Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om kommunernes ret til at få 65 pct. refusion af udgifterne til kontant- og starthjælp m.v. til personer, der deltager i tilbud efter kapitel 10-11 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/lta/2007/677@2007-06-28/da
Indhold
§ 1
I bekendtgørelse nr. 680 af 22. juni 2006 om kommunernes ret til at få 65 pct. refusion af udgifterne til kontant- og starthjælp m.v. til personer, der deltager i tilbud efter kapitel 10-11 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, foretages følgende ændringer:
1. § 2 affattes således:
» § 2. For at kommunen kan få 65 pct. refusion af udgifterne til hjælp efter § 1, er det et krav, at
1) betingelserne for tilbud i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats er opfyldt,
2) tilbuddet i gennemsnit er på minimum 10 timer om ugen, jf. dog stk. 2 og 3, og
3) personen deltager aktivt i tilbudet, jf. stk. 4.
Hvis kravene ikke er opfyldt, får kommunen 35 pct. i refusion.
Stk. 2. Et tilbud kan være på mindre end gennemsnitlig 10 timer om ugen, hvis kommunen dokumenterer, at det kun er muligt for personen at deltage på et lavere timetal.
Stk. 3. Ved tilbud om uddannelse, hvor det i almindelighed forventes, at personen anvender tid til forberedelse, kan forberedelsestid medregnes ved opgørelsen af timekravet.
Stk. 4. En person anses for at deltage aktivt i et tilbud, medmindre personen har mere end 14 dages sammenhængende fravær i en kommunal opgørelsesperiode. Opgørelsesperioden er den periode, som kommunen benytter ved beregning af en persons månedlige ydelse, jf. § 89 i lov om aktiv socialpolitik.
Stk. 5. Perioder med tilbud efter §§ 1 og 2 opgøres af kommunen.«
§ 2
Stk. 1. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2007.
Stk. 2. For tilbud efter kapitel 10-11 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, som er igangsat før 1. juli 2007, har reglerne virkning fra det tidspunkt, hvor der efter den 1. juli 2007 påbegyndes en ny opgørelsesperiode.
Underskrift 1
Arbejdsmarkedsstyrelsen, den 20. juni 2007 Marie Hansen /Kim Svendsen-Tune