Bekendtgørelse om fleksjob\n(Erhvervsområder hvor der ikke er adgang til at beskæftige personer i fleksjob, nedsættelse af løntilskud til arbejdsgivere for personer i fleksjob og tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende, der opfylder betingelserne for fleksjob)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/lta/2003/551@2003-06-26/da
Indhold
- Indledning
- Kapitel 1 Erhvervsområder hvor der ikke er adgang til at beskæftige personer i fleksjob med løntilskud
- Kapitel 2 Nedsættelse af løntilskud for personer i fleksjob
- Kapitel 3 Betingelser for og beregning af tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende, der har varige begrænsninger i arbejdsevnen og opfylder betingelserne for fleksjob
- Underskrift 1
(Erhvervsområder hvor der ikke er adgang til at beskæftige personer i fleksjob, nedsættelse af løntilskud til arbejdsgivere for personer i fleksjob og tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende, der opfylder betingelserne for fleksjob)
I medfør af §§ 69, stk. 3, 71, stk. 4, og 75, stk. 3, i lov nr. 419 af 10. juni 2003 om en aktiv beskæftigelsesindsats, fastsættes:
Kapitel 1 Erhvervsområder hvor der ikke er adgang til at beskæftige personer i fleksjob med løntilskud
§ 1.
Stk. 1. Der kan ikke gives tilbud om fleksjob efter kapitel 13 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, herunder tilbud om støtte i form af tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende efter § 75, på skibsværfter omfattet af Rådets forordning (EF) nr. 1540/98 af 29. juni 1998 om nye regler for støtte til skibsbygningsindustrien eller inden for kulindustrien omfattet af Rådets forordning (EF) nr. 1407/2002 af 23. juli 2002 om statsstøtte til kulindustrien.
Kapitel 2 Nedsættelse af løntilskud for personer i fleksjob
§ 2.
Stk. 1. Arbejdsgivers løntilskud til personer i fleksjob, jf. § 71, stk. 2 og 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, nedsættes med det beløb, som arbejdsgiver kan modtage fra kommunen efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel i forbindelse med fravær på grund af sygdom eller fødsel.
Stk. 2 . En arbejdsgiver, der betaler løn under sygdom eller fødsel til personer i fleksjob, skal orientere kommunen herom fra 1. fraværsdag eller snarest herefter.
Kapitel 3 Betingelser for og beregning af tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende, der har varige begrænsninger i arbejdsevnen og opfylder betingelserne for fleksjob
§ 3.
Stk. 1. Støtte i form af tilskud efter § 75 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kan udbetales til personer, der driver selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse.
Stk. 2. Ved selvstændig virksomhed forstås, at pågældende udøver virksomhed ved beskæftigelse for egen eller ægtefællens regning og risiko og med det formål at opnå økonomisk udbytte.
Stk. 3 . Den selvstændige virksomhed skal inden for de sidste 24 måneder have været udøvet i sammenlagt 12 måneder og i et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer pr. uge.
Stk. 4 . Ved vurdering af, om beskæftigelseskravet efter stk. 3 er opfyldt, bortses fra perioder på indtil 2 år, hvori der er ydet godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste efter lov om social service §§ 29 og 104 samt ydelser efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. Ved ydelser efter lov om børnepasningsorlov bortses fra perioder på indtil et år. De nævnte perioder medfører en udvidelse af perioden på de 24 måneder i stk. 3.
§ 4.
Stk. 1. Ret til støtte i form af tilskud til personer, der driver selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, er betinget af: 1) at pågældende er beskæftiget ved selvstændig virksomhed her i landet, 2) at pågældende ikke modtager støtte til selvstændig virksomhed i medfør af § 65 i lov om aktiv socialpolitik og 3) at pågældende ikke modtager delpension efter lov om delpension, efterløn efter kapitel 11 a i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. eller fleksydelse efter lov om fleksydelse.
§ 5.
Stk. 1. Kommunen udbetaler støtte i form af tilskud til den selvstændige virksomhed. Tilskuddet ydes afhængig af graden af den nedsatte arbejdsevne med ½ eller 2/3 af mindste overenskomstmæssige løn på det pågældende ansættelsesområde for nyansatte uden faglige kvalifikationer. På ikke overenskomstdækkede områder anvendes den overenskomstmæssige løn på sammenlignelige ansættelsesområder.
Stk. 2. Tilskuddet skal overvejende anvendes til at kompensere for den ekstra udgift, den selvstændige har ved at udføre de opgaver, pågældende ikke selv vil kunne udføre.
§ 6.
Stk. 1. Den selvstændige erhvervsdrivende skal over for kommunen godtgøre, at pågældende personligt deltager i driften af virksomheden, og at arbejdsvilkårene er tilrettelagt i overensstemmelse med den nedsatte arbejdsevne, jf. § 5, stk. 1.
Stk. 2. Det er endvidere en forudsætning for fortsat udbetaling af støtte i form af tilskud, at overskud og underskud fra virksomheden oplyses til skattevæsenet, og at virksomheden leverer varer eller ydelser mod vederlag.
§ 7.
Stk. 1. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2003. Samtidig bortfalder Socialministeriets bekendtgørelse nr. 31 af 16. januar 1998 om nedsættelse af løntilskud til fleksjob og størrelsen af den månedlige ledighedsydelse, Socialministeriets bekendtgørelse nr. 32 af 16. januar 1998 om visse erhvervsområder inden for hvilke der ikke er adgang til at beskæftige personer i fleksjob og i skånejob med løntilskud og Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 473 af 18. juni 2002 om betingelser for og beregning af tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende, der har varige begrænsninger i arbejdsevnen og opfylder betingelserne for fleksjob.
Underskrift 1
Arbejdsmarkedsstyrelsen, den 19. juni 2003 Lars Goldschmidt /Kim Svendsen-Tune