Gelex

Bekendtgørelse om oplysningspligt ved salg og markedsføring af elektrisk materiel til forbrugere

OphævetVersion 2003-12-22fra 2003-12-22 til 2014-07-04
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/lta/2003/1051@2003-12-22/da

Indhold
  1. Indledning
    1. § 1.
    2. § 2.
    3. § 3.
    4. § 4.
    5. § 5.
    6. § 6.
    7. § 7.
    8. § 8.
  2. Underskrift 1

I medfør af § 3, stk. 7, og § 15, stk. 2, i lov om autorisation af elinstallatører m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 989 af 8. december 2003, fastsættes:

Formål

§ 1.

Stk. 1. Bekendtgørelsen har til formål at fastsætte nærmere regler for oplysning om begrænsninger i retten til at installere elektrisk materiel i faste stærkstrømsinstallationer. Reglerne i denne bekendtgørelse skal sikre, at forbrugerne kan blive gjort bekendt med disse begrænsninger, inden materiellet handles. Anvendelsesområde

§ 2.

Stk. 1. Bekendtgørelsen gælder for salg og markedsføring til private forbrugere af elektrisk materiel, der er beregnet til at kunne indgå i faste stærkstrømsinstallationer.

Stk. 2. Ved markedsføring forstås i denne bekendtgørelse enhver opfordring til køb af elektrisk materiel som omfattet af stk. 1, der kan komme til private forbrugeres kendskab. Oplysningspligt

§ 3.

Stk. 1. Ved salg og markedsføring til private forbrugere skal det oplyses, at materiellet som omfattet af § 2 kun må installeres af en autoriseret elinstallatør.

Stk. 2. Følgende er undtaget fra kravet efter stk. 1: 1) belysningsarmaturer til indendørs brug i boliger og 2) fremførings- og befæstelsesmateriel.

Stk. 3. Ved salg og markedsføring af normaltætte afbrydere og stikkontakter skal endvidere oplyses, i hvilke tilfælde udskiftning må foretages af forbrugeren, jf. § 4, stk. 2 og 3.

§ 4.

Stk. 1. Oplysningen som fastsat i § 3, stk. 1 og 3, skal gives skriftligt på en for forbrugeren tydelig måde og på et synligt sted i umiddelbar forbindelse med materiellet og markedsføringen af materiellet.

Stk. 2. Oplysningen skal bestå i følgende udsagn: »Må kun installeres af en autoriseret elinstallatør.«, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 3. For normaltætte afbrydere og stikkontakter uden jord for højst 250 V skal oplysningen bestå i følgende udsagn: »Må kun installeres af en autoriseret elinstallatør. Forbrugeren må udskifte allerede installeret materiel.«

Stk. 4. For normaltætte stikkontakter med jord for højst 250 V skal oplysningen bestå i følgende udsagn: »Må kun installeres af en autoriseret elinstallatør. Forbrugeren må udskifte allerede installeret materiel, såfremt installationen er beskyttet med HPFI- eller HFI-afbryder.«

§ 5.

Stk. 1. Pligten til at sikre oplysning efter § 3 påhviler den, der sælger, og den, der markedsfører materiellet. Straf og ikrafttræden

§ 6.

Stk. 1. Med bøde straffes den, der sælger eller markedsfører elektrisk materiel til private forbrugere uden den i §§ 3 og 4 nævnte oplysning.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 7.

Stk. 1. Sikkerhedsstyrelsen fører tilsyn med overholdelsen af reglerne i denne bekendtgørelse.

§ 8.

Stk. 1. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2004.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 234 af 29. januar 2003 om oplysningspligt ved salg og markedsføring af elektrisk materiel til forbrugere ophæves.

Underskrift 1

Sikkerhedsstyrelsen, den 8. december 2003 Søren Krøigaard /Michael Borring Andersen

Versioner

  1. 2003-12-22, til 2014-07-04