter vilkår i tilladelser givet efter § 1, stk. 3, eller § 5, stk. 4.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 10.
Stk. 1. Bekendtgørelsen træder i kraft den 7. oktober 2000.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 444 af 29. maj 1996 om besøgslandbrug.
Underskrift 1
Fødevaredirektoratet, den 28. september 2000 P.D.V. Preben Willeberg /Thomas Pihl