Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om regulering af fiskeriet i 2003 og visse vilkår for fiskeriet i følgende år
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/lta/2003/837@2003-10-16/da
Indhold
§ 1
I bekendtgørelse nr. 958 af 29. november 2002 om regulering af fiskeriet i 2003 og visse vilkår for fiskeriet i følgende år som ændret ved bekendtgørelse nr. 809 af 29. september 2003 foretages følgende ændringer:
1. Efter § 114 indsættes:
»§ 114 a. Nedskrivning af den disponible kapacitet i medfør af § 114, stk. 1, nr. 1) finder dog ikke sted, hvis følgende er opfyldt:
1) Makrelmængden overføres til et fartøj, der opnås fiskeritilladelse til som led i en samtidig udskiftning af et fartøj, der har tilladelse til fiskeri af makrel som årsmængde.
2) Ejerkredsen af det fartøj, der udgår, var den oprindelige den 1. januar 2003, jf. § 109.
3) Ejerkredsen fra den 18. oktober 2003 og indtil fartøjsudskiftningen finder sted ikke er ændret udover de i stk. 2 angivne rammer.
4) Ejerkredsen af det fartøj, der indsættes i flåden, er den oprindelige pr. 18. oktober 2003, jf. stk. 2.
Stk. 2. Ejerkredsen anses fortsat for den oprindelige pr. 18. oktober 2003, hvis der udelukkende er sket ændringer af ejerkredsen inden for følgende rammer:
1) Delvist ejerskifte, hvor antallet af ejere i den ejerkreds, der med fartøjet havde tilladelse med en årsmængde den 18. oktober 2003 indskrænkes, eller hvor ejerandelene ændres mellem de ejere, der havde tilladelse den 18. oktober 2003.
2) Overdragelse af fartøjet til et selskab, hvis ejerkreds er uændret i forhold til den eller de ejere, der med fartøjet havde tilladelse med en årsmængde den 18. oktober 2003, herunder tilfælde, hvor antallet af ejere i den ejerkreds, der med fartøjet havde tilladelsen den 18. oktober 2003, indskrænkes, eller hvor ejerandelene ændres mellem de ejere, der havde tilladelsen den 18. oktober 2003.
3) Overdragelse af aktier, anparter m.v. i et selskab, der helt eller delvist ejer fartøjet, i det omfang overdragelsen udelukkende sker til personer eller selskaber, der den 18. oktober 2003 indgik i ejerkredsen til selskabet eller i øvrigt i ejerkredsen til fartøjet.
4) Delvist ejerskifte for ejerandele af fartøjet eller i selskaber, der indgår i ejerkredse, hvor højst 10% af de samlede ejerandele af fartøjet årligt skifter ejer.
5) Overdragelse af ejerandele, aktier eller anparter som følge af dødsfald eller ved ophør med beskæftigelse ved erhvervsfiskeri som følge af sygdom eller andre særlige forhold.
§ 114 b. Det fartøj, der indsættes i flåden uden, at der finder nedskrivning af kapaciteten sted, jf. § 114 a, er omfattet af samme begrænsninger med hensyn til genanvendelse af kapaciteten, som det fartøj, der er udgået af flåden.
Stk. 2. Hvis et fartøj er indsat i flåden, uden kapaciteten er nedskrevet, jf. § 114 a og der sker ændringer i ejerkredsen udover § 114 a, stk. 2, bortfalder den uopfiskede del af fartøjets tildelte makrelmængde og i kommende år vil der ved tildeling af makrel kunne ske reduktion af de mængder makrel, fartøjet ville kunne tildeles med en procentandel, der svarer til den nedskrivning af kapaciteten, der skulle have været anvendt, jf. § 114, stk. 1, nr. 1). «
2. Efter § 146 indsættes:
»§ 146 a. Hvis det skønnes, at den danske kvote for brisling i Nordsøen, ikke vil blive opfisket inden årets udgang, kan det efter reglerne i bilag 6 meddeles, at fartøjer, som er omfattet af regelen i § 146, stk. 1, kan deltage i brislingefiskeriet i Nordsøen på vilkår, så fartøjerne kan fiske medbringe og lande mængder ud over de begrænsninger, der gælder for det enkelte fartøj. Nærmere regler om tilladte mængder og vilkårene i øvrigt vil fremgå af meddelelsen. «
3. § 153 , affattes således:
»§ 153. Den kapacitet, der frigøres fra fartøjer, fra hvilke der er overdraget kvoteandele, og hvor fartøjet derefter udgår af fiskeriet, kan anvendes efter reglerne i bekendtgørelsen om fartøjer, der anvendes til erhvervsmæssigt fiskeri. Kapaciteten (GT og kW) nedskrives dog med den procentandel, der svarer til fartøjets omsætning af sild i det af de valgte referenceår, som blev lagt til grund ved tildelingen af kvoteandelene (2000, 2001 eller 2002), jf. § 140, hvor sildeandelen af fartøjets samlede omsætning var størst. Nedskrivningen af kapaciteten foretages, selvom fartøjet har skiftet ejer en eller flere gange siden tildelingen af kvoteandele.
Stk. 2. Nedskrivning, jf. stk. 1, foretages ikke, såfremt kapaciteten genanvendes på et fartøj, som på tidspunktet for fartøjets indsættelse i flåden råder over en individuel overdragelig kvoteandel af sild eller en mængde erhvervet via generationsskiftepuljen, jf. §§ 142-144, der svarer til de kvoteandele, der er overdraget.
Stk. 3. Det fartøj, der indsættes i flåden med kapacitet fra et eller flere fartøjer, uden at der har fundet nedskrivning af kapaciteten sted, er omfattet af samme begrænsninger, som det eller de fartøjer, der udgik af flåden, jf. stk. 1 og §§ 145-152.
Stk. 4. Uanset reglen i § 146, stk. 1 om, at kun fartøjer, der tidligere har deltaget i de nævnte fiskerier, kan deltage i disse, kan Fiskeridirektoratet meddele tilladelse til, at fartøjer, der er omfattet af stk. 3, kan fiske de mængder tobis i norsk zone, brisling og sild i Østersøen og brisling i Nordsøen, som det eller de fartøjer, hvis kapacitet, der er anvendt, højst måtte fiske i henhold til § 146, stk. 1.
Stk. 5. Begrænsningen og muligheden for at fiske inden for de højst angivne grænser i § 146, stk. 1 kan ikke opsplittes på flere fartøjer. I det omfang, der anvendes kapacitet, der ikke er nedskrevet fra et fartøj, jf. stk. 2, overføres begrænsningerne fra fartøjet, der er udgået i sit helhed til det fartøj, der først indsættes i flåden med kapacitet fra fartøjet. «
4. I § 117, 2. punktum udformes således:
»Der er i øvrigt ikke taget stilling til tildeling af makrel i 2004 og kommende år, dog gælder, at såfremt det fastsættes, at der ved tildelingen helt eller delvist lægges vægt på hidtidigt fiskeri, er fartøjer, for hvilke der er sket fartøjsudskiftning, ejerskifte, eller som der er tilladt overført makrel til i løbet af 2003, ikke udelukket fra tildeling på grundlag heraf. «
§ 2
Bekendtgørelsen træder i kraft den 18. oktober 2003.
Underskrift 1
Fiskeridirektoratet, den 9. oktober 2003 Jørgen Fredsted /Birgit Bolgann