Bekendtgørelse om forbud mod udførsel af fjerkræ og rugeæg
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/lta/2002/756@2002-09-11/da
Indhold
I medfør af § 9, § 22 og § 43, stk. 2 i lov nr. 351 af 2. juni 1999 om sygdomme og infektioner hos dyr, fastsættes:
§ 1.
Stk. 1. Denne bekendtgørelse vedrører samhandel med andre EU-medlemsstater eller Norge samt eksport til 3. lande af rugeæg, slagtefjerkræ og fjerkræ til levebrug.
§ 2.
Stk. 1. Det er forbudt at udføre fjerkræ bestemt til levebrug, slagtefjerkræ eller rugeæg der stammer fra besætninger, husdyrhold m.v. der er beliggende i Sønderjyllands Amt, Ribe Amt, Vejle Amt, Aarhus Amt, Viborg Amt, Ringkøbing Amt, syd for Limfjorden i Nordjyllands Amt eller på Sejerø beliggende i Vestsjællands Amt.
Stk. 2. Uanset stk. 1 er det tilladt at udføre fjerkræ bestemt til levebrug, slagtefjerkræ eller rugeæg der stammer fra besætninger beliggende i 1) Aarhus Amt, for så vidt angår den del af amtet der ligger vest for E45 eller syd for Gudenåen, 2) Vejle Amt, for så vidt angår den del af amtet der ligger nord for vej nr. 28 fra Vejle til Billund, 3) Ribe Amt, for så vidt angår den del af amtet der er ligger nord for vej nr. 30 og derfra langs E20 til Esbjerg Havn, og 4) Ringkøbing Amt, for så vidt angår den del af amtet der er ligger syd for vej nr. 15 fra Ringkøbing til Herning og Ikast og videre til Aarhus Amt.
§ 3.
Stk. 1. Med bøde straffes den, der overtræder § 2.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 4.
Stk. 1. Bekendtgørelsen træder i kraft den 12. september 2002.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 718 af 22. august 2002 om forbud mod udførsel af fjerkræ og rugeæg.
Underskrift 1
Fødevaredirektoratet, den 11. september 2002 P.D.V. John Larsen /Tina Lund Jensen