Gelex

Bekendtgørelse om konti i EU’s CO2-kvoteregister og Det Danske Kyoto-register

OphævetVersion 2012-06-27fra 2012-06-27 til 2013-01-15
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/lta/2012/660@2012-06-27/da

Indhold
  1. Indledning
    1. § 1.
    2. § 2.
    3. § 3.
    4. § 4.
    5. § 5.
    6. § 6.
    7. § 7.
    8. § 8.
    9. § 9.
    10. § 10.
    11. § 11.

Bekendtgørelse om konti i EU’s CO 2 -kvoteregister og Det Danske Kyoto-register 1) I bekendtgørelsen er medtaget visse bestemmelser fra Kommissionens forordning (EU) nr. 920/2010 af 7. oktober 2010 om oprettelse af et EU-register for perioden frem til den 31. december 2012 for Unionens emissionshandelsordning i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF og Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 280/2004/EF, EU-Tidende 2010, nr. L 270, side 1, som ændret ved Kommissionens forordning (EU) nr. 1193/2011 af 18. november 2011, EU-Tidende 2011, nr. L 315, side 1. Der er endvidere medtaget visse bestemmelser fra Kommissionens forordning (EU) nr. 1193/2011 af 18. november 2011 om oprettelse af et EU-register for handelsperioden, der starter den 1. januar 2013, og efterfølgende handelsperioder for EU’s emissionshandelsordning i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF og Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 280/2004/EF og om ændring af Kommissionens forordning (EF) nr. 2216/2004 og (EU) nr. 920/2010, EU-Tidende 2011, nr. L 315, side 1. Ifølge artikel 288 i EUF-Traktaten gælder en forordning umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af disse bestemmelser i bekendtgørelsen er således udelukkende begrundet i praktiske hensyn og berører ikke forordningens umiddelbare gyldighed i Danmark.

Stk. 1. I medfør af § 24, stk. 3, § 25, stk. 5, § 34, stk. 6, og § 36, stk. 2, i lov om CO 2 -kvoter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1222 af 15. oktober 2010, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 37:

§ 1.

Stk. 1. Bekendtgørelsen fastsætter regler for konti, som administreres af Energistyrelsen, i EU’s CO 2 -kvoteregister og for konti i Det Danske Kyoto-register.

§ 2.

Stk. 1. Driftsledere af produktionsenheder omfattet af lov om CO 2 -kvoter skal for hver omfattet produktionsenhed have en driftslederbeholdningskonto i EU’s CO 2 -kvoteregister.

Stk. 2. En luftfartøjsoperatør omfattet af lov om CO 2 -kvoter skal have en luftfartøjsoperatørbeholdningskonto i EU’s CO 2 -kvoteregister.

Stk. 3. Driftsledere, jf. stk. 1, og luftfartøjsoperatører, jf. stk. 2, kan endvidere ansøge Energistyrelsen om at få oprettet og have personbeholdningskonti og handelskonti i EU’s CO 2 -kvoteregister.

§ 3.

Stk. 1. Fysiske eller juridiske personer, som ikke er omfattet af § 2, kan ansøge Energistyrelsen om at få oprettet og have personbeholdningskonti og handelskonti i EU’s CO 2 -kvoteregister.

§ 4.

Stk. 1. Kontohavere efter §§ 2 og 3 kan ansøge Energistyrelsen om at få oprettet og have personbeholdningskonti i Det Danske Kyoto-register.

Stk. 2. Reglerne for personbeholdningskonti i EU’s CO 2 -kvoteregister, jf. Kommissionens forordning (EU) nr. 1193/2011, finder tilsvarende anvendelse for personbeholdningskonti i Det Danske Kyoto-register.

§ 5.

Stk. 1. Kontohavere efter §§ 2-4 og deres bemyndigede repræsentanter i EU’s CO 2 -kvoteregister og Det Danske Kyoto-register skal overholde de vilkår for brug af registrene, herunder dokumentationskrav og sikkerhedskrav, som fremgår af Energistyrelsens hjemmeside.

Stk. 2. Konti efter §§ 2-4 kan først oprettes, når personen har leveret den nødvendige dokumentation i henhold til stk. 1.

Stk. 3. Energistyrelsen kan i særlige tilfælde efter en konkret vurdering dispensere fra krav i vilkårene efter stk. 1.

Stk. 4. Energistyrelsen kan ved misligholdelse af vilkårene blokere en konto. Hvis forholdet ikke inden en rimelig frist kan afklares, kan Energistyrelsen med rimeligt forudgående varsel lukke kontoen. Ved væsentlig misligholdelse af vilkårene kan styrelsen lukke en konto uden forudgående varsel.

Stk. 5. Energistyrelsen kan med rimeligt forudgående varsel lukke en konto ved manglende betaling af gebyr i henhold til bekendtgørelse om betaling af gebyr for konti i EU’s CO 2 -kvoteregister og Det Danske Kyoto-register.

Stk. 6. Energistyrelsen er ikke ansvarlig for noget forhold, der skyldes, at kontohavere efter §§ 2-4 eller deres bemyndigede repræsentanter ikke har overholdt vilkårene efter stk. 1, herunder minimumskrav for sikkerhed omkring deres system og en sikker opførsel i datahåndtering og brug af internettet.

§ 6.

Stk. 1. Kontohavere efter §§ 2-4 skal inden 10 arbejdsdage meddele Energistyrelsen ændringer i de oplysninger, der er forelagt i forbindelse med åbning eller ajourføring af en konto. Desuden bekræfter kontohavere senest den 31. december hvert år over for Energistyrelsen, at oplysningerne og dokumenterne vedrørende deres konto er fuldstændige, ajourførte, nøjagtige og korrekte.

Stk. 2. Meddelelse om ændringer, jf. stk. 1, ledsages af de oplysninger og dokumenter, som kræves i henhold til § 5, stk. 1.

Stk. 3. Energistyrelsen er ikke ansvarlig for noget forhold, der indtræder som følge af, at kontohavere efter §§ 2-4 eller deres bemyndigede repræsentanter ikke kan kontaktes via de oplyste kontaktinformationer.

§ 7.

Stk. 1. Kreditter fra arealanvendelse, ændringer i arealanvendelse og skovbrug kan ikke indsættes på konti efter §§ 2-4.

§ 8.

Stk. 1. Kontohavere efter §§ 2-4 skal efter anmodning fra Energistyrelsen afgive enhver oplysning, som styrelsen efter en rimelig vurdering finder nødvendig til varetagelse af styrelsens opgaver i forhold til EU’s CO 2 -kvoteregister og Det Danske Kyoto-register.

§ 9.

Stk. 1. Afgørelser truffet af Energistyrelsen efter denne bekendtgørelse samt Kommissionens forordning (EU) 920/2010 og Kommissionens forordning (EU) 1193/2011 kan ikke indbringes for Energiklagenævnet eller klima-, energi- og bygningsministeren.

§ 10.

Stk. 1. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der 1) undlader at informere Energistyrelsen rettidigt om ændringer i de forelagte oplysninger, jf. § 6, stk. 1, 1. pkt., 2) undlader at afgive oplysninger efter § 8 eller 3) fortier oplysninger eller afgiver urigtige eller vildledende oplysninger, der har betydning for Energistyrelsens sagsbehandling i forhold til EU’s CO 2 -kvoteregister eller Det Danske Kyoto-register.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 11.

Stk. 1. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2012.

Versioner

  1. 2012-06-27 · til 2013-01-15