Gelex

Bekendtgørelse om transport af våben mv. mellem andre lande end Danmark

OphævetVersion 2011-07-22fra 2011-07-22 til 2013-06-27
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/lta/2011/862@2011-07-22/da

Indhold
  1. Indledning
    1. § 1.
    2. § 2.
    3. § 3.

Bekendtgørelse om transport af våben mv. mellem andre lande end Danmark

I medfør af våbenlovens § 7 a, stk. 1 og 4, og § 10, stk. 3, jf. lovbekendtgørelse nr. 704 af 22. juni 2009, som ændret ved lov nr. 538 af 26. maj 2010, og efter forhandling med udenrigsministeren, fastsættes følgende:

§ 1.

Stk. 1. Det er forbudt at transportere de i stk. 2 nævnte våben mv. mellem andre lande end Danmark, når transporten sker til et af følgende lande: 1) Armenien. 2) Aserbajdsjan. 3) Burma. 4) Congo, Den Demokratiske Republik. 5) Elfenbenskysten. 6) Eritrea. 7) Guinea. 8) Hviderusland. 9) Irak. 10) Iran. 11) Kina. 12) Korea, Den Demokratiske Folkerepublik (Nord). 13) Libanon. 14) Liberia. 15) Libyen. 16) Rwanda. 17) Sierra Leone. 18) Somalia. 19) Sudan. 20) Sydsudan. 21) Syrien. 22) Zimbabwe.

Stk. 2. Forbuddene i stk. 1 og i våbenlovens § 7 a, stk. 2, omfatter transport af de i våbenlovens § 6, stk. 1, nævnte våben mv. samt jagtvåben og ammunition hertil med undtagelse af dolke og knive, der er udformet til anvendelse i erhverv, til husholdningsbrug eller ved jagt, lystfiskeri eller sportsdykning.

§ 2.

Stk. 1. Med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år straffes den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed overtræder § 1, stk. 1. På samme måde straffes den, der overtræder et vilkår fastsat i en dispensation udstedt i medfør af våbenlovens § 7 a, stk. 3.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.

§ 3.

Stk. 1. Bekendtgørelsen træder i kraft den 23. juli 2011.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 777 af 28. juni 2011 om transport af våben mv. mellem andre lande end Danmark ophæves.

Versioner

  1. 2011-07-22 · til 2013-06-27