Bekendtgørelse om fiskeriet i Ferring Sø mv.
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/lta/2002/203@2002-04-22/da
I medfør af §§ 30, 32, stk. 1, og § 130, stk. 2, i fiskeriloven, jf. lov nr. 281 af 12. maj 1999, og efter bemyndigelse fastsættes:
§ 1.
Stk. 1. I Ferring Sø, Veserne og Hygum Nor med kanaler er fiskeri forbudt i perioden 1. marts til 30. april.
§ 2.
Stk. 1. I Ferring Sø, Veserne og Hygum Nor må fiskeri med faststående redskaber kun foregå med kasteruser og pæleruser efter forudgående anmeldelse til Fiskeridirektoratet ved Fiskeriinspektorat Nord, Afdelingen i Nykøbing Mors.
Stk. 2. Fiskeri med kasteruser og pæleruser er forbudt i kanalerne, der forbinder de i stk. 1 nævnte vandområder og i fredningsbælter på 50 m i vandområderne ved kanalmundingerne.
Stk. 3. Bortset fra det i stk. 1 nævnte fiskeri med kasteruser og pæleruser, må fiskeri kun foregå med stang og snøre.
§ 3.
Stk. 1. I Ferring Sø, Veserne og Hygum Nor må der kun fiskes med kasteruser (dobbelte eller enkelte) og pæleruser (undervandsruser eller ovenvandsruser), hvor forreste bøjle i redskabet har en diameter på højest 90 cm.
Stk. 2. I pæleruser, jf. stk. 1, må radens længde højst være 40 m, og armene hver højest 8 m, og pælerusen skal bestå af mindst 3 kalve. Maskestørrelsen i hele redskabet, undtagen i radgarnet, foran den bageste kalv i rusen skal være mindst 30 mm (helmaske), og efter den bageste kalv mindst 24 mm (helmaske). Maskestørrelsen i rad og arme må højst være 40 mm (helmaske).
Stk. 3. I kasteruser og pæleruser skal der anvendes stoprist eller spærrenet efter de almindeligt gældende regler.
§ 4.
Stk. 1. Overtrædelse eller forsøg på overtrædelse af bestemmelserne i §§ 1-4 straffes med bøde.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 5.
Stk. 1. Bekendtgørelsen træder i kraft den 28. april 2002.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 935 af 7. december 1993 om fiskeriet i Ferring Sø ophæves.
Underskrift 1
Fiskeridirektoratet, den 12. april 2002 Jørgen Fredsted /Jørgen Bohn