Bekendtgørelse om optagelse på valglisten til Europa- Parlamentsvalget den 13. juni 2004 af personer med dansk indfødsret, der har fast bopæl i en af de øvrige medlemsstater i Den Europæiske Union
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/lta/2003/998@2003-12-10/da
I medfør af § 14, stk. 3, i lov om valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet, jf. lovbekendtgørelse nr. 264 af 18. april 2001, og i medfør af § 5, stk. 3, i lov nr. 996 af 9. december 2003 fastsættes:
§ 1.
Stk. 1. Personer, der har valgret efter lovens § 3, stk. 1, nr. 2, og som ikke optages på valglisten i medfør af lovens § 14, stk. 2, optages efter anmodning på en særlig valgliste i Københavns Kommune, såfremt de 1) senest mandag den 10. maj 2004 opfylder valgretsbetingelserne bortset fra aldersbetingelsen og betingelsen om, at den stat, hvori de har fast bopæl, skal være en medlemsstat i Den Europæiske Union, jf. § 4, stk. 2, 2) indgiver anmodning (ansøgning) om optagelse på valglisten efter reglerne i §§ 2 og 3 og 3) ikke er optaget på valglisten til Europa-Parlamentsvalget i en af de øvrige medlemsstater i Den Europæiske Union.
§ 2.
Stk. 1. Ansøgning om optagelse på valglisten skal indgives til Københavns Kommune.
Stk. 2. Ansøgning skal indgives senest mandag den 10. maj 2004. Ansøgning kan tidligst indgives lørdag den 13. december 2003.
§ 3.
Stk. 1. Ansøgningen skal være dateret og underskrevet af ansøgeren og skal indeholde oplysning om ansøgerens 1) fulde navn, 2) danske personnummer, jf. dog stk. 3, 3) bopælsland og adresse i bopælslandet samt 4) seneste adresse i Danmark (tilmeldt et folkeregister), jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Ansøgningen skal tillige indeholde en erklæring om, at ansøgeren har dansk indfødsret, fast bopæl på den angivne adresse og ikke er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, samt at ansøgeren kun vil udøve sin valgret til Europa-Parlamentet i Danmark.
Stk. 3. Hvis ansøgeren ikke har dansk personnummer, skal ansøgningen i stedet indeholde oplysning om ansøgerens fødselsdato. Hvis ansøgeren ikke har været tilmeldt et folkeregister i Danmark, skal ansøgningen indeholde oplysning herom.
Stk. 4. Ansøgningen skal indgives på et ansøgningsskema, der er godkendt af Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Ansøgningsskemaet kan fås hos danske diplomatiske og konsulære repræsentationer i de øvrige medlemsstater i Den Europæiske Union. Ansøgningsskemaet kan endvidere fås hos danske diplomatiske og konsulære repræsentationer i Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovenien og Slovakiet, uanset om disse lande på tidspunktet for indhentelse af ansøgningsskemaet endnu ikke er blevet medlem af Den Europæiske Union. Ansøgningsskemaet kan endvidere fås hos Københavns Kommune eller hentes på www.kk.dk eller www.im.dk.
§ 4.
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen i Københavns Kommune træffer afgørelse om, hvorvidt en ansøger opfylder betingelserne for optagelse på den særlige valgliste, jf. §§ 1-3, jf. dog stk. 2, og giver ansøgeren meddelelse om afgørelsen. Afgørelsen skal træffes senest fredag den 28. maj 2004.
Stk. 2. Såfremt ansøgeren har fast bopæl i Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovenien eller Slovakiet, og såfremt den af disse stater, ansøgeren har fast bopæl i, på afgørelsestidspunktet endnu ikke er blevet medlem af Den Europæiske Union, træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om, hvorvidt ansøgeren vil opfylde betingelserne for optagelse på den særlige valgliste, jf. §§ 1 – 3, såfremt den stat, ansøgeren har fast bopæl i, bliver medlem af Den Europæiske Union senest på valgdagen. Kommunalbestyrelsen giver ansøgeren meddelelse om afgørelsen. Hvis afgørelsen går ud på, at betingelserne for optagelse på valglisten vil være opfyldt, såfremt den pågældende stat senest på valgdagen bliver medlem af Den Europæiske Union, skal afgørelsen indeholde oplysning herom.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 5.
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen i Københavns Kommune skal indberette afgørelser om optagelse på den særlige valgliste af personer, der har valgret efter lovens § 3, stk. 1, nr. 2, til Det Centrale Personregister (CPR) i overensstemmelse med de nærmere fastsatte regler herfor.
Stk. 2. Afgørelser om optagelse på den særlige valgliste af personer, der har fast bopæl i Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovenien eller Slovakiet, kan først indberettes til CPR, når den pågældende stat er blevet medlem af Den Europæiske Union.
§ 6.
Stk. 1. Afgørelser om optagelse på den særlige valgliste gælder for valget til Europa-Parlamentet søndag den 13. juni 2004, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Hvis indenrigs- og sundhedsministeren modtager underretning om, at en person, der er optaget på den særlige valgliste, er optaget på valglisten til Europa-Parlamentsvalget i en af de øvrige medlemsstater i Den Europæiske Union, jf. § 1, stk. 1, nr. 3, skal den pågældende slettes af den særlige valgliste, jf. lovens § 14, stk. 4.
§ 7.
Stk. 1. Bekendtgørelsen træder i kraft den 12. december 2003.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 792 af 5. november 1998 om optagelse på valglisten til Europa-Parlamentsvalg af personer med dansk indfødsret, der har fast bopæl i en af de øvrige medlemsstater i Den Europæiske Union.
Underskrift 1
Indenrigs- og Sundhedsministeriet, den 10. december 2003 Lars Løkke Rasmussen /Anne Birte Pade