Bekendtgørelse om bevaring og kassation af primærkommunernes arkivalier
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/lta/2001/640@2001-07-12/da
I medfør af § 7, stk. 1, i Kulturministeriets bekendtgørelse nr. 554 af 31. maj 2001 om offentlige arkivalier og offentlige arkivers virksomhed og efter drøftelse med Kommunernes Landsforening fastsættes:
§ 1.
Stk. 1. Bestemmelserne gælder for primærkommunernes arkivalier, herunder arkivalier i den kommunale forvaltning og i kommunale institutioner m.v., jf. dog § 7, stk. 3.
Stk. 2. Bestemmelserne gælder ikke for Københavns og Frederiksberg kommuner.
§ 2.
Stk. 1. Bestemmelserne gælder ikke for arkivalier, der er lagret på elektronisk medium. Bevaring og kassation
§ 3.
Stk. 1. Arkivalier, der er anført i den bilagte bevaringsliste, skal bevares.
§ 4.
Stk. 1. Journalsager bevares og kasseres i henhold til de bestemmelser, der fastsættes for den journalplan, som anvendes af den pågældende kommune.
Stk. 2. I kommuner, der ikke anvender journalplan, sker bevaring og kassation efter Statens Arkivers anvisning i hvert enkelt tilfælde.
§ 5.
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen kan beslutte at bevare arkivalier i større omfang end fastsat i §§ 3-4.
§ 6.
Stk. 1. Arkivalier, der ikke er omfattet af §§ 3-4, kan kasseres.
Stk. 2. Arkivalier, der ikke skal bevares, kasseres, når opbevaringspligt efter andre bestemmelser er opfyldt, og når de efter kommunens egen vurdering i øvrigt ikke længere har retlig eller administrativ betydning. Ikrafttrædelse m.v.
§ 7.
Stk. 1. Bekendtgørelsen træder i kraft den 14. juli 2001.
Stk. 2 . Samtidig ophæves Statens Arkivers cirkulære nr. 17 af 25. januar 1996 om bevaring af primærkommunernes arkivalier.
Stk. 3. Ved ikrafttrædelsen ophæves bekendtgørelse nr. 201 af 29. april 1981 om kassation i kommunernes arkiver for de i § 1 nævnte områder.
Stk. 4. Bekendtgørelse nr. 201 af 29. april 1981 om kassation i kommunernes arkiver forbliver dog i kraft, for så vidt angår kommunale arkivalier, der er henlagt som administrativt uaktuelle før den 1. april 1970.
Underskrift 1
Rigsarkivet, den 27. juni 2001 Johan Peter Noack /Jan Kanstrup
Bilag 1
Bilag Bilag til bekendtgørelse om bevaring og kassation af primærkommunernes arkivalier Bevaringsliste 1. Kommunestyret i almindelighed. A: Forhandlings- og beslutningsprotokoller for kommunalbestyrelsen, samt for udvalg, nævn og råd nedsat af kommunalbestyrelsen. B: Mødereferater fra interne udvalg (ledermøder, samarbejdsudvalg, væsentlige arbejdsgrupper m.v.). C: Journaler (journalkort) og tilsvarende sags- og dokumentsregistre. D: Et eksemplar af kommunens egne publikationer, rapporter, interne cirkulærer, retningslinier m.v. 2. Sekretariatsområdet A: Valgbøger, kandidatanmeldelser, anmeldelser af liste- og valgforbund, samt klager over valg. B: Borgerlige ægteskabsbøger, jf. Justitsministeriets cirkulære nr. 134 af 25. september 1989 om ægteskabets indgåelse. 3. Folkeregister A: Hovedregisterkort, herunder omskrevne registerkort fra tidsrummet indtil 1978. B: Afgangsregisterkort fra tidsrummet indtil 1978. C: Folkeregisterbilag, der på grund af tidligere ødelæggelse af register opbevares som erstatning for de ødelagte kort. D: Mikrofilm, som erstatter makulerede eller ødelagte hoved- og afgangsregisterkort. 4. Økonomi- og personaleområdet A: De obligatoriske budgetter, regnskaber og delregnskaber, samt budgetmateriale, som er behandlet i økonomiudvalget. B: Revisionsprotokollater og afsluttende revisionsberetninger. C: Personalesager henlagt efter cpr-numre, der begynder med 01, samt vedrørende personer i lederstillinger. 5. Skatteområdet A: Ligningssager for år, der ender på 9. B: Vurderingsfortegnelser og årsomvurderingsfortegnelser til og med 17. almindelige vurdering. 6. Social- og sundhedsområdet A: Alle sociale personsager vedrørende børns og unges anbringelse udenfor hjemmet. B: Alle sager om integration af flygtninge. C: Sociale personsager, som efter kommunens vurdering er af særlig eller principiel karakter. D: Andre sociale personsager henlagt efter cpr-numre, der begynder med 01. 7. Det tekniske område A: Kommuneplaner og lokalplaner, såvel oplæg som vedtagne planer. B: Byggesager af særlig eller principiel karakter. C: Oversigtskort (beliggenhedsplaner), plan, snit og opstalt af bygningen, samt eventuelle fotos i andre byggesager. D: Oversigtskort (beliggenhedsplaner), hovedtegninger samt eventuelle fotos i sager om gader, veje, pladser og anlæg, herunder vand-, gas-, el- og kloakanlæg. E: Forureningsrapporter og miljøgodkendelser. 8. Undervisnings- og kulturområdet A: Skoleplaner og undervisningsplaner. B: Eksamens- og prøvebeviser. 9. Arkivalier i kommunale institutioner m.v. A: Bestyrelsesprotokoller og mødereferater. B: Materiale, som i særlig grad belyser institutionens virksomhed. C: Institutionens årsberetninger, meddelelsesblade o.l. D: Fortegnelse over elever, børn, beboere, klienter m.v. E: Sager om enkelte elever, børn, beboere, klienter m.v., der er født den første i en måned.