Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om den erhvervsgymnasiale uddannelse til højere teknisk eksamen
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/lta/2001/526@2001-06-14/da
Indhold
I bekendtgørelse nr. 524 af 15. juni 2000 om den erhvervsgymnasiale uddannelse til højere teknisk eksamen foretages følgende ændringer:
1. I § 4, stk. 2, indsættes efter »selvstændig overbygning til det lavere niveau,«: »jf. dog stk. 5,«, og »jf. stk. 5-8« ændres til: »jf. stk. 6-8«.
2. § 4, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Skolen udbyder enten kemi C og kemi B, som angivet i stk. 1, eller kemi C med 130 timer i 1. år efterfulgt af kemi B og A som et samlet forløb over to år, der afsluttes på niveau A efter 3. skoleår. Alle skoler skal desuden udbyde kemi C og B som et samlet forløb over to år med 70 timer i 1. år og 145 timer i 2. år, efterfulgt af kemi A i 3. skoleår, som angivet i stk. 1.«.
3. I § 24, stk. 1, indsættes som nye rækker i skemaet:
Fag og niveau 1. år 2. år 3. år
Teknologihistorie C M eller M
Filosofi C M eller M
4. I § 25, stk. 2, ændres »hver elev eller gruppe« til: »hver elev«.
5. I § 25 indsættes som stk. 5:
» Stk. 5. Skolen kan godkende, at et projekt gennemføres i en gruppe af elever. Skolen skal dog sikre, at disse projekter gennemføres på en sådan måde, at skolen får tilstrækkeligt grundlag for individuel bedømmelse.«.
6. § 26 affattes således:
»§ 26. Ved prøver til eksamen er alle skriftlige hjælpemidler samt lommeregnere tilladt, medmindre andet er fastsat i de enkelte fagplaner. Endvidere er brug af informationsteknologiske hjælpemidler tilladt under hensyntagen til reglerne i skolens eksamensreglement, jf. § 13 i bekendtgørelse om eksamensordning på erhvervsskolerne mv.«.
7. I Bilag 1 , Bilagsfortegnelse , indsættes efter 16 under overskriften Fagplaner for fag, der er omfattet af § 4 som nye numre:
16 a. Teknologihistorie niveau C
16 b. Filosofi niveau C
8 . Efter bilag 16 indsættes som nye bilag :
Htx-bekendtgørelsen Bilag 16 a
Fagplan maj 2001
C. 0. Formål, timetal og prøveform
Formålet er at give eleven indsigt i teknologiens historiske udvikling samt grundlæggende viden om forskellige karakteristiske træk ved teknologien gennem historiske eksempler. Eleven opnår bevidsthed om de problemer af videnskabelig, etisk, mentalitetshistorisk, samfundsmæssig og miljømæssig art, som den teknologiske udvikling giver anledning til, og mulighed for selvstændigt at sætte sig ind i, analysere og tage stilling til problemer, der er en følge af den teknologiske udvikling.
Vejledende timetal: 110. Mundtlig prøve.
C. 1. Undervisningens mål og indhold
Målet er, at eleven:
1) får kendskab til vigtige elementer af den teknologiske udvikling fra jæger- og samlerstadiet til vor tids teknologi og kan redegøre for afgørende forskelle på teknologi og teknologiopfattelse i forskellige perioder og forskellige kulturer,
2) bliver i stand til at analysere og forstå kræfterne bag udviklingen af nogle konkrete teknologier, foretage sammenligninger mellem forskellige landes og forskellige epokers udformninger af teknologi og tage stilling til fordele og ulemper ved en given teknologi, og
3) selvstændigt kan analysere konkrete teknologihistoriske situationer med fagets begreber.
Oversigt
Teknologi i forskellige perioder og kulturer:
a. Oldtid, middelalder og renæssance (indtil 1750).
b. Den industrielle revolution (1750 - ca. 1850).
c. Industrisamfundet (1850 - ca. 1950).
d. Overgang fra industrisamfund til informationssamfund (fra ca. 1950).
Indfaldsvinkler:
e. Forholdet mellem teknologi og naturvidenskab.
f. Forholdet mellem teknologi, ideologi og kunst.
g. Etik og teknologi.
h. Overførsel af teknologi.
i. Teknologiens netværk.
Teknologi i forskellige perioder og kulturer (a-d)
Målet er at give kendskab til samspillet mellem de vigtigste teknologier og kulturer i forskellige historiske perioder. I hver periode behandles mindst én betydningsfuld teknologi.
a. Oldtid, middelalder og renæssance (indtil 1750).
Herunder de første agerbrugerkulturer (ca. 10.000 til ca. 4000 f. Kr.), de store flodkulturer (ca. 4000 til ca. 500 f. Kr.), den græsk-romerske kultur (ca. 500 f. Kr. til ca. 500 e. Kr.), europæisk middelalder (ca. 500 til ca. 1460), renæssancen og den naturvidenskabelige gennembrudsperiode (ca. 1450 til ca. 1750).
b. Den industrielle revolution (ca. 1750 - ca. 1850).
Herunder bomuldsindustriens betydning som teknologisk fornyelsesområde. Nye metoder i landbruget, forøgelse af befolkningstallet, kolonierne som råstofproducenter og markeder. Skiftet fra træ til jern som basismateriale. Dampmaskinens udvikling og transportrevolutionen.
c. Industrisamfundet (1850 - ca. 1950).
Herunder masseproduktion, taylorisme og stordrift. Store teknologiske systemer og nye energiformer. De første videnbaserede industrier.
d. Overgang fra industrisamfund til informationssamfund (fra ca. 1950).
Herunder fremkomsten af nye teknologier, atomteknologi, bioteknologi og informationsteknologi, vedvarende energi, livscyklusplanlægning og teknologianvendelse i landbruget.
Indfaldsvinkler (e-i)
Under behandlingen af de fire perioder (a-d) inddrages følgende indfaldsvinkler (e-i).
e. Forholdet mellem teknologi og naturvidenskab.
Empirisk og videnbaseret teknologi karakteriseres med udgangspunkt i den moderne opfattelse af forholdet mellem teknologi og naturvidenskab. Der inddrages fri og målrettet forskning og udnyttelse af grundvidenskabelig viden herunder virksomhedslaboratorier.
f. Forholdet mellem teknologi, ideologi og kunst.
Den gensidige påvirkning mellem teknologi, mentalhistorie, økonomi, kunst og religion.
g. Etik og teknologi.
Diskussion af de etiske spørgsmål i forbindelse med anvendelse af teknologi, miljøproblemer, forholdet mellem menneske og teknologi, livskvalitet og magtstrukturer i samfundet.
h. Overførsel af teknologi.
Overførsel af teknologi fra oprindelsessted til andre lande og de problemer, der kan opstå ved indlejring i et samfund, der er væsensforskelligt fra oprindelsesstedet.
i. Teknologiens netværk.
Fremkomsten af en teknologi implicerer behov for mere teknologi, og dette giver den teknologiske udvikling en høj grad af autonomi. Eksempelvis udløser bilen behov for en udbygget infrastruktur (veje, tankstationer, p-pladser, katalysatorer). Ligeledes har informationsteknologien udløst behov for hurtigere computere og netværk med stadig større båndbredde.
C. 2. Undervisningen
Undervisningen i teknologihistorie omfatter viden om maskiner, produkter og processer og viden om organisation af produktion og arbejdskraft.
Undervisningen tager udgangspunkt i teknologihistoriske eksempler fra forskellige perioder og kulturer. Samtidig introduceres en metodisk tilgangsvinkel, der sammenholder teknologiens udvikling med den naturvidenskabelige, økonomiske, sociale og mentalitetshistoriske udvikling. Eksemplerne er historiske, og undervisningen trækker paralleller til moderne teknologiske problemstillinger.
Undervisningen består af en række kronologisk ordnede, overbliksskabende forløb, hvor der fokuseres på nogle konkrete teknologiers opståen og udvikling. Der lægges også vægt på samspillet mellem den teknologiske, økonomiske og samfundsmæssige udvikling og de ændringer i ideologisk og etisk forståelse, som nye teknologier medfører. Ved udvælgelsen af genstandsområder tilstræbes balance mellem ældre og nyere eksempler på teknologi og mellem forskellige former for teknologi.
Eleven udarbejder en rapport for hver af de fire perioder. Rapporterne udarbejdes under lærerens vejledning og med inddragelse af informationsteknologiske værktøjer. Rapporterne indeholder en analyse af en konkret teknologisk udvikling med historisk baggrund og formuleret i fagets terminologi.
C. 3. Eksamen
Prøven varer ca. 20 minutter. Eleven får ved lodtrækning en opgave inden for én af de fire perioder. Med udgangspunkt i elevens skriftlige arbejde inden for perioden gøres der rede for væsentlige træk ved teknologiens udvikling i perioden. Opgaven kan eventuelt suppleres med billed- og tekstmateriale eller et konkret teknologihistorisk produkt. Eleven har ca. 20 min. forberedelsestid, hvor alt materiale må benyttes. Under prøven må anvendes notater fra forberedelsestiden.
Htx-bekendtgørelsen Bilag 16 b
Fagplan maj 2001
C. 0. Formål, timetal og prøveform
Formålet er, at eleven opnår viden om filosofiske problemstillinger, herunder teorier og synspunkter af betydning for forståelse af teknologien og dens betydning for samfundet og det enkelte individ.
Vejledende timetal: 110. Mundtlig prøve.
C. 1. Undervisningens mål og indhold
Målet er, at eleven
1) får forudsætninger for at forstå menneskelig erkendelse og handlen, styrker sin systematiske og kritiske tænkning og evnen til at argumentere logisk korrekt,
2) kan formulere, analysere og forholde sig til teknologiske og naturfilosofiske spørgsmål, og
3) opnår kendskab til de teknologifilosofiske problemer og synspunkters historiske udvikling og sammenhæng.
Oversigt
a. Eksistens og individ.
b. Etik og samfund.
c. Teknologi og natur.
d. Valgfrit emne.
a. Eksistens og individ
Målet er at give en indføring i nogle af de vigtigste eksistens- og livsfilosofiske problemstillinger. Herunder inddrages naturvidenskabernes og teknologiens betydning for det enkelte individ, så eleven får kendskab til:
1) personbegrebet,
2) spørgsmålet om viljens frihed,
3) fremmedgørelse og det egentlige liv,
4) teknologi og livsverden samt
5) individ og arbejdsprocesser.
b. Etik og samfund
Målet er at give en indføring i nogle af de vigtigste normative, etiske og samfundsfilosofiske teorier. Herunder inddrages teknologiens etiske og samfundsfilosofiske aspekter, så eleven får kendskab til:
1) forholdet mellem værdier og kendsgerninger,
2) retfærdighed contra nytte,
3) forskellige statsteorier,
4) begrebet om det gode liv og
5) teknologi og naturvidenskab som ideologi.
c. Teknologi og natur
Målet er at give en indføring i centrale erkendelsesteoretiske, metafysiske og videnskabsteoretiske problemstillinger. Herunder inddrages natur- og teknologifilosofiske problemstillinger, så eleven får kendskab til:
1) grundlæggende logiske begreber, herunder sandhed, gyldighed og begrundelse,
2) empiri kontra teori,
3) grundlæggende ontologiske synspunkter,
4) forholdet mellem teknologi og videnskab og
5) natur, kultur og teknik
d. Valgfrit emne
Emnet kan frit vælges inden for grundlæggende filosofiske spørgsmål. Det kan være en større filosofisk tekst, som er en uddybning af et af de tidligere emner eller en filosofisk behandling af aktuelle teknologiproblemer.
C. 2. Undervisningen
Undervisningen tilrettelægges som forløb. Gennem arbejdet med virkelighedsnære eksempler opnås en grundlæggende indsigt i filosofiske problemstillinger. Der inddrages både filosofiske primærtekster og sekundærlitteratur. Litteraturen skal dække vigtige epoker i teknologifilosofiens udvikling. Det valgfrie emne fastlægges i samråd med eleverne.
I forbindelse med de enkelte forløb redegøres der for filosofiske spørgsmål både mundtligt, skriftligt og ved brug af informationsteknologiske præsentationsmåder. Enkelte opgaver kan være et interview eller lignende, hvor der debatteres eller redegøres for filosofiske spørgsmål. Dokumentationen skal afspejle de emneområder, der er arbejdet med. Elevernes dokumentation udarbejdes individuelt eller i grupper på op til 3 elever. Der udarbejdes 4-6 standardopgaver inklusiv 1 eksamensopgave.
Eksamensopgaven skal have karakter af en kortere beskrivelse, hvor der skitseres en besvarelse af en større central filosofisk problemstilling inden for hvert af de 4 emneområder: Eksistens og individ, etik og samfund, teknologi og natur samt det valgfrie emne. Denne besvarelse danner udgangspunkt for den mundtlige eksamen.
I alt læses mindst 175-225 normalsider primærtekster og sekundærlitteratur. Omfanget af skriftlige arbejder svarer til 4-6 standardopgaver i faget.
C. 3. Eksamen
Prøven varer 20 minutter. Eleven trækker lod mellem de 4 kortere beskrivelser fra eksamensopgaven. Eleven har ca. 20 minutters forberedelsestid, hvor alt materiale må benyttes.
Prøven tager udgangspunkt i eksamensopgaven og omfatter en diskussion af den filosofiske problemstilling og en perspektivering inden for emneområdet. Under prøven må anvendes notater fra forberedelsestiden.
Sammen med eksamensopgivelserne sender skolen censor en oversigt over emnerne for elevernes arbejder og materialer anvendt i undervisningen.
Bekendtgørelsen træder i kraft d. 1. august 2001 .
Underskrift 1
Undervisningsministeriet, den 7. juni 2001 P.M.V. Ivan Sørensen Styrelseschef /Jette Skovbjerg