Gelex

Bekendtgørelse om kommuners og amtskommuners deltagelse i erhvervsdrivende selskaber m.v.

OphævetVersion 2002-10-03fra 2002-10-03 til 2006-06-08
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/lta/2002/800@2002-10-03/da

Indhold
  1. Indledning
    1. § 1.
    2. § 2.
    3. § 3.
    4. § 4.
  2. Underskrift 1

I medfør af § 3, stk. 8, i lov om kommuners og amtskommuners samarbejde med aktieselskaber m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 608 af 28. juni 1996 fastsættes:

§ 1.

Stk. 1. Kommuner og amtskommuner indsender en redegørelse for deres deltagelse finansielt eller ledelsesmæssigt i erhvervsdrivende selskaber, herunder kommunale fællesskaber, til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Redegørelsen indsendes elektronisk ved anvendelse af et brugernavn og password.

Stk. 2. Et selskab anses for erhvervsdrivende efter stk. 1, hvis det 1) overdrager varer eller immaterielle rettigheder, erlægger tjenesteydelser eller lignende, for hvilke det normalt modtager vederlag, 2) udøver virksomhed med salg eller udlejning af fast ejendom, eller 3) har den i aktieselskabslovens § 2, stk. 2, jf. stk. 4 og 5, anførte forbindelse med et aktie- eller anpartsselskab eller med en anden virksomhed af den i nr. 1 eller 2 nævnte art.

Stk. 3. Kommuners og amtskommuners deltagelse i almennyttige boligorganisationer skal dog ikke medtages i redegørelsen.

Stk. 4. Et selskab medtages ikke i redegørelsen i henhold til stk. 1, hvis den virksomhed, selskabet udøver eller har indflydelse på i henhold til stk. 2, har en nettoomsætning på mindre end 2 mio. kr. Hvis selskabet er omfattet af lovens §§ 1 eller 2, skal det ikke medtages i redegørelsen, hvis selskabets nettoomsætning er mindre end 1 mio. kr.

Stk. 5. Redegørelsen i henhold til stk. 1 skal omfatte deltagelse i selskabsformer, der udgør en juridisk person.

§ 2.

Stk. 1. Redegørelsen skal indeholde følgende oplysninger: 1) selskabets navn, adresse, hjemsted og CVR-nummer, 2) karakteren af den erhvervsvirksomhed, som selskabet driver, 3) om selskabet er omfattet af lovens §§ 1 eller 2 eller alene er omfattet af lovens § 3, stk. 8, herunder kommunalfuldmagt eller særlov, 4) antal ledelsesrepræsentanter i bestyrelsen eller tilsvarende ledelsesorgan udpeget af kommuner eller amtskommuner, 5) selskabets samlede indskudskapital samt de enkelte kommuners eller amtskommuners andel af denne indskudskapital og 6) selskabets omsætning samt evt. offentlige tilskud.

Stk. 2. Erhvervs- og selskabsstyrelsen kan forlange, at kommunen eller amtskommunen indsender: 1) seneste årsrapport i godkendt og revideret stand og 2) selskabets vedtægt.

§ 3.

Stk. 1. Redegørelserne indsendes hvert år senest 1. november til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Stk. 2. Redegørelsen indsendes af: 1) den kommune, der er selskabets hjemstedskommune, eller 2) den kommune eller amtskommune, der besidder formandsposten i bestyrelsen eller tilsvarende ledelsesorgan.

Stk. 3. Deltager hjemstedskommunen ikke i selskabet, og er formandsposten ikke hos en kommune eller amtskommune, skal redegørelsen afgives af den kommune eller amtskommune, hvor selskabets sekretariat er hjemmehørende.

§ 4.

Stk. 1. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. oktober 2002.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 609 af 28. juni 1996 om kommuners og amtskommuners deltagelse i erhvervsdrivende selskaber m.v.

Underskrift 1

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, den 24. september 2002 Ole Blöndal /Jytte Heje Mikkelsen

Versioner

  1. 2002-10-03 · til 2006-06-08