Gelex

Bekendtgørelse om refusion af udgifter ved myndighedernes sagsbehandling i forbindelse med kulbrinteaktiviteter m.v.

OphævetVersion 2002-03-11fra 2002-03-11 til 2006-06-29
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/lta/2002/108@2002-03-11/da

Indhold
  1. Indledning
    1. § 1.
    2. § 2.
    3. § 3.
    4. § 4.
    5. § 5.
    6. § 6.
    7. § 7.
  2. Underskrift 1

I medfør af § 25, stk. 3, i lov om anvendelse af Danmarks undergrund, jf. lovbekendtgørelse nr. 552 af 29. juni 1995, som ændret ved lov nr. 74 af 12. februar 2002, § 14, stk. 1, i lov nr. 292 af 10. juni 1981 om visse havanlæg, som ændret ved lov nr. 74 af 12. februar 2002, § 4, stk. 2, i lov om kontinentalsoklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979, som ændret ved lov nr. 1276 af 20. december 2000 og § 1, stk. 5, i lov nr. 291 af 10. juni 1981 om etablering og benyttelse af en rørledning til transport af råolie og kondensat, som ændret ved lov nr. 74 af 12. februar 2002 fastsættes:

§ 1.

Stk. 1. Denne bekendtgørelse omfatter: 1) rettighedshavere og bevillingshavere i henhold til undergrundsloven, ejere og brugere i henhold til havanlægsloven, ejere og brugere af rørledningen i henhold til rørledningsloven og enhver med andel i et felt, der har fået dispensation efter § 2, stk. 3, i rørledningsloven og 2) ansøgere om og indehavere af tilladelse i medfør af kontinentalsokkelloven, undergrundsloven, havanlægsloven eller rørledningsloven, som ikke er omfattet af nr. 1.

Stk. 2. Myndighedernes udgifter til sagsbehandling, herunder tilsyn, refunderes af de af stk. 1 omfattede.

§ 2.

Stk. 1. Myndighedernes udgifter til sagsbehandling, herunder tilsyn, beregnes på grundlag af en opgørelse over det antal timer, der er registreret som medgået ved udførelsen af den enkelte arbejdsopgave, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Timesatsen fastsættes på grundlag af den gennemsnitlige lønudgift til de medarbejdere, der deltager i sagsbehandlingen, tillagt en forholdsmæssig andel af de øvrige administrative omkostninger forbundet med sagsbehandlingen i det pågældende regnskabsår.

Stk. 3. Myndighedernes udgifter til undersøgelser, konsulentbistand, herunder bistand fra andre myndigheder, offentliggørelse efter § 4, stk. 1, 4. pkt., i kontinentalsokkeloven, offentliggørelse efter § 28 a, stk. 1, i undergrundsloven og tjenesterejser m.v., der efter regning kan henføres til den enkelte opgave, betales på grundlag af en opgørelse over disse udgifter udarbejdet af myndighederne.

§ 3.

Stk. 1. Inden udgangen af hvert år orienterer myndighederne betalingspligtige omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1, hvis myndighederne forventer, at omfanget af sagsbehandlingen i det følgende år væsentligt vil overstige det, der normalt vil være en følge af de planlagte aktiviteter.

Stk. 2. Indtræder der i årets løb væsentlige ændringer i forhold til oplysninger givet i medfør af stk. 1, eller overstiger omfanget af sagsbehandlingen væsentligt det, der normalt vil være en følge af de planlagte aktiviteter, orienteres den betalingspligtige snarest herom.

§ 4.

Stk. 1. Til opfyldelse af betalingsforpligtelser som opgjort efter § 2 udsender myndighederne efter udløbet af hvert kvartal foreløbige opkrævninger over udgifterne til sagsbehandlingen efter reglerne i stk. 2.

Stk. 2. I forbindelse med fremsendelse af opkrævning for første kvartal i betalingsåret meddeler myndighederne, hvilken timesats der vil blive anvendt i det pågældende år ved de foreløbige betalinger. Den foreløbige timesats fastsættes på grundlag af den for det afsluttede regnskabsår beregnede timesats, reguleret med de budgetterede omkostningsændringer.

§ 5.

Stk. 1. Efter udløbet af et regnskabsår udarbejder myndighederne på grundlag af den i medfør af § 2, stk. 2, endeligt beregnede timesats en opgørelse over de beløb, som skal betales for det pågældende år. Dette beløb reguleres med de efter § 4 foreløbigt indbetalte beløb. Slutopgørelsen sendes senest fire måneder efter regnskabsårets udløb til den betalingspligtige.

§ 6.

Stk. 1. Betaling af udgifter efter denne bekendtgørelse skal ske senest 30 dage efter, at opkrævning heraf er afsendt. Betales det skyldige beløb ikke rettidigt, påløber rente i overensstemmelse med bestemmelserne i § 5 i renteloven.

§ 7.

Stk. 1. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. marts 2002.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 79 af 8. februar 1990 om refusion af statens udgifter ved udøvelse af tilsyn med kulbrinteaktiviteter m.v. ophæves samtidig.

Underskrift 1

Økonomi- og Erhvervsministeriet, den 28. februar 2002 Bendt Bendtsen /Ib Larsen

Versioner

  1. 2002-03-11 · til 2006-06-29