Gelex

Bekendtgørelse om produktionsafgift på ørred, solgt fra danske dambrug

OphævetVersion 2002-09-30fra 2002-09-30 til 2003-03-27
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/lta/2002/794@2002-09-30/da

Indhold
  1. Indledning
    1. § 1.
    2. § 2.
    3. § 3.
    4. § 4.
    5. § 5.
    6. § 6.
    7. § 7.
    8. § 8.
    9. § 9.
  2. Underskrift 1

I medfør af § 102, stk. 2 og 3, § 106, stk. 1, og § 130, stk. 2 i lov nr. 281 af 12. maj 1999 (fiskeriloven) fastsættes:

§ 1.

Stk. 1. Bekendtgørelsen omfatter enhver ørredproduktion fra danske dambrug, herunder yngel og ægproduktion.

§ 2.

Stk. 1. Produktionsafgiften gælder ved ethvert salg fra danske dambrug.

Stk. 2. Afgiften beregnes på baggrund af dambrugets nettoproduktion, dvs. den solgte produktion med fradrag af indkøbte mængder af fisk, yngel og æg.

Stk. 3. Produktionsafgiften på ørred, herunder yngel, er 12 øre pr. kilo.

Stk. 4. Produktionsafgiften på ægproduktion er 40 øre pr. kilo.

§ 3.

Stk. 1. Produktionsafgiften indgår i Afgiftsfonden for Danske Dambrug, c/o Dansk Dambrugerforening, Vejlsøvej 51, 8600 Silkeborg.

§ 4.

Stk. 1. Driftsansvarlig ejer eller forpagter, herunder enhver fysisk eller juridisk person, der erhvervsmæssigt driver dambrug, skal inden den 10. februar, 10. maj, 10. august og 10. november indberette den samlede nettoproduktion for det foregående kvartal til Afgiftsfonden for Danske Dambrug, jf. § 2, og indbetale den herefter skyldige afgift til fonden.

Stk. 2. Afgiftsbeløb under 100 kr. bortfalder.

Stk. 3. Negative produktionsafgifter kan ikke medføre krav om tilbagebetaling fra fonden.

§ 5.

Stk. 1. Den driftsansvarlige skal endvidere ved hvert regnskabsårs afslutning indsende en opgørelse over den samlede nettoproduktion til fonden, jf. § 2. Opgørelsen skal attesteres af en statsautoriseret eller registreret revisor. Hvis den årlige produktion svarer til en afgift på under 5.000 kr., kan attestation erstattes af en skriftlig erklæring fra den driftsansvarlige, medmindre Afgiftsfonden for Danske Dambrug kræver revisorattestation.

§ 6.

Stk. 1. Beløb, der ikke betales rettidigt, tillægges efter § 115, stk. 1, i fiskeriloven, en årlig rente, svarende til den rente, der er fastsat i henhold til rentelovens § 5, fra forfaldsdagen at regne. Den tillagte rente udgør dog mindst 50 kr.

§ 7.

Stk. 1. Der er udpantningsret for forfaldne beløb efter § 116, nr. 4 og 6, i fiskeriloven, herunder for de i § 6 nævnte rentebeløb.

§ 8.

Stk. 1. Den, der overtræder eller forsøger at overtræde §§ 4 og 5 straffes med bøde, medmindre højere straf følger af fiskerilovens § 130, stk. 3.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 9.

Stk. 1. Denne bekendtgørelse træder i kraft den 2. oktober 2002.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 569 af 20. juni 2001 om produktionsafgift på ørred, solgt fra danske dambrug.

Underskrift 1

Direktoratet for FødevareErhverv, den 23. september 2002 Arent B. Josefsen /Solveig Faurholt Pedersen

Versioner

  1. 2002-09-30 · til 2003-03-27