Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om fødevarehygiejne
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/lta/2002/25@2002-01-29/da
Indhold
§ 1
I bekendtgørelse nr. 198 af 22. marts 2001 om fødevarehygiejne foretages følgende ændringer:
1. Indledningen affattes således:
»I medfør af § 9, stk. 2, § 10, stk. 1, § 12, § 28, § 44, stk. 4, § 46, stk. 3, § 51, stk. 2 og 3, § 54, stk. 2, § 61, stk. 1 og 2, § 62 og § 78, stk. 3, i lov nr. 471 af 1. juli 1998 om fødevarer m.m. (fødevareloven), som ændret ved lov nr. 279 af 25. april 2001, og § 9, stk. 1, og § 43 i lov nr. 351 af 2. juni 1999 om sygdomme og infektioner hos dyr, fastsættes: «
2. Efter § 3, stk. 1, indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Bekendtgørelsens regler om behandling gælder også erhvervsmæssig hjælp til slagtning eller slagtemæssig behandling i forbindelse med hjemmeslagtning, jf. dog § 19 a .«
3. Efter § 6 indsættes:
»§ 6 a. Ved hjemmeslagtning forstås primærproducenters slagtning og slagtemæssige behandling af egne dyr til forbrug i egen husholdning på ejendomme, hvor dyrehold er tilladt. Overgivelse af kød til primærproducenten efter endt slagtning eller slagtemæssig behandling på ejendommen, fra virksomheder omfattet af § 19 a, betragtes ikke som salg. «
4. § 19 affattes således:
»§ 19. Mobile fødevarevirksomheder, telte, markedsboder og lignende samt virksomheder omfattet af § 16 i bekendtgørelse om autorisation m.v. ved behandling og salg af fødevarer m.v. samt kontrolmærkning af animalske fødevarer er ikke omfattet af bestemmelserne i § 13 og §§ 15-18, jf. dog § 19 a. «
5. Efter § 19 indsættes:
»§ 19 a. Virksomheder med mobile anlæg og lignende, som anvendes til slagtning eller slagtemæssig behandling i forbindelse med hjælp til primærproducenters hjemmeslagtning er ikke omfattet af bestemmelserne i § 13, stk. 2, §§ 14-15, § 19 og §§ 56-59.
Stk. 2. Indretningskravene i § 13 og §§ 16-17 gælder kun i de tilfælde, hvor slagtningen eller den slagtemæssige behandling foregår i et mobilt anlæg. «
6. Efter § 20 indsættes:
»§ 20 a. Virksomheder omfattet af § 19 a skal sikre følgende:
1) I nærheden af hvor arbejdet udføres, skal der være faciliteter med rindende vand, således at personer beskæftiget med slagtning eller slagtemæssig behandling kan vaske hænder og arme. Sæbe og engangshåndklæder skal være til rådighed.
2) I nærheden af hvor slagtning eller slagtemæssig behandling foretages, skal der være faciliteter med rindende vand således at arbejdsredskaber og udstyr kan rengøres og desinficeres.
3) Spildevand skal bortledes fra mobile anlæg på en hygiejnisk hensigtsmæssig måde og må ikke medtages fra primærproducentens ejendom.
4) Såfremt der foretages skoldning af svin i forbindelse med afhåring eller af fjerkræ i forbindelse med plukning, må vandet ikke medtages fra ejendommen, med mindre det efter brug og før ejendommen forlades har været opvarmet til 70ºC i mindst 1 time.
5) Afblødning, afhudning, afhåring eller plukning, videre behandling og udtagning af organer skal gennemføres, så forurening af kødet undgås.
6) Mobile anlæg og slagteudstyr skal rengøres og desinficeres efter endt arbejde og før primærproducentens ejendom forlades.
7) Opsamling af affald skal ske på en hygiejnisk hensigtsmæssig måde.
8) Affald må ikke medtages fra primærproducenten efter endt slagtning eller slagtemæssig behandling af dyr. «
7. I § 76, stk. 1, nr. 1 , erstattes »§ 20, skt. 1 « med: »§ 20, stk. 1, § 20 a «.
8. I § 76, stk. 2 , udgår »hæfte eller «.
9. I § 77 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Virksomheder omfattet af § 19 a skal senest 1. maj 2002 opfylde bekendtgørelsens krav. «
§ 2
Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. februar 2002.
Underskrift 1
Fødevaredirektoratet, den 18. januar 2002 Per Harding Kristiansen /Charlotte Sporon-Fiedler