Bekendtgørelse om forhåndsanmeldelse m.v. af foder med oprindelse i eller afsendt fra Japan efter ulykken på atomkraftværket i Fukushima
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/lta/2012/347@2012-04-19/da
Bekendtgørelse om forhåndsanmeldelse m.v. af foder med oprindelse i eller afsendt fra Japan efter ulykken på atomkraftværket i Fukushima 1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, som er nødvendige for anvendelsen af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 284/2012 af 29. marts 2012 om særlige importbetingelser for foder og fødevarer, der har oprindelse i eller er afsendt fra Japan efter ulykken på atomkraftværket i Fukushima, og om ophævelse af gennemførelsesforordning (EU) nr. 961/2011, EU-Tidende 2012, nr. L 92, side 16–23. Ifølge art. 288 i EUF-Traktaten gælder en forordning umiddelbart i hver medlemsstat. Udstedelsen af denne bekendtgørelse er således udelukkende begrundet i praktiske hensyn og berører ikke den nævnte forordnings umiddelbare gyldighed i Danmark.
I medfør af § 1, stk. 1-3, § 2, stk. 4 og § 6, stk. 2, i lov om foderstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 418 af 3. maj 2011, fastsættes:
Forhåndsanmeldelse
§ 1.
Stk. 1. Foderstofvirksomheder, der importerer foder omfattet af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 284/2012 af 29. marts 2012 om særlige importbetingelser for foder og fødevarer, der har oprindelse i eller er afsendt fra Japan efter ulykken på atomkraftværket i Fukushima, og om ophævelse af gennemførelsesforordning (EU) nr. 961/2011 (herefter forordningen), skal anmelde enhver af disse importer til Fødevarestyrelsen.
Kontrol
§ 2.
Stk. 1. Fødevarestyrelsen fører kontrol med, at foderstofvirksomheder foretager anmeldelse som fastsat i § 1.
Stk. 2. Fødevarestyrelsen kontrollerer, at erklæringer og resultater af fysisk kontrol er i overensstemmelse med kravene i forordningen, inden produkterne overgår til fri omsætning.
Stk. 3. Omkostninger forbundet med kontrol afholdes af virksomheden.
Stk. 4. Fødevarestyrelsens tidsforbrug betales efter bekendtgørelse om betaling for kontrol af foder og foderstofvirksomheder.
§ 3.
Stk. 1. Fødevarestyrelsen kan efter § 2, stk. 4, i lov om foderstoffer meddele de påbud og forbud, der anses for nødvendige for at sikre overholdelsen af forordningen.
Stk. 2. Udgifterne til opfyldelse af påbud og forbud efter stk. 1 påhviler den, som foranstaltningerne er rettet imod, jf. § 2, stk. 5, i lov om foderstoffer.
Straffebestemmelser
§ 4.
Stk. 1. Med bøde straffes den, der 1) overtræder § 1, 2) overtræder et forbud meddelt efter § 3, stk. 1, eller 3) undlader at efterkomme et påbud meddelt efter § 3, stk. 1.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 5.
Stk. 1. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der overtræder følgende bestemmelser i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 284/2012 af 29. marts 2012 om særlige importbetingelser for foder og fødevarer, der har oprindelse i eller er afsendt fra Japan efter ulykken på atomkraftværket i Fukushima, og om ophævelse af gennemførelsesforordning (EU) nr. 961/2011: 1) artikel 3 2) artikel 4, 3) artikel 5, 4) artikel 6, 5) artikel 7, 6) artikel 8, 7) artikel 9, 8) artikel 12, eller 9) artikel 13.
Ikrafttræden
§ 6.
Stk. 1. Bekendtgørelsen træder i kraft den 20. april 2012.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1215 af 15. december 2011 om forhåndsanmeldelse m.v. af foder med oprindelse i eller afsendt fra Japan efter ulykken på atomkraftværket i Fukushima.