Bekendtgørelse om retsgenetiske undersøgelser i faderskabssager
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/lta/2002/453@2002-06-20/da
I medfør af § 33, stk. 1, i børneloven, jf. lov nr. 460 af 7. juni 2001, fastsættes:
§ 1.
Stk. 1. Samtykker moderen og de mænd, der er parter i sagen, i at medvirke ved retsgenetiske undersøgelser, jf. børnelovens § 11, stk. 1, træffer statsamtet bestemmelse om, hvordan undersøgelserne foretages, og hvor de nødvendige blodprøver udtages.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, hvis andre end moderen og den eller de mænd, der er parter i sagen, samtykker i at medvirke ved retsgenetiske undersøgelser, jf. børnelovens § 11, stk. 2. Retten
§ 2.
Stk. 1. Retten træffer efter reglerne i børnelovens § 18, 1. pkt., bestemmelse om gennemførelse af retsgenetiske undersøgelser af sagens parter, herunder hvordan undersøgelserne foretages, og hvor de nødvendige blodprøver udtages.
Stk. 2. Hvis andre end sagens parter efter børnelovens § 18, 2. pkt., jf. § 11, stk. 2, samtykker i at medvirke ved retsgenetiske undersøgelser, træffer retten bestemmelse om, hvordan undersøgelserne foretages, og hvor de nødvendige blodprøver udtages. Fælles regler for blodprøveudtagning m.v.
§ 3.
Stk. 1. Til brug ved retsgenetiske undersøgelser udtages normalt to blodprøver fra moderen, barnet samt den eller de mænd, der er parter i sagen. Blodprøverne udtages i almindelighed med en uges mellemrum.
Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan blodprøver i særlige tilfælde udtages samme dag, hvis blodprøverne udtages af forskelligt personale. Forud for hver enkelt blodprøveudtagning skal identiteten på den person, som afgiver prøven, kontrolleres, jf. § 4, stk. 1.
Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse ved blodprøveudtagning fra personer, der er nævnt i § 1, stk. 2, og § 2, stk. 2.
§ 4.
Stk. 1. Personer, der efter bestemmelserne i §§ 1 og 2 er inddraget i retsgenetiske undersøgelser, skal i forbindelse med blodprøveudtagningen forevise billedlegitimation. Dette gælder dog ikke barnet.
Stk. 2. Mænd, der er parter i sagen, skal endvidere fotograferes i forbindelse med blodprøveudtagningen. Udtages flere blodprøver samme dag, jf. § 3, stk. 2, skal manden kun fotograferes en gang.
Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 2 finder tilsvarende anvendelse på andre personer, der efter bestemmelserne i §§ 1 og 2 er inddraget i retsgenetiske undersøgelser, hvis det på grund af sagens omstændigheder skønnes nødvendigt.
§ 5.
Stk. 1. Når resultatet af de retsgenetiske undersøgelser foreligger, gør statsamtet eller retten parterne bekendt hermed.
Stk. 2. De fotografier, der er nævnt i § 4, stk. 2 og 3, indgår sammen med resultatet af de retsgenetiske undersøgelser i sagen og kan under den videre sagsbehandling foreholdes sagens parter. Ikrafttrædelse
§ 6.
Stk. 1. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2002.
Stk. 2. Bekendtgørelsen finder anvendelse på behandling af faderskabssager om børn, som er født den 1. juli 2002 eller senere.
Underskrift 1
Justitsministeriet, den 13. juni 2002 Lene Espersen /Christian Strøyer